Rigsumiddelbar

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
I Regensburg fantes der fem rigsumiddelbare territorier på samme tid. Selve byen var en rigsstad, men indeholdt fire rigsumiddelbare enklaver: Domkirken hørte til højstiftet Regensburg. Hertil kom de tre rigsabbedier Niedermünster, Obermünster og St. Emmeram i byen.

Rigsumiddelbar eller Rigsumiddelbarhed (tysk Reichsunmittelbarkeit) var i Det tysk-romerske rige den status et territorium eller en person havde hvis det/han/hun ikke var underlagt andre lensherrer end kejseren. De rigsumiddelbare (eller immediate, rigsfrie) territorier blev regnet som selvstændige stater i riget; de rigsumiddelbare personer som deres statsoverhoveder.

Blandt rigsumiddelbare personer skelnede man mellem rigsstænderne (ental rigsstand, tysk Reichsstand) og resten, hvor rigsstænder var kendetegnet ved at de var repræsenteret i den tysk-romerske rigsdagen. Indenfor rigsstænderne blev der endvidere skelnet mellem personer med virilstemme og dem med kuriatsstemme. En virilstemme indebar personlig møderet og egen stemme ved rigsdagen (af latin vir = «mand», dvs. «en stemme per mand»). Rigsstænder uden virilstemme var på rigsdagene repræsenteret via et kollegium som deltes på en fælles såkaldt kuriatsstemme.

Antallet af rigsumiddelbare territorier varierede stærkt gennem tiden. Grundene var at rigsumiddelbarheden kunne tildeles og frakendes, men også at rigsumiddelbare familier uddøde eller delte sig i flere sidelinjer, at territorier blec mediatiseret af (slået sammen med) større naboer eller forlod Det tysk-romerske rige (f.eks. ved annektion gennem nabostater som Frankrig, eller ved medlemskab i Det schweitziske edsforbund). I mange tilfælde var der også det også omstridt om et territorium faktisk var rigsumiddelbart. Således mistede flere mindre områder de facto sin rigsumiddelbarhed ved at større naboer indskrænkede og efterhånden overtog deres selvbestemmelsesret (f.eks. rigsbyen Friedberg). Modsat opførte nogle statsoverhoveder sig som rigsfrie uden formelt at være blevet tildelt rigsumiddelbarheden (f.eks. greverne af Tyrol).

Antallet af rigsumiddelbare territorier blev stærkt reduceret mod slutningen af Det tysk-romerske rige. Mange mindre territorier blev mediatisert gennem franske annektioner mellem 1792 og 1799, gennem Reichsdeputationshauptschluss i 1803 og gennem grundlæggelsen af Rhinforbundet i 1806. Få måneder senere blev Det tysk-romerske rige opløst, og rigsumiddelbarheden mistede sin betydning; dvs. de tilbageværende rigsumiddelbare territorier blev suveræne stater.

Oversigt over de rigsumiddelbare stænder[redigér | redigér wikikode]

Det tysk-romerske rige, her ved freden i Westfalen (1648) var et kludetæppe af rigsumiddelbare territorier. De mindre områder er ikke vist på kortet.

Denne oversigt over de rigsumiddelbare stænder angiver forholdene som i grove træk gjaldt fra 1300-tallet frem til 1700-tallet. Tal angiver udviklingen mellem ca. 1520 og 1802. Hvor ikke andet er angivet, havde stænderne virilstemmer.

Totalt lå antallet af rigsumiddelbare stænder altså mellem 680 og ca. 1000. Siden mange af disse herskede over flere rigsumiddelbare territorier samtidig (dvs. i personalunion), var det totale antal territorier endda højere.

Forholdene fra 1803 og til 1806 er beskrevet i artiklen om Reichsdeputationshauptschluss.