London

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se London (flertydig). (Se også artikler, som begynder med London)
London
TE-Collage London.png
Overblik
Land: Storbritannien Storbritannien
Borgmester: Boris Johnson
Del af Storbritannien: England
Region: Greater London
Distrikter: Indre by og 32 bydele
Grundlagt: af romerne omkring år 47
Demografi
City of London: 9.200(2005)
 - Areal: 2,6 km²
 - Befolkningstæthed: 3.171 pr. km²
Londons byområde: 8.505.000(2005)
 - Areal: 1.623,3 km²
 - Befolkningstæthed: 5.239 pr. km²
Metroregion: 12-14 millioner(2005)
Tidszone: UTC 0
Højde m.o.h.: 24 m
Hjemmeside: www.london.gov.uk
Oversigtskort

Koordinater: 51°30′26″N 0°7′39″W / 51.50722°N 0.12750°V / 51.50722; -0.12750

London er hovedstaden og den største metropolregion i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Byens kerne City of London har omtrent sine middelalderlige grænser; men sent i 1800-tallet har navnet "London" også refereret til hele den hovedstad, der har udviklet sig om selve byen.[1] I dag udgør størstedelen af denne konurbation Londons region[2] og Greater London,[3] med sin egen valgte borgmester og byråd.[4]

Londons historie går tilbage til romerne. Siden grundlæggelsen for 2.000 år siden har London været center for mange vigtige bevægelser og fænomener som den engelske renæssance, den industrielle revolution og nygotiske-arkitektur. Derfor er byen blevet en af de mest populære turistdestinationer i verden og tiltrækker stadigt flere på grund af sin økonomiske vækst.[5] London har tre verdensarvssteder: Palace of Westminster, Tower of London og den historiske bosættelse Greenwich. Byen er en af verdens førende kommercielle, finansmæssige og kulturelle centre,[6] og dens indflydelse på politik, uddannelse, underholdning, massemedier, mode og kunst bidrager alle til dens status som en vigtig verdensby.[7]

London har en officiel befolkning på 7.560.000 pr. midt-2007[8] inden for grænserne af Greater London og er en af de største byer i EU målt på befolkning. Metropolregionen sættes til at have en befolkning på mellem 12 og 14 millioner.[9][10] London har en varieret befolkning målt på både folkeslag, kulturer og religioner, og over 300 forskellige sprog tales inde for byens grænser.[11] Byen er desuden et internationalt transportknudepunkt med sine fem større lufthavne samt en stor havn. Byen er det største luftfartscentrum i verden,[12] og Heathrow Lufthavn har flere passagerer end nogen anden lufthavn i verden.[13]

Definition[redigér | redigér wikikode]

Definitions billede af London med City of London, centrale London, Greater London og motorvej M25.

Med London menes normalt området kendt som Greater London, som både er et grevskab og en region. Midt inde i dette område ligger City of London, som er sit eget grevskab, kendt som the City eller the Square Mile. Byen voksede kraftigt i klunketiden og igen i mellemkrigstiden. I 1940'erne førte først 2. verdenskrig og derefter lovgivning omkring det grønne bælte til at væksten ophørte.

Der findes mange mulige definitioner på "London" som postdistriktet, politidistriktet (Metropolitan Police District), området som har London-retningsnummer og Londons pendlerbælte. De har sjældent lappet over. Omkring 40 % af Greater London dækkes af Londons postområder[14]. Området med London-retningsnummer dækker et omtrent lige stort område som Greater London, men grænserne afviger noget. En definition som er blevet taget i brug i mange sammenhænge er området indenfor ringvejen M25, og grænsen for Greater London er nogle steder blevet flyttet for at tilpasse den til vejen.

Byens nominelle centrum er ved Charing Cross, lige ved Trafalgar Square, på omkring 51°30′29″N, 00°07′29″W.

Status[redigér | redigér wikikode]

Parlamentsbygningen Palace of Westminster. London er Storbritanniens hovedstad ud fra gammel sædvane.

Hele det urbane område kaldes ofte for en city ud fra en geografisk definition. Administrativt og formelt er dette ikke korrekt; Greater London er en region som blandt andet omfatter to cities, City of London og City of Westminster, flere towns (byer af lavere status), og andre områder.

Londons status som Storbritanniens hovedstad er aldrig godkendt skriftlig, men tilhører den uskrevne, sædvanebestemte del af Storbritanniens konstitution pga. at monarken flyttede fra den tidligere hovedstad Winchester til London; i middelalderen var hovedstaden den by monarken boede i.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Londons historie
Med Tower of London sikrede Vilhelm Erobreren sig kontrol over byen
Foto: Adrian Pingstone
Den forrige London Bridge (billede fra 1890) blev demonteret og sendt til USA, hvor den blev genopbygget i Lake Havasu City i Arizona i 1971

Da romerne kom til de britiske øer, var "London" en lille landsby i trinovanternes område. Byen regnes gerne som grundlagt af romerne ca. år 50 e.Kr., med navnet Londinium. I 61 blev byen brændt ned af icenerne, men den blev hurtigt genopbygget. Den ældste del af byen lå nord for Themsen i dagens City of London. Byen blev tidligt i det 2. århundrede hovedstad for provinsen Britannien.

Fra 800-tallet og de næste århundreder blev byen gentagne gange hærget af danske og norske vikinger. I 846-848 var London under vikingernes kontrol. Den sidste invasion fandt sted i 1066, da Vilhelm Erobreren vandt slaget ved Hastings og overtog magten.

I 1078 blev Tower of London påbegyndt. I 1100-tallet blev Westminster sæde for regeringen og senere for parlamentet. Tower of London er Englands bedst bevarede middelalderfæstning. Den centrale del af fæstningen, The White Tower, stod færdig i 1097. The White Tower har op gennem årene været kongebolig, fængsel, våbenlager og opbevaringssted for kronjuvelerne.

I 1665 blev byen ramt af pest og 70.000 mennesker døde. Året efter ramte den store bybrand London og kun en femtedel af byen stod tilbage og over 13.000 huse og 84 kirker var brændt ned.

I slutningen af 1800-tallet var London verdens største by, som center for Det Britiske Imperium var den verdens ledende handels-, industri-, finans- og havneby.

Gennem det 19. og den tidlige halvdel af det 20. århundrede havde londonerne anvendt kul til opvarmning, hvilket gav megen røg. Kombineret med klimatiske forhold forårsagede det en karakteristisk smog, og London var kendt for sin typiske "London-tåge", også kendt som "ærtesuppen". Af den grund blev London nogle gange kaldt "The Smoke" (Røgen). I 1952 kulminerede problemerne i, hvad der blev kaldt den store smogkatastrofe, der varede i fem dage og dræbte over 4.000 mennesker. Af den grund blev "ren luft-loven" (Clean Air Act) vedtaget med krav om, at der blev oprettet røgfrie områder, hvor udelukkende "røgfrit" brændsel blev anvendt (på den tid brugte de fleste husholdninger åben ild); loven var effektiv, om end øgenavnet The Smoke stadig anvendes sarkastisk om byen.

Under 2. verdenskrig blev London hårdt ramt af tysk bombning. Store områder blev lagt i grus; både industri, offentlige bygninger og boligområder blev ramt under Blitzen, da London og andre britiske byer blev bombet 57 nætter i træk. Med skiftende intensitet varede bomberaidene helt til krigens slutfase. De har bidraget meget til at forme dagens London. Tæt befolkede slumområder i det østlige London blev hårdt ramt, og mange af de evakuerede, som havde mistet alt, fik nye hjem i offentlige boligområder i forstæderne.

I 1965 blev byens område kraftig udvidet, ved at Greater London, som både er grevskab og region, blev oprettet. Størstedelen af Middlesex og dele af Essex og Surrey blev da inkluderet i byen.

6. juli 2005 blev et nyt kapitel indledet i Londons historie, ved at byen blev udpeget til de olympiske sommerlege for 2012. Der foregår nu et stort arbejde for at planlægge og bygge faciliteter til dette arrangement. London har tidligere arrangeret OL i 1908 og 1948.

Dagen efter, 7. juli 2005, blev London ramt af det største bombeangreb siden 2. verdenskrig, hvor 52 mennesker mistede livet og mere end 700 blev såret da fire selvmordsbomber sprang i tre undergrundstog og en bus.

Byplanlægning og -udvikling[redigér | redigér wikikode]

Kort over London omkring år 400.

Det romerske Londinium omfattede kun et område, som omtrent svarer til City of London. Det blev omgivet af en bymur, og på romersk vis blev der anlagt et næsten retvinklet gadenet. Det mest dramatiske i denne periode var nedbrændingen af byen i 61. Genopbygningen ser ud til at have fulgt omtrent samme mønster. Der var kun et sted til at krydse Themsen i London: en bro som blev bygget omkring år 46.

Med romernes tilbagetrækning fra Britannien i begyndelsen af det 5. århundrede kom angelsakserne til magten. Hvor hurtigt forfaldet af den romerske by og fremvæksten af det angelsaksiske London foregik er uklart, men det menes at gadenettet stadig blev mere uregelmæssig. Der kom særligt fra 800-tallet mange kirker til i byen. Det er værd at mærke, at London endnu ikke havde blevet rigets hovedstad. Med bispesædet i Canterbury og Winchester som kongens sæde var London først og fremmest et handelscentrum på grund af Themsen, og ikke en magtens by.

Efter normannernes erobring af England i 1066 ændrede det sig. Tower of London blev et vigtigt kongelig slot, og Westminsterpaladset blev sæde for regeringen. Dermed begyndte en ny fase i udviklingen af byen, med flere paladser, administrationscentre og kraftigere befolkningstilvækst. Denne udvikling foregik ikke efter nogen plan. De centrale områder af London fik smalle gader og høj befolkningstæthed. Udviklingen omfattede i en grad de ydre dele af dagens London; indtil jernbanen kom, var der fortsat en dagsrejse til Watford Gap, som i dag ligger lige uden for byens grænser. Områderne uden for centrum forblev derfor stort set landsbyer med nogen spredte byer indtil det 19. århundrede.

John Evelyns plan for genopbygning af London efter branden i 1666.

Efter at store dele af byen brændte ned i 1666, blev der straks lagt planer for en kontrolleret genopbygning. Der skulle være lige gader for at lette trafikpresset – allerede i hestevognenes tid havde London store trafikkøer – og husene skulle have større afstand og være bygget af mindre brændbart materiale for at hindre en ny storbrand. Der skulle også gøres noget med de sanitære forhold, det havde pesten året før vist nødvendigheden af. Men planlægningen trak ud, og på en tid hvor reguleringslove var vage eller ikke-eksisterende, begyndte befolkningen at bygge byen op efter eget forgodtbefindende. Gadenettet i City of London er derfor ligeså uregelmæssig som i middelalderen, og der er ikke få smøger med kort afstand mellem husene som er overlevet. Det var naturligt at der blev; grundplanerne var bestemt af det gamle vejnet, og så længe myndighederne ikke greb ind i tide for at rette grænserne ud, byggede ejerne på deres brandtomter.

London Bridge i 1745, mens den fortsat var den eneste bro over Themsen i London.

Først i 1750 kom en ny bro over Themsen på plads, efter at London Bridge havde været enerådende siden romersk tid. På andre steder lå robåde som færger langs flodbredden. Flere broer skulle følge, og byen blev knyttet tættere sammen.

Den næste store udvikling kom i det 19. århundrede, da jernbanen kom. Afstande betød pludselig mindre, og jernbanelinjer kunne bruges af pendlere. Londons undergrundsbane åbnede som verdens første i 1863, og selv om rutenettet kun var en lille del af dagens, betød det, at pendlernes tid var kommet. London begyndte at sprede sig uden for Middlesex og ind i Surrey, Kent, Essex og Hertfordshire.

Efter 1. verdenskrig kom en ny fase i byens udvikling. I de ydre bydele kom store boligområder, for at fjerne slumområderne på Londons østkant. Enkelte boligområder blev også anlagt for at give hjem til krigsveteraner. De og andre blev trukket ind til byen fra andre områder, og London voksede både i areal og befolkning. Den udvikling blev forstærket efter 2. verdenskrig, da behovet for genopbygning var stort efter de tyske bombardementer. Der er i det 21. århundrede få områder inden for Greater Londons grænser, som minder om landsbyer; indtil 1930'erne var der landbrug, hvor der nu er boligkareer og indkøbsgader.

I efterkrigstiden kom også de nye byer, byer som blev grundlagt for at aflaste overbefolkede byer. I 1965 kom Milton Keynes, omkring en times kørsel nord for London, og en betydelig andel af befolkningen der kom fra London. Der kom også vækst i andre byer i takt med udflytningen fra London. London havde derfor i den sidste halvdel af det 20. århundrede et fald i befolkningstallet på omkring en million.

I centrum var det ikke velset at bygge i højden, for at bevare byens profil. Stort pres på ejendomsmarkedet, specielt i City, har ført til at der er blevet lempet på disse restriktioner. Flere skyskrabere er rejst siden 1970'erne, og der er planer om flere. Der er også udført fornyelsesprojekter flere steder, med det tidligere havneområde London Docklands som et af de mest kendte eksempler.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Thames Barrier sikrer London mod oversvømmelser
Foto: Adrian Pingstone

Greater London dækker et område på 1.579 km², hvilket gør byen til en af verdens største i areal. Et hovedelement i byens geografi er Themsen, som løber gennem byen fra sydvest mod øst og er sejlbar på hele forløbet. Thames Valley er en flad dal afgrænset af åser som Parliament Hill, Addington Hills og Primrose Hill. Eftersom der ikke findes nogen naturlige begrænsninger for byens vækst ud fra det historiske centrum, har den beholdt en praktisk talt cirkulær form.

Greater Londons beliggenhed i England

Themsen var engang langt bredere og dybere og løb gennem et moselandskab. Gennem omfattende bygning af diger er den blevet smallere. Mange af de mindre floder som løber ud i Themsen i London er lagt i rør. Themsen er en tidevandsflod, og byen er derfor sårbar for oversvømmelser.[15] På grund af en sænkning af landskabet – Storbritannien stiger i nord og synker i syd – er denne fare blevet større med tiden. I 1974 begyndte opførelsen af Thames Barrier ved Woolwich for at kontrollere vandstanden. Det antages at der kan blive behov for endnu en dæmning længere nede i floden i nær fremtid. Themsen krydses af en række tunneler og broer som London Bridge.

Nulmeridianen, som længdegraderne regnes ud fra, går gennem Greenwich i London. Siden 1884 har det været udgangspunk for al fastsættelse af længdegradspositioner.

Klima[redigér | redigér wikikode]

London har et tempereret klima med regelmæssig, let regn gennem hele året. Juli er den varmeste måned, med gennemsnitstemperatur ved Greenwich på 13,6 °C til 22,8 °C. Den koldeste måned er januar, med gennemsnitlig 2,4 °C til 7,9 °C. Gennemsnitlig årlig nedbør er 583,6 mm, og februar er normalt den tørreste måned. Sne er unormal i selve London, selv om der regelmæssigt er sne omkring byen; det skyldes at den ekstra varme, storbyen genererer, gør byen omkring 5 °C varmere end omkringliggende områder om vinteren.

Vejr for London
Måned Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec År
Gennemsnitlig maks 7.9 °C 8.2 °C 10.9 °C 13.3 °C 17.2 °C 20.2 °C 22.8 °C 22.6 °C 19.3 °C 15.2 °C 10.9 °C 8.8 °C 14.8 °C
Gennemsnitlig min 2.4 °C 2.2 °C 3.8 °C 5.2 °C 8.0 °C 11.1 °C 13.6 °C 13.3 °C 10.9 °C 8.0 °C 4.8 °C 3.3 °C 7.2 °C
Gennemsnitlig nedbør 51.9 mm 34.0 mm 42.0 mm 45.2 mm 47.2 mm 53.0 mm 38.3 mm 47.3 mm 56.9 mm 61.5 mm 52.3 mm 54.0 mm 583.6 mm
Kilde: Met Office[16]

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Efter bombeangrebet i juli 2005 blev der ophængt flere bannere som dette, hvor der står "7 million Londoners, 1 London".
Foto: Gerry Lynch

London var blandt de ti største byer i Europa da folketallet passerede 100.000 i slutningen af 1500-tallet. I 1750 var tallet næsten 700.000, og London havde passeret Paris. Med 960.000 mennesker i 1800 var London verdens største by, i et Europa med kun 23 byer med mere end 100.000 indbyggere. Byen forblev den mest folkerige indtil 1925, da den blev passeret af New York. Det højeste registrerede folketal var 8.615.245 i 1939. Da genopbygningen startede efter 2. verdenskrig, kom befolkningstallet ikke op på førkrigsniveau, blandt andet fordi mange valgte at bosætte sig i forstæder og nye byer.

I 2005 beregnede man antallet af indbyggere i Greater London til 7.517.700.[17] Tager man hele det urbane område med efter en byområdedefinition, bliver tallet 8.278.251 ved folketællingen i 2001.[18] Tager man hele Londons pendlerbælte, et udvidet storbyområde, med, bliver tallet mellem tolv og femten millioner afhængig af hvordan det defineres. [19][20] London er verdens femtende største by både efter befolkning inden for officielle grænser og befolkning inden for det urbane område.

Regionen dækker 1.579 km², hvilket giver en befolkningstæthed på 4.761 pr. km². Dette er mere end ti gange så højt som nogen anden britisk region.

London er en af verdens dyreste byer at leve i, sammen med Moskva og Tokyo.[21]

Nationalitet og etnicitet[redigér | redigér wikikode]

Fødeland Befolkning
Storbritannien Storbritannien 5.230.155
Indien Indien 172.162
Irland Republikken Irland 157.285
Bangladesh Bangladesh 84.565
Jamaica Jamaica 80.319
Nigeria Nigeria 68.907
Pakistan Pakistan 66.658
Kenya Kenya 66.311
Sri Lanka Sri Lanka 49.932
Ghana Ghana 46.513
Cypern Cypern 45.888
Sydafrika Sydafrika 45.506
USA USA 44.622
Australien Australien 41.488
Tyskland Tyskland 39.818
Tyrkiet Tyrkiet 39.128
Italien Italien 38.694
Frankrig Frankrig 38.130
Somalia Somalia 33.183
Uganda Uganda 32.082
New Zealand New Zealand 27.494

Ifølge tal fra Office for National Statistics inkluderede befolkningen 2.288.000 udenlandsfødte i 2006, det vil sige 31 %. Dette tal var steget fra 1.630.000 i 1997.[22]

Tabellen til højre viser befolkningen inddelt efter fødeland, med de lande som er hyppigst forekommende. Tabellen opgiver kun fødeland, ikke etnicitet eller statsborgerskab. En vis andel af de som er opgivet som født udenfor Storbritannien er børn af britiske borgere, for eksempel britiske soldater som gjorde tjeneste i Tyskland. Ligeledes omfatter tallet for Storbritannien børn af udenlandske borgere. Skotter og walisere udgør tilsammen omkring 200.000 blandt de britiskfødte.

London er en af de mest multikulturelle byer i den industrialiserede verden, idet der tales mere end 300 sprog blandt mere end 50 etniske grupper med over 10.000 personer.[23] Mange af grupperne har samlet sig i hver sin bydel, hvor deres tilstedeværelse er synlig i blandt andet udvalget af butikker og spisesteder.

I folketællingen i 2001 blev der spurgt om etnicitet:

  • 71,15 % klassificerede sig som hvide

Denne fordeling er baseret på befolkningens egne svar under folketællingen, noget som åbner for uklare definitioner, men da antallet af svar er meget højt, må det antages at det giver et statistisk set rigtig billede af befolkningssammensætningen.

Religion[redigér | redigér wikikode]

St. Pauls katedralen er Londons ældste domkirke.
Tilhørighed Befolkningsandel
Kristne 58,2 %
Ikke-religiøse 15,8 %
Muslimer 4,1 %
Jøder 2,1 %
Sikher 1,5 %

London har traditionelt været domineret af kristendom og har et stort antal kirker; der er specielt tæt mellem kirkerne i City of London. Den anglikanske kirke har to katedraler, Saint Paul's Cathedral og Southwark Cathedral. Ærkebiskoppen af Canterbury har sit sæde i Canterbury i Kent, men hans officielle residens er Lambeth Palace i London. Westminster Abbey er formelt set et kongeligt kapel, men fungerer som en "tredje katedral" for den anglikanske kirke. Den katolske kirke har også to katedraler i byen, Westminster Cathedral og St. Georgs katedral. De fleste kristne er det først og fremmest af navn, og tallene for deltagelse i gudstjenester er lavere end i andre dele af landet. De fleste kristne samfund er repræsenteret i London.

Baitul Futuh Moske. Den største moske i Vesteuropa.[24]

London har også betydelige indslag af islam, hinduisme, sikhisme og jødedom. Særligt bydelene Tower Hamlets og Newham har stor andel muslimer, og den største moske er Baitul Futuh i Merton.[25] Hinduerne er særligt synlige i Harrow og Brent, og i sidstnævnte bydel finder man Neasden Temple, et af de største hinduistiske templer i Europa.[26] Sikherne er mere spredt, men findes særligt i østlige og vestlige bydele. Et af de største sikhtempler udenfor Indien ligger i London.[27] Størstedelen af Storbritanniens jøder bor i London, og det er større jødiske samfund i Stamford Hill (som regnes som et af de mest ortodokse jødiske områder udenfor New York og Israel), St John's Wood, Golders Green og Edgware.[28]

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

London regnes blandt verdens økonomiske "kommandocentre" sammen med New York og Tokyo.[29]

Byen er den by i Europa med den største omsætning, og den står for omkring 19 procent af Storbritanniens bruttonationalprodukt, i 2005 219 milliarder pund.[30] Tager man hele det urbane område med, med omkringliggende byer, var resultatet 345 milliarder pund i 2005, det vil sige omkring 30 procent af BNP i Storbritannien.[31]

City of London er Londons økonomiske centrum.

London udviklede sig imod en økonomi primært baseret på tjenesteydelser tidligere end mange andre europæiske byer. Denne overgang skete særligt i årene efter 2. verdenskrig. Der er flere faktorer som har gjort London til et vigtigt økonomisk center. Som hovedstad for Det Britiske Imperium var der et kontaktnet over hele verden, som i stor grad er blevet bevaret og udvidet. Traditionelt er der et godt forhold til USA og mange asiatiske lande. Engelsk er blevet et lingua franca i international handel, og engelsk kontraktret bliver brugt meget i international handel. London er også en multikulturel by, hvor udenlandske erhvervsdrivende kan finde en infrastruktur, de er fortrolige med, og som har et skatteniveau som er forholdsvis lavt (specielt for udenlandske selskaber og organisationer). Lokale og nationale styringsorganer er indstillet på at sætte erhvervslivets behov højt (specielt i City of London, hvor det er selskaberne som vælger medlemmer til City of London Corporation). Ydermere er kommunikationsinfrastrukturen meget godt udbygget. [Kilde mangler]

Mere end 85 procent af arbejdstagerne i Greater London, ca. 3,2 millioner, arbejder inden for tjenesteydende erhverv, mens resten er jævnt fordelt mellem andre produktions- og konstruktionserhverv.

Der er fem specielt vigtige forretningsdistrikter i byen: City, Westminster, Canary Wharf, Camden & Islington og Lambeth & Southwark.

Transport[redigér | redigér wikikode]

Transporten i London er underlagt borgmesteren. Hans forvaltning har alligevel begrænset kontrol over økonomiske forhold og ingen kontrol over jernbanenetværket, bortset fra jernbanelinjerne som udgør London Overground. Transport for London (TfL) har fået ansvaret for at administrere både undergrundsbanen, busnettet, taxalicens, Docklands Light Railway, London Overground og anden offentlig transport i byen.

Bane[redigér | redigér wikikode]

Knightsbridge undergrundsstation

London har et stort undergrundsbanenet, London Underground. Det er det ældste undergrundsbanenet i verden, grundlagt i 1863. Det har tolv linjer og bliver stadig udvidet. Der er dagligt mere end tre millioner rejsende i netværket, hvilket giver næsten en milliard passagerer årligt.[32] Undergrundsbanen er specielt godt udbygget i centrum og i de nordlige bydele, mens man sydover er mere afhængig af jernbanenettet.

Docklands Light Railway er et metrosystem med små, lette, førerløse togsæt som særligt betjener det østlige London.

Jernbanetrafikken er fordelt på fjorten terminalstationer som er spredt omkring centrum. Det har siden begyndelsen af 1990'erne blevet arbejdet med en jernbaneforbindelse som skal krydse byen fra øst til vest, så at passagererene slipper at bruge andre transportmidler mellem stationer. Ud over pendler- og intercitytog er der også togforbindelse til Frankrig og Belgien med hurtigtoget Eurostar.

Bus[redigér | redigér wikikode]

London er kendt for de røde toetagesbusser, her i den klassiske udformning.
Foto: Michael Pead

Busnettet er meget omfattende med mere end 700 ruter. Der er på en hverdag over seks millioner passagerer, og i regnskabsåret som endte i marts 2005 var der blevet fragtet 1,79 milliarder buspassagerer i Londonbusserne.[33]

Luft[redigér | redigér wikikode]

Byen har otte lufthavne, hvoraf de fem største er London City Airport, Stansted, Luton, Gatwick og den største, London Heathrow Airport, som er en af verdens travleste lufthavne. De tre mindre flypladser, Ashford, Biggin Hill, Northolt, har langt mindre trafik. Ashford og Northolt har kun indenrigstrafik, mens de andre seks er internationale flypladser.

Vej[redigér | redigér wikikode]

Trafikafgiften Congestion Charge skal mindske personbiltrafikken i det centrale London.

Mens de fleste vælger kollektive tilbud i det centrale London, er det i de ydre bydele biler som dominerer. Byen har flere ringveje: en indre ring som går omkring centrum, North og South Circular Road i forstæderne og M25 omkring Greater London. Der var i 1960'erne planer om at forlænge flere motorveje ind i centrale områder, men man gik bort fra det meste af dette i 1970'erne. I 2003 blev der indført en trafikafgift, Congestion Charge, som skal mindske personbiltrafikken i centrum.

Administration[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Londons bydele

London består af 32 bydele, hver styret af sit eget valgte bydelsstyre. I perioden 1986–2000 var det bydelene som styrede London, hver på sit område, uden et fælles bystyre. Det er fortsat et vis lokalt selvstyre i bydelene. Hver bydel er for eksempel ansvarlig for renovation og en del andre offentlige tjenester. De er delt i to grupper, indre London og ydre London.

City of London er ikke en bydel på lige linje med de øvrige, men en selvstændige by beliggende midt i London. City of Westminster har også egen bystatus, men administreres som en almindelig bydel.

Den centrale administration, Greater London Authority, består af borgmesteren og London Assembly ("Londonforsamlingen"). Den blev indført i 2000.

  1. City of London
  2. City of Westminster
  3. Kensington and Chelsea
  4. Hammersmith and Fulham
  5. Wandsworth
  6. Lambeth
  7. Southwark
  8. Tower Hamlets
  9. Hackney
  10. Islington
  11. Camden
  12. Brent
  13. Ealing
  14. Hounslow
  15. Richmond
  16. Kingston
  17. Merton
City of London City of Westminster Kensington and Chelsea Hammersmith and Fulham Wandsworth (distrikt) Lambeth (distrikt) Southwark (distrikt) Tower Hamlets Hackney (distrikt) Islington (distrikt) Camden (distrikt) Brent (distrikt) Ealing (distrikt) Hounslow (distrikt) Richmond upon Thames (distrikt) Kingston upon Thames (distrikt) Merton (distrikt) Sutton (distrikt) Croydon Bromley (distrikt) Lewisham (distrikt) Greenwich (distrikt) Bexley (distrikt) Havering (distrikt) Barking and Dagenham Redbridge (distrikt) Newham Waltham Forest Haringey Enfield (distrikt) Barnet (distrikt) Harrow (distrikt) Hillingdon (distrikt)LondonNumbered.png
Om dette billede


  1. Sutton
  2. Croydon
  3. Bromley
  4. Lewisham
  5. Greenwich
  6. Bexley
  7. Havering
  8. Barking and Dagenham
  9. Redbridge
  10. Newham
  11. Waltham Forest
  12. Haringey
  13. Enfield
  14. Barnet
  15. Harrow
  16. Hillingdon

Uddannelse og forskning[redigér | redigér wikikode]

London har et stort tilbud af højere studier på en række universiteter og højskoler. Der er omkring 378.000 studerende i byen,[34] og byen er også et centrum for forskning inden for mange områder. Grundskolesystemet er praktisk talt det samme som i resten af England med en blanding af offentlige og private skoler.

University of London er med 125.000 studenter det største universitet i Europa ud fra antal studerende. Det består af tyve kollegier og flere mindre institutter, som har en høj grad af autonomi, og de studende knyttes direkte til en af disse mindre enheder. Nogle af dem som Imperial College London og London School of Economics er regnet til verdens bedste læresteder; blandt andet blev Imperial nummer ni og LSE som nummer 17 i 2006 af Times Higher Education Supplement[35].

Der findes også andre universiteter som Brunel University, City University, London Metropolitan University, Middlesex University, University of East London, University of Westminster og London South Bank University. Nogen af dem er meget gamle, mens andre er højskoler som i 1992 fik universitetsstatus.

Mange af museerne i London er både turistattraktioner og centrale inden for forskning. Det gælder ikke mindst Natural History Museum, Royal Botanic Gardens, Kew, Science Museum, Victoria and Albert Museum og British Museum. British Library er landets nationalbibliotek og har 150 millioner bind.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Teater[redigér | redigér wikikode]

Shakespeare Globe Theatre

London byder på en bred række kulturelle foranstaltninger. I West End ligger mere end en halv snes teatre, og her spilles alt fra klassisk til moderne. Blandt andet har Andrew Lloyd Webbers verdensberømte musicals Cats og The Phantom of the Opera haft uropførelse der.

National Theatre Companys Royal National Theatre i South Bank og Royal Shakespeare Companys Barbican Arts Centre tilhører de professionelle teater- og performancecentre. Royal Court Theatre, en af de mest traditionsrige scener i London, blev genåbnet i februar 2000 efter fire års ombygning.

Royal Opera House i Covent Garden er det mest betydelige britiske operahus. Det er hjemsted for den Kongelige Opera og den Kongelige Ballet. Den første teaterbygning på stedet, Theatre Royal (se Patent Theatre), blev lavet efter planer af Edward Shepherd. Det åbnede den 7. december 1732 med en opførelse af William Congreves The way of the world. Selvom der allerede fra 1735 blev opført operaer fx af Händel, forblev bygningens hovedformål at huse skuespil.

Theatre Royal Drury Lane er et teater i West End. Siden midten af 1980'erne har det været hjemsted for store musicalproduktioner som 42nd Street, Miss Saigon og My Fair Lady. London Palladium er et af de mest berømte teatre i London. I 1950'erne blev tv-showet 'Sunday Night at the London Palladium' sendt live i britisk fjernsyn.

Theatre Royal Haymarket (også Haymarket Theatre) er et teater på Haymarket. Den blev grundlagt i 1720 af John Potter som Little Theatre, som hentydning til det større King’s Theatre (i dag Her Majesty's Theatre), som ligeledes var beliggende på Haymarket. Her Majesty's Theatre bliver hovedsageligt benyttet til musicalopførelser. Siden den 9. oktober 1986 er Phantom of the Opera dagligt blevet opført.

Globe Theatre på den sydlige side af Themsen er en rekonstruktion af det friluftsskuespilshus, der påbegyndtes i 1599. Til dette teater skrev William Shakespeare mange af sine store stykker. Sæsonen går fra maj til september med produktioner af Shakespeare – både fra hans tid og af moderne forfattere. Et andet kendt teater er Coliseum Theatre, hvor English National Opera Company har til huse.

Underholdning og udeliv[redigér | redigér wikikode]

I City of Westminster ligger West End omkring Leicester Square og Piccadilly Circus. Det er Londons vigtigste underholdningsdistrikt med blandt andet teatergaden Shaftesbury Avenue og kulturcenteret Covent Garden. London regnes som en af de største musical- og teaterbyer i verden. I østdistriktet, særligt i Shoreditch og Hoxton, ligger et underholdningsdistrikt af mindre eksklusiv karakter. Den to kilometer lange Upper Street i Islington har flere barer og restauranter end nogen anden gade i Storbritannien.

London er kendt for sine gademarkeder, her Portobello Road Market.
Foto: Adrian Pingstone

Oxford Street regnes gerne som Europas travleste indkøbsgade. Den er næsten to kilomenter og nok verdens længste indkøbsgade. Mere eksklusive butikker er i Knightsbridge, med Harrods som den mest kendte. Der er også en række gademarkeder som Camden Market, Portobello Road Market og Borough Market.

Den store etniske spændvidde i byens befolkning betyder at der er mad fra de fleste af verdens lande. Nogen områder er blevet gastronomiske centre som Chinatown med mange kinesiske restauranter, Brick Lane med mange bangladeshiske og Edgware Road med mange libanesiske og arabiske spisesteder. I London er der også mange indiske restauranter med madtraditioner fra alle dele af Indien. Mange steder afslører restauranter og butikker hvilke etniske grupper som dominerer i området.

Traditionelle engelske puber findes overalt i byen. Flere af dem er kendte og traditionsrige steder, som Ye Olde Cheshire Cheese hvor Samuel Johnson var stamgæst og Pillars of Hercules som Charles Dickens nævner i en af sine bøger.

Der er mange festivaler og begivenheder. Karnevallet i Notting Hill er den caribiske befolknings største fest. I november holdes Lord Mayor's Show, en flere århundrede gammel ceremoni i forbindelse med udnævnelsen af ny overborgmester i City of London. Trooping the Colour i juni er en militærparade med pomp og pragt i forbindelse med monarkens officielle fødselsdag.

Litteratur og film[redigér | redigér wikikode]

Charles Dickens er en af de forfattere, som har sat London på det litterære verdenskort.

London har været scenen i mange litterære værker. Blandt de forfattere som har den største forbindelse til byen er Samuel Pepys, som i sin dagbog blandt andet giver en øjenvidneskildring af branden i 1666 og Charles Dickens, som beskrev skyggesiderne i det victorianske London. I James Boswells biografiske Life of Johnson foregår handlingen i London, og bogen er kilden til et kendt citat om byen. Samuel Johnson: "Når en mand er træt af London, er han træt af livet; for i London findes alt livet kan ønske". Daniel Defoe var også fra London og skrev i sin Journal of the Plague Year en skønlitterær beretning om pesten i London. William Shakespeare tilbragte store dele af sit liv i byen som hans samtidige kollega Ben Jonson. Arthur Conan Doyles romaner om Sherlock Holmes har sat sig tydelige spor: adressen 221b Baker Street, hvor den fiktive hovedperson boede, er indrettet som museum.

Den britiske filmindustri har været centreret omkring London, med større studier i Pinewood, Shepperton, Elstree og Leavesden lidt udenfor byen. Mange film har handling lagt til London. London Film Festival holdes hvert år i oktober.

Der er også en række skoler indenfor teaterkunst, som Central School of Speech and Drama, London Academy of Music and Dramatic Art og Royal Academy of Dramatic Art. Mange af de mest kendte britiske skuespillere er uddannet ved en af disse højskoler.

Musik[redigér | redigér wikikode]

Royal Albert Hall er en af verdens mest kendte koncertsale.
Foto: A. Brady

London er en af verdens musikhovedstæder, både indenfor klassisk musik og moderne musikformer. Et af verdens fem største musikforlag, EMI, har sit hovedkvarter i byen.

Inden for klassisk musik har byen flere verdenskendte koncertsale og orkestre:

Der er to store operahuse i London: Royal Opera House og Coliseum Theatre. Royal Ballet og English National Ballet optræder på Royal Opera House, Sadler's Wells Theatre og Royal Albert Hall.

De største koncertarenaer indenfor moderne musik er Earls Court Exhibition Centre og Wembley Arena. Der er også flere kendte, mere intime sale, som Brixton Academy og Hammersmith Apollo. Området omkring Charing Cross Road er kendt for at have mange butikker som sælger moderne instrumenter og lydudstyr.

Byen har, som landets største urbane område, været central i udviklingen af britiske musikstile som drum and bass, UK garage, grime og dubstep.

Ifølge en undersøgelse foretaget blandt 600 internationale DJ'er af DJ Magazine i 2006 havde London tre af verdens bedste natklubber: Fabric, The End og Turnmills. I 2007 fik Fabric en andenplads og The End en fjerdeplads. Seks andre klubber i London var med blandt de femten bedste.

Sport[redigér | redigér wikikode]

Wembley Stadium er hjemsted for engelsk fodbold og er det dyreste stadion i verden.[36]

London har stået for værtskabet ved sommer-OL tre gange, i 1908, 1948 og 2012.[37][38] London er den eneste by som har arrangeret OL tre gange.[39] Den var også værtskab for British Empire Games i 1934.[40]

Den mest populære sport i London er fodbold.[41] Byen har 13 klubber i The Football League, hvoraf seks i FA Premier League (Arsenal, Chelsea, Fulham, West Ham, Crystal Palace og Tottenham Hotspur, )[42] og syv i de lavere divisioner Barnet, Brentford, Charlton Athletic, Queens Park Rangers, Leyton Orient, Millwall og Watford). Der er også mange klubber udenfor ligaen.

Fodbold har været spillet i London siden middelalderen; den første dokumentation for dette er fra 1314, da spillet blev forbudt. I det 16. århundrede skal Richard Mulcaster, rektor på St Paul's School, have ændret den tidlige mobfodbold til et reguleret spil med hold og dommere. Londonborgeren Ebenezer Cobb Morley var i 1863 blandt grundlæggerne af The Football Association og var en af de første som foreslog et styrende organ inden for sporten. Han skrev de første moderne fodboldregler i sit hjem i Barnes.

London har også fire rugbyklubber i Guinness Premiership (London Irish, Saracens, Wasps og NES Harlequins); rigtignok er det nu bare Harlequins, som har hjemmebane i Greater London mens de andre er flyttet ud. Byen har flere rugbyhold i lavere ligaer.

Wembley Stadium er den nationale fodboldarena og er også finalebane for FA Cup og rugbyens Challenge Cup. Twickenham Stadium er den nationale rugbyarena, med en kapacitet på 82.000 tilskuere.

De vigtigste cricketbaner er Lord's i St John's Wood og The Oval i Kennington.

Wimbledon Championships i tennis er et af de mest kendte årlige sportsarrangementer i London. Andre arrangementer er London Marathon med omkring 35.000 deltagere og Oxford vs. Cambridge Boat Race på Themsen mellem Putney og Mortlake.

Attraktioner[redigér | redigér wikikode]

Øverst: Londons skyline.
Midten: Palace of Westminster
Nederst til venstre: Tower Bridge.
Nederst til højre: Tower of London.

Venskabsbyer[redigér | redigér wikikode]

London er venskabsby med følgende byer.

Panoramabillede af det moderne London.
[[Billede:{{{billede}}}|{{{bredde}}}|:Image:London 360 from St Paul's Cathedral - Sept 2007.jpg]]
Panoramabillede af det moderne London.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Mills, A., Dictionary of London Place Names, (2001)
  2. Government Offices for the English Regions – Fact Files: London
  3. Elcock, H., Local Government, (1994)
  4. Jones, B., Kavanagh, D., Norton, P. & Moran, M., Politics UK, (2004)
  5. http://www.y-axis.com/verybritish/VisitOverseas.htm
  6. Z/Yen Limited (November 2005). "The Competitive Position of London as a Global Financial Centre" (PDF). CityOfLondon.gov.uk. http://www.cityoflondon.gov.uk/NR/rdonlyres/131B4294-698B-4FAF-9758-080CCE86A36C/0/BC_RS_compposition_FR.pdf. Hentet 2006-09-17. 
  7. Den har også været udnævnt som verdenshovedstad (Independent)
  8. Hauptstadtradar. "German Website about European capitals". http://www.hauptstadt-radar.de/europa/london/. Hentet 2010-01-07. 
  9. World Gazetteer – World: metropolitan areas
  10. "London Metropolitan Area population". August 28, 2007. http://www.demographia.com/dm-lonarea.htm. Hentet 2007-08-27. 
  11. Languages spoken in the UK population. Hentet 17. august 2007.
  12. "The difficult issue of airports in Ile-de-France". IAURIF. http://www.iaurif.org/en/doc/studies/airports/INTRO.pdf. Hentet 2006-09-22. 
  13. "Heathrow as a hub". FutureHeathrow.org. http://www.futureheathrow.org/heathrow_as_a_hub.htm. Hentet 2006-09-17. 
  14. HMSO, The Inner London Letter Post, 1980
  15. "Flooding"Environment Agency, hentet 26. oktober 2006.
  16. "Greenwich 1971–2000 averages". Met Office. http://www.metoffice.gov.uk/climate/uk/averages/19712000/sites/greenwich.html. 
  17. Population time-series – City of London
  18. KS01 Usual resident population: Census 2001, Key Statistics for urban areas www.statistics.gov.uk
  19. World: metropolitan areas
  20. Southeast England population by area from 1891
  21. CNN Money Worlds Most Expensive Cities 2004
  22. Evening Standard: "One Third of Londoners born outside Britain"
  23. "London: Every race, colour, nation and religion on earth". The Guardian. http://www.guardian.co.uk/britain/article/0,2763,1395534,00.html. Hentet 6. maj 2008. 
  24. http://www.guardian.co.uk/uk/2003/oct/02/religion.world http://www.guardian.co.uk/uk/2003/oct/02/religion.world
  25. "Western Europe's largest mosque opens in Morden". http://www.guardian.co.uk/uk/2003/oct/02/religion.world. 
  26. "Hindu London", BBC, 6. juni 2005. Besøgt 3. juni 2006.
  27. "£17 m Sikh temple opens". British Broadcasting Corporation. 30. marts, 2003. http://news.bbc.co.uk/1/hi/england/2898761.stm. Hentet 27. april 2008. 
  28. "Jewish Communities in London", British Broadcasting Corporation, 1. marts 2006. Besøgt 3. juni 2006.
  29. Saskia Sassen, The Global City: New York, London, Tokyo, 2. udgave, Princeton University Press 2001
  30. "London's Place in the UK Economy, 2005-6", s. 8, Oxford Economic Forecasting for Corporation of London, november 2005. Hentet 2006-06-19.
  31. "The Economic Positioning of Metropolitan Areas in North Western Europe", The Institute for Urban Planning and Development of the Paris Ile-de-France Region, december 2002
  32. "How to Best Use the London Underground", The Travel Insider, 4. juli 2004, hentet 2006-06-03.
  33. Transport for London – Buses, hentet 2007-02-07.
  34. "About the London Sector"
  35. Oxbridge closes gap on Harvard in world university rankings | Education | Education Guardian
  36. "Wembley kick-off: Stadium is ready and England play first game in fortnight". Daily Mail. 9. marts 2007. http://www.dailymail.co.uk/pages/live/articles/news/news.html?in_article_id=441182. Hentet 2007-03-19. 
  37. "Info Please - 1908 Summer Olympics". Pearson Education, Inc. http://www.infoplease.com/ipsa/A0114404.html. Hentet 27. april 2008. 
  38. "Info Please - 1948 Summer Olympics". Pearson Education, Inc. http://www.infoplease.com/ipsa/A0114549.html. Hentet 27. april 2008. 
  39. "IOC elects London as the Host City of the Games of the XXX Olympiad in 2012", International Olympic Committee, 6. juli 2005. Besøgt 3. juni 2006.
  40. "British Empire Games Website". All Starts Flag. http://www.allstates-flag.com/fotw/flags/cwn-beg.html. Hentet 27. april 2008. 
  41. (from London), Encyclopædia Britannica. Besøgt 14. juni 2006.
  42. "TheFA.com - Premier League". The FA.com. 17. januar, 2004. http://www.thefa.com/TheFA/ContactUs/Postings/2004/03/premier_league_contacts.htm. Hentet 29. april 2008. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]