Parkour

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Team JiYo - pioneerne indenfor parkour i danmark
Bevægelsen, passement

Parkour er en fysisk disciplin, hvor man ved at tilpasse sine bevægelser til miljøet man befinder sig i, skal passere enhver forhindring, der måtte ligge på ens vej.

Den grundlæggende idé bag Parkour er at bevæge sig gennem omgivelserne i flow, dvs. at komme fra punkt A til B mest effektivt og hurtigst muligt udelukkende ved brug af kroppen. Parkour foregår oftest i bymiljøet. Bygninger, gelændere og vægge anvendes til fremdrift på en alternativ måde. .[1] Parkourudøverne kaldes "traceurs", som kan oversættes til projektil eller kugle. Det henviser til udøvernes kontinuerlige bevægelser. En traceur har gjort parkour til en central del af sin livsstil og lever derved efter filosofien om at opleve frihed.[1] Parkour startede som en subkultur, der udviklede sig i de franske forstæder, men har siden spredt sig ud i hele verden især via Internettet.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Franskmanden David Belle betegnes som grundlæggeren af parkour (parcour). Belles far, Raymond Belle, var løjtnant i Vietnamkrigen. For at træne sine soldater til at bevæge sig effektivt rundt i junglen, anvendte han træningssystemet ’methode naturelle ’, der grundlagdes af Georg Hébert (1875-1957). Methode naturelle er kort fortalt et system af filosofiske idéer og fysiske metoder, der ontologisk knytter sig til Jean-Jacques Rousseaus (1712-1778) og Johan Gutsmuths (1759-1839) filantropiske tanker om at vende tilbage til naturen og dannelse af det hele menneske.[2] Systemet bygger på en holistisk verdensforståelse, og tager udgangspunkt i effektivitet, flow og hurtighed. Raymond Belle introducerede David Belle for idéerne bag dette træningssystem, hvilket han tog med ud på gaderne i de franske forstæder. Her videreudviklede han de elegante bevægelser inspireret af teknikker fra gymnastikkens og kampsportens verden, imens han bibeholdt nogle af de grundlæggende tanker omkring naturlige bevægelser sammen med barndomsvennen Sebastian Foucan. David Belle og Sebastian Foucan startede sammen med seks andre kammerater gruppen ’Yamakasi.’ [2]

I 2001 fik ’Yamakasi’ hovedrollerne i den franske film Yamakasi. Filmen åbnede op for den videre udbredelse af parkour. Efter Yamakasi (2001) og to andre film (Jump London (2003) og Jump Britain (2005)) og en række reklamer med Belle og Foucan eksploderede parkours popularitet i starten af det nye årtusinde. Disse film var ligeledes med til at starte en fraktion i parkourmiljøet, der udsprang af en eksistentiel konflikt mellem ideerne om bevægelsesfrihed versus effektivitet. I filmene opretholder udøverne ikke den grundlæggende idé om effektivitet, men krydrer deres bevægelse rundt i byen med saltoer, hvilket mange mener ikke kan anskues som effektive, fremdrivende bevægelser. Miljøet opsplittes og en anden bevægelsesaktivitet kaldet Freerunning opstår ud fra idéen omkring bevægelsesfrihed.

I Danmark er parkour og freerunning især blevet eksponeret via Team JiYo, som var det første professionelle parkourteam i landet og blev dannet tilbage i 2002 i Fredericia. Holdet har blandt andet deltaget i DR's underholdningsprogram Høvdingebold, samt sammen med Kragh & Berglund Landskabsarkitekter A/S designet verdens første offentlige og største Parkour Park, der er opført i Ørestaden, som en del af Plug N Play. [3] I 2010 udkom dokumentarfilmen My Playground af Kaspar Astrup Schrøder, der følger Team JiYo og deres aktiviteter rundt i byen, samt gennem projektet med at realisere drømmen om etableringen af verdens største parkour park i Ørestaden. [4]

Freerunning[redigér | redigér wikikode]

Kat Vault "Le Kat" MD.

Freerunning har fuldstændig bevægelsesfrihed som højeste ideal. I Freerunning fokuseres således ikke blot på effektivitet.[5] Foucan definerer Freerunning som en disciplin med selvudvikling; hvor man går sine egne veje.[6]

Mens traceurs og traceuses udøver parkour for at forbedre deres evne til at komme over forhindringer hurtigere og på den mest effektive måde, øver Freerunners sig på et bredere spektrum af bevægelser, der ikke altid er nødvendige for at overkomme forhindringer. Betydningen af de forskellige filosofiske tilgange til bevægelse er forklaret i følgende citater: Den erfarne Freerunner Jerome Ben Aoues forklarer i dokumentaren Jump London:[7]

"Det vigtigste element er harmonien mellem dig selv og forhindringen; bevægelsen skal være elegant... Hvis det lykkes dig at komme over hegnet på en elegant måde — det er smukt, i stedet for blot at sige, at jeg hoppede over det. Hvad er meningen med det?"

David Belle eller PAWA team, eller begge understreger opdelingen mellem parkour og freerunning:

Forstå at denne kunstart er blevet opfundet af soldater i Vietnam for at kunne undslippe eller nå ting.. og dette er ånden jeg ønsker at parkour bevarer. Du bliver nødt til at differentiere mellem hvad der er brugbart i nødsituationer og hvad der ikke er. Så ved du hvad parkour er og hvad det ikke er. Så hvis du laver akrobatiske spring på gaden med intet andet mål end at blære dig, må du endelig ikke tro det er parkour. Akrobatik fandtes længe før parkour.

Byen som legeplads[redigér | redigér wikikode]

Parkour udøves ofte i bymæssigt miljø, men grundlæggende er idéen, at parkour kan dyrkes overalt. Når udøverne dyrker parkour, bevæger de sig ofte gennem byen i søgen efter gode ’Spots’, som de benævner gode steder at dyrke parkour ved. De to franske forstæder, Lisses og Evry, er de mest berømte parkour spots. Dame du Lac står i parken La Lac og fungerer som henholdsvis byens og parkours monument. Udøvernes bevægelser mellem forskellige omgivelser stiller krav om, at udøverne kontinuerlig tematiserer rummet i relation til deres krop og bevægelsesmæssige færdigheder, hvilket gør rummet til en kilde til udforskning af kroppens muligheder og grænser. Udøverne udvikler i deres insisteren på vekslende rum efterhånden en form for adaptiv evne til at tilpasse deres bevægelsesmæssige færdigheder og percipere gaderummet, således at de foretager en reel udvidelse af det fysiske rum for aktiviteten. Dyrkelsen af parkour afgrænses herved ikke kun til specifikke steder, men udvides til hele byen, som de bevæger sig gennem i deres dagligdag.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Jørgensen og Jensen (2006) ”Le parkour- a new art of movement” Focus, tidskrift for idræt, pp.21
  2. 2,0 2,1 Larsen, Signe Højbjerre. "Hvad er parkour?" (PDF). Team JiYo. http://teamjiyo.com/KNOWLEDGE/Team_JiYo_-_Hvad_er_Parkour.pdf. Hentet 2011-01-19. 
  3. "Plug N Play". http://www.orestad.dk/Indhold/Sport+natur+fritid/PLUG+N+PLAY.aspx. Hentet 2011-01-19. 
  4. "Kasparworks". http://release.kasparworks.com/myplayground.kasparworks.com.html. Hentet 2011-01-19. 
  5. Urban Freeflow Team. "Sebastian Foucan interview". http://urbanfreeflow.com/the_core_level/pages/archives/foucan_interview.htm. Hentet 2007-06-19.  Arkiveret 2006-05-08.
  6. Sébastien Foucan (10/06/06). foucan.jam.parkour.html "FREERUNNING". http://worldwidejam.tv foucan.jam.parkour.html. Hentet 2007-06-22. 
  7. Jerome Ben Aoues.. Jump London. [TV-Documentary]. London, UK: Channel 4. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Sport Stub
Denne artikel om sport er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.