Julian den Frafaldne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Sankt Merkurius slår Julius den Frafaldende ihjel

Julian den Frafaldne (gr. Apostata, egl. Flavius Claudius Julianus) (33126. juni 363) var romersk kejser 361-363, og den sidste ikke-kristne kejser på den romerske trone.

Som nevø af Konstantin den Store overlevede Julian som dreng blodbadet efter dennes død i 337, som bragte bl.a. fætteren Constantius II til magten. Han voksede op som kristen under nøje overvågelse af fætterens spioner, men modtog en græskpræget opdragelse, som hemmeligt førte ham i antikristen retning, stærkt inspireret af nyplatonismen. I 354 udnævntes han til underkejser i Gallien i mangel af andres havelse og overraskede ved at vise glimrende evner som hærfører og administrator. Da Constantius i 361 ønskede hans hær beskåret med henblik på et felttog mod perserne, gjorde han oprør – efter sigende presset af soldaterne – men blev kejser uden kamp samme år, da fætteren døde.

Oprøret mod Constants[redigér | redigér wikikode]

Der er to hovedkilder til begivenhederne der leder til Julians kejserudnævnelse. Den første er Julians egen beskrivelse i brevet til Athen som han skrev i 361 da han gjorde klar til at marchere mod Konstans[1]. Brevet er et forsøg på at legitimere sin handlinger overfor Konstants og kan som sådan også ses som et politisk program. Som kilde skal man dog være opmærksom på partiskheden i skriftet.

Den anden kilde er historikeren Ammianus Marcellinus’ beretning om begivenheden[2]. Ammianus var højtstående i hæren på det tidspunkt begivenhederne udspiller sig, men befandt sig på daværende tidspunkt i Mellemøsten, og han har altså ikke selv overværet det han skriver om.

Selv om de to kilder grundlæggende er skrevet ud fra samme synspunkt; de var begge ikke kristne, og Ammianus var tro mod Julian som han tjente i hæren, er der stadig så mange forskellige punkter hvorpå de supplerer hinanden at der kan udledes en del ved at sammenstille dem begge.

Julians version i brevet til Athen[redigér | redigér wikikode]

Efter soldaterne i Gallien havde udnævnt Julian til Augustus og Konstants gjort sin holdning klar, var Julian rykket til Illyricum med sin hær og gjorde sig der klar til at rykke mod Konstantius som befandt sig i Konstantinopel. Julian skrev her tre breve som han sendte til de græske byer Athen, Korinth og Sparta og foruden dem sendte han et til Rom. I disse breve beskriver Julian situationen som han opfattede den, og han går især ind på hvordan han selv og broderen Gallus var blevet behandlet af deres onkel Constans i årene efter Constantius var blevet kejser.

Af disse fire breve har vi kun brevet til Athen bevaret. Af de mange steder i brevet der hentyder til Athens historie og religion må vi indse at hvert brev har været skrevet specifikt til modtageren, men samtidig må det fastslåes at argumenterne næppe har været forskellige i de fire breve.

Julian starter med årene lige efter Constans blev kejser. Konstantin den Store var død og en strid startede mellem dennes sønner og Constantins broder Julius Constantius, Julians far. Constants vandt denne strid men først efter at have foranstaltet mordene på sin egen bror og Julians forældre. Julian og dennes bror Gallus var selv nær ved at blive dræbt, men blev skånet da Constans kone Euseubia gik i forbøn for dem. I stedet blev de sendt til den fjerntliggende fæstning Macellum i Armenien hvor de blev opfostret i streng isolation fra omverdenen og blandt tjenestefolk der mere kunne opfattes som fangevogtere end tjenere [3].

Efter seks år blev Julians storebror udnævnt til Cæsar af Constans og blev sat til at styre det østlige rige med hovedsæde i Syrien. Gallus viste sig dog at være lidt af en tyran og misbrugte sin magt på det groveste [4]. Dennes regime endte nogle år senere, da Constants lokkede Gallus til at komme og besøge sig uden Gallus’ livgarde hvorefter han blev myrdet. Julian indrømer selv at Gallus havde opført sig som en forbryder, men påkalder sig den romerske ret, der siger at selv en forbryder har lov til en forsvarstale før dommen [5], noget som Constants ikke gav Gallus før han beordrede ham myrdet.

I mellemtiden var Julian blevet flyttet rundt til forskellige steder i riget, dog altid under streng overvågning. Først da blev voksen kunne han få lov til at tage til Athen hvor han studerede filosofi i 2 år. Det er sandsynligvis her Julian har endelig fattet beslutningen om at tilbede de gamle græske guder og forkaste kristendommen. Han holdt dog dette hemmeligt, og først da han bliver udnævnt til Augustus erkender han åbenlyst sin tro for andre end sine nærmeste venner.

Uroligheder i Gallien[redigér | redigér wikikode]

Imidlertid udbryder der uroligheder i Gallien da germanske stammer krydser Rhinen og hærger store områder, og ikke nok med det, i stedet for at tage tilbage slår disse stammer sig ned i de plyndrede områder, og holder dermed et område der indbefatter over 50 byer [6] i et jerngreb. I mangel af voksne efterkommere så Constants sig nødsaget til at udnævne Julian som Cæsar for at få styr på urolighederne der. Det syntes dog som om Constants kun halvhjertet føler for projektet for han giver ikke Julian myndighed over andet end "kejserens billede og kåbe" [7], dvs han blev sendt som en der skulle videregive kejserens autoritet symbolsk, mens generalerne stadig havde kontrol med hæren.

Julian fik selv kun en eskorte på 360 mænd, og da han ankom til Gallien blev han endda nødt til at sprede disse til omkringliggende byer som sendte nødråb om hjælp, mens Julian var i Paris under opsyn af Constants tro tropper. Alligevel har Julian dog haft noget at sige i den følgende sommers militærkampagne, for de indtrængende stammer bliver jaget ud af Gallien, og Julian får endelig den formelle kontrol over hæren pga sin effektivitet som hærfører. Det følgende år gennemfører han kampagner over Rhinen og undertvinger de nærmestboende stammer, samtidig sikrer han grænsebyerne og fæstningerne.

Kravet om tropper[redigér | redigér wikikode]

Situationen i Gallien er nu under kontrol og Constants forbereder sig på en storoffensiv mod Persien som i nogle år havde ædt sig ind på de romerske besiddelser i en langvarig krig i Mellemøsten. Han sender derfor ordre om at Julian skal sende hvad der svarer til det meste af hans hær til Constants i Konstantinopel så de kan deltage i krigen i østen. Dette er imidlertid et problem for Julian. Hans hær består hovedsagligt af delinger fra Gallien og Germanien og disse er hvervet med udtrykkeligt løfte om ikke at blive indsat syd for Alperne, dvs udenfor deres egne hjemlande [8]. Interessant nok nævner Julian ikke dette i brevet til Athen, kun Ammianus nævner det. I stedet skriver han, efter at have nævnt de forskellige personer der af Konstants er blevet sendt til Gallien for at fratage Julian magten:


Citat Og han skrev breve til mig der var fulde af fornærmelser mod mig og med ordrer der truede Galliens sikkerhed. For han gav ordre om at trække de, jeg vil nærmest sige, alle, af de mest effektive tropper ud af Gallien og tildele dem til Lupicinus’ og Gintonius’ (Konstants mænd) lederskab, mens han til mig skrev at jeg ikke måtte modstå dem i nogetsomhelst. Citat
Julian, s. 279

Løftet som ellers kunne anses for et meget logisk argument i denne sammenhæng er nok udeladt på grund af modtagerens adresse. Skrivelsen til Athen er, som Julians oversætter W. C. Wright rigtig hævder [9], holdt i en stemning som om Julian skrev til et klassisk græsk samfund fra 400 f.v.t. og ikke et halvt kristent senantikt Athen fra 361 e.v.t. Derfor anser han også at grækerne ikke er meget interesserede i løfter givet til barbarer, som soldaterne der kommer fra Gallien og Germanien, ville anses at være for den klassiske græker. Om denne opfattelse stadig var relevant i Julians tid er mere tvivlsomt, men Julian var på alle måder en anakronistisk person, der prøvede af alle kræfter (forgæves som det viste sig) at gendindføre antikkens guldalder på dette tidspunkt. I stedet for at fortælle om løftet bruger Julian igen truslen mod hans personlige sikkerhed, og Galliens sikkerhed som helhed, over for denne handling fra Konstants side.

Som Ammianus beskriver det[redigér | redigér wikikode]

Hos Ammianus (se nedenfor) er dette løftebrud den nærmeste årsag til oprøret hos soldaterne, og hos Julian synes det efterfølgende også lidt svagt, da der ikke er nogen vægtig grund til at soldaterne skulle gøre oprør på dette tidspunkt, ud over en personlig tilknytning til Julian som general, noget han ikke ligefrem fremhæver. Julian nævner et brev der cirkulerede i Paris [10] som den direkte årsag til oprøret. Her er hans beskrivelse af brevet og effekten:

Citat Imens var der stor opstandelse mellem de civilie og soldaterne, og nogen skrev et anonymt brev til den by hvor jeg opholdt mig (Paris), addresseret til Petulantes (gallisk stamme) og Kelterne – disse var legionernes navne – fuld af anklager mod Konstants og af beklagelser over hans forræderi mod gallerne. Ydermere begræd forfatteren af brevet bitterligt den forhånelse der var overgået mig selv. Citat

Her nævnes indirekte løftebruddet, som "forræderiet mod gallerne". Brevet får Konstants udsendinge til at opfordre Julian til at sende tropperne af sted med det samme før flere breve ankommer, men Julian tøver, han vil helst vente til en af Konstants betroede kommer tilbage fra en rejse til England, så er der uenighed om ruten soldaterne skal tage.

Oprørets første faser[redigér | redigér wikikode]

Næste dag gør soldaterne oprør og udnævner Julian til Augustus, en titel som han ifølge en lang kejsertradition, kun modstræbende accepterer. Det skal her siges til Julians forsvar, ifølge ham selv, at i de breve som Julian sender til Constants for at forsvare sig titulerer han stadig kun sig selv som Cæsar. Dette er sandsynligvis rigtigt, da man må huske på at Julian skriver dette i 361 mens Constants stadig er ved magten og det til folk som er indenfor Konstants magtområde, det ville være uklogt at lyve om dette til athenerne, da Konstants hurtigt ville kunne bevise dette ved at offentliggøre brevene.

Julian får hurtigt magten i Gallien, Constants mænd bliver fanget men Julian sender dem uskadt tilbage til Konstants som et tegn på forsoning. Men Konstants svar herpå er at opfordre kongedømmer i Germanien og Donau området til at angribe Gallien, og han samler forsyninger på grænsen og sender penge til barbarhøvdingerne. Uheldigvis for Konstants bliver en af disse høvdinger fanget under konflikten med breve fra Konstants på sig [11] Julian er nu sikker i sin sag. Det er enten ham eller Constants.

Slutningen på Julians brev kan forekomme lige vel pessimistisk, men fortæller os at Julian selv var langt fra sikker på sejr [12]. Konstants styrker var langt talrigere end Julians, men Julians var kamptrænede og krigserfarne. Meningen med brevene i tilfælde af at han taber vil da være at redegøre for hans handlinger, en forsvarstale som hans bror Gallus aldrig fik. Som bekendt nåede konflikten en afgørelse før det endelige slag stod.

Ammianus version[redigér | redigér wikikode]

Ammianus’ version af begivenhederne skiller sig på væsentlige punkter ikke fra Julians. Desværre har vi ingen viden omkring Ammianus’ kilder. Men da han var en samtidig med begivenhederne har han haft rig mulighed for at få udsagn fra øjenvidner, desuden må Julians breve til de græske byer og Rom også have været offentliggjort på dette tidspunkt. Ammianus’ stilling som højtstående i den romerske hær har uden tvivl også givet ham gode kilder til viden om forholdene. Hans beskrivelse er meget detaljerig overalt hvor det drejer sig om militære anliggender, og der er ingen grund til at tvivle på de tekniske detaljer, som mange steder uddyber Julians beretning. For eksempel får vi præcist at vide hvilke tropper der skal tages fra Julian og føres til Persien:

Citat …sendte [Contstants], efter sigende på tilskyndelse af præfekten Florentius, tribunen og notaren Decentius af sted for øjeblikkelig at føre bort fra Julianus’ hær de heruliske og bataviske hjælpetropper tillige med Celterne og Petulanterne og dertil 300 udvalgte mænd af hver af de øvrige legioner og påskynde deres afrejse under det påskud, at de på den måde kunne støde til den hær, som ved vårens frembrud skulde drage od mod perserne. Citat
Ammianus, 21,4

På dette tidspunkt bestod en legion kun af cirka 1000 mand, mens hjælpetropdelinger kunne variere i antal men var sandsynligvis et noget større antal soldater [13]. Julian skriver at det var strengt taget alle de bedste af hans tropper det på denne måde var beregnet at tage fra ham, så hvis han ikke i dette overdriver for at styrke sympatien for sig selv, er det ikke en stor hær han i de forrige år har brugt til at sikre Gallien.

Her følger så det løfte til "barbarerne" som Julian ikke selv nævner i sit brev:

Citat Julian sagde ikke et ord til alt dette, men føjede sig i alle måder efter den mægtigeres vilje. Det kunne han dog hverken lægge dølgsmål på eller tie stille med, at man i alt fald ikke måtte bruge magt imod dem, som havde forladt sine bopæle på den anden side af Rhinen og sluttet sig til os på det vilkår, at de ikke skulle blive brugt nogensteds på den anden side af Alperne; der var ellers al grund til at frygte for, mente han, at barbarerne, der ofte som frivillige sluttede sig til os på sådanne vilkår, for fremtiden ville skræmmes bort, når de fik dette at vide. Citat
Ammianus, 21, 4

.

Ammianus skriver dog heller ikke om dette fordi han synes det ville være forkert at bryde løftet overfor de frivillige, men fordi det kunne skræmme fremtidige rekrutter væk. En vægtig grund for en soldat, som godt vidste hvor farlig dette kunne være for sikkerheden for de galliske grænser, hvis dette skete. Argumentet kunne meget vel være brugt af Julian overfor gallerne i hans nærhed, men han mente der skulle tages andre begrundelser i brug over for dem der boede syd for Alperne, og som jo netop blev berøvet et væsentlig supplement til deres forsvar på grund af et sådant løfte.

Julian overvejer situationen[redigér | redigér wikikode]

Ammianus fortsætter beretningen med at fortælle om hvorledes Julian overvejer hvordvidt han skal nedlægge kejserværdigheden frem for at medvirke til at "lægge Gallien øde". Han beslutter sig dog for at adlyde og tænker det bedst at sende soldaterne af sted hurtigst muligt for at få det overstået. Da, beretter Ammianus, findes et brev "henkastet på jorden" i Petulanternes lejr:

Citat …hvori der blandt meget andet også stodfølgende ord: "Så skal vi da altså som skyldige og dømte misdædere jages hen til jordens mest bortliggende egne, og de, vi har kære, skal påny gøre trælletjeneste hos Alamannerne, skønt vi efter en række blodige kampe friede dem ud af deres første fangeskab." Citat
Ammianus, 21, 4.

Citatet skal nok ikke tages bogstaveligt. Ammianus’ værk er, ligesom størstedelen af al antik historieskrivning, fyldt med lange citerede taler som han umuligt kunne have hørt endsige vide noget om deres indhold. Og skønt dette er en skriftlig meddelse der kan have overlevet og engang kommet Ammianus i hænde, taler sandsynligheden snarere for at Ammianus har digtet et indhold som han mente hørte til hændelserne. Vi kan derfor ikke ud fra citatet dømme om det skulle have været Julian der havde forfattet brevet. Det er dog ikke urealistisk, alene de 3 bind af Julians skrifter som har overlevet til i dag, hvoraf cirka halvdelen er kampskrifter af den ene eller anden slags (såsom brevet til Athen), viser os at Julian var fortrolig med propagandaen som våben og endda ikke ueffen til det. Både Julian og Ammianus fortæller os at det var dette skrift der endelig opildnede tropperne til oprør. Der har uden tvivl været hidsige gemytter og dårlig stemning hos tropperne før dette, men det var dette skrift der kunne samle alle de utilfredse til en bevægelse. Julian nævner at hans egen skæbne beklages i skriftet [14], soldaterne har derfor forstået at de kunne hente støtte hos ham hvis de gjorde oprør, fordi Julians skæbne var ligeså fortvivlende som deres egen.

Julian spiller selv en aktiv rolle[redigér | redigér wikikode]

Også Julians tidligere historie, især hele hans families død for Constants hånd taler for at Julian har skrevet brevet. Da situationen efterhånden har vist at Julian kunne forvente samme skæbne som sin bror, nu da Gallien var sikret og Konstants ikke mere havde brug for ham, måtte Julian beslutte sig til at kæmpe imod mens han endnu besad magt nok til det.

Hvad Ammianus videre fortæller er også oplysende, det taler nemlig endnu mere for at Julian havde spillet en meget mere aktiv rolle end han selv lader fremstille i sit brev. Julian skriver at han efter brevet og efter at have set soldaterne marchere af sted mod den lejr de skal samles i inden afrejsen, ikke vidste hvad soldaterne foretog sig dagen inden oprøret, da han befandt sig på et landsted et stykke væk og pludselig blev vækket af soldaterne der krævede ham som kejser. Ser vi derimod på Ammianus’ version, efter at Julian har mødt de marcherende soldater:

Citat Og for at vise dem en endnu større ære nu, de skulle drage så langt bort, indbød han deres officerer til et gæstebud, hvor han gav dem lov til at gøre ham en bøn, hvis noget lå dem på hjerte. Men jo venligere denne modtagelse var, desto smerteligere var afskeden for dem, og det i en dobbelt henseende fordi en ublid skilte dem både fra en mild hersker og fra deres fødeland. Citat
Ammianus, 21, 4

Den følgende nat sker oprøret. Julian har altså haft mulighed for at koordinere det med officererne, og det er ikke svært at forestille sig hvad bønnen de havde på hjerte bestod i.

Oprøret forstærkes[redigér | redigér wikikode]

Den næste handling der forstærker oprøret er et falsk rygte om at Julian er blevet snigmyrdet. Efter at han af soldaterne er blevet udråbt til Augustus er der en stilstand, hvor Julian stadig befinder sig på landstedet omgivet af de mange højtstående officerer som Constants havde sendt til ham plus en anseelig garde der stadig er tro mod Constants. Da rygtet breder sig i soldaterlejren at Julian er blevet snigmyrdet samles de igen om Julian og denne gang med fjendtlige tilråb mod Konstants mænd. Julian forhindrer soldaterne i at slå dem ihjel men de bliver under alle omstændigheder fanget og sendt tilbage til Constants, dette beretter Ammianus[15].

På dette punkt er Julians brev til gengæld mere udførligt. Hvor det hos Ammianus bare er et falsk rygte og et udtryk for soldaternes pirrelie humør, skriver Julian at Constants mænd rent faktisk havde fjendtlige hensigter:

Citat Siden der nu var den største forvirring i paladset, troede Konstants venner at de ville gribe chancen til at udklække et komplot imod mig uden tøven, og de uddelte penge til soldaterne, de forventede at dette ville føre til en af to mulige resultater: enten at det ville skabe uvilje mellem mig og soldaterne eller snarere at disse ville angribe mig åbent. Men da en bestemt officer som tilhørte den garde der befalede over min kones eskorte opdagede at dette var igang med at blive udført, rapporterede han det først til mig, og bagefter, da han så at jeg ikke tog hans advarsel alvorlig, blev han ophidset, og lig en der var besat begyndte han at råbe højt til folkene på markedspladsen, “Soldater-kammerater, fremmede og borgere, forlad ikke kejserens sag!” Da blev soldaterne grebet af en rasende blodtørst og de stormede alle til paladset med våben i hånd. Citat
Julian, s. 285

.

Julian påstår at der rent faktisk var et komplot imod ham, men ved at være passiv fik han soldaterne til at gribe ind uden selv at fremstå som den der styrede begivenhederne, selv om uden tvivl vidste hvad han gjorde i denne situation. Julian havde igennem fire års krig i Gallien vist sig som en fremragende strateg og hærfører, han vidste nok hvad der skulle til for at få soldaterne til at kæmpe for sin sag.

Ammianus skriver så at Julian samler alle sine tropper og holder en tale for dem hvor han endelig officielt accepterer kejsertitlen. Ammianus skriver her en tale der på mange punkter har lighed med argumenterne i Julians brev til Athen, dog da denne er til soldaterne med fokus på deres syn på tingene, men han fremhæver den dårlige behandling han har fået af Konstants, og Konstants tagen æren for Julians sejre i Gallien og endelig løftebruddet over for soldaterne [16]. Igen er det værd at huske at denne tale sandsynligvis er frit opfundet af Ammianus, og at det mere er et udtryk for hvad han mener Julian ville have sagt i pågældende tilfælde, end det er hvad vi kan være sikre på Julian ville have sagt i situationen.

Regeringstiden[redigér | redigér wikikode]

I sin korte regeringstid udfoldede Julian en hektisk aktivitet for at nedbryde kristendommens stilling; han fratog den al statsstøtte og kejsergunst, afskedigede kristne embedsmænd osv., men synes at have afholdt sig fra voldelige overgreb. I stedet prøvede han – stort set uden held – at reformere de gamle religioner, paradoksalt nok efter kristne administrationsprincipper, og gjorde selv meget for at propagandere for nyplatonismen. I øvrigt gennemførte han flere sociale reformer og byggearbejder. I 362 drog han i krig mod perserne og her faldt han i et sejrrigt slag året efter. Med ham uddøde Konstantins slægt og forsøget på at standse kristendommen.

Julian efterlod sig flere satiriske og filosofiske skrifter, hvor han polemiserer mod kristendommen. Tilnavnet hentyder til, at han først officielt var kristen, før han "faldt fra" troen.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. W.C. Wright (oversætter) – The Works of The Emperor Julian, volume II, Letter to the Athenians, Harvard University Press, 1998
  2. V. Ullmann (oversætter) – Femogtyve år af Roms Historie, Arendal, 1877, 20. og 21. bog
  3. Julian, s. 271
  4. Ammianus, 14. bog
  5. Julian, s. 272
  6. Julian, s. 279
  7. Julian, s. 278
  8. Ammianus, 20,4
  9. Julian, side 241
  10. Julian, 283
  11. Julian, 286, Ammianus, 21, 3
  12. Julian, 287
  13. Edward Luttwak, The Grand Strategy of the Roman Empire, London, 1976, s. 173-174
  14. Julian, s. 283
  15. Ammianus, 21, 4
  16. Ammianus, 21, 5

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • W.C. Wright (overæstter) – The Works of the Emperor Julian (3 bind), Harvard University Press, 1998.
  • V. Ullmann (oversætter) – Ammianus Marcellinus – Femogtyve år af Roms Historie (2 bind), Arendal, 1877-1880.
  • Desuden har Henrik Ibsen behandler Julians liv i sit drama Kejser og Galilæer (1873).

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Foregående: Romerske kejsere Efterfølgende:
Constantius II
337 - 361
Jovian
363 - 364