Grønland

Grønland
*Kalaallit Nunaat*
Grønland Kalaallit Nunaat
Flag	Nationalvåben
	Nationalmelodi: Nunarput utoqqarsuanngoravit (Grønlandsk); "Vort land, som er blevet så gammelt!";
Hovedstad; (og største by)	Nuuk (Godthåb); 64°10′N, 51°44′W
Officielle sprog	Grønlandsk (Kalaallisut)
Etnicitet	88% Inuit (og inuit-danskere), 12% europæere, mest danskere
Demonym	Grønlænder, Grønlænding
Regeringsform	Parlamentarisk demokrati i et konstitutionelt monarki
Autonomt konstituerende land inden for Kongeriget Danmark
Areal
Indbyggertal
BNP (KKP)	2001 anslået
HDI (1998)	0.927 (høj)
Valuta	Krone (DKK)
Tidszone	GMT (UTC+0 to -4)
Kører på	højre side af vejen
Nationalt topdomæne	.gl
Kendingsbogstaver (bil)	KN (Kalaallit Nunaat)
Luftfartøjs-; registreringskode	OY; Helikoptere OY-H
Telefonkode	+299
1	Tal fra 2000: 410.449 km² isfrit; 1.755.637 km² dækket af is.
2	2001 anslået.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg

Grønland (grønlandsk: Kalaallit Nunaat; Menneskenes land) er verdens største ø. Geografisk hører Grønland til det nordamerikanske kontinent, men geopolitisk til Europa.

Grønland er ligesom Færøerne en del af det danske rige og indgår i det danske rigsfællesskab.

Grønland var frem til 5. juni 1953 en dansk koloni. Ved ændringen af den danske grundlov 5. juni 1953 fik øen status som et dansk amt. Efter en folkeafstemning i 1978 fik Grønland hjemmestyre med virkning fra 1. maj 1979. På samme vis stemte grønlænderne i 2008 ja til selvstyre. Selvstyret indebærer at grønlænderne påtager sig ansvaret for hvornår de sidste kompetenceområder skal overtages af grønlænderne. Det er på samme måde meningen at bloktilskuddet på over 3 mia. kr per år fra Danmark skal udfases.

Hovedstaden er Nuuk (Godthåb).

Indholdsfortegnelse

1 Historie
2 Politik
- 2.1 Fra koloni til hjemmestyre
- 2.2 Selvstyre
3 Økonomi og erhverv
4 Geologi
5 Geografi
- 5.1 Klima
6 Landsdele, byer og bygder
7 Kommuner
8 Områder uden for kommunal inddeling
9 Befolkning
- 9.1 Uddannelse
- 9.2 Religion
10 Kommunikation
11 Noter
12 Eksterne kilder/henvisninger

[redigér] Historie

Uddybende artikel: Grønlands historie.

Den tidligeste grønlandske befolkning stammer fra Asien, hvorfra de første inuitiske stammer vandrede over Beringstrædet til Alaska og videre til de nordlige canadiske øer, hvorfra de formodentlig omkring år 2500 fvt vandrede i gode klimaperioder over det snævre stræde til Inglefield Land i nordøst Grønland. 2 kulturer indvandrede samtidig omkring 2500 fvt: Independence I kulturen valgte at søge jagtmarker nord om Grønland. Kulturen er dateret til 2500-1900 fvt. Saqqaq kulturen søgte jagtmarker mod syd og deres bopladser kan findes i stort antal fra Diskobugten til Scoresbysund. Kulturen er dateret til 2500-800/400. Senere følger Independence II kulturen, Dorset og til sidst Thule kulturen.

Den sidstnævnte indvandring fandt sted omkring år 1000, og det er herfra den nuværende grønlandske befolkning stammer.

Omkring år 985 skete en indvandring fra øst, nemlig af vikinger under ledelse af Erik den Røde, (islandsk: Eirikr rauði Þorvaldsson, norsk: Eirik Raude) som bosatte sig ved Brattahlíð i det sydvestlige Grønland og kaldte landet Grønland.

Hans Egede

I 1721 blev præsten Hans Egede af den danske konge Frederik 4. sendt til Grønland for at finde nordboerne, men fandt i stedet inuitfolket og begyndte at missionere blandt dem. Han slog sig ned i Godthåb og startede både mission og handel på den danske konges vegne og Grønland blev en del i kongeriget Danmark-Norge. Da Kongeriget Danmark-Norge efter Freden i Kiel i 1814 blev tvunget til at afstå Norge til Sverige blev de oversøiske områder Grønland, Færøerne og Island en del af Danmark.

I 2. verdenskrig var Grønland en vigtig mellemstation for de allieredes flytransporter fra USA til England. De manglende forsyninger fra Danmark blev erstattet med forsyninger fra USA. Under krigen havde Grønland en nogenlunde god økonomi fra udvinding af kryolit og torskefiskeri. USA betragtede efter den tyske besættelse den danske ambassadør i USA som den frie repræsentant for Danmark og dermed også Grønland.

Kolonitiden ophørte 1953 da Grønland ved en ændring af Grundloven blev en såkaldt del af det danske rige og et dansk amt. I perioden 1952-1963 opførtes omkring 3000 boliger, sygehusene blev udbygget og tuberkulosen næsten udryddet fra 1963. I 1979 stemte de fleste inuiter for hjemmestyre, og befolkningen fik overdraget ansvaret for en lang række politiske områder. Med virkning fra 1. januar 1985 meldte Grønland sig ud af EF. I 2008 stemte inuiterne for selvstyre, hvilket indebærer at inuiterne selv bestemmer hvornår, man kan overtage ansvaret for områder som f.eks. politi- og retsvæsen. Selvstyret fik effekt fra den 21. juni 2009, der er nationaldag på Grønland.

[redigér] Politik

Uddybende artikel: Grønlands politik.

Den 21. juni 2009 overrakte Dronning Margethe den lov, der skal være fundamentet for det selvstyrende Grønland, til Landstingets formand Josef Motzfeldt. Grønland har pr. 21. juni ikke længere hjemmestyre, men selvstyre.

Grønland har haft hjemmestyre fra 1. maj 1979 til 21. juni 2009. Grønlands parlament er Landstinget hvor alle beslutninger, der angår Grønlands indre styrelse tages. Landstinget har 31 medlemmer og mødes to til fire gange om året i Nuuk. Parlamentet er valgt for en fireårig periode.

Områder som Grønland og Danmark er fælles om, kan kun afgøres i samarbejde mellem Landstinget og Folketinget. Disse anliggender omfatter bl.a.: udenrigs- og forsvarspolitik, politi og domstole, valuta samt hele råstofsområdet.

Siden 1953 har Grønland som bestemt i Grundloven valgt to medlemmer til Folketinget. Lars-Emil Johansen, fra Siumut og Juliane Henningsen fra Inuit Ataqatigiit (IA) repræsenterer efter folketingsvalget den 13-11 2007 Grønland i Folketinget. Juliane Henningsen og Lars Emil Johansen udgør sammen med Høgni Hoydal fra det færøske parti Tjóðveldi Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget.

[redigér] Fra koloni til hjemmestyre

Med gennemførelsen af Lov om Grønlands Hjemmestyre overførtes kompetence og dermed ansvar fra danske politiske myndigheder til grønlandske politiske myndigheder, der overtog såvel det økonomiske som det forvaltningsmæssige ansvar for en række opgaver fra den danske stat. Fra denne dato var det derfor Grønlands Hjemmestyre, der havde såvel den lovgivende som den udøvende myndighed. Samtidigt er naturlige danske stednavne og det danske sprogs betydning overalt Grønland på blevet reduceret, og den politiske fremtid for det store ubeboede danske landområde ligger nu hos det nye Selvstyre, som fortsat primært får sine økonomiske ressourcer fra Danmark.

[redigér] Selvstyre

Hovedartikel: Folkeafstemningen om grønlandsk selvstyre 2008

Ved en folkeafstemning om selvstyre på Grønland den 25. november 2008 stemte 75.54 % for at selvstyre skulle indføres på Grønland. Den 21. juni 2009 indførtes dette officielt.

[redigér] Økonomi og erhverv

Ca. halvdelen af de offentlige udgifter på Grønland finansieres ved hjælp af bloktilskuddet fra Danmark, som i 2007 udgjorde over 3,2 mia. kr. Hertil kommer indtægter fra salg af fiskerilicenser og den årlige kompensation fra EU, der udgør 280 mill. kr. pr. år. Hjemmestyrets årlige udgifter udgør ca. 6 mia. kr.

Grønlands økonomi er baseret på et snævert erhvervsmæssigt grundlag med fiskeindustrien som den dominerende sektor med godt 90% af landets eksport. Om nogle få år vil råstofudvinding og turisme kunne supplere fiskeriet, som er afhængig af de skiftende fiskepriser og fangstmuligheder. De store afstande splitter hjemmemarkedet op i mange små enheder som har store driftsudgifter. Hovedparten af fiskefabrikkerne ejes af Royal Greenland.

En speciel ting for Grønland er, at ejendomsret til jord ikke er indført.

Handel og produktion er stadig domineret af hjemmestyreejede virksomheder som Royal Greenland, KNI (engros og detailhandel), Tele Greenland, Royal Arctic Line, Arctic Umiaq Line m.fl.

Isfjorden ved Ilulissat

Fjeldet Sermitsiaq ved Nuuk

Stort isfjeld på vej gennem Ilulissat Isfjord

[redigér] Geologi

Uddybende artikel: Grønlands råstoffer.

Der har været kulminedrift på Grønland i mindre grad både i det 17-, 18- og 1900-tallet.

Til trods for hjemmestyre er forvaltningen af råstofaktiviteterne i Grønland stadig et fællesanliggende mellem Danmark og Grønland.

Under forhandlingerne om grønlandsk hjemmestyre var spørgsmålet om rettighederne til den grønlandske undergrund - og dermed råstofferne på Grønland - et centralt og vanskeligt forhandlingspunkt. Ønsket om en egentlig overdragelse af rettighederne til råstofferne på Grønlands undergrund fra staten til den fastboende befolkning på Grønland blev fremført med betydelig styrke af de grønlandske forhandlere, men afstanden på dette punkt var så stor, at det eneste mulige resultat viste sig at være det kompromis, der blev resultatet, nemlig at "den fastboende befolkning på Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer". Derfor blev det fastsat ved lov, at "forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse" af de ikke-levende ressourcer finder sted i henhold til aftale mellem den danske regering og Landsstyret. Bestemmelsen afgør således ikke spørgsmålet om, hvem der har ret til råstofferne, men alene hvem der kan disponere over dem.

For at sikre den politiske ligestilling mellem Grønland og Danmark på råstofområdet blev der etableret fælles beslutningskompetence, så der ikke kunne træffes væsentlige beslutninger på området, uden at der var enighed mellem den danske regering og Landsstyret. I praksis opnås dette ved at begge parter kan nedlægge veto, hvis der udstedes en tilladelse til efterforskning eller udnyttelse. Til dette formål oprettedes Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland, der er et dansk-grønlandsk politisk forum, hvor centrale spørgsmål vedr. råstofområdet drøftes. Fællesrådets opgave er at følge udviklingen på råstofområdet samt at afgive indstilling til den danske regering og Landsstyret i forbindelse med udstedelse af tilladelser på råstofområdet.

Forvaltningen af råstofaktiviteterne på Grønland har siden 1. juli 1998 været udøvet af Råstofdirektoratet i Godthåb/Nuuk, der er sekretariat for Fællesrådet, i et tæt samarbejde med bl.a. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS), Energistyrelsen og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).

Kort over det danske rige

Kort over Grønland

Grønland NASA World Wind screenshot

[redigér] Geografi

Uddybende artikel: Grønlands geografi.

Grønland har en kystlinie på 44.087 km og strækker fra 59°46' sydlig bredde Kap Farvel til 83°40' nordlig bredde til øen Kaffeklubben. Øen er 2.650 km lang, ca. 1.000 km bred og ligger 710 km fra Nordpolen. Kun 410.449 km² - 19 % af øens areal på 2.166.086 km² er isfrit, idet indlandsisen dækker alt undtagen en snæver kant langs med randen. Øens højeste punkt er Gunnbjørns fjeld 3.693 m.

Isbjerg vest for Ilulissat isfjord

Den indtil 3.000 m i gennemsnit 1.500 m høje indlandsis presser overskydende is ud som store og små isbjerge ud i havet. Landet afgrænses i syd af Atlanterhavet, i vest af Davis Strædet og Baffinbugten, i nordvest af Smith Sund og Nares Strædet, i nord af Lincoln Havet og Wandels Hav, der begge er en del af Ishavet. Mod øst dannes afgrænsningen af Grønlandshavet og Danmarksstrædet, hvor fra der kun er 240 km til Island.

Grønlands sydspids, Kap Farvel Nunap Isua, ligger på højde med Stockholm og Oslo. Fra Grønlands nordspids, Kap Morris Jesup, er der 740 km til Nordpolen. Grønland er dermed det nordligste landområde på Jorden.

[redigér] Klima

Drivis i Angmagssalik Fjord ved Tasiilaq

Klimaet på Grønland er overvejende arktisk. Det vil sige, at middeltemperaturen selv i årets varmeste måned ikke når over +10 °C. I dalene, der ligger i forlængelse af de dybeste fjorde, overstiger middeltemperaturen dog lige grænsen på +10 °C. Landets store udstrækning medfører betydelige klimatiske variationer mellem Nord- og Sydgrønland, men der er også store variationer mellem kystområderne, specielt mellem det område, hvor der er åbent vand hele året, og områder inde i landet.

Det åbne hav virker i sommermånederne afkølende på luften, mens det i vinterperioden virker opvarmende. Derfor er vintrene milde og somrene kølige langs kysten i det sydlige Grønland, mens det langs kysten nord for åbentvandsområdet er kølige somre og kolde vintre. Forskellen mellem vinter- og sommertemperaturer vil endvidere øges desto længere man bevæger sig ind i landet, hvor klimaet bliver fastlandspræget, med varme somre og kolde vintre.

Det fremgår tydeligt, hvis man sammenligner temperaturerne for Sisimiut, som ligger ved kysten, med temperaturerne for Kangerlussuaq, der ligger ca. 150 km. fra kysten på nogenlunde samme breddegrad som Sisimiut. I januar (2003) var middeltemperaturen -12,4 °C i Kangerlussuaq, mens den i Sisimiut var -7,2 °C. I juli (2003) var middeltemperaturen 11,4 °C i Kangerlussuaq, men 'kun' 7,1 °C i Sisimiut. Sommertemperaturerne over hele Grønland er ret ensartede på grund af den store indstråling i perioden med midnatssol nord for polarcirklen.

Nedbørsforholdene varierer betydeligt på Grønland. I Sydgrønland varierer de årlige nedbørsmængder fra ca. 800 til over 1.400 mm. Længere nordpå og inde i landet aftager nedbørsmængderne kraftigt. I de nordligste egne og inde i landet er den årlige nedbør således under 200 mm, mens den enkelte steder, f.eks. i Peary Land, er så ubetydelig, at området kan betegnes som arktisk ørken.

Dagens længde varierer betydeligt på forskellige lokaliteter i Grønland alt efter årstid. Nanortalik i Sydgrønland og Nuuk i Midtgrønland, der ligger syd for polarcirklen, har ikke perioder med midnatssol eller polarnat og den længste dag for de to lokaliteter er henholdsvis 18,5 og 20,5 timer. Ved polarcirklen vil der være få dage med midnatssol og polarnat. Jo nordligere, jo længere bliver de to perioder. I Ilulissat nord for polarcirklen er der således ca. to måneder med midnatssol og polarnat, I Upernavik ca. tre måneder og i Qaanaaq (dansk: Thule) knapt fire måneder.^[3]

[redigér] Landsdele, byer og bygder

Lufthavnen i Kangerlussuaq

Air Greenland

Grønland er inddelt i landsdelene:

Vestgrønland, Nordgrønland og Østgrønland. Administrativt er landet inddelt i 4 kommuner.

Grønlands befolkning fordeler sig med 47000 indb. i 18 byer og 9.648 indb. i ca. 60 bygder som er beliggende på øer eller halvøer, overvejende langs den grønlandske vestkyst. Kun ca. 3500 mennesker er bosat på Østgrønland, fordelt i to byer og ni bygder. Centraliseringen af befolkningen har medført, at mange mindre bygder ikke har helårsbeboelse mere.

Da næsten ingen byer og bygder er forbundet indbyrdes med veje, er de eneste transportmidler på Grønland, fly (ofte helikoptere), skibe og i visse områder hundeslæder og snescootere. De moderne ruteskibe forbinder Grønlands byer og bygder fra nord til syd. Trafikken til Østgrønland foregår kun med fly og helikopter og transportskibet ankommer ikke i 5 måneder hver vinter. Da der er tale om store afstande og ustabilt vejr, må man ofte have tålmodighed, når man rejser i Grønland. Der er havneanlæg i 16 byer, anløbs- og fiskeribroer i 60 bygder, 12 lufthavne, 5 heliporte og 42 helistop.

Aappilattoq, Nanortalik

Sermiligaaq

Upernavik

Kulusuk

[redigér] Kommuner

1. januar 2009 blev de 18 kommuner sammensluttet til fire i en grønlandsk pendant til den danske strukturreform: Kujalleq, Qaasuitsup, Qeqqata, Sermersooq.

Kommunerne før den 1. januar 2009: Ittoqqortoormiit Kommune, Ivittuut Kommune, Ilulissat Kommune, Kangaatsiaq Kommune, Maniitsoq Kommune, Nanortalik Kommune, Narsaq Kommune, Nuuk Kommune, Paamiut Kommune, Sisimiut Kommune, Upernavik Kommune, Uummannaq Kommune, Qaanaaq Kommune, Qaqortoq Kommune, Qasigiannguit Kommune og Qeqertarsuaq Kommune.

Det kommunale selvstyre er af væsentlig ældre dato end hjemmestyret. Allerede i 1975 fik kommunerne den grad af selvstændighed de har i dag. Kommunerne opnåede bl.a. ret til at udskrive skatter. De kommunale opgaver er ikke defineret i nogen lov, men kommunerne har - som i Danmark - ret til selv at bestemme hvilke opgaver de vil påtage sig, alene begrænset af lovgivningen. De vigtigste kommunale opgaver er en række tekniske funktioner, sociale opgaver, opgaver inden for kultur, undervisning og idræt samt lokale miljøopgaver.

Kommunerne er sammensluttet i de grønlandske kommuners landsforening, KANUKOKA (Kalaallit Nunaanni Kommuneqarfiit Kattuffiat).

De kommunale opgaver finansieres dels ved egne indtægter, i form af skatter, dels indtægter udefra, hovedsagelig i form af bloktilskud fra Grønlands Hjemmestyre. Desuden foregår der en betydelig omfordeling via udligningen af skatter fra de mere velstillede til mindre velstillede kommuner. Desuden opkræves en fælleskommunal skat.

Kommunerne er i dag borgernes vigtigste kontaktled til hele den offentlige sektor.

Inden for den enkelte kommunes grænser er der desuden en række bygder, hvor kommunalbestyrelsen er ansvarlig for såvel drift som styrelse af disse. I bygderne varetages opgaverne af en bygdebestyrelse bestående af tre til fem medlemmer.

En del af disse bygder er meget små, hvor der typisk bor 30-75 indbyggere, mens der kun er meget få bygder, der har over 200 indbyggere. 1. januar 2003 boede der 9.456 i bygderne i Grønlands 60 bygder, mens 47.086 boede i byerne.

[redigér] Områder uden for kommunal inddeling

Placeringen af Hans Ø i Kennedykanalen på grænsen mellem Danmark (Grønland) og Canada

Grønlands Nationalpark ca. 972.000 km² omfatter hele den nordøstlige del af landet
Hans Ø er den nordligste ø i Kennedykanalen. Både Canada og Danmark gør krav på øen
Franklin Ø er den midteste af de tre øer i Kennedykanalen mellem Grønland og Ellesmere island
Crozier Ø er den sydligste af tre øer i Kennedykanalen
Kaffeklubben er opkaldt efter en uformel kaffeklub på Geologisk Museum på Københavns Universitet
Eirik Raudes Land - Fra 1933 Kong Christian X's land
Thule Air Base i Pituffik
Peary Land er en halvø i det nordlige Grønland opkaldt efter Robert E. Pearys ekspedition 1891-1892.
Prins Christians Sund (grønlandsk: Ikerasassuaq) Vejrstation øst for Grønlands sydspids Kap Farvel

[redigér] Befolkning

Grønlands befolkning er et blandingsfolk, overvejende af blandet inuit og nordeuropæisk oprindelse, dog med en større dansk etnisk minoritetsgruppe. Det er kun 140 år siden den sidste indvandring fra Canada fandt sted. Vestgrønlænderne er mere blandet med europæerne end øst og Nordgrønlænderne. Flertallet af det grønlandske folk har grønlandsk som modersmål, mens at et mindretal af de etniske grønlændere, udover den danske minoritet, har dansk som modersmål.

Den hurtige udvikling i Grønland har betydet radikale ændringer i den traditionelle familiestruktur, der har resulteret at der opstået mange sociale problemer, som Grønlands befolkning har fælles med andre befolkninger, der har gennemlevet lignende samfundsmæssige forandringer.

Der var i 2004 56.854 indbyggere og befolkningstætheden 0,14 pr. km² isfrit areal. 91 procent af befolkningen bor i Vestgrønland, 1,6 procent i Nordgrønland og 6,3 procent på Østgrønland.

88 % af befolkningen på Grønland er inuitter eller blandinger af inuitter og danskere og andre nordeuropæere, mens 12 % er af direkte europæisk afstamning, overvejende danskere, hvoraf 90 % bor i Nuuk og 10 % i de andre større grønlandske byer. Ca. 20 % af befolkningen er født udenfor Grønland.

Specielt tidligere tilbage i 17-1800 tallet var der mange blandede norsk/grønlandske par, og blandt blandingsslægterne kan nævnes Dalager-, Egede- og Motzfeldt-slægterne. Grunden var at koloniembedsfolkene frem til 1814 var for en stor dels vedkommende fra Norge. Mange af de tyske familienavne i Grønland, som f.eks Chemnitz, Kleist og Kreutzmann stammer fra koloniembedsfolk med tysk baggrund (fra før 1864), specielt fra Sleswig/Holstein (Hertugdømmerne), som giftede sig med grønlandske kvinder. Men der sås også navneadoption fra specielt de kristne Herrnhut missonærer Herrnhuter. De tyske missonærers efternavne blev således i flere tilfælde overtaget af grønlandske familier, som familienavne.

[redigér] Uddannelse

Den grønlandske folkeskole har ca. 9000 elever fordelt på 86 skoler. Hjemmestyret har haft ansvaret for skolerne siden 1980. Det officielle undervisningssprog er grønlandsk og med dansk som vigtigste fremmedsprog. Skolepligten er på ni år og der er to linjer almindelig og udvidet i 9 og 10 klasse.

Der er fem gymnasier (inkl. HHX og HTX), som efter bestået eksamen giver adgang til Grønlands Seminarium, Grønlands Universitet - Ilisimatusarfik og de højere læreanstalter i Danmark.

[redigér] Religion

Den traditionelle grønlandske religion, som inuiterne før i tiden praktiserede, har i nutiden kun en begrænset indflydelse. Leif Eriksson bragte år 1000 kristendommen til Grønland.

98 % af befolkningen er protestanter og 95 % af den grønlandske befolkning er Evangelisk-luthersk. 1993 blev Grønland et selvstændigt stift. Der findes også mindre religiøse samfund, som katolikker, baptister, Jehovas vidner, og tilhængere af Bahai.

[redigér] Kommunikation

Telefonlinjer i brug: 23.159 (2007)
Mobiltelefoner: 53.021 (2007)
Retningsnummer: 299
Radiostationer: AM 5, FM 12
Radioer: 98 pct. af alle hustande har radio (2002)
TV-stationer: Kalaallit Nunaata Radioa landsdækkende TV ([1]) samt flere lokale TV-stationer
TV-apparater: 97 pct. af alle husstande har TV (2002)
Aviser: Atuagagdliutit/Grønlandsposten (AG) og Sermitsiaq
Internet landekode: .gl
Internetudbydere: 1
ADSL Internetbrugere: 10.480 (2007)
Wikipedia-landekode: kl