Filosofi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Rembrandts maleri "Filosoffen" fra 1633
Denne artikel omhandler akademisk eller videnskabelig filosofi, ud fra en vestlig indgangsvinkel.

Ordet filosofi kommer af det græske 'philosophia' (φιλοσοφία). "Philo" er et af de antikke græske ord for kærlighed, og "-sophia" betyder visdom.[1] Filosoffen er en der søger efter, eller kan lide, visdom men uden at påstå at besidde denne.

Platon skelner desuden i Staten mellem philosophia og philodoxoi ("ven af formodningen eller meningen"). Dermed indfører han et ideal for filosofien, nemlig at den skal bryde igennem muren af almindeligt udbredte meninger og formodninger for at undersøge verden og tingene på ny og i dybden.

Emneområde[redigér | redigér wikikode]

Afgrænsningen af filosofiens emneområde er i sig selv et stående filosofisk spørgsmål. Der er dog kernediscipliner, som enten har været en del af filosofien igennem hele dennes udvikling eller som kan findes i mindre systematisk form.

Disse kernediscipliner inkluderer:

Filosofien beskæftiger sig desuden specifikt med alle de andre videnskabelige fagområder. Der findes således en filosofiske underdiscipliner som kan opfattes som redskabsfag for andre fag. Disse undersøger både f.eks. de erkendelsesteoretiske og metafysiske problemstilliger for emnet.

Eksempelvis:

Selvforståelse[redigér | redigér wikikode]

Akademisk filosofi er videnskabelig og har meget strenge krav til argumentation, til af begrebet er klart definerede, til udredning af forudsætninger og korrekt logik.

Østlig filosofi (som taoistisk filosofi, buddhistisk filosofi og konfutsianisme minder til en vis grad om den vestlige filosofi, og kan derfor også kaldes filosofi. Den vestlige filosofi har dog langt højere krav til begrebslig præcision, er mere udviklet og spænder over langt flere emner.

Opdelinger af underdiscipliner[redigér | redigér wikikode]

Skellet imellem praktisk filosofi og teoretisk filosofi går tilbage til Aristoteles. De praktiske videnskabers mål er handling, mens de teoretiske videnskabers mål er viden.

Den teoretiske filosofi tæller underdiscipliner som erkendelsesteori, metafysik og videnskabsfilosofi. Den praktiske filosofi tæller normativ etik, metaetik, anvendt etik, politisk filosofi og æstetik, men også mindre områder af den anvendte filosofi, f.eks. pædagogisk filosofi kan regnes hertil. Nogle discipliner går på tværs af dette skel, det gælder f.eks. filosofisk antropologi og religionsfilosofi.

Filosofiske problemer[redigér | redigér wikikode]

Der er en lang række klassiske filosofiske problemer:

Teoretisk filosofi:

Praktisk filosofi:

Historisk[redigér | redigér wikikode]

Igennem historisk er filosofiens emneområdet skrumpet ind. Al tidlig naturvidenskab blev kaldt naturfilosofi, og f.eks. logik hørte ind filosofien, men i dag skelner man imellem filosofisk logik og matematisk logik. Andre emner som f.eks. at bevise gud er bortfaldet.

I dag kan filosofien opfattes som både førvidenskab og et generaliststudie, hvorunder der stadig er en tendens til at man putter spirende fagområder, hvis man er i tvivl om, hvor de ellers skulle placeres. Dette har fået nogle filosoffer og videnskabsfolk til at antage, at filosofien udelukkende er et moderfag, der føder alle andre akademiske fag, hvorefter det selv, teoretisk set, skulle ophøre med at eksistere.

Filosofiens historie[redigér | redigér wikikode]

Se også: Filosofiens historie

Vestlig filosofi regnes almindeligvis for startet i Grækenland med naturfilosofferne Thales fra Milet, efter ham følger Anaximander, Heraklit, Parmenides og Demokrit sammen med andre førsokratiske tænkere.

Herefter fulgte Sokrates, der vendte filosofien bort fra naturen og imod mennesket selv (etik). Sokrates elev, Platon oprettede Akademiet. Platon vendte filosofien imod ideerne, og kan derfor kaldes for idealist. Aristoteles, Platons elev, forsvarede omvendt til dels empirien imod idealisme og oprettede sit eget akademi, Lykeion. De tre regnes som oftest for vestens første store filosoffer.

Senere udviklinger i den græske filosofi var epikuærismen og Stoicismen. Stoicismen dominerede romernes tænkning i århundreder, og har haft meget stor indflydelse på vestlig tænkning. Menneskerettigheder kan f.eks. spores til dem.

I middelalderen beskæftigede filosofferne sig mest med teologiske spørgsmål, og om at forene arven fra den græske filosofi med kristendommen. Augustin og Thomas Aquinas regnes for de største middelalderlige filosoffer.

Ved renæssancen bryder en række filosoffer med den middelalderlige kristendom og skolastikken. Francis Bacon, Thomas Hobbes, John Locke og René Descartes er de tidligste moderne filosoffer. Andre vigtige filosoffer fra denne periode er Baruch de Spinoza, Gottfried Wilhelm Leibniz, Blaise Pascal, Nicolas Malebranche, Chritian Wolff, Charles-Louis de Secondat Montesquieu, Pierre Bayle, Thomas Reid, Adam Smith, David Hume, Jean-Jacques Rousseau og Immanuel Kant, der også regnes som en af historiens allerstørste filosoffer. Selve disciplinen filosofihistorie stammer tilbage fra renæssancen.

Kant repeæsenterer samtidigt et sammenbrud for metafysikken og den klassiske rationalisme. Efter ham bliver filosofien præget af tysk idealisme. Johann Gottlob Fichte, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, og Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling tager udgangspunkt i Kants filosofi, mens Arthur Schopenhauer var stærkt kritisk overfor Kant.

En anden udvikling i denne periode var naturalismen, repræsenteret af John Stuart Mill, Karl Marx og Auguste Comte.

Den største danske filosof Søren Kierkegaard udformede sin filosofi ud fra en kritik af Hegel. Ham og Friedrich Nietzsche blev væsentlig inspirationskilder til det tyvende århundredes filosofi, bl.a for Martin Heidegger og for den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre. Sidst i det 19. århundrede gundlægger Edmund Husserl fænomenologien.

Analytisk og kontinental filosofi[redigér | redigér wikikode]

I dag skelnes mellem analytisk og kontinental filosofi. Skellet er måske kunstigt, men analytisk filosofi antages i højere grad at være logisk og kontekstuafhængig, mens kontinental filosofi er mere historisk orienteret. Analytisk filosofi interesserer sig ikke så meget for de tyske filosoffer efter Immanuel Kant, f.eks. Hegel, mens kontinental filosofi gør. Måske kan man tale om en helt tredje gruppe af logikere og filosoffer, der bedriver formel filosofi, altså arbejder inden for eksempelvis modallogikkens område.

Nutidige danske filosoffer[redigér | redigér wikikode]

Af nutidige kan nævnes Peter Zingernagel, David Favrholdt, Kai Sørlander, Søren Harnow Klausen, Erich Klawonn, Peter Kemp. Lars-Henrik Schmidt.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]