Ponca (indfødte amerikanere)
Ponca er en mindre, nordamerikansk indianerstamme, der er geografisk delt i The Ponca Tribe of Nebraska og Ponca Indian Tribe of Oklahoma. Mindre formelt kalder divisionerne sig henholdsvis Cold Ponca og Warm Ponca på grund af Oklahomas varmere vinde.[1] Begge grupper er atter føderalt anerkendte efter at Nebraska-grenen havde mistet denne status i 1965 for at genvinde den den 31. oktober i 1990 på særlige vilkår.[2] The Ponca Tribe of Nebraska kan rådgive og hjælpe Cold Poncas i flere amter (counties) i Nebraska, South Dakota og Iowa indenfor områder som sundhed og omsorg, men stammen er afskåret fra at oprette et egentligt reservat. Poncaerne taler en dialekt af dhegiha-varianten af de siouanske sprog,[2] og de samler sig i klaner.[3]
Ponca-stammen tiltog sig en plads på kanten af prærien ved Missouri River i starten af 1700-tallet efter en generationer-lang folkevandring nordvestpå fra skovene langs Ohio River, Illinois.[2] Under folkeskarens søgende vandring gennem ukendte floddale splittede den sig gradvis op i fem selvstændige stammer, med ponca-stammen som den ene.[2]
I de nye prærieomgivelser fortsatte poncaerne en tradition for at bo i byer og dyrke jorden; men de tog samtidig nabofolkenes praktiske skikke til sig som f.eks. at bygge jordhytter (og ikke barkhuse)[3] og at bo i tipier på jagtture efter bisoner. Pawnee-indianerne så længe skævt til poncaernes forsøg på at etablere sig nordøst for dem med konflikter til følge.[4] Gennem 1800-tallet var det navnlig lakotaerne (teton-siouxerne), som poncaerne udkæmpede kampe med.[3] [1] USA tvang stammen væk fra dens 1858 traktat-grundlagte reservat og ned til Indianerterritoriet (Oklahoma) i 1877, uden at poncaerne greb til våben; USA og poncaerne har aldrig ligget i åben krig.[1] Tvangsforflytningen blev omstødt af en domstol, og høvding Standing Bear og hans tilhængere vendte tilbage til deres gamle land.
Historie[redigér | rediger kildetekst]
Poncaernes lange vandring[redigér | rediger kildetekst]
Engang mellem år 1300 og 1500 forlod en stor stamme sine byer af barkhuse og dyrkede arealer i dalene ved Ohio River[3] og fulgte floden vestpå til dens udløb i Mississippi River. Folket søgte over på den anden side af Mississippi i skindbåde, men en gruppe blev fanget i tåge og endte med at sejle ned ad floden. Den blev til quapaw-stammen.[5] Hovedskaren fortsatte nordpå langs Mississippi og drejede op langs Missouri River, da de nåede denne. Gruppen holdt sig samlet lige til Osage River, hvor en del slog sig ned for siden at skilles i osage- og kansa-stammen. De resterende søgte over på østbredden af Missouri River og vandrede videre nordpå ad en ikke ganske fastlagt rute. Iowa-indianerne fulgte dem på vejen efter at have sluttet sig til gruppen på et eller andet tidspunkt.[3]
De nåede Pipestone Quarry i Minnesota, men forsøg på at bosætte sig blev mødt med heftig modstand fra især de nærboende yankton-siouxers side.[2] Med ophold andre steder undervejs, bl.a. ved Blood Run,[3] endte gruppen (minus iowaerne) vest for Missouri River i det nordligste Nebraska, tæt på South Dakota, efter først at have fordrevet arikaraerne.[2] Her rev hele ponca-klanen sig løs fra gruppens øvrige klaner, og ponca-stammen var en realitet. De øvrige klaner søgte lidt sydpå, bosatte sig tæt ved Missouri River og dannede omaha-stammen.[2]
Vigtige ponca-byer[redigér | rediger kildetekst]
.jpg)
Poncaerne lærte af bygge jordhytter af arikaraerne,[3] og man kender beliggenheden af over 30 byer, der især lå samlet omkring Niobrara Rivers udløb i Missouri River.[6] Ponca Fort med en forsvarsgrøft og palisade var beboet allersidst i 1700-tallet.[6] Fish Smell Village blev bygget i 1840erne tæt ved Missouri River og var i brug, lige til poncaerne ufrivilligt måtte forlade den for Indianer-territoriet over tre årtier senere.[6] Poncaernes anden og ældre hovedby gennem 1800-tallet var Grey Blanket Village, der lå lidt tilbagetrukket fra Missouri River ved Niobrara River.[6] Der var gerne tilknyttet en adskilt begravelsesplads til en by,[7] og indbyggerne dyrkede traditionelt majs og andre afgrøder i nærtliggende marker.[1] En del af høsten blev tørret og gemt i forrådsgruber i jordhytten.[1]
En koppeepidemi ramte flere stammer ved Missouri River i 1800-1801, også poncaerne.[1] Folkene gennemførte deres traditionelle fællesjagt efter bisoner på prærien i september 1804, da Lewis og Clark-ekspeditionen sejlede forbi deres byer.[6] Ved at bytte buer og pile for heste havde stammen sikret sig de allerførste træk- og ridedyr til jagtekspeditioner under et møde med nogle prærieindianere i Black Hills kort efter bruddet med omahaerne.[3]
Traktaterne med USA[redigér | rediger kildetekst]
Poncaerne og USA indgik den første traktat om ”evig fred og venskab” den 25. juni 1817.[8] Den 9. juni 1825 cementerede de to parter båndene med en ny traktat indgået i forbindelse med Atkinson-O'Fallon-ekspeditionens sejllads op ad Missouri River. Stammen var da velforsynet med heste og mulddyr, og de våbenføre mænd bar buer og pile samt dårlige skydevåben.[9]
Stammen afstod land til USA den 12. marts 1858, der bl.a. til gengæld lovede at beskytte poncaernes ejendele og det nydannede reservat placeret mellem Niobrara River og den lidt nordligere løbende Ponca River.[8] Reservatet var lille, og traktat-teksten beskrev et andet landområde som reservat for poncaerne end det faktisk tiltænkte. Området omfattede f.eks. ikke stammens traditionelle byer og majsmarker.[10] Som konsekvens blev reservatet udvidet 20 km østpå i 1860.[11]
Den 10. marts 1865 blev reservatet reduceret i forbindelse med en ny landafståelse til USA.[8] Reservatet lå i Dakota-territoriet på det tidspunkt, idet området nord for Niobrara Rivers nedre løb først kom ind under Nebraska i 1890.[12] Ved en fejl fik poncaernes arvefjender i lakota-stammen traktat på ponca-reservatet i 1868 med dannelsen af Det store sioux-reservat, hvis sydgrænse var identisk med Nebraskas nordgrænse.[8] Resultatet var øgede konflikter mellem de i forvejen uforsonlige stammer.[1]
Relationerne til nabostammerne[redigér | rediger kildetekst]
Poncaernes talrige sammenstød med lakotaerne gennem det meste af 1800-tallet førte til et svært tab for stammen i 1824. Atten høvdinge blev dræbt af brulé-lakotaer på vej tilbage fra et fredeligt møde med oglala-lakotaerne, og stammen stod praktisk talt uden rutinerede ledere.[1] Ellers stødte stammen sammen med pawnees,[1] og fra tid til anden gik poncaerne ligefrem ud mod deres gamle vandringsfæller fra Ohio River, omahaerne.[13]
Omkring 1854 overraskede poncaerne oglala-høvding Red Clouds lejr ved Niobrara River, dræbte to og erobrede mange heste.[14] I 1855 nød stammen sin sidste velgennemførte bisonjagt på prærien.[1] Navnlig brulé- og oglala-lakotaer, iblandt med hjælp fra cheyenner, gjorde bisonjagterne til en prøvelse for den lille stamme fra da af; i 1859 dræbte de f.eks. ponca-høvding (af tredje rang) Heavy Cloud og fjorten andre i et angreb på en jagtlejr ved Elkhorn River.[1] Indgåede fredsaftaler mellem de to indfødte folk holdt et par måneder, og så var alt som før.[15] De væbnede sammenstød og gensidige heste-erobringer mellem poncaerne og lakotaerne tog først ende med poncaernes tvungne flytning til Oklahoma 800 km sydpå i 1877.[16]
Tvungen flytning til Oklahoma[redigér | rediger kildetekst]
Mange poncaer døde enten på den lange vej til Oklahoma eller siden i de uvante og varme omgivelser.[3] I en historisk retssag to år senere tillod domstolen (og siden USA’s højesteret) poncaerne at vende tilbage til deres traditionelle områder ved Niobrara River.[17] Omkring 170 af 700 poncaer, deriblandt høvding Standing Bear, benyttede sig af rettens afgørelse.[1] Nogle blev accepteret i andre stammers nærtliggende reservater,[16] indtil et samlet areal på 25.000 acre i Knox County blev udstykket i individuelt ejede jordlodder til de nordlige poncaer i 1881.[17]
Otto B. Knudsen, med en dansk far og en ponca mor, var angiveligt den sidste Cold Ponca, der blev gjort til høvding (af anden rang) i poncaernes traditionelle indsættelses-ceremoni.[1]
Galleri[redigér | rediger kildetekst]
-
Maximilian zu Wied og kunstneren Karl Bodmer så denne tipilejr med poncaer ved Missouri River i 1833 -
Kopi af Ponca Restoration Act, 1990 -
Ponca Restoration Act (1 of 4) 02 -
Ponca Restoration Act (1 of 4) 03 -
Ponca Restoration Act (1 of 4) 04 -
Kort med ponca-territoriet og de senere reservater
_01.png)
_02.png)
_03.png)
_04.png)
Noter[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b c d e f g h i j k l m Howard, James H.: The Ponca Tribe. In collaboration with Peter Le Claire, tribal historian, and other members of the tribe. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 195. Washington. 1965.
- ^ a b c d e f g Ritter, Beth R.: ”Piecing Together the Ponca Past: Reconstructing Degiha Migrations to the Great Plains.” Great Plains Quarterly. Vol. 22, No. 4 (Fall 2002). Pp. 271-284.
- ^ a b c d e f g h i Buffalohead, Eric: ”Dhegihan History: A Personal Journey.” Plains Anthropologist. Vol. 49, No. 192 (Nov. 2004). Pp. 327-343,
- ^ Riding In, James Thomas: Keepers of Tirawahut’s Covenant: The Development and Destruction of Pawnee Culture. Ph. D. dissertation. University of California. 1991.
- ^ Baird, W. David: The Quapaw Indians. A History of the Downstream People. Norman. 1980.
- ^ a b c d e Howard, James H.: ”Known Village Sites of the Ponca.” Plains Anthropologist. Vol. 15, No. 48 (May 1970). Pp. 109-134.
- ^ Callaway, Graham A.: ”Cultural Features in the G.K. Warren Missouri River Maps.” Plains Anthropologist. Vol. 58, No. 225. (2013). Pp. 83-100.
- ^ a b c d Kappler, Charles J.: Indian Affairs. Laws and Treaties. Vol. II. Washington, 1903.
- ^ Jensen, Richard E & James S. Hutchins: Wheel Boats on the Missouri. The Journals and Documents of the Atkinson-O’Fallon Expedition, 1824-26. Helena and Lincoln. 2001.
- ^ Ritter, Beth R.: ””Their Blood Flowed from There.” Ponka Geopolitics and Dispossession.” Great Plains Quarterly. Vol. 40, No. 3, (Sommer 2020). Pp. 187-205.
- ^ Royce, Charles C.: "Indian Land Cessions in the United States." Bureau of American Ethnology. Eighteenth Annual Report, Part II. Washington, D.C. 1899
- ^ ”The Shape We’re In”. Map supplement to Nebraska History. Vol. 84, No. 2 (Summer 2004).
- ^ Fletcher, Alice C. & Francis La Flesche: The Omaha Tribe. Vol. I. Lincoln and London. 1992.
- ^ Paul, R. Eli (Ed.): Autobiography of Red Cloud. War Leader of the Oglalas. Helena. 1997.
- ^ Poole, D.C.: Among the Sioux of Dakota. Eighteen Months’ Experience as an Indian Agent, 1869-1870. St. Paul. 1988.
- ^ a b McGinnis, Anthony: Counting Coup and Cutting Horses. Intertribal Warfare on the Northern Plains, 1738-1889. Evergreen. 1990.
- ^ a b Ponca Tribal Self-Help Community Building. Historic District. National Park Service. National Register of Historic Places. Continuation Sheet. Section 8. 2003