Landevej

I dag betegner landevej en generelt mindre færdselsåre, men før bilens og togets tid var landevejene den eneste mulighed for rejse gennem landet, hvis man da ikke var så privilegeret at man havde tilladelse til at benytte kongevejene.

Rejse foregik til fods eller med hest eller hestevogn, og ved de mest befærdede landeveje lå med regelmæssig afstand en kro, så man kunne stille sult og tørst, eller overnatte, hvis det var blevet sent.

Mellem kystbyer kunne man dog benytte sig af transport med skib. Der var fast færgesejlads over sund og bælt (f.eks. Korsør–Nyborg og Helsingør–Helsingborg), men der fandtes også sejlads langs kysterne, f.eks. mellem Helsingør og København.

De gamle landeveje kan ud fra vejnavne stadig spores flere steder i tættere bebyggelse selvom de trafikalt er erstattet af omfartsveje, nye hovedveje og motorveje.

Landevejenes historie

I år 2011 er det 250 år siden (1761), at Danmarks hovedlandeveje blev befalet bygget.

Byggeriet varede lidt over 100 år (1761-1864) og stoppede efter tabet af hertugdømmerne naturligt med de omfattende jernbanebyggerier, der overflødiggjorde landeveje og i stedet flyttede fokus på indfaldsveje til Købstæderne samt disses infrastruktur – til og fra Jernbanestationen.

Først i 1913 kommer der med automobil-loven (ca 50 år efter landevejbyggeriets afslutning) gang i overvejelserne om nye veje bør bygges. Efter 1913 bliver det tilladt at køre bil på de almindelige biveje – efter mørkets frembud.

Se også

• Gammel Køge Landevej

Litteratur

• Lige ud ad landevejen, Jørgen Burchardt og Mette Schønberg, Danmarks Vej- og Bromuseum, 2006. ISBN 87-991585-0-7.

Noter

Stub Denne trafikartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.