London Prize Ring Rules

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nævekamp fra 1788 mellem Richard Humphreys og Daniel Mendoza, der blev afviklet under London Prize Ring Rules.

The London Prize Ring Rules var en liste af regler for afvikling af boksekampe, der oprindeligt blev udarbejdet af den engelske mesterbokser Jack Broughton i 1743. Et af de mest centrale elementer i reglerne var, at man ikke måtte slå på en mand, der var nede, og at en bokser fik 30 sekunder til at restituere sig efter at have været nede.

Inden fremkomsten af Jack Broughtons regelsæt havde boksekampe ikke haft et generelt anerkendt sæt af regler for afviklingen. Reglerne for kampene blev fastsat forud for hver enkelt kamp, i det omfang der overhovedet var regler for kampen.

Broughton havde som sin forgænger James Figg oprettet sit eget bokseakademi i London, og reglerne var oprindeligt alene gældende dér, men vandt hurtigt udbredelse til resten af England, og derfra til resten af verden. Reglerne var enkle, og havde til formål at beskytte bokserne mod unødig overlast, muligvis inspireret af, at en af Broughtons modstandere i 1741 var død efter som følge af skader pådraget under kampen.

Reglerne var følgende:

  1. Der tegnes et kvadrat på en yard i midten af kamppladsen. Begge boksere skal stille ved kvadratets kant mod hinanden ved kampens start og efter at have været nede, og indtil begge er korrekt placeret ved kanten, er det ikke tilladt at slå på modstanderen.
  2. Hvis en bokser, eventuelt ved hjælp af sin sekundant, ikke kan stille ved kvadratets kant senest 30 sekunder efter at have været nede, anses bokseren at have tabt.
  3. I kamppladsen må alene være bokserne og disse sekundanter.
  4. En bokser anses ikke at have tabt, med mindre bokseren ikke er i stand til at komme til kvadratets kant inden for den givne tid, eller såfremt hans sekundant erklærer ham for taber. Det er ikke tilladt for sekundanten at stille spørgsmål til sin boksers modstander, eller at opfordre modstanderen til at give op.
  5. I penge-kampe skal vinderen have to tredjedele af pengene og taberen en tredjedel; pengene deles i kamppladsen, uanset hvad parterne ellers måtte have aftalt.
  6. For at undgå tvist, skal der blandt de tilstedeværende gentlemen vælges to opmænd, der med bindende virkning skal træffe afgørelse i spørgsmål, der måtte opstå under kampen. Hvis de to opmænd ikke er enige, skal de udpege en tredje, der afgør spørgsmålet.
  7. Ingen person må slå sin modstander, når denne er nede, eller hive ham i håret eller bukserne, eller nogen part af underkroppen. En mand der er på knæene, anses som værende nede.

Selvom de ganske kortfattede regler stadig gav masser af mulighed for aktiviteter, der ikke ville kunne tolereres i moderne boksning, og selvom kampene fortsat kunne være særdeles brutale, var reglen om 30 sekunders pause en regel, der betød en stor lettelse for deltagerne i kampene, idet de nu kunne ”lægge sig” og på den måde få en pause i de lange og opslidende matcher. De 30 sekunders pause medførte, at kampene nu blev opdelt i omgange, hvis længde dog afhang af, hvornår en bokser var nede.

I 1838 blev reglerne udbygget væsentligt. De vigtigste ændringer var følgende:

• Det oprindelige kvadrat på ændret til et mærke (”scratch”)

• Efter afslutningen af de 30 sekunder, der adskilte en omgang, skulle hver bokser selv uden hjælp kunne gå til kamppladsens midte (”back to scratch”). Det var således ikke længere muligt for sekundanterne at bære eller på anden måde hjælpe bokserne til næste omgang.

• Det var ikke længere tilladt at have pigge i skoene.

• En bokser der gik ned uden at være ramt, blev anset som taber af kampen.

• Det blev forbudt at nikke skaller, bide, rive, sparke og mase fingre i øjet på en modstander. Det blev ligeledes forbudt at bruge sten i hænderne.

Reglerne blev igen i 1853 opdateret, hvor det blandt andet blev slået fast, at kamppladsen bestod af en 24 fod kvadratisk ”ring” med tove, og at slag under bæltestedet ikke var tilladt.

Den sidste bokser, der vandt et verdensmesterskab under London Prize Rules var John L. Sullivan, der generelt anses som den første verdensmester i sværvægt, da han besejrede Paddy Ryan i 1882. Den sidste kamp om et verdensmesterskab under London Prize Rules involverede ligeledes Sullivan, da han i 1889 besejrede Jake Kilrain.

The London Prize Rules blev afløst af Queensberry Reglementet, der blandt andet indførte brug af boksehandsker.


Eksterne links[redigér | redigér wikikode]