Imagisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Imagismen var en retning inden for især anglo-amerikansk litteratur i begyndelsen af 1900-tallet. Imagisterne afviste det følelses- og symbolladede udtryk i den ældre poesi og satte præcise billeder i et klart og skarpt sprog i stedet.

Imagisterne trådte frem som gruppe i den litterære offentlighed i tidsskrifter og i fire antologier mellem 1914 og 1917. De slog til lyd for en tilbagevenden til mere klassiske kvaliteter i det poetiske sprog og eksperimenterede samtidig med utraditionelle former. De ville fokusere på tingen som ting, og ikke tingen som symbol for abstrakte forhold.

I marts 1913 blev imagismens program offentliggjort i tidsskriftet Poetry af Ezra Pound og F.S. Flint med følgende krav til lyrikken:

  1. Direkte behandling af "tingen", hvad enten subjektivt eller objektivt.
  2. Ingen brug af ord som ikke bidrager til præsentationen.
  3. Med hensyn til rytmen: at komponere efter rytmen i den musikalske frase, ikke efter metronomen.[1]

I aprilnummeret stod imagismens måske mest berømte digt, Ezra Pounds haiku-agtige In a Station of the Metro med kun disse 14 ord:

The apparition of these faces in the crowd
Petals on a wet, black bough.[2]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter
  1. Den engelske artikel har:
    1. Direct treatment of the "thing", whether subjective or objective.
    2. To use absolutely no word that does not contribute to the presentation.
    3. As regarding rhythm: to compose in sequence of the musical phrase, not in sequence of the metronome.
    — Elder, Bruce (1998). The Films of Stan Brakhage in the American Tradition of Ezra Pound, Gertrude Stein and Charles Olson. Wilfrid Laurier University Press, pp. 72, 94. ISBN 0-88920-275-3
  2. Måske:
    Tilsynekomsten af disse ansigter i mængden
    Kronblade på en våd, sort gren.