Joy Division

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Joy Division
Oprindelse Manchester, England England
Genre(r) Post-punk
Aktive år 1976 – 1980
Pladeselskab Factory Records
Associerede acts New Order
Tidligere medlemmer
Ian Curtis
Bernard Sumner
Peter Hook
Stephen Morris

Joy Division var et post-punk-band, der blev dannet i 1976.[nb 1] Gruppen bestod af Ian Curtis (vokal og lejlighedsvist guitar), Bernard Sumner[nb 2] (guitar og keyboard), Peter Hook (bas) og Stephen Morris (trommer og percussion).

Historien om bandet starter ofte med slutningen – den depressionsramte frontmand Ian Curtis' myteskabende selvmord d.18 maj 1980.[1] Tragedien overskyggede på mange måder den kommercielle succes, som fulgte i kølvandet på udgivelsen af gruppens andet album, Closer (1980), samt især singlen "Love Will Tear Us Apart", der blev gruppens største hit nogensinde.[2]

De tre resterende medlemmer Bernard Sumner, Peter Hook og Stephen Morris valgte efterfølgende at fortsætte sammen under det nye navn New Order – et navn der skulle vise sig at være særdeles velvalgt, idet gruppen i den grad kom til at sætte en ny dagsorden på både den nationale og internationale musikscene.[3]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Grundlæggelsen (1976-1978)[redigér | redigér wikikode]

I 1976 optrådte Sex Pistols på Lesser Free Trade Hall i Manchester. Blandt publikum var Bernard Sumner, Peter Hook og Terry Mason, der stærkt inspireret af koncerten valgte at danne et band – i første omgang under navnet Stiff Kittens, hvilket angiveligt var ment som en joke.[4][5] Med Sumner på guitar, Hook på bas og Mason på trommer manglede gruppen blot en forsanger, hvilket endte med at blive Ian Curtis, der besvarede et opslag i den lokale pladebutik.[6]

Gruppens første optræden fandt sted på The Electric Circus i maj 1977 som opvarmning for The Buzzcocks, men forud for koncerten – hvor de optrådte under navnet Warsaw[nb 3] – valgte Mason at droppe ud og han blev i al hast erstattet af Tony Tabac.[6] Tabac var dog ikke nogen permanent erstatning som trommeslager, og efter at have haft Steve Brotherdale inde over for en stund, blev Stephen Morris indlemmet.[6] Gruppen var dermed komplet, og i slutningen af 1977 valgte de at skifte navn til Joy Division – inspireret af bogen House of Dolls (1955), hvor der refereres til grupper af jødiske kvinder, der blev holdt fanget som prostituerede i de nazistiske KZ-lejre.[4][7]

I januar 1978 spillede og indspillede gruppen for første gang under navnet Joy Division – det blev således til en koncert i The Pips Club, samt indspilning af EP'en An Ideal for Living i Pennine Sound Studio.[4][7] Bandet deltog desuden i en bandkonkurrence, der – trods manglende succes – skulle vise sig at blive et vendepunkt, idet de mødte den lokale tv-vært Tony Wilson – manden der stiftede det sidenhen legendariske pladeselskab, Factory Records.[4][7]

Samtidig med at gruppen påbegyndte indspilningerne af de Martin Hannett-producerede numre "Digital" og "Glass"[nb 4], blev Rob Gretton hevet ind som manager for gruppen.[4] Holdet omkring var efterhånden fuldendt, og bandet fik desuden masser af medieopmærksomhed med bl.a. en forside i musikmagasinet NME – sandsynligvis stærkt foranlediget af Paul Morley, der skrev om gruppen i NME ved enhver given lejlighed[4] – samt en studiesession hos den populære DJ på BBC, John Peel.[8] Gruppens ansigt udadtil blev efterhånden tegnet af fotograferne Kevin Cummins og Anton Corbijn, medens Peter Saville sørgede for den grafiske profil i form af samtlige af gruppens album-covers.[4][9]

Unknown Pleasures (1979)[redigér | redigér wikikode]

Joy Divisions debutalbum, Unknown Pleasures, blev indspillet i løbet af en uge i Strawberry Studios i Stockport, og var klar til udgivelse i juni 1979.[10] Gruppen havde formået at kreere et album, der både musikalsk og visuelt var nyskabende, hvilket var med til at gøre Unknown Pleasures til en succes såvel kommercielt som anmeldermæssigt.[10][11] Produceren Martin Hannetts stilskabende produktion, der blandede industrielle lyde, digitale effekter og flittig brug af rumklang, var stærkt medvirkende til at give bandet dets unikke lyd.[8][11][12] Hannett valgte desuden at hive Peter Hooks lyse, melodiske baslinjer og Stephen Morris' innovative brug af akustiske og elektriske trommer helt frem i lydbilledet.[11]

Closer og Curtis' selvmord (1980)[redigér | redigér wikikode]

Joy Divsion fik sit første og eneste hit med "Love Will Tear Us Apart" i juni 1980, kort efter Curtis' død. Nummeret er indspillet samtidig med resten af Closer (1980), men er lige som gruppens øvrige singler IKKE at finde på originaludgaverne af gruppens to albums.[Kilde mangler]

Eftervirkning[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Musikalsk stil[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Lyrik[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Arv og indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Der er skrevet adskillige bøger om Joy Division, bl.a. Ian Curtis' kone, Deborah Curtis' biografi om Ian Curtis, Touching from a Distance fra 1995. Denne bog dannede desuden basis for filmen Control (2007), som blev instrueret af den hollandske rockfotograf Anton Corbijn.[Kilde mangler]

Michael Winterbottoms spillefilm 24 Hour Party People (2002) udspiller sig i høj grad omkring Joy Division og filmen indeholder en rekonstruktion af Ian Curtis' selvmord. Det var Sean Harris, der – meget livagtigt – spillede Ian Curtis.[Kilde mangler]

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

Studiealbums[redigér | redigér wikikode]

Opsamlinger[redigér | redigér wikikode]

EP'er[redigér | redigér wikikode]

Singler[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Christensen, Jeppe Krogsgaard og Jesper Nykjær Knudsen (2005). Lydbilleder - Stemmer, strofer og beats i en ny tids musik. Modtryk. ISBN 87-7394-951-5. 
  • Cummins, Kevin (2010). Joy Division. Rizzoli. ISBN 978-0-8478-3481-5. 
  • Sneum, Jan (red.) (2004). Politikens store rockleksikon. Politiken. ISBN 978-87-567-6201-4. 

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Noter
  1. Årstallet marker starten på gruppen - navnet Joy Division kom først til i 1977.
  2. Sumner krediteres også under navnene Bernard Dicken og Bernard Albrecht.
  3. Inspireret af David Bowie-nummeret "Warszawa".[4]
  4. Numrene blev indspillet til EP'en A Factory Sample, der blev udsendt i januar 1979[7]
Fodnoter
  1. Sørensen 2007, s. 183
  2. Sneum 2004, s. 705
  3. Christensen 2005, s. 115-116
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 4,4 4,5 4,6 4,7 Hall 2009, s. 46
  5. Christensen 2005, s. 116
  6. 6,0 6,1 6,2 Christensen 2005, s. 117
  7. 7,0 7,1 7,2 7,3 Christensen 2005, s. 118
  8. 8,0 8,1 Christensen 2005, s. 119
  9. Cummins 2010
  10. 10,0 10,1 Christensen 2005, s. 119-120
  11. 11,0 11,1 11,2 Dimery 2008, s. 432
  12. Hall 2009, s. 50
Bibliografi
  • Christensen, Jeppe Krogsgaard og Jesper Nykjær Knudsen (2005), Lydbilleder - Stemmer, strofer og beats i en ny tids musik, Modtryk, ISBN 87-7394-951-5 
  • Cummins, Kevin (2010), Joy Division, Rizzoli, ISBN 978-0-8478-3481-5 
  • Dimery, Robert (red.) (2008), 1001 album du skal høre før du dør, Politiken, ISBN 978-87-567-8658-4 
  • Hall, Martin (2009), Joy Division - Afmagtens brutalitet, Klub GAFFA (juni) 
  • Sneum, Jan (red.) (2004), Politikens store rockleksikon, Politiken, ISBN 978-87-567-6201-4 
  • Sørensen, Dorte Hygum (2007), Rock - Fra rhythm'n' blues til mash up, Politiken, ISBN 978-87-567-7993-7 


Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:


Gnome-dev-camera.svg Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede
Hjælp os ved at uploade dit eget billede eller finde et på Internettet.