Lafferkurven

t* repræsenterer det skattetryk, der maksimerer skatteindtægterne. Bemærk: Diagrammet er ikke skalerbart; t* kunne teoretisk set ligge ethvert sted på kurven, og ikke nødvendigvis omkring 50% som vist her.

Lafferkurven bruges til at illustrere teorien bag en optimal skattesats, der genererer maksimale skatteindtægter.

Kurven er udarbejdet af den amerikanske økonom Arthur Laffer og bygger på ideen om, at der eksisterer en skattesats under 100%, der maksimerer skatteindtægterne, og hvorfra både en nedsættelse og forhøjelse af skattetrykket vil resultere i færre indtægter.

For store skattenedsættelser vil tydeligvis give færre skatteindtægter, men noget mindre intuitivt vil det modsatte scenarie med skatteforhøjelser også resultere i færre skatteindtægter:

Argumentationen er tydeligst, hvis man ser på yderpunkterne af Lafferkurven ved skattetryk på hhv. 0 og 100 %. En skattesats på 0% giver naturligvis ingen skatteindtægter – men en sats på 100% vil ligeledes resultere i nul skatteindtægter. Eftersom staten vil tage al indtjening, fjernes incitamentet til at arbejde fuldstændigt. Dermed ændrer skattebetalerne deres produktionsadfærd, hvorved staten vil kunne opkræve 100% af ingenting. Et sted mellem disse to yderpunkter eksisterer en skattesats, der vil maksimere skatteindtægterne. Op til dette punkt vil skatteforhøjelser i faldende grad give flere skatteindtægter, ligesom skattelettelser i stigende grad vil være selvfinansierende.

Punktet, hvor kurven viser den maksimale skatteindtægt, vil være forskelligt fra land til land og er genstand for en del teoretisk spekulation.

Lafferkurven er central i teorien om udbudsøkonomi og blev antagelig først taget i brug af Wall Street Journal journalisten Jude Wanniski efter et møde i 1974 mellem Laffer, Wanniski, Dick Cheney og hans pressesekretær Grace-Marie Arnett. Ved mødet skulle Laffer have tegnet en hurtig skitse af kurven på en serviet, hvilket umiddelbart fangede de tilstedeværendes interesse. Omend Laffer ikke selv kan huske mødet og ikke gør noget krav på at være opfinder af konceptet. I stedet tilskriver han det til 1300-tallets islamiske lærde Ibn Khaldun og senere den engelske økonom John Maynard Keynes.

Topskat

En undersøgelse udført af Rockwool Fondens Forskningsenhed nåede i november 2006 frem til, at en nedsættelse af topskatten ville kunne resultere i forhøjede skatteindtægter, hvilket af mange blev udlagt som et tydeligt bevis på, at det danske skattesystem havde passeret lafferkurvens toppunkt.

Analysen blev udarbejdet af to forskere tilknyttet Københavns Universitet; lektor Henrik Jacobsen Kleven og professor Claus Thustrup Kreiner.

Lafferkurven og toppunktsbestemmelse

Gælder i teorien til toppunktsbestemmelse ved flad beskatning (dvs. samme skattesats for alle indkomstgrupper)

Først antages det at arbejdsudbuddet kan opskrives på følgende måde: Arbejdsudbud: L^s=A[w(1-t)]^ε

A er en konstant, ε angiver arbejdsudbuddets elasticitet ved en given skattesats.

Lønsats: w=løn (lønnen er fastsat på en bestemt niveau (prædefineret) jf. efterspørgselssiden) Skatteprovenuet kan opskrives på følgende måde: TR = wL∙t=wA(w(1-t))^ε∙t

wL angiver lønindkomsten (L^s (w)), t er skattesatsen

Nu ønskes der at finde den skat t, der maksimere skatteprovenuet TR. Dette gøres ved at differentiere og sætte lig nul. dTR/dt=wA∙w^ε (ε(1-t)^(ε-1)∙(-1)t+1(1-t)^ε )=0 - bruger at (1-t)^(ε-1)=(1-t)^ε∙(1-t)^(-1) da wA∙w^ε er ikke afhængig af t, dvs. er en konstant, vil dTR/dt kun være 0, når: ε(1-t)^(ε-1)∙(-1)t+1(1-t)^ε=0 ⇔ -εt(1-t)^(-1)+1=0 ⇔ ε t/(1-t)=1 ⇔ ε=1/t-1 ⇔ t*=1/(1+ε)

dvs. skatten t* vil maksimere skatteprovenuet TR.