Portal:Kristendom/Månedens artikel/April 2009

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Bjergprædiken, malet af Carl Heinrich Bloch

Narrativ teologi (lat. narratio: fortælling) er en teologisk retning fra 1970-erne, der finder at fortællingen er det grundlæggende for den kristnes selvforståelse frem for opsummeringer eller sammenfatninger af trosindholdet i trosbekendelser, etik og lovbud; disse kommer først efter at være indført af fortællingen. Som eksempel kan nævnes at den apostolske trosbekendelse ville være uforståelig hvis den ikke opfattes som en sammenfatning af hele Bibelens forkyndelse.

Forviklethed i fortællinger

Udgangspunktet er, at mennesker identificeres ved deres navn. Det er navnet, der gør os til andet og mere end anonyme skikkelser. Fjernes navnet og erstattes med et nummer i en protokol eller til en statistisk størrelse, er dette menneske frataget sin personlighed således, som det sker for hovedpersonen "K" i Kafkas roman "Processen". Ser man nærmere til, viser det sig imidlertid, at navnet henter sit indhold fra fortællinger. Det er gennem fortællingerne om hvorledes, et menneske lever og forholder sig til begivenheder, at man danner sig et indtryk af hvem, denne person er. Mennesker er således forviklede i fortællinger, og fortællinger fungerer som livshistorier for et menneske. Det er end ikke en betingelse, at fortællingen har en biografisk eller selvbiografisk karakter; enhver fortælling, som mennesker forstår sit liv ud fra, vil kunne danne grundlag for en livshistorie.

Hovedtesen i narrativ teologi er, at man ikke kan "fortolke" sig ud af disse livshistorier. Selv om man prøver at udtyde sit liv ved at omformulere en fortælling, vil der altid være en del tilbage, som ikke lader sig udtyde. Det er derfor, at mennesker er forviklede i fortællingerne; de lader sig ikke adskille helt og fuldt.

Dertil kommer yderligere, at vi er forviklede i flere fortællinger samtidigt, og disse indvirker på hinanden på en måde, der gør deres adskillelse umulig - man kan ikke forstå dem hver for sig. Foruden historier om os selv, er vi indviklede i historier om familien, slægten, egnen, landet, kulturkredsen (jeg-historier og vi-historier). De mest omfattende historier er al-historier omfattende hele menneskeheden.

Grundfortællingen

Ikke alle fortællinger er lige vigtige; nogle er mere fundamentale end andre og har dermed "højere rang"; man skelner mellem enkeltfortællinger og grundfortællinger. Således er historien om Kristus for den kristne en grundfortælling, der præger dennes liv og har fundamental indflydelse på dennes selvforståelse.

En grundfortælling begrunder identitet, hvorved forstås det, som forbliver sig selv lig ved et menneske, til trods for alle de omskiftelser, dette menneske udsættes for. Dog må det tilføjes, at også denne grundfortælling i virkeligheden omfatter flere, hinanden sammenflettede grundfortællinger: ens egen livshistorie, familiens, slægtens, folkets. Identitet kan derfor aldrig være endimensional.     ... læs mere