Den Irske Hungersnød, 1740-41

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Artiklen indgår i en serie om Irlands historie

se også Hungersnøden i Irland 1845-1849

Den Irske Hungersnød, 1740-41 kan have været lige så voldsom som den langt mere kendte Store Hungersnød, 1845-52. Hvor 1840´ernes hungersnød var forårsaget af en svampeagtig infektion der angreb kartoflerne, var den i 1740-41 forårsaget af usædvanligt koldt og regnfyldt vejr i de foregående år der havde medført en meget dårlig høst. Fødevaremangel var med til at få en række sygdomme til at brede sig. Denne kulde blev set flere steder i Europa og anses i dag for at være noget af det sidste man mærkede til den lille istid.

Der forefindes ingen information der opgør det samlede antal af døde forårsaget af hungersnøden; Da demografiske opgørelser fra perioden er meget begrænsede, ifølge de sjældne folketællinger blev 15.000 husholdninger i County Kerry formindsket til 11.000 i 1742.

Ved hungersnøden 1845-52 har det også vist sig svært at opgøre dødsraten, og det til trods for at man har folketællinger intakte fra såvel 1841 som 1851. Den irske historiker Joe Lee har ved at kigge på samtidige skildringer og informationer fra andre samtidige hungersnødskatastrofer sandsynliggjort at dødstallet kunne være lige så højt som i 1845-52, nemlig godt 10 procent af befolkningen. Han mener at det har været overset at der ikke dengang var en massiv udvandring som det var tilfældet i 1800-tallet.

1741 var hungersnøden på sit højeste og det var her at dødstallene var på sit højeste, blev kendt i den folkelige erindring som Mandefaldsåret.


Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • David Dickson, Arctic Ireland (White Row Press, Dublin 1997).
  • Joe Lee, The Modernisation of Irish Society (ISBN 0-7171-0567-9)
  • Michael Drake, The Irish Demographic Crisis of 1740-41, Historical Studies VI, T. W. Moody (ed.), Routledge & Kegan Paul, London 1968.