Konebåd

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Konebåd i Barrow, Alaska
Konebåd ved Grønland omkring 1830
Umiak (David Cranz 1770)

En konebåd (grønlandsk: umiaq) er navnet på inuiters større fartøj. Det danske navn skyldes, at båden ros af kvinder.

Konebåden er fladbundet og består af et træskelet, der sammenfalses og sammenbindes. Betrækket består af afhårede sælskind, som sys vandtæt sammen og udspændes over skelettet i udblødt tilstand således, at det efter tørring sidder stramt som et trommeskind.

En konebåd er i almindeligvis 8-10 m lang, 1½ m bred foroven og meget rummelig og let i forhold til sin størrelse. Den blev roet af 4 eller 6 kvinder og styredes som oftest af en ældre mand. Den bruges som befordringsmiddel, når en inuit-familie rejste fra det ene sted til det andet, og rummede derfor hele familiens ejendom: telt, husgeråd, hunde, børn med mere. Den tålte ikke megen søgang, hvorfor rejserne så vidt muligt blev foretaget langs kysterne, så at man i påkommende uvejr kunne søge land.

Med en sådan spinkel, ofte fyldt skindbåd færdedes grønlænderne i de isopfyldte farvande, hvor ofte en rivende strøm maler isskodserne sammen mod hinanden, eller hvor man på den ene side har det isopfyldte eller åbne hav, på den anden side en brat klippekyst, hvor landing er umulig. Skindbåde havde for inuiterne mange fordele frem for andre både. De rummede meget på grund af deres fladbundede form, de var lette at hale på land og op på isen såvel som at bære kortere strækninger over land, og i tilfælde af havari — et hul på skindet, hvad jo meget let kan ske, når isen er skarp og tæt — kunne skaden straks afhjælpes ved at presse et stykke spæk mod lækken og senere repareres ved hjælp af synål og tråd. Selv om båden kommer lidt i pres af is, så at noget af træværket knækkedes, kunne den lige fuldt anvendes, hvis blot skindet holdt sig tæt. Endelig skal nævnes, at en konebåd kunne flyde på lavt vand, og at den ved på land at vendes med bunden i vejret kunne benyttes som telt, når dette manglede.

En almindelig dagsrejse med en sådan båd var 40—60 km. Inuiterne forstod med beundringsværdig snildhed og udholdenhed at manøvrere deres skrøbelige både selv under vanskelige isforhold.

Den ældste daterede konebåd stammer fra omkring år 1500, men konebåde har utvivlsomt været anvendt af Thule-kulturen i hele dennes eksistensperiode (1000-1800). I Østgrønland og i Nordøstcanada var konebåde i brug helt op i 1930-erne. Først efter 2. verdenskrig blev den afløst af motordrevne fartøjer.

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]