Andrew Jackson

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Andrew Jackson

USA's 7. præsident
Periode 4. marts 1829 – 4. marts 1837
Vicepræsident	John C. Calhoun (1829-1832), Ingen (1832-1833), Martin Van Buren (1833-1837)
Forgænger	John Quincy Adams
Efterfølger	Martin Van Buren
Information
Født	15. marts, 1767 Lancaster County, South Carolina
Død	8. juni, 1845 Nashville, Tennessee
Politisk parti	Demokrat-republikaner og demokrat
Ægtefælle	Enkemand. Rachel Donelson Robards Jackson. (Niecen Emily Donelson Jackson og svigerdatteren Sarah Yorke Jackson var førstedamer)
Profession	Anklager, dommer, landmand (plantageejer), soldat (general)
Religion	Presbyterianer
Signatur

Andrew 'Old Hickory' Jackson (15. marts 1767 - 8. juni 1845) var USA's 7. præsident fra 1829 til 1837.

[redigér] Opvækst

Jackson kom til verden ved foden af Appalacherne på grænsen mellem North Carolina og South Carolina, kun to år efter at forældrene var indvandret fra Ulster i Irland. Hans far, som han blev opkaldt efter, var død allerede inden drengens fødsel, og moren, Elizabeth Hutchinson, sad alene med tre sønner, men sørgede for, at de fik lært at læse og skrive. Den ældste, Hugh, faldt under den amerikanske uafhængighedskrig, hvor de to yngre brødre, Robert og Andrew, deltog som ordonnanser. Som krigsfanger hos briterne blev begge drenge smittet af kopper, der kostede både Robert og deres mor livet. Som femtenårig var Andrew Jackson den eneste overlevende af en hel familie, arret af kopper og en officers sabel, og med et uudslukkeligt had til Storbritannien.

En mindre arv fra bedstefaren i Irland ødede Jackson væk på det søde liv i Charleston, før han tog fat på en uddannelse indenfor jura - samtidig som han var anfører for en ungdomsbande i den lille by Salisbury, hvor han boede.

[redigér] Livet vestpå

Som nyuddannet jurist fik Jackson en stilling i Nashville i Tennessee, hvor han påtog sig pengeinddrivelser. På rejsen dertil havde han udkæmpet sin første duel med en anden advokat, men det hele blev dog afsluttet ved at begge fyrede sin pistol af op i luften. I alle påfølgende dueller skød han imidlertid for at dræbe.

Jackson investerede sine penge i jordspekulation, slaver og hestehandel. Han var indlogeret hos en enke, og tilbød hendes datter ægteskab. Rachel Donelsen var skilt fra sin mand, der boede længere nord i Kentucky. I 1791 giftede Rachel og Jackson sig - men modtog to år senere til sin bestyrtelse et brev, der bekendtgjorde, at skilsmissen først var trådt i kraft tre måneder forinden. Parret havde altså uforvarende begået bigami, og skyndte sig at arrangere en ny vielse.

Historien kom dog til at koste parret dyrt. Jackson greb gentagne gange til våben, når han fik sin kones uheldige skilsmisse stukket i næsen, og utallige var de dueller, han udkæmpede for hendes skyld. I 1806 blev han ramt i brystet af en kugle under en duel med sagføreren Charles Dickinson, og den kugle gik han rundt med resten af livet - den sad for tæt på hjertet til, at den kunne fjernes. Men hans egen kugle fik Dickinson til at bløde ihjel.

I 1813 blev Jackson ramt af så mange kugler, at lægerne ville amputere hans venstre arm. Det var efter et opgør med de to brødre Jesse og Thomas Hart Benton, som han havde forbudt at vise sig i Nashville, men som vendte kampberedt tilbage. Samtlige kom dog fra opgøret med livet i behold, og Jackson reddede også sin venstre arm, men de mange skader duellerne påførte ham, reducerede hans helbred og gav ham kroniske smerter, der også forværrede hans hidsige temperament.

I 1796 mistede han desuden sin formue fordi en forretningsforbindelse gik fallit. Som en modvægt blev han i 1798 udnævnt til dommer, der betød den første faste indtægt, han havde haft i sit liv; men først i 1815 slap han ud af sin gæld. Mistilliden til papirpenge og kapitalmagten på USAs østkyst beholdt han hele sit liv.

Jackson havde været medlem af den forsamling, der i 1796 fik Tennessee optaget som en delstat i Unionen. Han sad først i Repræsentanternes hus, og 1797/98 i Senatet, men følte sig ikke vel med politik. Han mistede også tålmodigheden overfor juridiske spidsfindigheder, og var glad til, da han i 1804 kunne nedlægge sit dommerhverv.

[redigér] Krigeren

Fra 1801 havde Jackson ledet militsen i Tennessees vestligste distrikt, og fra 1812 overtog han kommandoen over hele delstatens milits, der hædrede ham med tilnavnet Old Hickory (= gamle valnøddetræ) fordi ingen strabadser bed på ham. Samme år trak det op til krig mellem Unionen og Storbritannien, og Jackson var en mand, der havde tabet af hele sin familie at hævne. Han tilbød præsident James Madison at erobre Canada med sin Tennessee-milits alene, men tilbudet blev afvist.

I stedet endte han vinteren 1813-14 i kamp med creek-indianerne ved Mexicos Gulf, da disse havde sluttet sig til briterne og angreb et amerikansk fort. Med venstre arm i slynge efter kampen mod Benton-brødrene, tvang generalen sin milits i kamp, og fik herefter rang af generalmajor i den regulære hær med kommando over tropperne i Tennessee, Mississippi og Louisiana.

Denne autoritet benyttede han til at besætte den nordlige del af Florida, der tilhørte Spanien som Unionen ikke var i krig med. Før regeringen nåede at protestere, havde Jackson i januar 1815 besejret briterne i krigens største slag ved New Orleans. Præsidenten nøjede sig derfor med give spanierne deres territorier tilbage.

I 1817 ledede Jackson en straffeekspedition mod et følge af seminole-indianere, flygtede slaver og engelske fribyttere, der førte en lovløs tilværelse i det sydlige Georgia. Jackson jog dem ind i Florida, erobrede nogle lokale fort, og lod to briter henrette. Affæren udløste en skarp protest fra Spanien, og præsident James Monroe var stemt for at stille Jackson tjenstligt til ansvar, men i 1819 afgav Spanien Florida til Unionen, og sagen blev stillet i bero. To år senere blev Jackson ydermere valgt til guvernør over Florida, men efter et halvt år opstod der fornyet uenighed mellem ham og regeringen, og han trak sig fra posten.

[redigér] Præsident

De politiske kredse i Tennessee ønskede Jackson som kandidat til præsidentvalget i 1824. Han mente ikke selv, han var velegnet som præsident, og i Washington blev han regnet som meget kontroversiel. Men han var enestående populær blandt befolkningen i sin rolle som nybyggernes beskytter mod de indfødte, og var den kandidat, der fik flest stemmer ved valget. Repræsentanternes Hus udpegede alligevel John Quincy Adams til ny præsident, hvad Jackson forståeligt nok opfattede som et spil i kulisserne. Af princip ville han nu være præsident, og stillede igen til valget i 1828. Denne valgkamp blev den mest beskidte, man hidtil havde set i USA, hvor den gamle historie om Rachels skilsmisse blev trukket frem, og ikke mindst alle de mænd, Jackson havde ombragt under sine mange dueller for hendes æres skyld.

Jackson vandt alligevel en knusende sejr, og man fik begrebet Jacksonian democracy, altså at folket og ikke den politiske elite afgør, hvem der skal styre landet. Som nyindflyttet i det Hvide Hus fik Jackson besøg af nybyggere, der tog sådan for sig af serveringen, at bygningen måtte renoveres. Sin Rachel fik han ikke med - hun døde i december 1828. Parret havde ingen egne børn, men en adoptivsøn, der kom til at volde Jackson mange problemer ved konstant at stifte gæld. Og da Jackson indgik et nyt ægteskab, var hans valg af ægtefælle så kontroversielt, at det resulterede i kabinettets afgang i 1831.

Jackson var ingen rask mand ved indsættelsen som præsident, men han foretog en grundig udskiftning af stabsmedlemmerne og fik indsat dem, der havde støttet hans kandidatur. Derefter blev det normen, at et præsidentskifte medfører udskiftninger i embedsapparatet.

[redigér] Toldsagen

De nordlige delstater havde al interesse af en høj toldsats på importerede varer for at gøre sin egen industri konkurrencedygtig. Sydstaterne ønskede derimod lave toldsatser, da de baserede sig på eksport af tobak og bomuld og ellers var afhængige netop af importvarer. Leder for de sidstnævnte var John Calhoun, bosat i South Carolina, og til overmål den, der havde været talsmand for at drage Jackson til ansvar for invasionen af Florida i 1817.

South Carolinas parlament besluttede at erklære toldloven ugyldig i sin delstat, og viste til sin forfatningsmæssige ret til at sætte en forbundslov ud af kraft, hvis den stred imod delstatens egne interesser. Jackson var enig i, at toldsatserne var for høje, men var alligevel parat til at sætte hæren ind, hvis South Carolina ikke føjede sig og godtog toldsatserne, som de var. Han, der havde gjort oprør mod magteliten, satte nu selv Unionen over enkeltstaterne.

[redigér] Cherokee-indianerne

I 1828 fandt man guld i cherokee-stammens område i Georgia. Da nybyggerne ønskede både guldet og jorden, indførte delstatsregeringen love for at tvinge stammen til at flytte vestover. Cherokeserne var imidlertid godt orienterede om sine rettigheder i den traktat, de havde indgået med Unionen, og klagede til Højesteret, der gav dem medhold.

Helt modsat den holdning, han havde udvist i toldsagen, lod Jackson delstaten gøre, hvad den ville i sagen mod cherokeserne. Helt uanfægtet af Højesterets afgørelse fordelte Georgia stammens jord blandt nybyggerne, men anviste dog indianerne et reservat i Oklahoma.

[redigér] Banksagen

Bank of the United States fungerede som Unionens nationalbank, men licensen ville udløbe i 1836. Jackson var utryg ved, at kontrollen over pengesystemet lå hos et privat firma med egne interesser. Kongressen vedtog en fornyelse af licensen, men Jackson nedlagde veto mod loven. Nationalbankens direktør svarede med at stramme rentesatsen og inddrage lån, hvad der kun bidrog til at bekræfte rigtigheden af Jacksons beslutning, da han gennemførte en fordeling af statens økonomiske interesser på flere banker. Kongressen kunne sætte hans veto ud af spil, og Senatet protesterede, da Jackson egenmægtigt overførte Unionens indestående midler i centralbanken til 24 ulige banker rundt om i delstaterne.

Det blev nu nemmere at få banklån, men en konsekvens var inflation og jordspekulation. En lov indført i 1836 krævede, at køb af offentligt ejet jord skulle betales i guld eller sølv, hvad der resulterede i en serie bankkrak, fordi bankerne havde udstedt flere pengesedler, end der var dækning for i ædelmetaller. Men Jacksons præsidentperiode var nu ved at udløbe, så det blev hans efterfølger Martin van Buren, der blev siddende med problemet.

[redigér] Texas-sagen

I Jacksons sidste måneder som præsident erklærede Texas, der overvejende var beboet af amerikanere, sig uafhængig af Mexico. Politikere fra nordstaterne var ikke meget for at få endnu en slavestat i Unionen, men for at beskytte oprørsstaten mod mexicansk aggression, blev Jacksons sidste embedshandling alligevel at anerkende Texas' selvstændighed.

[redigér] Sidste år

Jackson levede endnu i otte år efter at have forladt det Hvide Hus. Hans helbred besværede ham, og dertil de økonomiske problemer forbundet med adoptivsønnens stadige gæld, som faren så sig tvunget til at betale. Han lykkedes dog i at beholde familiens ejendom ved Nashville, hvor han ligger begravet ved siden af Rachel. I lighed med Thomas Jefferson ville han ikke have sin tid som præsident påført gravstenen; der står efter hans eget ønske kun General Jackson.