Britisk-amerikanske krig (1812)

Britisk-amerikanske krig 1812-krigen
Slaget ved Queenston Heights
Dato 18. juni 1812 – 23. marts 1815 Sted Øst- og Centralnordamerika, Golfkysten, Atlanterhavet og Stillehavet Resultat Gent-traktaten status quo ante bellum
Parter
USA nogle indfødte allierede	Britiske Imperium: Storbritannien Canadiske provinser Eastern Woodlands-stammerne
Ledere
James Madison Henry Dearborn Jacob Brown Winfield Scott Andrew Jackson	George Prevost Isaac Brock † Roger Sheaffe Gordon Drummond Tecumseh †
Styrke
USA Hæren: 7.000 (ved krigens start) 35.800 (ved krigens slutning) Rangers: 3.049 Milits: 458.4631 US Navy & US Marines: (ved krigens start): Fregatter: 6 Andre skibe: 14 Indfødte allierede: (ukendt)	Britiske imperium Britiske hær: 5.200 (ved krigens start) 48.160 (ved krigens slutning) Provinsielle regulære tropper: 10.000 Provinsielle milits: 4.000 Royal Navy & Royal Marines: Linjeskibe: 11 Fregatter: 34 Andre skibe: 52 Provincial Marine ‡ : (ukendt) Indfødte allierede: 10.000
Tab
2.260 dræbt i kamp 4.505 sårede 17.000 døde af sygdom 23.765 i alt	1.600 dræbt i kamp 3.679 sårede 3.321 døde af sygdom 8.600 i alt
†: Dræbt i kamp 1: Meget få militsfolk forlod deres hjem for at kæmpe i krigens kampagner. ‡: En lokaldannet flåde ved de Store søer til kystbeskyttelse.

Den britisk-amerikanske krig (1812) (engelsk: War of 1812) blev udkæmpet mellem USA på den ene side og Storbritannien og dets kolonier i Canada på den anden side. Krigen foregik i perioden 1812-15 og foregik såvel til lands som til vands.

Krigen resulterede i 1.600 døde på britisk side og 2.260 på amerikansk side.

Krigens baggrund

I 1812 var Storbritannien i krig med Frankrig, og for at vanskeliggøre amerikansk handel med Frankrig indførte briterne en række restriktioner, som efter amerikanernes opfattelse var i strid med international ret. USA erklærede Storbritannien krig den 18. juni 1812 af en række årsager: Forargelse over at tusindvis af amerikanske søfolk blev presset ind i den britiske flåde, frustrationer over britiske begrænsninger af neutral handel og vrede over påstået britisk militær støtte til Nord-amerikanske indianere, som forsvarede deres stammeområder mod indtrængende amerikanske nybyggere.

Krigens gang

Krigen startede dårligt for amerikanerne da deres forsøg på at invadere Canada gentagne gange blev slået tilbage af general Isaac Brock, som kommanderede en lille britisk styrke, der i hovedsagen bestod af lokale militser og allierede amerikanske indianere. Den amerikanske strategi byggede på brugen af militser, men enten ville de ikke lade sig mønstre, eller også blev de dårligt ledet. Der var mangel på militært og civilt lederskab, og det forblev en kritisk amerikansk svaghed indtil 1814.

I New England var man modstander af krigen og nægtede at stille tropper og penge til rådighed. Finansielle og logistiske problemer plagede den amerikanske krigsindsats. Storbritannien havde penge og logistik på plads, men den igangværende krig med Frankrig havde højere prioritet, så i 1812-13 valgte man en defensiv strategi. Efter Napoleons nederlag i 1814 kunne briterne sende erfarne tropper af sted for at invadere USA; men på det tidspunkt havde amerikanerne også lært hvordan man kæmper en krig.

Til søs indledte den stærke engelske flåde en blokade af det meste af den amerikanske kystlinie, om end man tillod en betydelig eksport fra New England, som handlede med Storbritannien og Canada på trods af amerikansk lovgivning. Blokaden ødelagde den amerikanske landbrugseksport, men stimulerede til gengæld fabrikker som fremstillede varer der tidligere blev importeret. Den amerikanske strategi med at bruge små kanonbåde til at forsvare havnene var en fiasko, da briterne udførte raids på kysten efter forgodtbefindende. De mest berømte var en række raids langs kysterne af Chesapeake Bay.

Disse raids omfattede et angreb på Washington D.C. som resulterede i, at Det Hvide Hus, USAs Kongres, Flådeværftet og andre offentlige bygninger blev brændt af. Den amerikanske strategi med at udsende flere hundrede kaperskibe der skulle angribe britiske handelsskibe havde større succes, og var til skade for britiske handelsinteresser, især i Vestindien. Selv om de var få i antal, sammenlignet med den britiske flåde, klarede den amerikanske flådes tunge fregatter sig godt i kamp mod tilsvarende britiske skibe. Den afgørende brug af søstridskræfter foregik på De store Søer og afhang af et kapløb om at bygge skibe.

Til sidst vandt amerikanerne kontrollen over Eriesøen og neutraliserede derved det vestlige Ontario og afskar de indfødte styrke fra forsyninger. Briterne havde kontrollen over Ontariosøen og forhindrede dermed større amerikanske invasioner. Amerikanerne kontrollerede Lake Champlain, og en sejr til søs herpå tvang en stor britisk invasionshær til at vende om i 1814.

Krigens afslutning og resultat

Amerikanerne brød de indfødtes magt i Nordvest og Sydøst, og opnåede dermed et vigtigt krigsmål. Handelsrestriktionerne og presning til tjeneste i flåden ophørte med Frankrigs nederlag, og fjernede dermed en af hovedårsagerne til krigen. I den sidste ende enedes de to lande om en fred, som fastholdt grænserne fra før krigen.

I Januar 1815 efter at Gent-traktaten var underskrevet, men før Den amerikanske Kongres havde modtaget en kopi til ratifikation lykkedes det amerikanerne at forsvare New Orleans mod et britisk angreb, mens briterne erobrede Fort Bowyer før nyheden om freden nåede den amerikanske sydkyst.

Krigen havde den effekt, at den forenede både canadiere og amerikanere som folk. Canadiere husker krigen som en sejr, idet man forblev uafhængige af USA, mens amerikanerne fejrer den sejr som Andrew Jackson opnåede ved at forsvare New Orleans.

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Britisk-amerikanske krig (1812)