Det latinske alfabet

Det latinske alfabet (også kaldet det romerske alfabet) er det mest brugte alfabetiske skrivesystem i verden i dag. Det udvikledes fra den vestlige version af det græske alfabet, kaldet det cumaeïske alfabet fra Cumae i Syditalien. Det var modificeret af etruskerne, og romerne tilpassede det for at skrive på det latinske sprog.

A B C D E F Z H I K L M N O P Q R S T V X er en tidlig (archaïsk) udgave af det latinske alfabet. C stod også for G, jf. at navneforkortelsen C betyder Gaius. K var sjældent anvendt, idet de fleste ord med k-lyd stavedes med C. Bogstaverne I og V brugtes både som vokal og konsonant og blev først i middelalderen suppleret med J og U. Bogstavet W er en middelalderlig konstruktion i germanske sprog. Y (og for det meste også X og Z) finder man i ord indlånt fra græsk, som var det sprog, man lånte fra, som i vore dage fra engelsk.

Det latinske alfabet i moderne udgave er som grundbestand det alfabet, der kendes i engelsk: Aa Bb Cc Dd Ee Ff Gg Hh Ii Jj Kk Ll Mm Nn Oo Pp Qq Rr Ss Tt Uu Vv Ww Xx Yy Zz. Dertil kommer, at en række lande har specialbogstaver og ligaturer som: Ææ Øø Þþ Ðð ß samt diakritiske tegn over bogstaver: Åå Öö Ëë Üü m.fl.

Specialbogstaver, ligaturer og diakritiske tegn tjener til præcisering af udtalegengivelser. De pågældende lyd findes i reglen også på engelsk og f.eks. fransk, men således at man anvender bogstavkombinationer til at gengive det, der på andre sprog kan gengives ved et enkelt bogstav. Ø-lyden findes på fransk i ordet bœuf (okse), som er indlånt til dansk bøf, og engelsk nerd udtales som nørd, som da også er det nye danske ord for det samme.