Den glade enke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den glade enke (Die lustige Witwe) er en operette komponeret i 1905 af den østrigske komponist Franz Lehár.

Teksten er forfattet af de to libretister Viktor Léon og Leo Stein, baseret på komedien L'attaché d'ambassade fra 1861 af forfatteren Henri Meilhac. Stykket havde uropførelse den 28. december 1905 på Theater an der Wien i Wien.

Operetten var og er en international succes, der er blevet opført på teatre adskillige gange, og som også er blevet filmatiseret flere gange.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Forhistorie[redigér | redigér wikikode]

I det fjerne, fallerede Balkanfyrstendømme Pontevedrino udspiller sig en ulykkelig kærlighedshistorie: Den adelige grev Danilo må af familiære og standsmæssige årsager ikke gifte sig med sin elskede, den simple bondedatter Hanna. Han rejser derfor til Paris, hvor han forsøger at glemme sine sorger blandt de franske grisetter på Maxim. I mellemtiden bliver Hanna gift med den rige bankier Glawari, som dog dør 3 dage efter brylluppet. Det efterlader Hanna som en meget rig enke...

1. akt[redigér | redigér wikikode]

På den pontevedrinske ambassade i Paris fejres fyrstens fødselsdag. Baron Mirko Zetas smukke hustru Valencienne flirter med Camille de Rosillon. Men Zeta bemærker intet. Han har kun én mission: at få den rige enke Hanna Glawari, som også er inviteret og som omsværmes af de mandlige franske gæster, til at gifte sig med en pontevedrinsk landsmand, så alle hendes millioner kan forblive i fyrstendømmet og redde det fra bankerot.

Han udser ambassadesekretæren Danilo Danilowitsch til at være den kommende brudgom. Men Danilo vil hellere flirte med de smukke kvinder i "Maxim" end fremstå som medgiftsjæger over for Hanna, hans første kærlighed, som han dengang ikke måtte gifte sig med. Han lover dog at holde de udenlandske bejlere på afstand af Hanna. Men uden at nogen af de to vil indrømme der, forelsker de sig alligevel i hinanden på ny.

2. akt[redigér | redigér wikikode]

Hanna holder et stort haveselskab hjemme i sit palæ. Der opføres en danseforestilling, som fortæller sagnet om skovalfen Vilja. Valencienne, som har mistet den vifte, hvorpå Rosillons kærlighedserklæring er skrevet, meddeler charmøren, at han hellere skal gøre sine hoser grønne hos enken. Selvom Valencienne forsøger at holde fast i, at hun er en anstændig kvinde, lader hun sig alligevel overtale til et stævnemøde i pavillonen. Zeta, som har fundet sin hustrus vifte uden at vide, at kærlighedserklæringen er til hende, skal mødes med Danilo i den samme pavillon. Den store skandale synes uundgåelig, men Njegus, ambassadens al-mulig-mand, redder Vaencienne: Hanna kommer ud fra pavillonen sammen med Rosillon og bekendtgør deres forlovelse. Danilo, der indtil nu har undgået Hanna, bliver jaloux og tager til Maxim for at dulme sine sorger.

3. akt[redigér | redigér wikikode]

Hanna Glawari har forvandlet en salon i sit palæ til "Maxim" og har sågar inviteret ægte grisetter, som sammen med Valencienne danser can-can. Zeta er fortvivlet over Hannas forlovelse med Rosillon, for nu truer fyrstendommets bankerot for alvor. Danilo skal derfor endnu engang appellere til enkens patriotisme. Hanna giver ham den rigtige forklaring om situationen i pavillonen, og da hun bekendtgør at hun vil miste hele sin formue, hvis hun gifter sig igen, erklærer Danilo hende sin kærlighed. For nu ved han, at hun gifter sig med ham af kærlighed. Men parret ender med at beholde hele formuen, for ifølge den salige bankiers testamente overgår alle millionerne til enkens nye ægtemand.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]