Østrig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||
| Nationalt motto: Intet | |||||
| Nationalmelodi: Land der Berge, Land am Strome | |||||
 |
|||||
| Hovedstad | Wien 48°12′ N 16°23′ E |
||||
| Største by | Wien | ||||
| Officielle sprog | Tysk1 | ||||
| Regeringsform | Republik Heinz Fischer Alfred Gusenbauer |
||||
| Statsdannelse |
Republikkens indførelse 12. november 1918 |
||||
| Areal • Total • Vand (%) |
83.858 km² (nr. 113) 1,3 |
||||
| Indbyggertal • 2008 anslået • 2001 folketælling • Tæthed |
8.334.325 (nr. 89) 8.032.926 99,4/km² (nr. 78) |
||||
| BNP • Total • Pr. indbygger |
2005 anslået 318,34 mia. USD (nr. 22) 31.300 USD (nr. 10) |
||||
| Valuta | Euro2 (EUR) |
||||
| Tidszone • Sommer (DST) |
CST (UTC+1) CEST (UTC+2) |
||||
| Internetdomæne | .at | ||||
| Telefonkode | +43 |
||||
| Kendingsbogstaver (bil) | A | ||||
| Luftfartøjsregistreringskode | OE | ||||
| 1 Slovensk, kroatisk og ungarsk er officielle minoritetssprog 2 Før 2002: Schilling |
|||||
Østrig, officielt Republikken Østrig (tysk:Republik Österreich) er en forbundsstat i Centraleuropa, og består af 9 forbundslande med hvert sit parlament og regering. Østrig er omgivet af land på alle sider og støder op til Liechtenstein og Schweiz i vest, Italien og Slovenien i syd, Ungarn og Slovakiet i øst og Tyskland og Tjekkiet i nord. Hovedstaden er Wien. Østrig har 8,3 mio. indbyggere, hvoraf tre fjerdedele tilhører den romersk-katolske tro. Det officielle sprog er tysk, der tales i dialektiske former. Herudover er slovensk, kroatisk og ungarsk anerkendte minoritetssprog.
Republikken Østrig blev dannet på resterne af det østrig-ungarske dobbeltmonarki efter 1. verdenskrig og fik sin første statsforfatning i 1920. Denne blev videreført efter 2. verdenskrig i 1945, hvor den Anden Republik blev dannet. Fuld suverænitet fik Østrig med statstraktaten af 15. maj 1955. Østrig har en forfatningsbestemt neutralitet og er sæde for flere internationale organisationer, heriblandt FN, OSCE og OPEC. Landets statsoverhoved er forbundspræsidenten. Forbundskansleren er regeringchef.
Nationalrådet, der har 183 medlemmer, er det direkte valgte parlamentskammer. Valgperioden er for øjeblikket fire år, efter førstkommende valg fem år. Valgretsalderen er 16 år, den laveste i Europa. Forbundsrådet er Østrigs indirekte valgte parlamentskammer, hvortil forbundslandenes lokale parlamenter, landdagene, udpeger 62 repræsentanter. Forbundsrådet har absolut veto i love, der griber ind i forbundslandenes anliggender og rettigheder.
Topografisk er Østrig domineret af Alperne, der dækker 60 % af landet. Disse har stor betydning for Østrigs turisme, hvor alpin vintersport er en betydende erhvervsfaktor. Herudover er maskiner, kemiske produkter, stål- og metalvarer samt vin vigtigste produkter i Østrigs samhandel med udlandet. Også inden for infrastrukturen har topografien stor betydning, hvor bane- og vejanlæg er præget af det uvejsomme terræn med mange bro- og tunnelværker, ligesom landets mange floder giver gode muligheder for vandkraft, der dækker to tredjedele af landets energibehov. Kulturlivet er rigt og har fostret store komponister som W.A. Mozart, Joseph Haydn, Franz Schubert, Johann Strauss samt Gustav Mahler.
[redigér] Historie
Uddybende artikel: Østrigs historie.[redigér] Oldtid til 15 f.Kr.
De ældste spor efter mennesker i Østrig hører til palæolitikum, Neandertalernes tid. Der er flere oldtidsfund i Niederösterreich, hvoraf det mest kendte er i Wachau. Her er også de to ældste østrigske kunstværker fundet, en lille kvindefigur, den såkaldte Dansende Fanny fundet i Stratzing/Krems-Rehberg, samt figuren Venus fra Willendorf. Efter den trinvise bosættelse i alle regioner i Østrig i den sene stenalder står kobberalderen i udnyttelsen af råstoffernes tegn, først og fremmest kobber. Fra denne tid stammer også den berømte gletsjermumie Ötzi i det østrigsk-italienske grænseområde.
Under bronzealderen mellem 3. og 1. årtusinde f.Kr. blev der etableret et stigende antal handelscentre, hvis størrelse samtidig tog til. Der blev også etableret fæstninger fortrinsvis i råstofudvindingsområderne. I området omkring Hallstatt begyndte den systematiske udvinding af salt. Den ældre periode af jernalderen er opkaldt efter denne by: Hallstattkulturen. Den yngre jernalder står i kelternes tegn, som i syd og øst af det nuværende Østrig etablerede den første statsdannelse. Den vestlige del blev i denne periode beboet af rætierne.
[redigér] Romersk provins og folkevandring 15 f.Kr.-700
Størstedelen af det nuværende Østrig blev omkring 15 f.Kr. besat af Romerriget. Den romerske hersker Claudius oprettede under sin regeringsperiode (41-54 e.Kr.) den romerske provins Regnum Noricum, hvis grænser stort set svarede til Østrigs nuværende. Øst for Vindobona (det nuværende Wien) lå den største romerske by Carnuntum. Andre vigtige byer var Virunum (nuværende Klagenfurt) og Teurnia (i nærheden af Spittal an der Drau).
Efter udbredelsen af kristendommen i det 2. århundrede e.Kr. begyndte den langsomme nedgang for Romerriget gennem folkevandringerne. Efter goterne, slaverne og avarernes lange pres mod provinsen Noricum begyndte bajuvarernes bosættelser i det 6. århundrede, mens det nuværende Vorarlberg blev befolket af alemannerne. I det nordlige alpeområde etablerede det bayriske hertugdynasti, hvis slægt stammede fra Agilolfinger, sig fra det 6. århundrede. Få årtier senere var Romerriget endegyldigt faldet fra hinanden.
[redigér] Frankerrige og det hellige romerske rige 700-1806
Store dele af Østrig hørte i det sene 700-tal til det bayriske hertugdømme i Karl den Stores frankiske rige. I det senere østfrankiske rige var regionen svarende til det nuværende Niederösterreich fra 856 underlagt Karolingerne som Marchia orientalis, hvilket er latin for den østlige mark. Dette grænseland i rigets sydøstlige del blev kimen til det senere Østrig. Området blev dog tabt til Ungarn i 907. Først efter Lechfeldslaget kunne det østfrankiske rige igen ekspandere mod øst, og der opstod nye hertugdømmer og markgrevskaber. Dermed begyndte også en ny bayrisk bosætningssbølge.
I år 976 opstod den ældste landeenhed indenfor grænserne af det nuværende Østrig i form af det selvstændige hertugdømme Kärnten. Samme år blev Marchia Orientalis overgivet til en Babenberg-greve af kejser Otto II Marchia Orientalis blev i den forbindelse første gang benævnt Ostarrîchi. Udtalen og skrivemåden blev senere til Österreich. Den første skriftlige kilde til navnet stammer fra et dokument udfærdiget i Bruchsal den 1. november 996. Deri er fastslået en gave fra Otto III til biskoppen af Freising, nemlig en region der almindeligvis kaldes Ostarrichi ("regione vulgari vocabulo Ostarrichi"), hvormed der var ment området omkring Neuhofen an der Ybbs ("in loco Niuuanhova dicto"). Dette dokument opbevares i dag i Bayrische Hauptstaatsarchiv i München. Området blev også kendt som Ostland (lat. Austria) eller Osterland, og den 8. september 1156 blev det ophøjet til et af Bayern uafhængigt hertugdømme af Kejser Friedrich I gennem udstedelsen af det såkaldte Privilegium Minus. Dermed begyndte Østrigs egentlige historie som selvstændigt territorium inden for det hellige romerske rige.
Babenbergerne blev i 1278 efterfulgt af Habsburgerne. For at understrege deres særlige status gjorde de hertugdømmet Østrig til et ærkehertugdømme gennem en forfalsket erklæring kaldet Privilegium Maius. De udvidede deres herskerområde indtil 1525 og blev en magtfaktor i det hellige romerske rige. De sene Babenbergere havde forbundet Steiermark med Østrig, og for Habsburgerne lykkedes det derfra at skabe et kompleks af lande gennem erhvervelse af Kärnten, Tyrol, Krain og flere andre områder, som samlet blev kaldt Herrschaft zu Österreich. Fra 1438 besad dynastiet næsten gennemgående den romersk-tyske konge- og dermed også kejserrang.
Fra slutningen af det 15. århundrede til 1690 blev de habsburgske landområder i stigende omfang udsat for angreb af det Osmanniske Rige, som stræbte mod vest fra Ungarn. Først i 1716 lykkes det Prins Eugen af Savoyen det at slå "tyrkerne" tilbage til Beograd.[1] Reformationen af kirken slog i begyndelsen hurtigt igennem, men blev i løbet af det 17. århundrede igen slået tilbage.
1713 blev der med den pragmatiske sanktion for første gang lavet en grundlov gældende for alle de habsburgske landområder, og den fastslog at disse områder udelelige og uadskillelige. Dermed lå det fast, at disse lande havde et enhedsfællesskab under et fælles statshoved - et fællesskab der blev kaldt "Østrig".[2] Den fastslog også, at efter kejser Karl VI, der ikke havde nogen mandlige arvinger, skulle hans datter Maria Theresia følge ham som dronning af de østrigske arvelande. I den østrigske arvefølgekrig lykkedes det i hovedsagen for det nye hus Habsburg-Lothringen at tilegne sig magten i arvelandene. Da Preussen og Rusland i det 18. århundrede opdelte Polen, fik Østrig tildelt Galizien og Lodomerien.[3]
Franz II grundlagde i 1804 kejserriget Østrig og tilegnede sig som Franz I titlen som Kejser af Østrig. I 1806 nedlagde han dog efter pres fra Napoleon kejserkronen for det hellige tysk-romerske rige, hvormed dette også de jure ophørte med at bestå. Således var han i to år den eneste dobbeltkejser i historien.
[redigér] Kejserriget Østrig (1804-1867) og dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn (1867-1918)
Uddybende artikler: Kejserriget Østrig og Østrig-Ungarn.
Det nye kejserrige Østrig var en etnisk blandet stat, der udover tysk også talte ungarsk, italiensk, tjekkisk, polsk, ukrainsk, rumænsk, kroatisk, serbisk, slovakisk og slovensk. Da områderne tidligere havde hørt under det hellige romerske rige, indgik det fra 1815 i det tyske forbund, i hvis forbundsforsamling den østrigske gesandt havde formandskab. Landsdelen Salzburg tilfaldt i 1816 som hertugdømme det østrigske kejserrige, efter at det havde været et selvstændigt fyrsteærkebispedømme siden 1328.
Den førende politiker i den østrigske Biedermeier-tid var udenrigsminister og senere kansler Metternich. For ham gjaldt det at holde befolkningen i ro med censur og stikkeri for at opretholde den gamle orden: det enevældige monarki. De samme mål havde man på det tidspunkt i Preussen og Rusland, og sammen grundlagde disse tre monarkier den hellige alliance.[4] I denne periode fandt industrialiseringen af Østrig også sted. I 1837 kørte det første damptog mellem Floridsdorf og Deutsch-Wagram, som var første del af nordbanen - monarkiets vigtigste banestrækning.
Inspireret af begivenhederne i Frankrig, der førte til oprettelsen af den 2. republik, udbrød der revolution i 1848, hvor monarkiets befolkning stræbte efter demokrati og uafhængighed. Det førte til, at kansler Metternich måtte gå i landflygtighed i England.[5] Kun den kejserlige armé under Radetzky, Jelačić og Windisch-Graetz samt hjælp fra den russiske armé sikrede monarkiets overlevelse. Den 2. december 1848 afløste den 18-årige Franz Joseph den syge kejser Ferdinand I. Den uerfarne hersker stillede i 1849 de oprørske ungarere for retten og lod et dusin af de øverste ungarske hærførere henrette. Kejseren satte grundloven ud af kraft og indførte et totalt enevælde, hvor han i sin person ville samle den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det vakte en uvilje hos de mange nationalister i riget.[6]
Med slaget ved Solferino i 1859 tabte Østrig overherredømmet i Norditalien, og med slaget ved Königgrätz (Sadowa) tabte man lederskabet i det tyske forbund. Den derigennem svækkede kejser måtte gennemføre dybtgribende reformer og opgive sin neo-absolutte regeringsmåde. Trods hans seje modstand fulgte nu en omdannelse til et konstitutionelt monarki. Med Ungarn indgik man nu i 1867 en aftale, der gjorde det østrigske monarki til det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Begunstigelsen af ungarerne, der nu i videst muligt omfang blev uafhængig af den østrigske indenrigspolitik, pustede yderligere til nationalitetskonflikterne med de øvrige befolkningsgrupper i monarkiet. Mens alle nationaliteter var repræsenteret i det østrigske rigsråd, og valgretten blev indført i 1907 for alle mænd, så blev de ikke-ungarske nationaliteter stærkt forfordelt i den ungarske rigsdag, og der kom heller ikke en almen valgret i Ungarn før 1918.
Efter det tvungne tilbagetog fra Tyskland og Italien havde monarkiet udset sig Sydøsteuropa som det nye indflydelsesområde. Der var der imidlertid (støttet af Rusland) nationale sydslaviske statsplaner, der konkurrerede med planerne for det overnationale monarki. Habsburg blev for mange politiske aktivister på balkan til fjenden, som forhindrede den nationale samling. Attentatet i Sarajevo i 1914 førte til 1. verdenskrig, som 1918 førte til den endelige afslutning af det kongelig-kejserlige monarki.
[redigér] Første republik (1918-1938)
Ved afslutningen af 1. verdenskrig var Østrig-Ungarn faldet fra hinanden. Den 21. oktober 1918 trådte medlemmerne af det tyske rigsråd for første gang sammen som den provisoriske nationalforsamling for Tysk-Østrig. Mødet blev ledet af Karl Seitz. Forsamlingen blev – også under Seitz' formandskab – kaldt statsråd og sammensatte den 30. oktober 1918 den første tysk-østrigske regering. Den første kansler blev Karl Renner, der i 1945 på ny skulle komme til at spille en vigtig rolle ved grundlæggelsen af den Anden Republik. På det gammeløstrigske område, der var beboet af mennesker, der fortrinsvis talte tysk, opstod således en ny stat. Den 12. november besluttede den provisoriske nationalforsamling formelt, at staten Tysk-Østrig var en demokratisk republik, og kejser Karl I's rolle var dermed formelt udspillet. Han flygtede til Schweiz og døde i 1922 på Madeira, mens hans hustru Zita von Bourbon-Parma døde i 1989.
Nogle områder, hvor flertallet af befolkningen talte tysk (f.eks. Egerland, Sydmähren og Sydtyrol) måtte efter ønske fra sejrherrerne ikke forblive i Østrig. I Saint-Germain-traktaten blev det foreskrevet, at navnet på staten skulle være "Republikken Østrig", og den i forfatningen forudsatte indtræden i den nye tyske republik blev forbudt. Den 21. oktober 1919 blev navnet ændret til "Republik Österreich", og i 1920 blev den nye forbundsforfatning besluttet. I 1929 blev Burgenland, som var den overvejende tysktalende del af vestungarn, optaget som selvstændigt forbundsland i republikken.
I 1925 indførtes den østrigske schilling som valuta, og det lykkedes en tid at bremse en truende inflation. Men den økonomiske krise og de politiske modsætninger førte de følgende år Østrig længere og længere ned i en krise.
[redigér] Austrofascismen og stænderstat
En strid om gyldigheden af en afstemning i Nationalrådet førte til, at den kristensociale kansler Engelbert Dollfuß med politiets hjælp forhindrede forsamlingen at sammentræde. Dollfuß tiltog sig diktatorisk magt og udnyttede, at krigsforvaltningens fuldmagtslov fra 1917 ved en fejl ikke var ophævet. Han kunne dermed ændre lovene eller udstede nye gennem regeringsforordninger. Den 12. februar 1934 kom de ulmende modsætninger mellem de regerende kristendemokrater og socialdemokraterne voldeligt til udtryk i den østrigske borgerkrig. Regeringen indsatte forbundshæren med våben. Der fulgte nogle dødsdomme mod medlemmer af politiske bevægelser, afsætning af Wiens borgmester og et forbud mod det socialdemokratiske parti og dets støtter. Dollfuß proklamerede herefter den 1. maj 1934 forbundsstaten Østrig som en stænderstat. Det var et diktatorisk styre, som allerede dengang blev betegnet som austrofascisme.
Det førte få uger efter til julikuppet begået af tilhængere af det siden 1933 forbudte NSDAP. Det lykkedes nogle kupmagere den 25. juli 1934 at trænge ind i kanslerforvaltningen, hvor Dollfuß blev så hårdt såret, at han døde få dage efter. Kupforsøget blev slået ned indenfor få dage, og Kurt Schuschnigg blev ny forbundskansler. I februar 1938 mødtes Adolf Hilter med Schuschnigg, hvor han under trusler om militær invasion satte den østrigske kansler under pres for at indsætte nationalsocialister i regeringen. Schuschnigg gav efter og indsatte den østrigske nazileder Arthur Seyß-Inquart som indenrigsminister. Kansleren så ikke anden mulighed end at afholde en folkeafstemning om Østrigs uafhængighed. Men få dage før afstemningen blev Østrig stillet over for et tysk ultimatum om at indsætte en naziregering, og Schuschnigg overlod nu sin plads til Seyß-Inquart.[7] Samtidig med regeringens tiltræden den 12. marts 1938 marcherede tyske tropper ind i Østrig og forhindrede dermed den af Schuschnigg til den 13. marts 1938 planlagte folkeafstemning. På dette tidspunkt havde mange lokale nazister allerede overtaget magten, f.eks. i Graz.
Den 13. marts 1938 indlemmede Hitler Østrig i Det tredje Rige under stor begejstring fra sine talrige østrigske tilhængere. Herefter begyndte terroren mod jødiske østrigere, der også kom til udtryk i den såkaldte "arisering" med beslaglæggelse af jødisk ejendom. Den 10. april 1938 blev der afholdt en folkeafstemning til bekræftelse af indlemmelsen. Det officielle resultat var, at 99,73 % af stemmerne var ja-stemmer.
[redigér] Det tredje rige (1938-1945)
Hovedartikel: Østrig under nationalsocialismen
Østrig forblev umiddelbart som eget land i det tredje rige, men den 21. april 1939 blev de tidligere forbundslande og Wien gennem en lov omdannet til "normale" rigsenheder, og navnet Østrig skulle forsvinde. Dermed blev Burgenland delt mellem enhederne Niederdonau og Steiermark, Østtyrol blev sluttet til Kärnten og den steiriske del af Salzkammergut blev lagt under Oberdonau. Wiens areal blev ved en sammenlægning med oplandet tredoblet (i det såkaldte stor-Wien).
Østrig blev først betegnet som "Ostmark" og senere som "Alpe- og Donauenheden". Den østrigsk fødte Hitler førte efter sin mislykkede karriere i sit hjemland og hans politiske karriere i Tyskland Østrig ind i nationalsocialismens vilkårlige magtførelse og udslettede alle antydninger af selvstændighed for landet.
[redigér] Efterkrigstid og den Anden Republik
Kort før det stortyske riges fald og krigsafslutningen i 1945 blev Østrig igen etableret som uafhængig stat. Dette havde de senere sejrherrer allerede fastslået i Moskvadeklarationen i 1943. Den 27. april 1945 sammentrådte en provisorisk statsregering med Karl Renner som kansler og proklamerede genopståelsen af republikken (Den Anden Republik). Snart derefter blev forfatningen fra 1. oktober 1920 med dens senere justering fra 1929 atter sat i kraft. Undtaget var dog de bestemmelser, som forudsatte forbundsrådet opdelt i Länder- og Ständerat. Østrig tilbagevandt dermed sin status som et ikke-voldeligt, repræsentativt, parlamentarisk og føderalistisk demokrati.
Karl Renner blev valgt til forbundspræsident af Forbundsforsamlingen. Efter Renners død blev Theodor Körner den 27. maj 1951 folkevalgt til forbundspræsident som kandidat for SPÖ. Han blev dermed det første folkevalgte statsoverhoved i den østrigske historie. Fra 1945 til 1947 blev Østrig efter ønske fra besættelsesmagterne ledet af en regering bestående af alle partier (ÖVP, SPÖ, KPÖ). Den 19. november 1947 dannede ÖVP og SPÖ en stor koalition, der regerede indtil 1966. Denne alliance mellem partierne var udtryk for en fast beslutning om at løse Østrigs problemer, men den lagde også grunden til de to partiers dominans og magtdeling i østrigsk politik, hvilket dig i årtier havde vaælgernes opbakning.[8]
Indtil 1955 var Østrig ligesom efterkrigstyskland opdelt i besættelseszoner. Den sovjetiske zone var den største, som omfattede Oberösterreich nord for Donau, Niederösterreich, det gendannede Burgenland og Wienerbezirkene 2, 4, 10, 20, 21 og 22. Russerne beslaglagde en række vigtige virksomheder, herunder også olieproduktionen, da den blev betragtet som "tysk ejendom".[9] Produktionen blev samlet i en koncern benævnt USIA, som hverken overholdt østrigsk lovgivning eller betalte skat i Østrig. På Enns, som udgjorde grænsen til den amerikansk besatte zone i Oberösterreich syd for Donau, gennemførte russerne en streng personkontrol.
Med underskrivelsen af den østrigske Statstraktat den 15. maj 1955 fik republikken sin fulde suverænitet den 27. juli 1955. Den blev indgået mellem forbundsregeringen og repræsentanter fra sejrsmagterne. Østrig forpligtede sig til aldrig igen af stræbe mod en tilslutning til Tyskland. Den 26. oktober 1955, efter tilbagetrækningen af besættelsestropperne, besluttede Nationalrådet Østrigs evige neutralitet; denne dag har siden 1965 være Østrigs nationaldag. Neutraliteten, der således ikke er en del af forpligtelserne i selve statstraktaten, var og er militær, men det har fra begyndelsen været klart, at neutraliteten ikke forhindrede, at Østrig kunne hylde vestlige, demokratiske værdier. Dette blev bevist under opstanden i Ungarn i 1956 og besættelsen af Tjekkoslovakiet i 1968. Neutraliteten betød også, at Østrig kunne opbygge gode kulturelle og handelsmæssige forbindelser med både vestlige lande og de daværende østbloklande, hvilket kom landet til gode under dets genopbygning.
Den 14. december 1955 blev Østrig medlem af FN og var 1973-74 og 1991-92 medlem af sikkerhedsrådet. I 1956/57 fik IAEA, det Internationale Atomenergiagentur, sæde i Wien, og i 1969 kom UNIDO, FN's organisation for industriel udvikling, til, og senere fulgte flere FN-agenturer. I 1979 lagde OPEC sit hovedkontor i Wien.
I Sydtyrol, som indtil 1918 havde tilhørt Østrig, men efter 1. verdenskrig blev annekteret af Italien, var der et flertal af tysktalende. I 1960'erne forelagde Østrig konflikten med Italien om landområdet for FN. Som følge heraf tildeltes i 1969 en række rettigheder for befolkningen i Sydtyrol, og disse er siden blevet udbygget.
Fra 1970 til 1983 blev Østrig ledet af en socialdemokratisk regering med Bruno Kreisky i spidsen. I 1970'erne fik Østrig stigende betydning i internationale spørgsmål, hvilket bl.a. kom til udtryk gennem etableringen af en FN-bygning i Wien (UNO-City) og Bruno Kreiskys engagement i spørgsmålet om palæstinenserne.
[redigér] Østrig i dag
Siden åbningen af grænserne til de tidligere østbloklande i 1989/1990 ligger Østrig ikke længere ved østgrænsen til det frie Europa, og Østrig har oplevet stærkere handelsforbindelser til og investeringer i reformlandene. I første halvdel af 1990'erne fik mange mennesker fra de borgerkrigshærgede jugoslaviske lande ophold i Østrig.
Efter afslutningen af den kolde krig i 1991 blev neutralitetspolitikken slækket. Den har ændret status efter Østrigs indtræden i EU den 1. januar 1995. Begrebet neutralitet efter underskrivelse af de forskellige EU-traktater er nu kun anvendelig i indenrigspolitisk sammenhæng; de facto har Østrig tiltrådt EU's fælles forsvarspolitik og kan derfor ikke længere være neutralt.
I 2002 blev euroen indført som valuta og erstattede dermed den østrigske schilling, og den 21. december 2007 blev Schengen-samarbejdet udvidet mod øst. Dermed forsvandt de sidste rester af jerntæppet, da grænsekontrollen til Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien blev fjernet. Den 9. april 2008 ratificerede Nationalrådet EU's Lissabon-traktat med et stort flertal på 151 medlemmer for og 28 imod.[10]
[redigér] Geografi
Uddybende artikel: Østrigs geografi.
Østrig strækker sig i øst-vestlig retning på det længste sted 575 km. og i nord-sydlig retning 294 km. på det længste sted. Omkring 60 % af landet består af bjerge og har en andel af østalperne (frem for alt Tiroler Centralalper, Hohe Tauern og Nedre Tauern, Nordlige Kalkalper, Sydlige Kalkalper og Wienerwald), hvorfor landet i folkemunde ofte kaldes Alperepublikken. Nord for Donau i Ober- og Niederösterreich ligger den bøhmiske masse der med sine udløbere når helt til Tjekkiet og Bayern. Burgenland øst for alpe-karpater-buen løber ud i det pannoniske bækken og har både landskabsmæssigt og klimatisk stor lighed med den østlige nabo Ungarn, hvortil det hørte indtil 1921.
De store højdeforskelle ligger mod øst langs med Donau, fremfor alt i alpeforlandet og i Wienerbækkenet med Moravafeltet samt i det sydlige Steiermark, der med sin lighed med landskabet i Toscana ofte kaldes det steiriske toscana. Det lavest beliggende punkt i Østrig er Hedwighof i Burgenland med 114 m.o.h. Kun 32 % af landet ligger lavere end 500 m.o.h.
43 % procent af landets areal på 83.871 km² er dækket af skov.
[redigér] Bjerge
De højeste bjerge i Østrig er 3-4.000 meter høje og ligger i østalperne. Med 3.798 m.o.h. er Großglockner i Hohe Tauern det højeste bjerg.[11] Dernæst følger Wildspitze med 3.774 m.o.h. og Weißkugel med 3.738 m.o.h., der begge ligger i Ötzaler Alpen.
Bjerglandskabet er af stor betydning for turismen. Der er mange vintersportssteder, og om sommeren er der mulighed for bjergvandring eller -klatring.
[redigér] Søer
Den største sø er Neusiedler See i Burgenland. Af søens samlede areal på 315 km² hører ca. 77 % til Østrig mens resten ligger i Ungarn. Næststørst er Attersee med 46 km² efterfulgt af Traunsee med 24 km², begge i Oberösterreich. Også Bodensee med sine 536 km² i Dreiländereck på grænsen mod Tyskland og Schweiz ligger for en mindre dels vedkommende i Østrig. Statsgrænserne i Bodensee er imidlertid ikke præcist fastlagt.
For sommerturismen har søerne ligesom bjergene stor betydning, særligt søerne i Kärnten og i Salzkammergut, der er populære mål for badeferier. De kendteste søer her er Wörthersee, Millstätter See, Ossiacher See og Weissensee i Kärnten. Andre kendte søer er Mondsee og Wolfgangsee på grænsen mellem Salzburg og Oberösterreich.
[redigér] Floder
Uddybende artikel: Floder i Østrig.
Den største del af Østrig bliver afvandet gennem Donau til Sortehavet. Kun mindre områder mod vest afvandes via Rhinen og i nord via Elben til Nordsøen. Donau, der med sine i alt 2.888 km er Europas næstlængste flod, gennemflyder Østrig med en længde på 350 km.[12]
Store sidefloder til Donau er (fra vest mod øst):
- Lech, Isar og Inn som udløber i Donau gennem Bayern; de afvander Tyrol, og den i Salzach udmundende Inn afvander Salzburg
- Traun, Enns, Ybbs, Erlauf, Pielach, Traisen, Wienfluss og Fischa afvander de syd for Donau beliggende områder i Oberösterreich, Steiermark, Niederösterreich og Wien
- Große Mühl og Kleine Mühl, Rodl og Aist, Kamp, Göllersbach og Rußbach samt Thaya ved den nordlige grænse og Morava ved den østlige grænse afvander områderne nord for Donau beliggende i Oberösterreich og Niederösterreich
- Lainsitz er på grund af sin størrelse uden betydning, den er dog den eneste østrigske flod, der afvander fra Niederösterreich gennem Tjekkiet til Elben
Mura afvander området Lungau i Salzburg samt Steiermark; den udmunder i Drau i Kroatien, som samtidig afvander Kärnten og Østtyrol. Drau udmunder i Kroatien på grænsen til Serbien i Donau.
Rhinen afvander store dele af Vorarlberg og flyder gennem Bodensee for at udmunde i Nordsøen.
[redigér] Byer og befolkningstætte områder
| Afstande (i luftlinie) | |
|---|---|
| Wien – Bregenz | 505 km |
| Wien – Bratislava (SK) | 55 km |
| Wien – Milano (I) | 630 km |
| Wien – Rom (I) | 760 km |
| Wien – Prag (CZ) | 250 km |
| Wien – Berlin (D) | 530 km |
| Wien – Zürich (CH) | 594 km |
| Wien – Budapest (H) | 255 km |
| Wien – Warszawa (PL) | 561 km |
| Wien – Kiev (UA) | 1054 km |
| Wien – London (UK) | 1237 km |
| Salzburg – München (D) | 116 km |
| Bregenz – Paris (F) | 568 km |
| Graz – Maribor (SLO) | 55 km |
| Villach – Trieste | 109 km |
Det suverænt største beboelsesområde i Østrig er metropolregionen Wien med et indbyggertal på 2.067.651 (pr. 1. januar 2005). Dermed bor en fjerdedel af befolkningen i hovedstadsregionen. Andre store byregioner omgiver forbundshovedstæderne Graz, Linz, Salzburg og Innsbruck. Til de vigtigste byer tæller desuden (fra vest mod øst) Feldkirch, Dornbirn og Bregenz i Vorarlberg, Villach og Klagenfurt i Kärnten, Wels i Oberösterreich samt St. Pölten og Wiener Neustadt i Niederösterreich. I alt har omkring 200 kommuner af meget forskellig størrelse retten til at kalde sig for en by (stadsret); kun for de 15 statutarbyer har dette forvaltningsretlig betydning.
I de erhvervsmæssigt svage områder er afvandringen fra land til by et stort problem. Vandringen fra land til bymetropolerne har fokus i hele EU, og er et ikke særegent østrigsk fænomen. De bjergrige alperegioner giver Østrig en særlig udfordring i forhold til vandringen. Netop urbaniseringen er et stigende problem for landområderne i Alperne.[13] Den betyder, at landbefolkningen i stigende grad søger beskæftigelse i byerne enten som pendlere eller ved at de fraflytter landsbyerne for at komme nærmere byområderne. Erhvervsmæssigt går det i landbyerne ud over den traditionelle landbrugsproduktion og dennes følgeproduktion. For alpeområderne er udviklingen problematisk, dels fordi etableringen af den nødvendige infrastruktur til erhvervsvirksomheder er omkostningfuld i bjergene og dels fordi viden om de hidtidige produktionsmetoder og traditioner forsvinder.
Flere og flere landsbyer øjner mulighed for erhvervsmæsig ernæring gennem vinterskisportsturisme, og konkurrencen er hård for at tiltrække turister i de måneder sæsonen varer. Erhvervsstrukturen i landområderne bliver dermed mere ensidig og samtidig mere sårbar overfor udsving (særligt når snesæsonen afkortes som følge af klimatiske ændringer), hvilket skaber yderligere usikkerhed for landområderne og dermed yderligere forstærker vandringen fra land til by. Samtidig er udbygningen og vedligeholdelsen af skiområderne omkostningsfuld for de små kommuner.[14]
[redigér] Eksklaver og enklaver
Indenfor Østrigs statsområde er Kleinwalsertal en tysk funktional enklave. Det betyder, at Kleinwalsertal hører til Østrig (Vorarlberg) og grænser direkte op til landet, men på grund af den topografiske placering af vejene kan den kun nås via Tyskland. En anden tysk funktional enklave er kommunen Jungholz i Tyrol, som ikke kan nås fra Østrig og kun er forbundet med landet med det 1.636 meter høje bjerg Sorgschrofen.
[redigér] Natur
Uddybende artikel: Østrigs natur.De forskelligartede topografier i Østrig skaber grundlag for er et stort antal arter indenfor både flora og fauna. For at beskytte disse, er der indenfor de seneste årtier etableret seks forskellige nationalparker. Også i kølvandet på UNESCO's Verdensarvsliste er flere områder udpeget til naturarv.
[redigér] Flora
Det østrigske miljøministerium antager, at der er omkring 2.950 spore- og rodplanter inklusiv uddøde plantearter. Heraf står godt 40 % på den røde liste.[15]
43 % af Østrigs areal består af skov. I lavområderne op til 500 meter består skovene fortrinsvis af løvskov med bøg og eg. Over denne grænse er der blandingsskov – primært bøg og gran – mens gran er helt dominerende i højder over 1.500 meter. Skovgrænsen ligger omkring 1.800 meters højde.[16]
I alperne findes en række sjældne plantearter, hvoraf mange er totalfredet, f.eks. den udrydningstruede Edelweiss. Alpeviol og ensian findes med flere forskellige arter i Alperne.[17]
[redigér] Fauna
Der findes omkring 45.870 dyrearter i Østrig, hvoraf 98,6 % er hvirvelløse dyr. 10.882 arter regnes som truede, hvoraf 2.804 er opført på den røde liste.[18] Der findes en række sjældne fuglearter som f.eks. lammegrib, alpesejler og forskellige mejsearter. I alperne findes bl.a. gemse og murmeldyr. Fladlandet øst for Wien med den store Neusiedler See er et stort reservat for fugle. Rør- og sivskovene omkring søen giver endvidere gode livsbetingelser for hvid stork, sølvhejre, rørdrum og grågæs.[19]
[redigér] Klima
Uddybende artikel: Østrigs klima.Østrig ligger i den tempererede klimazone og medregnes i det mellemeuropæiske overgangsklima, hvor klimaet er kendetegnet ved vekselvirkningen mellem havklima og fastlands- hhv. pannonisk klima, og den fugtige vestenvind er dominerende.
Som følge af disse klimapåvirkninger er den østlige del af Østrig kendetegnet ved kolde vintre og varme somre, og på helårsbasis falder det kun middelmådige regnmængder.
Den vestlige del af landet er påvirket af havklimaet og vestenvinden, og vintrene er som regel relativt milde og somrene er varme. Her er også de største nedbørsmængder. De geografiske forhold danner endvidere en yderligere klimazone med det alpine klima, som i bjergene giver strengere vintre end i det dybereliggende østen. En anden særhed er de forskellige påvirkninger fra nord og syd, hvor klimaet mod nord kan bringe polarkulde med sig og mod syd Sahara-sand.
Der kan opstå fønvind på nordsiden af Alperne, som kan have stor indvirkning på menneskers velbefindende i de op til 3 dage, som vinden kan vare.
[redigér] Temperatur og nedbør
Gennemsnitstemperaturen i den østlige del af landet (Innsbruck) er -1,7° C i januar og 18,1° C i juli. I den vestlige del af landet (Wien) er de tilsvarende temperaturer 1,2° C og 21,7° C.
Middeltemperatur i øst- og vestøstrig:[20]
| By | Jan | Feb | Mar | Apr | Maj | Jun | Jul | Aug | Sep | Okt | Nov | Dec | År |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Wien | 1,2 | 2,9 | 6,4 | 11,5 | 16,5 | 19,1 | 21,7 | 21,6 | 16,8 | 11,6 | 5,5 | 2,4 | 11,4 |
| Innsbruck | - 1,7 | 0,4 | 4,8 | 8,4 | 13,4 | 16,1 | 18,1 | 17,7 | 14,0 | 9,1 | 2,9 | - 1,0 | 8,5 |
Over østeuropa kan etableres et kraftigt og stabilt højtryk, der om sommeren giver klart vejr og den kontinentale varme trækkes ind over landet og giver en hed, tør varme. Om vinteren skaber samme højtrykssituation højt solskin og meget koldt vejr (ned til -20° C).
[redigér] Vejrrekorder
- Varmeste dag blev målt den 27. juli 1983 i Dellach im Drautal med 39,7° C
- Koldeste dag blev målt den 1. januar 1905 på bjerget Sonnblick med -37,4° C
- Koldeste dag i beboet område blev målt den 11. februar 1929 i Stift Zwettl med -36,6° C[21]
På grund af havklimaets aftagende virkning fra vest mod øst er regnmængderne tilsvarende aftagende i samme retning i landet. Regnmængderne i Wien er således kun cirka halvdelen af den mængde, der falder i Salzburg.
På årsbasis viser sig store regnmængder langs alperyggen, da fugtige luftstrømme fra nord eller syd ved lavtryk ophobes og derved afgiver regn. Om vinteren bevirker dette store snemængder i bjergene og dalene, samt i de nord eller syd for bjergene beliggende regioner. Om sommeren kan de store regnmængder medføre mudderskred eller oversvømmelser. Områderne med størst nedbør er alpeforlandet samt områderne øst og nordøst for Innsbruck. Her falder indtil 3.000 mm regn eller sne årligt.
For- og efterår er stærkt omskiftelige vejrperioder, hvor der både kan falde sne, eller der kan være høje temperaturer. Da dagtemperaturerne i juli og august ikke sjældent kommer over 30° C, og da luftfugtigheden er høj, dannes der ofte cumulusskyer, der ved mødet med Alperne kan føre til kraftigt uvejr.
Østrig er som sine nabolande i de senere år hyppigere udsat for vejrforandringer. Heftige regnskyl har flere gange skabt ødelæggende oversvømmelser og mudderskred, som også har krævet dødsfald. Det er også kommet til orkanagtige storme og voldsomme snefald, som har efterladt byer uden kontakt til omverdenen og givet flere laviner. Også tørke hærger oftere i landet. Det diskuteres fortsat blandt klimaeksperter, om disse vejrfænomener blot er tilfældige udsving eller et resultat af en global klimaforandring.[22]
[redigér] Demografi
Uddybende artikel: Østrigs demografi.
[redigér] Befolkningsudvikling
Man har haft folketællinger i Østrig tilbage til 1754 og fra 1869 havde man folketællinger hvert 10. år, hvor man samtidig begyndte at lave befolkningsfremskrivninger. Sidste folketælling fandt sted i 2001. Herefter har man baseret alle befolkningsopgørelser på det Zentrale Melderegister, som svarer til det danske folkeregister. Den første folketælling, som kan sammenlignes med den i dag anvendte metode, skete i 1869/1870 i Østrig-Ungarn. Siden dengang steg indbyggertallet i det nuværende område af Østrig frem til den sidste tælling i 1913 før 1. verdenskrig. Indtil Østrig-Ungarn faldt fra hinanden i 1918 skete befolkningsstigningen indenfor Østrigs nuværende areal fortrinsvis ved indenlandske vandringer fra de gamle østrigske kronlande. Kronlandene var de "østrigske" områder i dobbeltmonarkiet efter 1867, dvs. alle områder undtagen Ungarn, Kroatien samt Bosnien-Hercegovina. De udvandrere fra regioner uden erhvervsmuligheder og slog sig først og fremmest ned i storbyerne - særligt i Wien.
Ved den første tælling i 1919 efter 1. verdenskrig var befolkningstallet faldet med 347.000 personer, bl.a. fordi mange statsansatte fra de gamle kronlande var taget tilbage til de nye stater. Befolkningstallet steg dog snart igen, og gjorde det kontinuerligt frem til 1935. Herefter faldt tallet frem til 1939, hvor den sidste tælling inden 2. verdenskrig fandt sted. Befolkningstallet var da 6.653.000. Da man i 1946 offentliggjorde et nyt befolkningstal, som grundlag for udstedelsen af rationeringsmærker, var det nu omkring 7 mio. mennesker, hvilket var ny rekord. De høje tabstal under krigen var dermed rigeligt opvejet af flygtningestrømme til Østrig.
| Gennemsnitligt befolkningstal if. Statistik Austria[23] |
|
|---|---|
| År | Indbyggere |
| ca. 1527 | 1.500.000 |
| ca. 1600 | 1.800.000 |
| ca. 1700 | 2.100.000 |
| 1754 | 2.728.000 |
| 1780 | 2.970.000 |
| 1790 | 3.046.000 |
| 1800 | 3.064.000 |
| 1810 | 3.054.000 |
| 1821 | 3.202.000 |
| 1830 | 3.476.500 |
| 1840 | 3.649.700 |
| 1850 | 3.879.700 |
| 1857 | 4.075.500 |
| 1870 | 4.520.000 |
| 1880 | 4.941.000 |
| 1890 | 5.394.000 |
| 1900 | 5.973.000 |
| 1910 | 6.614.000 |
| 1913 | 6.767.000 |
| 1919 | 6.420.000 |
| 1923 | 6.535.000 |
| 1930 | 6.684.000 |
| 1939 | 6.653.000 |
| 1951 | 6.935.000 |
| 1961 | 7.086.000 |
| 1971 | 7.500.000 |
| 1981 | 7.569.000 |
| 1988 | 7.697.000 |
| 1991 | 7.755.000 |
| 2001 | 8.043.000 |
| 2006 | 8.282.000 |
Indtil 1953 faldt befolkningstallet til 6.928.000 - først og fremmest fordi flygtninge i stort tal vendte tilbage til deres udgangsregion. Et højt fødselsoverskud vendte udviklingen frem til 1974, hvor der blev nået et nyt højdepunkt med 7.599.000 indbyggere i Østrig. Tallet lå nogenlunde stabilt frem til 1987, hvor der begyndte en ny befolkningsstigning, som bl.a. kan tilskrives en større indvandring. I 2007 var der 8.298.923 indbyggere i Østrig. Det svarer til 1,7 % af EU-27's befolkning.[24] Den gennemsnitlige forventede levetid for kvinder var i 2006 82,68 år og for mænd 77,13 år. Børnedødeligheden var 0,36 % i 2006.[25]
[redigér] Sprog
Efter kapitel 8 i Østrigs forfatning er tysk det officielle statssprog i Republikken Østrig. I Østrig tales og skrives en variant af sproget, der kaldes østrigsk tysk og er en variation af højtysk. Sproget adskiller sig ved visse ord og enkelte grammatiske former, der er anderledes end tysk. Visse ord adskiller sig helt fra hinanden og kan ikke umiddelbart gennemskues, f.eks. er det tyske ord for en pude ein Kissen, mens det på østrigsk hedder ein Polster. Særlig når det drejer sig om fødevarer og dermed menukort er der en del forskelle. Grammatisk viser forskellene sig f.eks. ved, at visse ord har forskelligt køn (f.eks. der Monat på tysk og das Monat på østrigsk tysk), ligesom hjælpeverber i østrigsk talesprog anvendes hyppigt (for at udtrykke datid siges f.eks. ich habe gesehen i stedet for ich sah og til at udtrykke perfektum, der har med kropslige handlinger at gøre bruges hjælpeverbet sein). I 1951 blev der udgivet en østrigsk ordbog initieret af det østrigske undervisningsministerium. Denne ordbog gælder som landets officielle referencebog og rangerer over den tyske nationalordbog Duden.
Det tyske sprog bliver talt i flere former indenfor de øvretyske (oberdeutsche) dialekter - primært den alemanniske dialekt (tales i Vorarlberg og den nordvestligste del af Tyrol) og den bayriske (tales i alle øvrige forbundslande). Syv millioner mennesker taler en mellem- eller sydbayrisk dialekt eller et sprog påvirket af denne dialekt.
Derudover tales slavisk og andre sprog fra oprindelige minoriteter. De gamle burgenlandkroatiske, slovenske og ungarske folkeslag i Østrig har ret til undervisning og kommunikation med offentlige myndigheder på deres modersprog. Burgenlandkroatisk og slovensk er officielt andet-sprog i den offentlige forvaltning og retssystemet i de områder i Steiermark, Burgenland og Kärnten, hvor der lever kroatiske eller slovenske befolkninggrupper. Endvidere er ungarsk et ligeberettiget sprog i kommunerne Oberpullendorf, Oberwart, Rotenturm og Unterwart i Burgenland.
Også det oprindelige romafolk taler deres eget sprog. Derudover lever omkring 35.000 af Jenischefolket i Østrig (som er et vandrefolk primært i Østrig, Tyskland, Schweiz og Frankrig), hvoraf ca. 3.500 lever som farende folk. Jenischefolket bosatte sig 1960'erne i en række områder i den østlige del af Østrig. De taler en variant af højtysk.
[redigér] Ind- og udvandring
Østrig er med sin status som et af verdens rigeste lande i dag et klassisk indvandringsland. Det har imidlertid ikke altid været sådan. Under industrialiseringen var der en stor indenlandsk vandring fra Bøhmen og Mähren til de østrigske områder, som var mere industrielt udviklede. [26] I mellemkrigstiden indtil 1934 var der et udvandringsoverskud, ligesom i perioden 1951-1961.[27] Undtagelsen fra udvandringstendensen i disse perioder var indvandringsbølgen fra Ungarn; først i 1920 på grund af politisk turbulens, sidenhen i 1956 efter den ungarske folkeopstand. Også foråret i Prag i 1968 gav en indvandringsbølge. Ved nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933 i Tyskland oplevede Østrig også en indvandringsbølge af primært jøder, hvilket dog ophørte ved Anschluss i 1938.
Siden den kæmpe erhvervs- og velstandsvækst fra 1950'erne og fremefter vendte vandringen. Gæstearbejdere blev budt til landet og senere kom flygtningestrømme fra det tidligere Jugoslavien i forbindelse med borgerkrigen i 1990'erne. I de senere år har Østrig også oplevet en tilvandring af tyskere på grund af den store arbejdsløshed i Tyskland. Med 113.668 tyske statsborgere (2007) er dette den næststørste befolkningsgruppe i Østrig efter serbere/montenegrinere. Tyskerne overhalede i 2006 tyrkerne på denne plads, der nu er den tredjestørste befolkningsgruppe med fremmed statsborgerskab i Østrig.[28]
[redigér] Befolkningsprognose
Den aktuelle befolkningsprognose viser en stigning i befolkningstallet frem til 2050. Imidlertid forventes antallet af dødsfald at overstige antallet af fødsler i 2030. Ligesom i Danmark vil en stadig større andel af befolkningen være i aldersgruppen over 60 år. Stigningen i befolkningstallet forventes gennem indvandring, således at det samlede befolkningstal anslås til 9,5 mio. indbyggere i 2050.[29] Kun i Wien (blandt de 9 forbundslande) forventes fødselstallet at ligge over dødstallet. Med den nuværende vækstrate vil Wien lige efter 2030 passere de 2 mio. indbyggere mod de nuværende (2006) 1,66 mio.[30]
[redigér] Religion
I følge folketællingen fra 2001[31] er 73,6 % af befolkningen tilhængere af den romerskkatolske tro, 4,7 % bekender sig til den protestantiske tro, 4,2 % bekender sig til islam, mens 0,1 % bekender sig til den jødiske tro.
Hver tredje tilhænger af islam i Østrig bor i Wien, mens det for tilhængerne af den jødiske tro gælder, at over 85 % bor i Wien.[32]
Til andre religiøse retninger tæller buddhisme (0,1 %), der blev anerkendt som trosretning i 1983, hinduisme (0,04 %) og Jehovas Vidner (0,3 %).
12 % af befolkningen angiver, at de ikke tilhører en trosretning.
[redigér] Ligestilling mellem kønnene
Ligestillingen mellem mænd og kvinder er fastslået i den østrigske forfatning. Historisk betingede undtagelser er dog værnepligt, der kun gælder for mænd (mens militærtjeneste er frivillig for kvinder). Kvinder kan i Østrig gå fem år tidligere på pension end mænd. Den østrigske forfatningsdomstol har imidlertid udtalt, at denne praksis er i strid med lighedsgrundsætningen, og derfor er det besluttet, at kvinders pensionsalder trinsvist frem til 2033 skal tilpasses mændenes, der i dag er ved 65 år. Gennemsnitslønnen er generelt lavere for kvinder end for mænd. Eurostat har opgjort, at kvinder i Østrig i gennemsnit tjener 73 % i forhold til mændenes lønninger. For Danmark er den tilsvarende andel 84.[33] Kun 4 ud af 100 mænd udnytter muligheden for barselsorlov.[34]
[redigér] Politik
Uddybende artikel: Østrigs politik.[redigér] System
Østrig er i følge forfatningen en føderal, parlamentarisk-demokratisk republik, der består af ni forbundslande. Forbundspræsidenten er statsoverhoved og vælges for en 6-årig periode af folket ved et direkte valg.
Forbundskansleren, der udnævnes af forbundspræsidenten, er regeringschef. Sædvanligvis får partiformanden fra den største parlamentsfraktion til opgave at danne en regering. Dette er imidlertid ikke en forfatningsregel. Forbundspræsidenten skal ved udnævnelsen af forbundskansleren blot være opmærksom på, at denne ikke får stillet et mistillidsvotum i Nationalrådet.
Forbundsregeringen bliver udnævnt af forbundspræsidenten efter indstilling fra forbundskansleren (hvorved præsidenten også har ret til at afvise et forslag). Hvis Nationalrådet udtaler mistillid til regeringen, skal forbundspræsidenten afskedige den. Efter forfatningen kan forbundspræsidenten dog også afskedige en regering direkte. Nationalrådet kan opløses af forbundspræsidenten efter forslag fra regeringen, hvorved der skal udskrives nyvalg. Siden 8. juli 2004 har Heinz Fischer været forbundspræsident i Østrig.
Der kan udskrives såvel bindende som vejledende folkeafstemninger. Endvidere kan et emne tages op i en folkepetition. Såfremt folkepetitionen underskrives af 100.000 stemmeberettigede eller 1/6 af vælgerne i tre forbundslande, er Nationalrådet forpligtet til at behandle petitionen, men ikke bundet af dens indhold.
Forfatningsændringer skal vedtages med 2/3 flertal i begge parlamentets kamre. Bindende folkeafstemninger om forfatningsspørgsmål skal gennemføres, hvis der er tale om en helt ny forfatning, for forfatningsændringer kun hvis 1/3 af et af parlamentets kamre kræver det.
[redigér] Institutioner
Det østrigske parlament består af to kamre. Nationalrådet bliver med sine 183 medlemmer valgt af alle statsborgere (også i udlandet), der er fyldt 16 år, ved almindeligt, lige, direkte og hemmeligt forholdstalsvalg.[35] Valgperioden er fra 2007 5 år (var tidligere 4 år)[36], hvis der ikke udskrives nyvalg tidligere, enten ved at Nationalrådet opløser sig selv eller ved at forbundspræsidenten og regeringen opløser det.[37] Nationalrådet er den østrigske lovgivnings dominerende kammer. Der er en generel spærregrænse på 4 procent til Nationalrådet.[38]
Nationalrådet har følgende s