Punktkontaktdiode

Nærbillede af en glasindkapslet germaniumbaserede punktkontaktdiode (OA85).

Germaniumbaserede punktkontaktdioder.

Gennemsigtige germaniumbaserede punktkontaktdioder.

I denne ældre FM forholdsdetektor anvendes to punktkontaktdioder.

Principdiagram og praktisk fungerende diodemodtager med typisk en punktkontaktdiode.

Sovjetisk radar-mikser til 9 GHz med punktkontaktdioder fra 1966.

Sovjetisk radar punktkontaktdiode fra ca. 1966.

En punktkontaktdiode fungerer på samme måde som de i dag mere udbredte mikrochip-baserede dioder, men punktkontaktdioders opbygning er simplere. En blok af n-type halvleder laves (n-doteret germanium), og en elektrisk ledende skarp punktkontakt laves med et hovedgruppe-3 metal, som placeres i kontakt med halvleder. Noget metal migreres ind i halvlederen til at lave et lille område af p-type halvleder nær kontakten ved hjælp af en kort elektrisk impuls (eng. electroforming).

Der findes mange punktkontaktdioder – for at nævne nogle: 1N60, 1N34, OA81, OA79, AA119, AA143. Det karakteristiske for dem er, at de har en lille parasitisk kondensatorvirkning over sig – og kan kun tåle en lav strøm gennem sig.

Den lille kondensatorvirkning gør dem egnet til højfrekvensdetektorer – og det er også af samme årsag man finder dem i ældre udstyr helt op til 1980'erne i radiomodtagere både i FM- og AM-detektorer. Af samme grund anvendes de også i analoge multimetre, som kan måle vekselspænding og vekselstrøm.

Punktkontaktdioder egnet til høje frekvenser på f.eks. 10GHz (radar) blev anvendt i hvertfald til 1970'erne.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Punktkontaktdiode

• learnabout-electronics.org: Germanium Diodes