DR Byen
DR Byen er DRs nye hovedkvarter i Ørestad på Amager. Her samledes alle DRs aktiviteter i København og i 2006 og 2007 flyttede alle DRs medarbejdere arbejdsplads til DR Byen fra Radiohuset på Frederiksberg og TV-Byen i Søborg. DR Byen er et af verdens mest avancerede multimediehuse[Kilde mangler], som kan tage fremtidens udfordringer fra mediekonvergens og digitalisering op og gennem nye produktionsformer og teknologi[Kilde mangler].
DR Byen består af i alt fire segmenter:
- Segment 1: huser bl.a. DR Produktion.
- Segment 2: huser bl.a. DR Nyheder.
- Segment 3: huser bl.a. DR København og administrationen
- Segment 4: DR Koncerthuset huser bl.a. også DR Rytmisk.
De første udsendelser fra DR Byen begyndte i februar 2006. Den første direkte udsendelse var underholdningsprogrammet "Showtime". Siden begyndte DR2's Debatten og Clement Direkte at sende direkte fra de nye faciliteter i Ørestad.
Koncertsalen i DR Byen blev indviet den 17. januar 2009. Arkitekten bag koncertsalen, franskmanden Jean Nouvel, modtog i øvrigt Pritzker-prisen (arkitekturens Nobelpris) under en ceremoni i Library of Congress i Washington den 2. juni 2008 hvor koncertsalen nævnes som en af begrundelserne.
[redigér] Budgetoverskridelserne
Oprindeligt var budgettet for opførelsen af DRs nye hovedsæde på 3 mia. kr. i 1999-priser (knapt 3,5 mia. i 2006-priser). Da byggeriet begyndte i 1999 blev der af den daværende kulturminister, Elsebeth Gerner Nielsen (R) lavet en usikkerhedsmargin, således at den endelige pris på byggeriet kunne blive 15 procent højere eller 10 procent lavere - det vil altså sige mellem 2,7 mia. eller 3,5 mia. kr.
Første budgetoverskridelse kom frem i 2004, hvor det blev meddelt, at byggeriet blev 300 mio. kr. dyrere. Det skyldtes blandt andet at byggeriet af DR Byens koncertsal var langt mere kompliceret end først antaget. Den daværende formand for DRs bestyrelse, Jørgen Kleener, mente ikke at han var blevet fyldestgørende orienteret om byggeriets udvikling. Christian S. Nissen blev afskediget som generaldirektør, og senere valgte Jørgen Kleener også at fratræde sin post.
I august 2005 tiltræder den nu forhenværende generaldirektør, Kenneth Plummer. Han varsler en strammere styring af økonomien i DR, og barberer ved en sparerunde 90 mio. kr. af DRs budget.
Den anden budgetoverskridelse offentliggøres i september 2006. Byggeriet bliver yderligere 600 mio. kr. dyrere. DRs økonomidirektør Bent Fjord fratræder som følge af overskridelsen.
TV-Avisen fortæller 10. oktober 2006, at byggeledelsen i hvert fald siden september 2005 har været klar over, at der kunne komme budgetoverskridelser på over 250 mio. kr. DRs bestyrelse beder to dage senere Rigsrevisionen om at kulegrave sagen. Forud for bestyrelsesmødet afskediges den ansvarlige for DR-byggeriet, Kjeld Boye Møller.
5. februar 2007 blev det offentliggjort, at byggeriet skrider med yderligere 700 mio. kr., således at den samlede regning i 1999-priser bliver på 4,7 mia. kr., svarende til 5,5 mia. kr. i 2007-priser. Altså er byggeriet blevet 34 procent dyrere i 1999-priser end den maksimale usikkerhedsmargin tillod.
13. marts 2007 offentligør generaldirektør Kenneth Plummer en omfattende spareplan, der indebærer fyring af 300 medarbejdere og besparelser på 300 mio. kr om året fra 2008. I alt nedlægges 521 stillinger.
I det oprindelige budget var der ikke inkluderet et nødstrømsanlæg. Hvis nødstrømsanlægget medregnes, bliver overskridelsen 0,3 mia. kr. større, jf. revisionsundersøgelsen, punkt 2.2.
[redigér] Eksterne henvisninger