Philosophia perennis

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Philosophia perennis (eller Philosophia perennis et universalis, "tidløs filosofi", "evig filosofi"; latin: perennis, 'året igennem', vedvarende) er den latinske betegnelse på en religionsfilosofisk strømning der hævder at alle store religiøse traditioner er forskellige veje til "Det Højeste Væsen". Det drejer sig ikke om en egentlig religiøs eller filosofisk skole, men snarere om en særlig måde at opfatte menneskehedens visdomstraditioner.

Philosophia perennis betegner den forestilling at bestemte filosofiske indsigter er sande og vedvarende, uafhængige af tid og sted. Begrebet optræder i 1500-tallet hos den italienske biskop Augustinus Steuchus i bogen De perenni philosophia libri X (Lyon 1540) og betegner "de grundlæggende sandheder som er til rådighed for alle folk til alle tider, og sammen skal udgøre den ene videnskab ud fra det ene princip (Gud)".[1]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter
  1. Citat fra den tyske artikel „diejenigen Grundwahrheiten, die bei allen Völkern zu allen Zeiten vorhanden sein und zusammen die eine Wissenschaft aus dem einen Prinzip (Gott) ausmachen sollen.“


filosofi Stub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.