Instinkt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Instinkt (af det latinske, instinctus: tilskyndelse) er et sammensat reaktionsmønster baseret på medfødte, nedarvede anlæg, som er særegne for arten – fx redebygning hos fugle. I dagligtale anvendes instinkt også om en naturlig, ureflekteret og umiddelbar tilbøjelighed eller evne – «han handlede helt instinktivt».

Instinker hos dyr og mennesker[redigér | redigér wikikode]

Fra Descartes' tid var det normalt at hævde, at dyr ledes af instinkter, mens menneskets handlinger styres af fornuften. Ved begyndelsen af det 20. århundrede fik instinktbegrebet og andre darwinistiske begreber imidlertid et gennembrud indenfor psykologien. Særlig vigtig var den engelske psykolog William McDougalls bog: «Introduction to Social Psychology» (1908), der søgte at forklare menneskelige reaktioner ud fra instinkter. Det fremgår af følgende eksempel hvad McDougall lagde i instinktbegrebet: "Hvis et menneske sidder i ro, er optaget af at læse og der pludselig indtræffer en kraftig lyd lige i nærheden, da vil personens opmærksomhed fanges, og det selektive sanseindtryk som opstår, vil umiddelbart ledsages af en angstfølelse, samtidig med at personen reagerer ved at trække sig sammen". Eksempler på denne traditions instinkter er: Forældreinstinkt, flokinstinkt, selvhævdelsesinstinkt, flugtinstinkt.

Hos dyr er en del reaktionsmønstre instinktive. Beskyttelse af unger og parring er fx artsmæssig baseret. Den nyere forskningsgren, etologi – studier af dyr i deres naturlige miljø – viser at instinktive reaktioner udløses af helt bestemte sanseindtryk. Parringsadfærd hos en art kan fx udløses af en speciel kombination af form, farve og bevægelse. Vi kan ikke anvende instinktbegrebet på denne måde, når det gælder mennesket, fordi menneskets handlinger i vid udstrækning bestemmes af dets erfaring og miljø. Det er derfor umuligt at sige, at mennesket styres af fastlagte instinkter.

Alligevel kan man sige, at mennesket har visse instinktive tendenser – fx gråd, vrede og smil hos spædbørn. Der findes tendenser hos mennesket til at reagere på bestemte sanseindtryk frem for andre. Et spædbarn smiler fx hurtigere til et menneskeligt ansigt end til genstande. Disse instinktive tendenser har dog mindre betydning, end de måder vi forholder os på ud fra vort erfaringsgrundlag. Dette betyder, at menneskets natur er uhyre plastisk og formbar, men at der er grænser for, hvordan det sociale miljø og samfundsforholdene kan udformes, uden at det bliver en for stærk belastning af menneskets natur.