Raketligningen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Plot af raketligningen.

Raketligningen er den simpleste matematiske model for en rakets fremdrift. Ligningen blev udledt af Konstantin Tsiolkovskij.

Ligningen[redigér | rediger kildetekst]

Ligningen skrives: [1]

hvor:

: tilvæksten af rakettens fart
: farten hvormed rakettens brændsel udstødes i forhold til raketten
: rakettens begyndelsesmasse
: rakettens masse uden brændstof

Ligningen kan bruges til at beregne en rakets endelig fart, når alt brændstof er brugt.

Udledning[redigér | rediger kildetekst]

Illustration of modellen. Raketten udskyder en lille masse og skubbes derved fremad.

En raket udskyder masse med en rate og en hastighed i forhold til raketten selv. For en infinitesimal udskudt masse er den infinitesimale impuls :

Selve raketten må have en lige så stor impulsændring i modsat retning jf. Newtons tredje lov. Raketten har massen og oplever en infinitesimal hastighedsændring :

Da impulsændringerne er lige store, har man:

Dividerer man med massen og integrerer, har man:

Og dermed:

hvor er integrationskonstanten. I begyndelsen vil raketten have massen og ikke bevæge sig, hvilket betyder, at:

Altså har man:

hvor er tid. Man har nu en bevægelsesligning for raketten. Kalder man massen af en tom raket og den maksimale hastighed , finder man denne relation:

hvilket er raketligningen, som den typisk bliver præsenteret. Det ses, at rakettens endelige hastighed bliver højere, jo større del af raketten er brændstof. Man kan tilsvarende skrive:

med den kan man beregne, hvor meget brændstof er nødvendigt for at opnå en bestemt sluthastighed.[1]

Kildehenvisninger[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Jensen, Jens Højgaard (2014), "Raketligningen og Keplers anden lov" (PDF), KVANT, vol. marts, s. 22

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]