Narrativ teologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Narrativ teologi (lat. narratio: fortælling) er en teologisk retning fra 1970-erne, der finder at fortællingen er det grundlæggende for den kristnes selvforståelse frem for opsummeringer eller sammenfatninger af trosindholdet i trosbekendelser, etik og lovbud; disse kommer først efter at være indført af fortællingen. Som eksempel kan nævnes at den apostolske trosbekendelse ville være uforståelig, hvis den ikke opfattes som en sammenfatning af hele Bibelens forkyndelse[1].

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Lars Tjalve [2] tager et udgangspunkt i en beskrivelse af situationen for romanen i begyndelsen af 1900-tallet som opsplittet og fragmenteret. Denne tendens til opsplitning havde inden for teologien fundet vej ind i formhistorien med en sønderdeling af tekstbilledet i indbyrdes usammenhængende småstykker, således at vægten ikke lægges på tekstens sammenhængende livs- eller tidsbillede, men på forkyndelsen, som den kommer til orde i den enkelte litterære enhed.[3]

Denne situation kan forstås som baggrund for en øget interesse for at skifte synspunkt fra en overvejende analytisk til en syntetisk, det vil sige en samlende tænkning og tolkning.

Med dette udgangspunkt formuleredes to artikler i 1973, "Kleine Apologie des Erzählens" af J. B. Metz og "Narrative Theologie" af H. Weinrich, hvori udtrykket "narrativ teologi" første gang anvendtes[4]. Udtrykket vandt hurtigt frem og er af Svend Bjerg koblet sammen med de omfattende studier af fortællingsfilosofi, som Wilhelm Schapp har fremstillet i "In Geschichten verstrickt" fra 1953 og "Philosophie der Geschichten" fra 1959[5].

Forviklethed i fortællinger[redigér | redigér wikikode]

Udgangspunktet er, at mennesker identificeres ved deres navn. Det er navnet, der gør os til andet og mere end anonyme skikkelser. Fjernes navnet og erstattes med et nummer i en protokol eller til en statistisk størrelse, er dette menneske frataget sin personlighed således, som det sker for hovedpersonen "K" i Kafkas roman "Processen". Ser man nærmere til, viser det sig imidlertid, at navnet henter sit indhold fra fortællinger[6]. Det er gennem fortællingerne om hvorledes, et menneske lever og forholder sig til begivenheder, at man danner sig et indtryk af hvem, denne person er. Mennesker er således forviklede i fortællinger, og fortællinger fungerer som livshistorier for et menneske. Det er end ikke en betingelse, at fortællingen har en biografisk eller selvbiografisk karakter; enhver fortælling, som mennesker forstår sit liv ud fra, vil kunne danne grundlag for en livshistorie[7].

Hovedtesen i narrativ teologi er, at man ikke kan "fortolke" sig ud af disse livshistorier. Selv om man prøver at udtyde sit liv ved at omformulere en fortælling, vil der altid være en del tilbage, som ikke lader sig udtyde. Det er derfor, at mennesker er forviklede i fortællingerne; de lader sig ikke adskille helt og fuldt[8].

Dertil kommer yderligere, at vi er forviklede i flere fortællinger samtidigt, og disse indvirker på hinanden på en måde, der gør deres adskillelse umulig – man kan ikke forstå dem hver for sig[9]. Foruden historier om os selv, er vi indviklede i historier om familien, slægten, egnen, landet, kulturkredsen (jeg-historier og vi-historier). De mest omfattende historier er al-historier omfattende hele menneskeheden[10].

Grundfortællingen[redigér | redigér wikikode]

Ikke alle fortællinger er lige vigtige; nogle er mere fundamentale end andre og har dermed "højere rang"; man skelner mellem enkeltfortællinger og grundfortællinger[11]. Således er historien om Kristus for den kristne en grundfortælling, der præger dennes liv og har fundamental indflydelse på dennes selvforståelse.

En grundfortælling begrunder identitet, hvorved forstås det, som forbliver sig selv lig ved et menneske, til trods for alle de omskiftelser, dette menneske udsættes for. Dog må det tilføjes, at også denne grundfortælling i virkeligheden omfatter flere, hinanden sammenflettede grundfortællinger: ens egen livshistorie, familiens, slægtens, folkets. Identitet kan derfor aldrig være endimensional[12].

Ethvert menneske har en vis tendens til selv at udlede sin grundfortælling så langt, det er muligt. Dette sker ved erfaring. Erfaring opstår, når en given forventning enten bliver opfyldt eller ikke bliver det. Erfaringen opstår ved et samspil mellem magt og afmagt i en given situation som den bearbejdning, en oplevelse efterfølgende udsættes for[13]. Derved drager den enkelte slutninger om sig selv, der forøvrigt ikke behøver at være rigtige. Erfaringerne udkrystalliseres i et mønster, der til sidst bekræftes gang på gang[14]. Undertiden kan dette lede til identitetstab, idet den enkelte udvikler en beskåren selvforståelse. Bjerg nævner som eksempel[15] en person, der opfatter sig selv som en ulykkesfugl. En dag vinder denne lotteriet, men bliver ulykkelig, fordi det strider imod hans selvudviklede grundfortælling. Lykkelig bliver han først, da han mister sin lotteribillet igen[16]. For Bjerg er det en pointe, at et menneske, der forsøger at udskifte sin identitet med en anden, skjult vil være bundet af sin gamle identitet men til gengæld har mulighed for derved gradvist at ændre sin grundfortælling[17]. Det var blandt andet det, der skete, når folk udvandrede: de gjorde sig færdige med deres gamle tilværelse og begyndte en ny. Noget tilsvarende sker, når et undertrykt folk opnår sin selvstændighed og gennem selvoplevede historier genvinder sin identitet ved udkrystallisering og genetableringen af en grundfortælling[18].

Til spørgsmålet om, hvorledes den rigtige grundfortælling vælges af den enkelte, svarer Jan Lindhardt[1] at opfattelsen hos narrative teologer snarere er den at det er en fortælling der "besætter" den enkelte, og han citerer den tyske teolog Hans-Georg Gadamer for sætningen: Man kommer altid for sent, når man vil vide, hvad man tror. Meningen skulle være den at fortællingen former troen, som så igen bliver et menneskes væsen. Hvis der er flere fortællinger på færde, foregår der en kamp eller vekselvirkning. Ifølge Lindhardt er det samme problemstilling som den der var på færde mellem Luther og Erasmus i spørgsmålet om den fri vilje; med et billede: at det er rytteren der styrer lastdyret, hvis frie vilje altså er deponeret hos rytteren.[1][19]

Den kristne grundfortælling[redigér | redigér wikikode]

Den kristne grundfortælling er den historie, hvori Gud identificeres. Bibelen fremstår her som en samlet fortælleenhed, som een grundfortælling sammensat at flere enkeltfortællinger, omend det også her gælder, at det ikke er muligt at udlede den samlede opfattelse af Gud alene ved bibelfortolkning; også for Guds vedkommende bliver der forhold tilbage, som ikke lader sig udlede alene ved bibelforståelse. Gud er andet og mere end, hvad der har fundet vej til og udtrykkes i Bibelen[20].

Fortællingers egenskaber[redigér | redigér wikikode]

Forklaringen på, at mennesker henter deres grundfortælling fra historier – herunder Bibelen – hænger sammen med egenskaber ved fortællinger, der er uden for den menneskelige kontrol. Nøgleordene er fortællingens verden, fortællingens tid samt fortællingens myte.

Fortællingens verden[redigér | redigér wikikode]

Fortællinger skaber deres egen verden, der rummer et begivenhedsforløb eller handlingsgang fra dennes begyndelse til dens ende[21]. Denne verden er mere eller mindre kunstig, idet alt overflødigt udelades og alt vedkommende inddrages. Fortællingens verden er åben over for det uventede og overraskende[22], den skaber sig egen logik.

Den, der lytter til eller læser en fortælling, er tvunget til at gå ind i fortællingens verden. Fortællingen styrer selv sit forløb og suspenderer den "virkelige" verden omkring modtageren, den "tager magten fra en" og besætter en under hele sit forløb for først at give slip, når fortællingen atter er afsluttet[23] og da efterladende en med alle sine indtryk forblivende i modtagerens bevidsthed. Det betyder, at modtageren efter at have læst eller lyttet til en fortælling vil tale og tænke ud fra andre forudsætninger end inden, vedkommende stiftede bekendtskab med fortællingen[24].

Fortællingens tid[redigér | redigér wikikode]

Fortællingen skaber sig egen – narrative – tid, der adskiller sig fra virkelighedens – den lineære – tid. Dette kan belyses ved nogle træk[25]:

  1. lineært opfattes nutiden som et punkt, narrativt som udstrækning.
  2. lineært opfattet er tiden tom, narrative tider har et indhold.
  3. lineært bevæger tid sig kontinuerligt, narrativt kan der være brud.
  4. lineært er tiden fremadrettet, narrativt er tiden målrettet.
  5. lineært er tiden uigentagelig, narrativt kan tiderne i princippet gentages.
  6. lineært er tiden uendelig, narrativt endelig.

Forholdet har en særlig betydning for kristendommen, idet Bibelens fortællinger tidsmæssigt befinder sig langt fra nutidens men alligevel er kilden for den kristne tros indhold og livskraft[26]. Dette kan lade sig gøre, fordi de bibelske fortællinger tillige har mytisk karakter.

Fortællingens myte[redigér | redigér wikikode]

Den kristne grundfortælling har mytisk karakter: "Den begrunder en ny, gudsskabt virkelighed, der identificerer Jesus som Guds søn og de kristne som Guds børn. På samme måde, som myten generelt giver indpas for en oprindelig og større virkelighed, der bestemmer menneskets skæbne og handlinger, går Gud ind i den mytisk-kristne grundfortælling og skænker derigennem nyt liv, når mennesket drages ind i historien. Ved dåb og nadver er Gud nær i de historier, som fortælles eller rettere blot anslåes, og grunden lægges under det Kristus-fællesskab, sakramenterne tilsigter"[27].

Kendetegnende for de bibelske fortællinger er et metaforisk sprog, der ikke mindst fremstår i lignelsesfortællingerne. De ejer evnen til gang på gang at undergrave den tilværelsesforståelse, som den mytisk-kristne grundfortælling udtrykker, og ejer evnen til bestandigt at åbne for en ny indsigt og tilværelsesforståelse[28]. Lignelserne rummer bestandig udfordringer til den almindelige livshistorie, som når en arbejdsgiver udbetaler samme dagløn til alle sine arbejdstagere, selv når disse ikke har arbejdet det samme antal timer (Matthæus 20,1-16), når de ellers uønskede fra rendestenen inviteres til fest hos en rig mand for at opfylde pladserne for alle de forventede gæster, der hver og en havde undskyldt sig for alligevel ikke at komme (Lukas 14,16-24), når samaritaneren (på fortællingens tid jødernes fjende) hjælper en ham ganske ukendt og fremmed mand, der er blevet overfaldet af røvere (Lukas 10,30-37), når en hyrde med 100 får forlader de 99 for at opsøge og lykkeligt hjembringe det ene, vildfarne (Matthæus 18,1214), eller når den urene ånd, efter at være bortdrevet og have flakket om længe, vender tilbage og finder sit gamle hus ledigt, fejet og prydet, og ikke alene flytter ind igen men tillige inviterer syv andre ånder værre end den for derefter at plage det pågældende menneske værre end nogensinde før (Matthæus 12,43-45).

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Hans Hauge har fremført[29] den kritik eller betragtning, at det at kalde Bibelen en fortælling (blot) er en genrebestemmelse, en læsehypotese, og ikke noget der kan afgøres empirisk. Man tester en læsehypotese på teksten og ser, om den giver mening, ligesom man ville gøre, hvis udgangspunktet var, at Bibelen var en historisk fremstilling af forholdene i Israel på Jesu tid.

Et andet sted[30] kalder Hauge den narrative teologi for "eksistensstrukturalisme", idet "selvet" praktisk talt er sat ud af spillet, derved at det (selvet) "besættes" af fortællingen.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Bach-Nielsen, Carsten & Jan Lindhardt (2001) Kirke og kristendom: leksikon. Kbh: Rosinante. DK5=20. ISBN 87-7357-253-5.
  • Bjerg, Svend (1984, 1981). Den kristne grundfortælling: studier over fortælling og teologi. Forlag: Aros. DK5=20. ISBN 87-7003-409-5.
  • Hauge, Hans (1989). Transteologi: religion (subjekt) og evangelium i postmoderne regi. Forlag: Aros. DK5=20.7. ISBN 87-7003-514-8 – s. 42ff og 115
  • Lars Tjalve: "Synet på Bibelen som fortælling". I: Cappelørn, Niels Jørgen (Red.). (1985). Bibelsyn. København: Gad. DK5=22.01. ISBN 87-12-11069-8 – Side 112ff præsentation af narrativ teologi med efterfølgende kritik af Lone Fatum

Referencer og noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 Jan Lindhardts opslag "Narrativ teologi" i leksikonet Kirke og kristendom, s.275
  2. Bibelsyn, s. 112ff
  3. Bibelsyn side 113
  4. Bjerg, s. 11
  5. Bjerg, s. 47ff
  6. Bjerg, s. 43
  7. Bjerg, s. 48
  8. Bjerg, s. 50
  9. Bjerg, s. 51
  10. Bjerg, s. 53
  11. Bjerg, s. 54
  12. Bjerg, s. 62
  13. Bjerg, s. 64
  14. Bjerg, s. 70
  15. fra Max Frisch: Mein Name sei Gantenbein, s. 71f
  16. Bjerg, s. 60
  17. Bjerg, s. 63
  18. Bjerg, s. 56
  19. Om viljens frihed og billedet med rytter og lastdyr: Jan Lindhardt: Martin Luther, erkendelse og formidling i renæssancen, 1983, s. 94
  20. Schapp: In Geschichten verstrickt, s. 154
  21. Bjerg, s. 93
  22. Bjerg, s. 101
  23. Bjerg, s. 111
  24. Bjerg, s. 113
  25. Bjerg, s. 191-194
  26. Bjerg, s. 209
  27. Bjerg, s. 129
  28. Bjerg, s. 149f
  29. Transteologi, side 43
  30. side 76f i Hans Hauge (1986). Dekonstruktiv teologi', tekster på kanten af det religiøse og det litterære. Forlag: Anis. DK5=20. ISBN 87-7457-055-2

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]