Fattigdomsgrænse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En fattigdomsgrænse er en grænse, der angiver den mindste indkomst som det er muligt at leve af uden at leve i fattigdom.

Der skelnes mellem begreberne absolut fattigdom og relativ fattigdom.

Absolut fattigdom defineres som en indkomst så lav, at selv de mest basale menneskelige eksistensbehov ikke kan dækkes. Det vil sige, at helt grundlæggende behov for husly og tøj, rent drikkevand og føde ikke kan opfyldes. Absolutte fattigdomsgrænser benyttes typisk i lavindkomstlande, hvor opfyldelse af disse behov ikke er en selvfølge.

Relativ fattigdom er et variabelt begreb, der ændrer sig alt efter hvor i verden man befinder sig. Relativ fattigdom refererer både til forskellen i velstand mellem ilande og ulande og til forskelle mellem samfundsgrupper inden for de enkelte lande. Som regel måles relativ fattigdom som den procentdel af befolkningen, der har en mindre indkomst end en fastsat procentdel af medianindkomsten, dvs. den indkomst, hvor halvdelen af befolkningen har en højere indkomst og halvdelen en lavere indkomst. Der eksisterer dog også andre mål for indkomstulighed, fx Gini-koefficienten, Theil-indekset og P90/P10-ratioen.

Generel fattigdomsgrænse[redigér | redigér wikikode]

For at kunne operere med et entydigt fattigdomsbegreb har Verdensbanken defineret en generel fattigdomsgrænse på 1 US dollar pr. dag (1996-priser) for lande med meget lave indkomster, og 2,15 US$ for lande med en middel indkomst. Man regner med, at der i 2001 var 1,1 milliard mennesker, der levede for mindre end $1 om dagen, og 2,7 milliarder der levede for mindre end $2. Verdensbankens fattigdomsgrænser er universel og kan i princippet bruges på alle personer i alle lande. Et potentielt problem kunne være, at antallet af fattige med en dollargrænse vil variere med vekselkurserne. For at undgå dette problem bruger Verdensbanken købekraftsparitet til at sammenligne mellem lande. Konkret justerer Verdensbanken de nationale fattigdomsgrænser til globalt sammenlignelige dollars ved hjælp af de såkaldte Penn World Tables fra 1993[1] Man bør derfor forstå "1 dollar om dagen" som "den varemængde, man kan købe i USA for en dollar". Når Verdensbanken – og lokale statistikkontorer – måler det, foregår det ved hjælp af spørgeskemaundersøgelser, hvor folk skal angive deres forbrug, som så omregnes til penge. På den måde tæller madvarer, man selv fremstiller og spiser, med.

Netop fordi økonomiske mål ikke kan afdække den enkelte person reelle forbrugsmuligheder har FN's udviklingsprogram, UNDP, nedsat en tænketank, der skal revurdere såvel fattigdomsgrænsen som definition på fattigdom. Tænketanken IPC (International Poverty Centre) får til opgave at opsætte nye parametre for, hvornår man er fattig. Det handler nemlig ikke kun om, hvor mange penge man har til rådighed, men også om adgang til sundhedsydelser, uddannelse, sociale ydelser, basal infrastruktur og sårbarhed i forhold til økonomiske kriser og social udstødelse.

'En dollar om dagen'-grænsen bruges i hele verden, og derfor er der ikke nogen fattige efter den målestok i EU.

I EU-sammenhæng er man i risiko for fattigdom og social eksklusion, hvis man har en disponibel indkomst på mindre end 60 procent af landets medianindkomst[2]. Dette er en relativ grænse, da grænsen ændrer sig i takt med, at indkomsterne i landet gør det. Af samme årsag kritiseres relative grænser ofte for i højere grad at sige noget om ulighed frem for egentlig fattigdom, ligesom medianindkomstmetoden undertiden kritiseres for, at fastlæggelsen af en kritisk indkomstgrænse, fx 40 procent, 50 procent eller 60 procent af medianindkomsten, er tilfældig valgt.

Den danske fattigdomsgrænse[redigér | redigér wikikode]

Det er meget svært at definere en egentlig fattigdomsgrænse i et land som Danmark. Der er ikke mange mennesker, der decideret kæmper for overlevelse. En absolut fattigdomsgrænse som 'En dollar om dagen' er derfor ikke meningsfuld i en dansk kontekst. Der er en anselig del af den danske befolkning, der er hægtet af forbrugsfesten, og som ikke har adgang til de goder, den bedre stillede del af befolkningen har. Men om man kan kalde dem fattige, er et definitionsspørgsmål, og det kan også defineres som relativ fattigdom.

I maj måned 2012 nedsatte social- og integrationsminister Karen Hækkerup et ekspertudvalg om fattigdom, der fik til opgave at ”belyse forskellige metoder til at opgøre fattigdom og udarbejde en række forslag til en mulig dansk fattigdomsgrænse"[3].

Den 7. juni 2013 offentliggjorde udvalget rapporten ’En dansk fattigdomsgrænse – analyser og forslag til opgørelsesmetoder’, og social- og integrationsminister Karen Hækkerup indførte på regeringens vegne en dansk fattigdomsgrænse baseret på ekspertudvalgets anbefalinger.

Fattigdom defineres som en situation, hvor en person eller en familie ufrivilligt har væsentligt dårligere livsvilkår sammenlignet med den øvrige befolkning, og hvor denne situation

  • skyldes mangel på ressourcer, herunder særligt økonomiske
  • er vedvarende, og hvor personen eller familien ikke har eller kun i begrænset omfang har mulighed for ved egen drift at ændre situationen.

Definitionen har fokus på økonomiske ressourcer, men tillægger også andre forhold betydning. Definitionen er samtidigt relativ, da den enkeltes ressourcer og muligheder for at ændre sin livssituation skal ses i forhold til, hvad den øvrige befolkning har adgang til og kan. Studerende regnes ikke som fattige, da situationen med lav indkomst i studieårene er selvvalgt og modsvares af bedre chancer for job og indkomst senere i livet[4].

Definitionen af fattigdom operationaliseres således, at gruppen af økonomisk fattige udgøres af personer, der opfylder følgende:

  • En disponibel indkomst, der i 3 på hinanden følgende år er under den kritiske indkomstgrænse på 50 procent af medianindkomsten.
  • Familiens formue er under 100.000 kr. pr. voksen (2010-niveau).
  • Personen er ikke studerende eller deler husstand med studerende over 17 år[5].

Den disponible indkomst udregnes som indkomst efter skat (inkl. overførselsindkomster) og ækvivaleres for at tage højde for delte udgifter i familien.

Grænsen for økonomisk fattigdom skal suppleres med undersøgelser af sociale indikatorer, der påvirker en persons risiko for fattigdom og social eksklusion som fx tilknytning til arbejdsmarkedet, uddannelsesniveau eller social arv. Med den anvendte grænse var der i 2010 42.200 økonomisk fattige danskere, heraf var 10.700 børn og 3.500 personer over 65 år[6].

Fattigdomsgrænsen adskiller sig fra andre danske opgørelser af fattigdom. Fx opererer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd med, at en indkomst under 50 procent af landets medianindkomst i ét år afgrænser, hvornår en person er fattig. Efter Arbejderbevægelsens Erhvervsråds opgørelsesmetode var der i 2010 242.000 fattige danskere, når studerende ikke medregnes[7].

Sammenligning af fattigdom på tværs af grænser[redigér | redigér wikikode]

I internationale undersøgelser af fattigdom vestlige lande benyttes ofte medianindkomstmetoden. Sammenligninger af omfanget af fattigdom mellem lande kan dog være vanskeligt selvom det grundlæggende er den samme målemetode, som benyttes.

For eksempel kan der være forskel på, hvor den kritiske indkomstgrænse lægges (40, 50 eller 60 procent af medianen), om studerende tælles med eller ej, eller hvor lang tid, man skal være under den kritiske indkomstgrænse for at kunne defineres som fattig.

Desuden tager medianindkomstmetoden i sig selv ikke tage højde for institutionelle forskelle mellem lande. Der kan være forskel på den måde civilsamfundet tager sig af de svage eller syge, og der kan være forskel på indretningen af samfundet i forhold til adgangen til offentlige velfærdstjenester som for eksempel sundhed, uddannelse og pleje af ældre. Økonomiske ressourcer spiller på den måde en mindre rolle i et velfærdssamfund som det danske, hvor adgangen til sådanne ydelser er universelle og gratis, end de gør i andre lande, hvor adgangen er egenfinansieret.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]