Løvtræer
Ved løvtræ forstås sædvanligvis et træ tilhørende den botaniske klasse "De Tokimbladede". Ofte medregnes her også tempeltræet. Bambus, palmer, Koglepalmer og træbregner medregnes normalt ikke til løvtræerne. Selvom de har en række karakteristika tilfælles med løvtræerne er der også en række væsentlige forskelle, f.eks. mangel på egentlig ved eller i blomster og forplantningsorganer.
Løvtræer i Danmark er tillige løvfældende, dvs. de taber bladene om efteråret, hvilket gælder for de fleste løvtræer i områder med frost om vinteren. Løvfaldet i Danmark skyldes typisk den mindre lysmængde om vinteren og/eller den lavere temperatur.
De fleste arter af løvtræer er dog ikke løvfældende, fordi de vokser i områder hvor bladene kan beholdes hele året. Visse løvtræer, der ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, er løvfældende her hos os, men ikke i deres naturlige områder.
Løvtræer der ikke er løvfældende kan være stedsegrønne eller (sjældnere) vintergrønne.
Nogle typiske danske løvtræer er f.eks. Almindelig Bøg, Stilk-Eg, Almindelig Ask, Ahorn, Dun-birk, Rød-el, Småbladet Lind.
Botanisk
Hvor Nåletræer udgør en såkaldt taksonomisk gruppe, er dette ikke tilfældet for løvtræer. Løvtræer er en type af planter indenfor den taksonomiske gruppe De Tokimbladede. Og der forekommer da også enkelte buske med nåleformede blade blandt De Tokimbladede uden at disse henregnes til Nåletræerne.
De fleste danske løvtræer hører dog til en af følgende få familier:
- Birke-familien: Bl.a. Avnbøg, arter af El og Hassel
- Bøge-familien: Bl.a. Almindelig Bøg, Ægte Kastanje og forskellige arter af Eg
- Elme-familien: Forskellige arter af Elm
- Linde-familien: Forskellige arter af Lind
- Løn-familien: Forskellige arter af Løn
- Oliven-familien: Bl.a. Almindelig Ask og Almindelig Liguster
- Pile-familien: Bl.a. Bævre-Asp og forskellige arter af Poppel og Pil
- Rosen-familien: Forskellige arter af Røn samt frugttræer som Æble og Pære
Se også
Se Wiktionarys definition på ordet: |