Eusebios fra Nikomedia

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Andre personer med navnet Eusebios

Eusebios fra Nikomedia var biskop af Berytus (nu Beirut) i Fønikien, senere af Nikomedia og til sidst patriark af Konstantinopel fra 338 og til sin død 342. Han var den som døbte Konstantin den Store.[1]

Eusebios var en fjern slægtning af kejser Konstantin og dennes familie og kunne takke ham for sin forflytning fra et ganske ubetydeligt stift til det vigtigste biskopsæde. Selv den store magt han udøvede inden for kirken fik han af Konstantin. Med undtagelse af en kort periode nød Eusebios fuld tillid både hos Konstantin og Konstantin II, var vejleder for den senere kejser Julianus Apostata og døbte Konstantin den Store maj 337.[1],[2] Under Eusebios tid blev arianismen mere populær blandt medlemmerne af kongefamilien og det er sandsynligt at Eusebios havde en del betydning for arianismens fremgang i Konstantins husholdning.[3],[4]

Ligesom Arius var Eusebios en af Lukianos af Antiokias (død 312) elever og det er troligt at han delte anskuelser med Arius lige fra begyndelsen. Han var nemlig en af Arius' mest hengivne tilhængere[5] og senere tillige leder for arianerne.

Eusebios var mere politiker end noget andet.[6] Han var i stand til at forflytte og landsforvise tre af arianismens mest fremtrædende personer som påtog sig det Første koncil i Nikæa: Eustathius af Antiochia 330, Athanasius af Alexandria 335 og Marcellus af Ancyra 336. Dette var ikke nogen lille bedrift eftersom Athanasius blev betragtet som en "Gudsmand" af Konstantin[7], og både Eustathius og Athanasius havde høje positioner inden for kirken.

Eusebios døde 342.[8] Han var så indflydelserig at Konstantin II fulgte hans og Eudoxus af Konstantinopels råd at forsøge at konvertere romerriget til arianismen ved at skabe arianske råd og officielle arianske doktriner.[9]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Drake, H.A. (2000). Constantine and the Bishops: The Politics of intolerance. Baltimore: The Johns Hopkins University Press.
  • Guitton, Jean (1963). Great Heresies and Church councils. New York: Harper & Row Publishers.
  • Ellingsen, Mark (1999). Reclaiming Our Roots: An Inclusive Introduction to Church History, Vol. I, The Late First Century to the Eve of the Reformation. Pennsylvania: Trinity Press International.
  • Jones, A.H.M. (1978). Constantine and the Conversion of Europe. Toronto: University of Toronto Press.
  • Lenski, Noel, ed (2006). The Cambridge Companion to the Age of Constantine. New York: Cambridge University Press.
  • Pohlsander, Hans (2004). The Emperor Constantine. London & New York: Routledge.
  • Roldanus, Johannes (2006). The Church in the Age of Constantine: the Theological Challenges. Oxfordshire: Routledge.
  • Young, Frances (1983). From Nicaea to Chalcedon. Philadelphia: Fortress Press.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Pohlsander, Emperor Constantine, s. 75–76; Lenski, "Reign of Constantine" (CC), s 82.
  2. "Eusebius of Nicomedia". Catholic Encyclopedia. Hentet 2007-02-18.
  3. Ellingsen, "Reclaiming Our Roots: An Inclusive Introduction to Church History, Vol. I, The Late First Century to the Eve of the Reformation", s. 121.
  4. Young, "From Nicaea to Chalcedon", s. 92.
  5. Jones, "Constantine and the Conversion of Europe", s. 121.
  6. Drake, "Constantine and the Bishops", s. 395.
  7. Roldanus, "The Church in the Age of Constantine: the Theological Challenges", s. 84.
  8. Drake, "Constantine and the Bishops", s. 393.
  9. Guitton, "Great Heresies and Church Councils", s. 86.