Enoch Powell

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Enoch Powell
MBE
Skyggeforsvarsminister
Embedsperiode
7. juli 1965 – 21. april 1968
Foregående Peter Thorneycroft
Efterfulgt af Reginald Maudling
Sundhedsminister
Embedsperiode
27. juli 1960 – 18. oktober 1963
Foregående Reginald Maudling
Efterfulgt af Anthony Barber
Medlem af Parlamentet for South Down
Embedsperiode
10. oktober 1974 – 18. maj 1987
Foregående Lawrence Orr
Efterfulgt af Eddie McGrady
Medlem af Parlamentet for Wolverhampton South West
Embedsperiode
23. februar 1950 – 8. februar 1974
Foregående Valgkreds oprettet
Efterfulgt af Nicholas Budgen
Personlige detaljer
Født 16. juni 1912
Birmingham, England, Storbritannien
Død 8. februar 1998 (85 år)
London, England, Storbritannien
Dødsårsag Parkinsons sygdom
Gravsted Warwickshire
Fulde navn John Enoch Powell
Nationalitet Storbritannien Storbritannien
Politisk parti Ulster Unionist Party, Konservative Parti
Ægtefælle(r) Pamela Wilson (g. 1952)
Børn 2
Uddannelses­sted Trinity College
Beskæftigelse Politiker
Religion Den anglikanske kirke
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

John Enoch Powell, MBE (født d. 16. juni 1912, død d. 8. februar 1998) var en britisk politiker, som var medlem af det britiske underhus, først for det Konservative Parti mellem 1950-74, og derefter for Ulster Unionist Party mellem 1974-87. Før han blev politiker, arbejdede han med at undervise i oldtidskundskab, og skrev i løbet af sin karriere flere bøger, både om oldtidskundskab og om politiske emner. Han tjente også i 2. verdenskrig som del af den britiske efterretningstjeneste.

Powell er mest kendt for en tale, som han holdte i Birmingham ved et møde for lokalafdelingen af det Konservative Parti i West Midlands den 20. april 1968, som er blevet kendt som 'Rivers of Blood'-talen. Talen kritiserede indvandring til Storbritannien fra Commonwealth-landene, og spåede, at hvis indvandring til Storbritannien fortsatte som den gjorde nu, så ville der i fremtiden være store etniske konflikter mellem de lokale og de tilflyttede.[1] Talen gik imod partilinjen på spørgsmålet, og som resultat ledte det til, at den konservative formand Edward Heath fyrede Powell fra sit skyggekabinet.[2] Trods dette, så viste meningsmålinger og andre støtteerklæringer som breve fra vælgere, at Powells holdninger var populære blandt en stor del af befolkningen.[3]

Politisk karriere[redigér | rediger kildetekst]

Første år[redigér | rediger kildetekst]

Powell havde oprindeligt været kandidat i valgkredsen Normanton i 1947, men tabte her i hvad som var en meget sikker Labour-kreds. Forud for valget i 1950, blev der oprettet en ny valgkreds ved Wolverhampton, kaldet Wolverhampton South West, og Powell blev i denne kreds ved valget i 1950 for første gang valgt til Underhuset.[4]

I sine første år i politik var han en såkaldt backbencher, med en begrænset profil. Han blev i årene mest bemærket for sit medlemskab af en gruppe konservative parlamentarikere, som ønskede at Storbritannien skulle beholde militærkontrol over Suez-kanalen.[5]

Sundhedsminister og skygge forsvarsminister[redigér | rediger kildetekst]

Powell blev i juli 1960 udnævnt som sundhedsminister, en rolle som han tjente i frem til 1963. Denne periode er best kendt for, at Powell, kendt for sin økonomisk liberalisme, ønskede at finde måder, at beskære NHS' omkostninger.[6]

I 1965 var Powell en kandidat til partiformand for det Konservative Parti, men tabte her rimelig grundigt, da Edward Heath blev valgt.[7] Powell havde nok ikke nogle forventninger om at vinde, men det øgede dog hans nationale profil, og som resultat blev han inkluderet i Heaths skyggekabinet som skyggeforsvarsminister.[8]

Rivers of Blood[redigér | rediger kildetekst]

Powell holdte den 20. April 1968 en tale i Birmingham, som i eftertiden er blevet kendt som 'Rivers of Blood'-talen. Talen kritiserede indvandring til Storbritannien, blev gjort i modsvar til den forslået Race Relations Act 1968, som ville forbyde racediskrimination. Talen kom på baggrund af en følelse, at etniske konflikter var voksende, især i områder med store invandrerbefolkninger, herunder Powell egen valgkreds i Wolverhampton.[1][9] Han blev herefter fyret fra skyggekabinettet af Edward Heath for at gå imod partilinjen og for at holde en tale, som Heath anså som racistisk i sin natur. Heath var også truet af, at flere af hans andre medlemmer af kabinettet ville sige op, hvis han ikke fyrede Powell.[2]

Powell vendte tilbage til rollen som backbencher frem til 1972, hvor han igen satte sig igennem i den offentlige debat, ved sine modstand til Storbritanniens medlemskab af Det Europæiske Fællesskab. I respons til, at den konservative regering under Heath havde ledt Storbritannien ind i EF, så forlod Powell det Konservative Parti i 1974. I en tale samme år, så støttede Powell, at man skulle stemme på Labour ved valget i 1974, hvile kom som en massiv overraskelse, da Powell ellers var en modstander af socialismen.[10]

Ulster Unionist[redigér | rediger kildetekst]

Powell accepterede i 1974 en mulighed for at være kandidat for Ulster Unionist Party for valgkredsen South Down i Nordirland. Powell havde, som en britisk nationalist, været involveret i debatten om Nordirlands status. Han fortsatte i denne rolle frem til 1987, hvor han tabte sit forsøg på genvalg, og han stoppede herefter i politik.[11]

Privat[redigér | rediger kildetekst]

Powell blev gift med Pamela Wilson i 1952, og de fik to døtre. Han døde den 9. februar 1998, i en alder af 85.[12]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Heffer 2014, s. 457-61
  2. ^ a b Heffer 2014, s. 465-68
  3. ^ Crines et al., s. 87
  4. ^ Heffer 2014, s. 140-45
  5. ^ Schofield 2013, s. 105-14
  6. ^ Heffer 2014, s. 257-92
  7. ^ Heffer 2014, s. 388-92
  8. ^ Heffer 2014, s. 396-97
  9. ^ Schofield 2013, s. 208-20
  10. ^ Heffer 2014, s. 655-705
  11. ^ Heffer 2014, s. 711-50, 856-62
  12. ^ Pace, Eric. (9. februar 1998) "Enoch Powell, British Rightist, Dies at 85" New York Times. Hentet 21. april 2023.

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  • Crines, Andrew; Heppell, Tim; Hill, Michael (2016). "Enoch Powell's 'rivers of blood' speech: A rhetorical political analysis". British Politics. 11: 72-94.
  • Heffer, Simon (2014). Like the Roman: The Life of Enoch Powell. London: Bloomsbury Publishing Plc.
  • Schofield, Camila (2013). Enoch Powell and the making of Postcolonial Britain. Cambridge: Cambridge University Press.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]