Konstitutionelt monarki

Konstitutionelle monarkier med repræsentativt parlamentsystem er vist med rød. Andre typer af konstitutionelle systemer er vist med violet.

Konstitutionelt monarki er et regeringssystem, hvor statsoverhovedet (monarken) er bundet af en forfatning i modsætning til absolut monarki, hvor monarken har uindskrænket politisk magt.

I et konstitutionelt monarki overgår posten som statsoverhoved ved arv inden for en kongelig familie. I et konstitutionelt monarki er statsoverhovedet ikke regeringsleder, men den person hvis navn koordinerer det parlamentariske systems regeringsfunktioner. Der er undtagelser. Både Kongen af Sverige og Japans kejser er udelukket fra den praktiske proces i regeringsledelsen af deres landes moderne forfatninger. Begge lande betegnes dog som konstitutionelle monarkier.

Det siges om det konstitutionelle monarki, at monarken er magthaver af navn, men ikke af gavn. De fleste af de moderne konstitutionelle monarkier har deres oprindelse i tidligere mere magtorienterede monarkier, hvor monarken ofte styrede landet enevældigt. Det er ikke et krav i et konstitutionelt monarki at parlamentet/folketinget er demokratisk valgt, men det er ofte tilfældet.

Storbritannien er et af de ældste konstitutionelle monarkier, som ikke har en skreven grundlov. I stedet fungerer det under en samling af skrevne love, uskrevne regler, royale privilegier og traditioner, som tilsammen former Storbritanniens uskrevne grundlov.

Indførelsen af konstitutionelt monarki i Danmark

Danmark overgik fra enevælde til konstitutionelt monarki i 1848-1849.

Selve overgangen enevælde til folkestyre skete i fred og fordragelighed. Christian VIII havde i sin korte regeringstid (1839-1848) læst skriften på væggen. Han var Danmarks sidste enevælds konge, men tillod et begrænset by- og landskommunalt selvstyre. Christian VIII anbefalede sønnen Frederik VII at opgive enevælden, og da denne desuden ikke var synderligt interesseret i politik, underskrev han den 5. juni 1849 Danmarks Riges Grundlov.

Kvalitetssikring Dette afsnit bør bringes til at stemme med Wikipedias standard if. Wikipedia:QA

Det konstitutionelle monarki begyndte i Danmark ved stadfæstelsen af den første grundlov. Den svækkede kongens magt betydeligt.

• 1831 – De første rådgivende provinsialstænderforsamlinger indføres som en forløber for demokratiet.
• 1841 – De danske kommuner oprettes. De kaldes dengang sogneforstanderskab og svarer til vores kommunalbestyrelser.
• Der er opstået en demokratiseringsproces i Danmark.
• 1848 – Frederik d. 7. er blevet konge og han er efter et folketog, tvunget til at være for demokratiet. Han nedsætter en kongevalgt regering, der skal danne en grundlovgivende forsamling af både kongevalgte og folkevalgte mænd.
• Grundloven bliver skrevet med inspiration fra resten af Europa af minister D.G. Monrad og ligger d. 5. juni klar til underskrift. Denne lovgivning gælder kun kongeriget og ikke Slesvig og Holsten.
• Grundloven giver bønder stemmeret trods adelens protester , og den er et meget demokratisk styre.
• Med grundloven oprettes tokammersystemet: Folketinget og Landstinget. Der er 179 medlemmer i Folketinget og 66 medlemmer i Landstinget. Mange over 30 år kan stemme på medlemmer til begge ting. Kvinder, tosser, alkoholikere, fattighjælpsmodtagere, kriminelle og mange andre ”udstødte” i samfundet har ikke stemmeret. Mænd over 35 år kan stille op til Folketinget og over 40 år til Landstinget.
• 73 % af alle mænd over 30 år har stemmeret.
• For at et lovforslag kan vedtages, skal begge kamre godkende det. Det er svært, da der i Folketinget er flertal af bønder, mens der i Landstinget er flertal af adelige eller godsejere.
• 1848 – Slesvig-holstenerne kræver en fri forfatning som kongeriget og sender en delegation til Frederik d. 7.. Kongen nægter dem samme forhold som den danske befolkning og fortsætter sit enevælde i de Slesvig-Holstenske områder.
• Tyske slesvig-holstener gør oprør og starter den første slesvigske krig: en borgerkrig mellem danske og tyske slesvig-holstenerne. Krigen svinger i styrke, og efter tre år vinder Danmark med støtte fra England, Frankrig og Rusland, der ikke gerne ser et større og mere magtfuldt Tyskland.
• Det aftales at Slesvig-Holsten forbliver under den danske konge, og at Slesvig og Holsten ikke må skilles.
• Kongen ønsker at fuldføre "helstaten", Danmark, Slesvig og Holsten under ét. Andre er fortalere for Ejderpolitikken, som går ud på at dele Slesvig og Holsten. Holsten er mest tysk, så danskerne vil give afkald på Holsten og indlemme Slesvig.
• 1863 - Slesvig omfattes af Grundloven. Det er et brud på fredsaftalen og holstenerne protesterer.
• 1864 - Prøjsen indleder en krig mod Danmark, den anden slesvigske krig, og de tre stormagter som tidligere hjalp Danmark, ønsker ikke hjælpe længere. Danmark taber krigen og mister Slesvig, Holsten og Lauenborg. Sidstnævnte fik Danmark som erstatning, da det mistede Norge i 1814.
• Med krigen falder Danmarks selvværd, for Danmark går fra at være en mellemstor stat til at være en lille, ubetydelig småstat. Det har mistet 40 % af vores territorium.
• Nu er Danmark nødt til at satse på den danske jord og begynder at opdyrke de jyske heder. Efter krigen går Danmarks grænser ved Kongeåen, lige syd for Kolding.
• 1866 – Adelen mener, at det var en stor fejl at lade almindelige bønder få stemmeret, da de har kostet Danmark store landområder. Grundloven ændres og giver hermed 27 medlemmer af Landstinget to stemmer. De er de formuende godsejere. I øvrigt vælger kongen 12 mænd til Landstinget.
• Denne ulige valgret varer fra 1866 til 1915.
• 1872 – I Folketinget sidder bønderne med et flertal, men i Landstinget sidder godsejerne med flertal. Det skaber store problemer, da ingen kan blive enige. Da kongen selv nedsatte regeringen, er bønderne utilfredse: kongen vælger højreorienterede ministre. Bønderne mener, at Folketinget er over Landstinget, og at kongen skal vælge sine ministre fra Folketinget. Det kaldes forfatningskampen, der slutter i 1894.

Udformningen af konstitutionelt monarki i Danmark

I Danmark er den konstitutionelle monarki fastlagt ved grundloven, der som et af sine hovedpunkter netop har at regulere forholdet mellem monarken på den ene side og den folkevalgte lovgivende forsamling samt den myndighedsudøvende regering og embedsmændene på den anden. Formuleringen af bestemmelserne herom er skrevet i et noget indforstået sprog.

I modsætning til mange andre landes grundlove indeholder den danske grundlov end ikke et udsagn om folkesuveræniteten. Ordene demokrati eller folkestyre er ikke nævnt, og der er en stadig fremhæven af "Kongen" som indehaver af en række beføjelser, hvilket viser tilbage til forholdene ved den første konstitutionelle grundlovs vedtagelse i 1849. Blandt hovedpunkterne i grundloven kan fremhæves følgende:

• grundlovens § 2 fastslår, at "regeringsformen er indskrænket-monarkisk". Dette er lovens formulering af begrebet "konstitutionelt monarki" men unægtelig i et lettere forståeligt ordvalg.
• grundlovens § 3 fastslår, at "den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene." Det er Folketinget, der vedtager forslag til love, men det er kongen (monarken), der derefter endeligt godkender den med sin underskrift, jf.
• grundlovens § 14, der fastslår, at "kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen".

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med

• grundlovens § 12, der fastslår, at "kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver den gennem ministrene",
• grundlovens § 13, der fastslår, at "kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov", og
• grundlovens § 14, der i første sætning fastslår, at "kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem".

Lidet kendt men såre vigtig er

• grundlovens § 16, ifølge hvilken "ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager". Kongen kan således ene beslutte, at der skal rejses tiltale mod en given minister for dennes embedsførelse, selv om denne har fundet tilslutning blandt et flertal i Folketinget.

Yderligere bør fremhæves

• grundlovens § 19, stk. 1, hvorefter "kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som iøvrigt er af større betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke." og samme lovs
• stk. 2, hvori det hedder, at "bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde".

og

• grundlovens § 24, hvorefter "kongen kan benåde og give amnesti".

Det er vigtigt at forstå grundlovens opbygning: den til enhver tid fungerende monark sidder med det øverste ansvar, men er samtidig ansvarsfri. Enkelte, helt centrale beføjelser tillægges monarken, men normalt vil denne følge de beslutninger, som træffes dels af Folketinget, dels regeringen. Monarken er ene om at beskytte befolkningen mod magtmisbrug fra Folketings og regerings side. Formelt kan monarken undlade at lade en regering tiltræde eller afskedige denne, reelt er det kun sket een gang, at en dansk konge fandt anledning til at skride til så drastisk en handling.

Modviljen mod det konstitutionelle monarki og dens årsager

Det er lidt af en offentlig hemmelighed, at der er politiske kræfter som gerne ser grundlovens bestemmelser forandret derhen, at en monark ikke mere har indflydelse på regeringsførelse og lovgivning. De ser hellere en folkevalgt præsident.

Litteratur

• "Systemskiftet 1948-49 - retorik og realiteter" (Den Jyske Historiker, nr. 83-84, 1999)
• Erik Møller: Helstatens Fald 1855-64. I—II. København 1958

Eksterne henvisninger

• Povl Bagge (anmeldelse af): "Erik Møller: Helstatens Fald 1855-64. I—II. København 1958. 649 , 331 sider. (Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 6 (1960)
• Claus Friisberg: "Den parlamentariske statsskik og Orla Lehmann" (Historie/Jyske Samlinger, Bind 1996; 1996)
• Claus Friisberg: "Systemskiftet 1848-49" (Historie/Jyske Samlinger, Bind 2000; 2000)
• Holger Hjelholt: "Carl Moltke og dannelsen af helstatsministeriet i januar 1852" (Historisk Tidsskrift, 11. række, Bind 5; 1956)
• Søren Juelstorp: "Den store forfatningsdebat 1841-42" (Historie/Jyske Samlinger, Bind 1995; 1995)
• Leo Tandrup: "D.G. Monrads syn på konstitutionalisme og parlamentarisme 1869-1886" (Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 8; 1968)

Se også

• Eksisterende monarkier