Skat

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Skat (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Skat)
"På skatteoppkræverens kontor." Anonymt efter de Marinus Van Reymerswaele (1575-1600). Kunstmuseumet i Nancy.

Skat (af norrønt:"Skattr") er den almindelige betegnelse for penge eller - især tidligere - naturalier, der opkræves af det offentlige, dvs. staten og lokale administrative enheder (som f.eks. kommuner) til dækning af disses udgifter. Både borgere (fysiske personer) og juridiske personer som virksomheder og foreninger kan være skattepligtige. Som regel opkræves skatter af en specialiseret organisation, skattevæsenet.

Det statslige skattevæsen i Danmark er lagt sammen med toldvæsenet, først under navnet ToldSkat, men i 2005 skiftede ToldSkat navn og hedder nu kun SKAT.

Definition: Hvad er en skat?[redigér | redigér wikikode]

I Danmarks Statistiks opgørelser defineres en skat som en obligatorisk ydelse, der betales til offentlig forvaltning og service, uden at denne giver direkte ret til en speciel modydelse.[1] Definitionen indeholder tre led, som altså alle skal være opfyldt, for at der er tale om en skat: Ydelsen skal være obligatorisk (arv og gaver til det offentlige er således ikke en skat), den skal betales til det offentlige, og der skal ikke være nogen direkte modydelse tilknyttet. Brugerbetaling (f.eks. egenbetaling i offentlige børnehaver) og diverse gebyrer betragtes således ikke som skatter, selvom de betales til det offentlige og er obligatoriske for de pågældende brugere. Der er dog ikke altid en skarp grænse mellem, hvad der opfattes som skatter, og hvad der ikke gør.[1]

I dagligsproget skelnes somme tider mellem skatter og afgifter. Ifølge ovenstående definition er afgifter imidlertid også skatter, nemlig synonyme med begrebet indirekte skatter. Øvrige skatter kaldes omvendt direkte skatter.

Formål med beskatning[redigér | redigér wikikode]

Beskatning foretages for at skaffe indtægter, der skal finansiere den offentlige sektors udgifter. Derudover kan beskatning bruges som instrument til at påvirke fordelingen i samfundet i den retning, det ønskes, og til at regulere adfærden (f.eks. via miljø- eller giftskatter). Også i konjunktursammenhæng kan ændringer i beskatningen bruges til enten at dæmpe eller stimulere den økonomiske aktivitet.

Forskellige typer beskatning[redigér | redigér wikikode]

De forskellige skatter opdeles efter skatteart i seks forskellige grupperinger:[1]

  • Indkomstskatter er den helt dominerende beskatningsart i Danmark og omfatter beskatning af indkomst for både personer og selskaber mv. Ved indkomst forstås her både arbejdsindkomst, kapitalindkomst og indkomstoverførsler af forskellig art. De danske indkomstskatter kan igen opdeles i tre hovedgrupper: Beskatning af personlig indkomst, der alene siden slutningen af 1970'erne har udgjort omkring halvdelen af den samlede beskatning, selskabsskatter, der inklusive beskatningen af olie- og naturgasindvindingen i Nordsøen udgør ca. 5 % af den samlede beskatning, og pensionsafkastskat, som er en beskatning på forrentning og afkast af formuen i pensionskasserne. Denne svinger kraftigt fra år til år, men har i gennemsnit udgjort ca. 3 % af de samlede skatter siden 2000.
  • Obligatoriske bidrag til sociale ordninger (udgjordes i Danmark tidligere især af A-kasse-kontingenter og efterlønsbidrag, der dog ikke længere betragtes som skatter efter den seneste revision af Nationalregnskabet i september 2014).
  • Andre arbejdsmarkedsbidrag, hvor afgrænsningen i forhold til den foregående gruppe er, at provenuet ikke er øremærket særlige sociale formål. Lønsumsafgiften, som betales i den finansielle sektor, er et eksempel på en sådan skat.
  • Skat af formue, ejendom og besiddelse udgøres i Danmark i dag af tre komponenter: Ejendomsskatter, afgift på motorkøretøjer og arveafgifter. Tidligere indgik også formueskatten, som blev afskaffet i 1997, her. Mens denne gruppe lige efter 2. verdenskrig udgjorde omkring 12 pct. af den samlede beskatning, er den igennem efterkrigstiden skrumpet ind til at udgøre 4-5 % i dag.
  • Afgifter af varer og tjenester udgør i Danmark knap en tredjedel af de samlede skatter. Moms er langt den vigtigste afgift, men også diverse punktafgifter spiller en rolle her. Punktafgifter pålægges specifikke varer, i nogle tilfælde fordi staten har et ønske om at begrænse forbruget af denne vare. Eksempler er alkohol, miljøbelastning som spildevand og affald, spil mm. En væsentlig del af punktafgifterne udgøres af energiafgifter.
  • Andre produktionsskatter er indirekte skatter, der ligesom den foregående gruppe opkræves hos virksomhederne. Forskellen er, at der for "andre produktionsskatter" ikke er nogen direkte tilknytning til vare- eller tjenestestrømmene. Erhvervenes ejendomsskatter, der jo ikke direkte afhænger af den producerede mængde salgsvarer i virksomheden, er et eksempel på sådan en skat.

Skattesystemets modstridende hensyn[redigér | redigér wikikode]

De fleste skatter påvirker skatteydernes adfærd, og ofte i en økonomisk mindre effektiv retning. De fleste skatter skaber dermed såkaldte forvridninger, som mindsker den samfundsøkonomiske effektivitet. En overordnet problemstilling i et hensigtsmæssigt skattesystem er derfor at opkræve et provenu, der er tilstrækkeligt til at dække de offentlige udgifter og samtidig indebærer en rimelig fordeling af byrder og forbrugsmuligheder mellem de forskellige befolkningsgrupper uden at skabe for store forvridninger. I praksis vil disse forskellige formål i et vist omfang stride imod hinanden, og et lands skattesystem vil derfor typisk blive et kompromis mellem forskellige hensyn, der må afvejes mod hinanden.[2]

Forvridninger af beskatning[redigér | redigér wikikode]

Et typisk eksempel på en skatteforvridning er skat på arbejdsindkomst, der kan tænkes at påvirke, hvor meget folk ønsker at arbejde. Der er to modsatrettede effekter: På den ene side medfører en skat, at nettogevinsten ved at arbejde i stedet for at holde fri bliver mindre, hvilket giver en tilskyndelse til at arbejde mindre (den såkaldte substitutionseffekt). På den anden side medfører skatten, at personen bliver fattigere, og det kan medføre, at han arbejder mere for at kunne opretholde et højt forbrug (den såkaldte indkomsteffekt). Empiriske undersøgelser viser typisk, at substitutionseffekten er stærkere end indkomsteffekten, sådan at folk arbejder mindre som følge af en skat på arbejdsindkomst. Afgifter på forbrugsvarer påvirker grundlæggende arbejdsudbuddet på samme måde som en skat på arbejdsindkomst, idet begge former for beskatning formindsker den disponible realindkomst. Differenteriede afgifter kan desuden forvride forbrugssammensætningen; punktafgifter formodes således at føre til mindre forbrug af de pågældende varer. Skat på kapitalindkomst (eksempelvis selskabsskat og beskatning af rente- og aktieafkast) kan tilsvarende tænkes at forvride investerings- og opsparingsbeslutninger.[3]

Neutrale og effektivitetsforbedrende skatter[redigér | redigér wikikode]

Mens de fleste typiske skatter således medfører en samfundsøkonomisk forvridning, eksisterer der også skatter, der er neutrale i den forstand, at de ikke påvirker folks adfærd, og skatter, der i sig selv medfører en samfundsøkonomisk effektivitetsforbedring fordi de påvirker folks adfærd i en hensigtsmæssig retning. Et typisk eksempel på det sidstnævnte er miljøafgifter, der formindsker forurening. Neutrale skatter er eksempelvis skat på jord i stil med grundskylden, eller skat på afkastet fra udvinding af naturresurser som olie og naturgas.[4] Også skat på såkaldt ren profit vil være neutral. Det samme gælder en kopskat, som imidlertid af fordelingsmæssige årsager sjældent anvendes i nogle lande.

Fordelingsvirkninger af beskatning[redigér | redigér wikikode]

Fordelingsvirkningerne af beskatning har overordentlig stor betydning for beskatningens opbakning i befolkningen. Man taler traditionelt om det vandrette og det lodrette lighedsprincip, som begge opfattes som principper der i de fleste lande er et almindeligt ønske om at opretholde.[5] Det vandrette lighedsprincip tilsiger, at personer med samme reelle skatteevne og indkomstmuligheder bør betale det samme i skat, selvom deres formelle forhold adskiller sig, eksempelvis hvis de har forskellige erhverv, eller deres indkomst hidrører fra forskellige kilder. Det lodrette lighedsprincip tilsiger, at folk med højere skatteevne bør beskattes (forholdsvis) mere end personer med lavere skatteevne.

Det vandrette lighedsprincip bruges eksempelvis som argument for, at frynsegoder bør beskattes på lige fod med almindelig monetær indkomst, og at boligejere bør beskattes af den huslejebesparelse, de opnår ved at have en ejerbolig (lejeværdien af egen bolig); ellers ville en ejer og en lejer med samme indkomst og forbrug ikke blive skattemæssigt ligestillet.[6]

Det lodrette lighedsprincip bruges som argument for at skattesystemet samlet bør være progressivt, sådan at højindkomstgrupper betaler relativt mere i skat end lavindkomstgrupper.

Fordelingsvirkningerne af danske skatter[redigér | redigér wikikode]

De forskellige direkte og indirekte skatter i det danske skattesystem har forskellge fordelingsvirkninger. Undersøgelser peger på, at topskat, aktieskat og ejendomsværdiskat er de skatter, der virker mest progressivt i den forstand, at de betales relativt mest af højindkomstgrupper. Indirekte skatter virker omvendt i gennemsnit modsat: De vender den tunge ende nedad, idet de betales relativt mest af lavindkomstgrupper. Skatter som kommuneskatten og bundskatten er stort set fordelingsmæssigt neutrale; dvs. at de betales næsten proportionalt i forhold til skatteydernes indkomst. Også et fradrag som beskæftigelsesfradraget er stort set fordelingsmæssigt neutralt.[7] Der er også forskelle på fordelingsvirkningerne inden for gruppen af indirekte skatter. Afgifter på motorkøretøjer er således stort set proportionale med indkomsten, mens afgifter på tobak er relativt regressive.[8]

Skattetrykket[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Skattetryk

Skattetrykket er de samlede skatteindtægter målt i forhold til skatteydernes samlede indkomst. Oftest ses skattetrykket opgjort som det samlede skatteprovenu som andel af bruttonationalproduktet ("det traditionelle skattetryk"). Målt på denne måde var skattetrykket 47,9 % i Danmark i 2013. Det højeste skattetryk nogensinde i Danmark var i 2005, hvor det var 48,2 %.[9]

Skattetrykket kan rent teknisk opgøres på mange forskellige måder. Danmarks Statistik offentliggør ud over det traditionelle skattetryk også det "korrigerede skattetryk", "faktorskattetrykket" og det "modificerede skattetryk", der ligger på niveauer fra knap 30 til ca. 55 %.[1]

Ligeledes kan skattetryk beregnes for mere afgrænsede skattetyper og/eller skatteydere. Skatteministeriet har således i 2013 foretaget en international sammenligning af skattetrykket for arbejdsindkomst.[10]

Ved hovedrevisionen af Nationalregnskabet i september 2014 blev det officielle skattetryk reduceret med 2 til 3 pct. af BNP i en række historiske år på grund af dels en ændring af beregningsmetoden for BNP, dels en omklassificering af forskellige offentlige indtægtsposter. Kirkeskat, a-kasse- og efterlønskontingenter var således tidligere klassificeret som skatter, men ikke efter den seneste hovedrevision, idet der er tale om selvvalgte, frivillige betalinger.[11]

Historie i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Skattesystemet før 1903[redigér | redigér wikikode]

Beskatning har fundet sted i det danske rige, så længe der har været en organiseret offentlig myndighed, hvilket en række nedslag og anekdotiske vidnesbyrd i historien minder om. Danegæld var den skat, som fremmede områder betalte til danske vikingekonger for ikke at blive overfaldet og plyndret. Tiende blev indført sammen med kristendommen o. år 1100. Ifølge denne skulle alle bønder køre en tiendedel af deres høst til kirken. Erik Plovpenning fik sit tilnavn, da han for at finansiere en krig indførte en skat på hver plov. Mere generelt byggede skattesystemet herhjemme i mange hundrede år på skiftende kombinationer af afgifter og skatter på jord og afgrøder samt lejlighedsvise kopskatter. I 1600-tallet blev den vigtige hartkornsbeskatning indført på landet, og i byerne blev en bygningsskat indført i starten af 1800-tallet. Ved det 20. århundredes begyndelse var disse to skatter de vigtigste direkte statslige skatter. Langt størstedelen af det statslige skatteprovenu omkring 1900 kom dog fra indirekte skatter. Alene told, øl- og spiritusafgifter stod for omkring to tredjedele af statens indtægter.[12]

Skattereformen i 1903[redigér | redigér wikikode]

Lige efter systemskiftet blev der under den første Venstreregering, regeringen J.H. Deuntzer, i 1903 gennemført en gennemgribende skattereform, hvis overordnede principper i mangt og meget stadig gælder i dag. Næppe nogen senere enkelt ændring i skattesystemet har været lige så vidtgående. Hartkornsskatten og bygningsskatten blev afskaffet, og der indførtes i stedet et ensartet skattesystem for hele landet, hvor hovedingredienserne dels var formue- og indkomstskat og dels en skat af værdien af fast ejendom, der skulle hvile på en almindelig, løbende ejendomsvurdering. Det var altså blandt andet her, at den løbende indkomstskat, som i dag er hovedingrediensen i skattesystemet, blev indført. Reformen påvirkede også den kommunale beskatning, hvor tidligere skatteformer enten blev afskaffet eller over en periode tilpasset de nye statsskatter.[12] Selvom skattereformen altså umiddelbart drejede sig om et beskedent provenu set med nutidens øjne (den højeste indkomstskattesats i det progressive skattesystem var på 2½ %), havde den vidtrækkende perspektiver.

Skattesystemet siden 1970[redigér | redigér wikikode]

Kildeskat indførtes i 1970 og indebar, at man gik over til, at det var arbejdsgiveren, der ved udbetaling af løn indbetalte skat for lønmodtageren. Før kildeskatten blev skatten betalt i det påfølgende år af lønmodtageren selv.

I de seneste årtier er der blevet gennemført en række større og mindre skattereformer. Startende med skattereformen, der blev vedtaget i 1986, adskilte man beskatningen af kapital- og arbejdsindkomst (det såkaldte duale skatteprincip) og indledte en sænkning af rentefradraget, der er fortsat i senere skattereformer. Andre vedvarende tendenser i de sidste årtier har været en kombineret sænkning af marginalskatten samtidig med, at skattegrundlaget er blevet bredt ud, og en stigende betydning af grønne afgifter.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Mikael Venge m.fl.,Dansk skattehistorie, 6 bind, Told- og Skattehistorisk Selskab, 2002-2009. ISBN 978-87-87796-29-3.

Eksterne Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Hovedtrækkene i personskatten
Skattesatser for 2009 og 2010