Grønlands Boldspil-Union

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Grønlands Boldspil-Union (GBU, på grønlandsk: Kalaallit Nunaanni Isikkamik Arsaattartut Kattuffiat) er forbundet, som organiserer alt fodboldGrønland. Fodboldforbundet blev grundlagt den 4. juli 1971 og tæller i dag i alt 76 fodboldklubber med samlet 4.500 registrerede medlemmer (pr. 2014) – godt 10% af befolkningen. Dets administration har adresse i hovedstaden Godthåb hvor General Sekretær er Nike Lyberth-Berthelsen og formanden er John Thorsen, mens landsholdets trænere duo er Rene Olsen & Tekle Ghrebrelul (herrer) og Bent Petersen (kvinder).

GBU er medlem af Grønlands Idræts-Forbund, International Island Games Association samt Nouvelle Fédération-Board (provisionelt medlem den 13. oktober 2005 og fuldgyldigt medlem siden 25. marts 2006) uden dog at være tilknyttet hverken CONCACAF, UEFA og derigennem FIFA. Dette er grundet Grønlands klima (permafrost), som ikke kan opretholde en fodboldbane af græs. FIFA og dets medlemmer har imidlertidigt godkendt FieldTurf og dets brug af kunstigt græs som underlag, hvilket kan være medvirkende til at give GBU mulighed for at arrangere internationale kampe på FIFA-godkendte baner.

Lørdag den 30. juni 2001 spillede GBU en uofficiel venskabskamp under stor mediebevågenhed mod det tibetanske fodboldlandshold (TNFA) foran 5.000 tilskuere[1] i Vanløse Idrætspark, som blev dækket af 16 danske og internationale tv-stationer og foreviget i dokumentarfilmen Det Forbudte Landshold[2] til trods for stor modstand mod afviklingen af landskampen fra Kina og FIFA. Initiativtageren bag det tibetanske landshold og kampen var danske Michael Nybrandt og Dansk Selskab For Tibetansk Kultur. Kampen endte med en sejr til Grønland med cifrene 4-1.

Landsholdets spilledragt på hjemmebane er: røde trøjer, hvide bukser og røde strømper, mens de på udebane spiller i hvide trøjer, sorte bukser og hvide strømper. Deres populære kælenavn er polarbamserne.

Sepp Piontek har tidligere været landstræner for Grønlands Herre A-landshold.

Ekstern henvisning

Noter

  1. ^ www.groundhopping.de Billeder og referat af Grønland-Tibet kampen på tysk.
  2. ^ Det Forbudte Landshold Dokumentarfilm af Balls Productions A/S