Kropssprog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mimikere benytter kropssprog som eneste form for kommunikation med publikum.

Kropssprog er en form for ordløs (non-verbal) kommunikation og består af sammensætningen af kropsholdning, ansigtsudtryk, øjenbevæglser og gestus. Kropssproget fortolkes ubevidst af alle med undtagelse af autister. Ordret "kropssprog" blev opfundet af den australske sælger, forfatter og marketingsekspert Allan Pease i begyndelsen af 1970'erne. Kropssprog er altså en del af det sprog, der mere eller mindre bevidst udtrykkes med vores krop og ansigtsudtryk. Kropssproget udtrykker vore indre tanker, og hvad vi synes om vores omgivelser og de mennesker, vi er sammen med.

Psykologen Albert Mehrabian fandt ved forsøg ud af, at kropssproget og den nonverbale kommunikantion har den største betydning for, hvordan vi opfatter andre. Han er kendt for 7-38-55 reglen: vores opfattelse af andre og troværdigheden af det, de siger, afgøres af deres ord (7%), betoning (38%) og kropssprog (55%). "Reglen" er en af de mest misforståede koncepter inden for socialpsykologien. "Reglen" baseres på nogle mindre forsøg i starten af 1970'erne, hvor deltagerne skulle give udtryk for, hvor meget vægt de lagde på enkelte modaliteter i forbindelse med incongruente ytringer. Dvs. om deltagerne stolede mest på ord, tone eller ansigtsudtryk, når en person f. eks sagde: "Der er ikke noget problem" og så kigger væk.

Det er således fejlagtigt at forstå kommunikation som værende 93% nonverbal, det var ikke hvad forsøgene af Mehrabian konkluderede[1][2]

Det var zoologen Desmond Morris, der skabte interessen for non-verbal kommunikation og kropssprog uden for forskerkredse med sin bog "The Naked Ape".

Se også[redigér | redigér wikikode]

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Mehrabian, A., & Ferris, S.R. (1967). Inference of attitudes from nonverbal communication in two channels. Journal of Consulting Psychology, 31, 248-252
  2. Mehrabian, A., & Wiener, M. (1967). Decoding of inconsistent communications. Journal of Personality and Social Psychology, 6, 109-114