Samuel Richardson

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Samuel Richardson, malt af Joseph Highmore.

Samuel Richardson (19. august 1689 i Derbyshire4. juli 1761 i London) var en engelsk romanforfatter.

Richardson skulde have studeret, men hans forældres formuesomstændigheder hindrede det, og han fik kun en tarvelig uddannelse. Allerede som dreng var han alvorlig og tænksom og holdt meget af at fortælle sine jævnaldrende historier, der alle var meget moralske. Særlig hos de unge piger stod han i høj yndest; han optrådte ikke som kurmager, men som fortrolig, og deres fortrolighed over for ham var så stor, at flere henvendte sig til ham for at få affattet deres kærlighedsbreve. Derved lagde han grunden til sit indgående kendskab til kvindenaturen.

Da han var bleven voksen, kom han i bogtrykkerlære i London; senere nedsatte han sig selv som bogtrykker og arbejdede sig efterhånden op til en anset stilling som ejer af et stort bogtrykkeri. Han var allerede i en fremrykket alder, da han optrådte med sin første roman Pamela (4 bind, 1741). Med lange mellemrum fulgte to andre romaner: Clarissa Harlowe (8 bind, 1748) og Sir Charles Grandison (6 bind, 1754). Disse bindstærke romaner har haft stor betydning i den engelske litteratur ved i modsætning til samtidens litteratur at hævde den borgerlige moral, og de gjorde da også uhyre lykke.

I Pamela skildres en ung pige, der som delskabsdame i et adeligt hus er udsat for sønnens efterstræbelser, men bevarer sin dyd og belønnes ved at blive gift med sin forfølger. Clarissa Harlowe, den betydeligste af romanerne, er en gribende skildring af et ædelt kvindehjerte. Hun efterstræbes af forføreren Lovelace, der omsider får hende i sin vold ved at bedøve hende med opium, hvorefter hun dræber sig, da hun ikke kan leve vanæret. Forføreren Lovelace er så ypperlig skildret, at ordet endog gik over til i almindelighed at betegne en bedårende forfører.

Den svageste af romanerne er Charles Grandison, hvor der i modsætning til Lovelace skildres en brav mand; men han er ulidelig kedelig. Også i romanens historie betegner disse bøger noget nyt. Her er for første gang samtidens liv behandlet og udpenslet i de mindste enkeltheder, og hovedvægten er lagt på den indre udvikling, på sjælemaleriet. For en moderne læser er de meget tunge at komme igennem; de er alle skrevne i brevform, hvilket meget bidrager til deres bredde, og de prædiker i for høj grad en moral, der ofte er meget snæversynet.

De blev i sin tid oversatte på alle europæiske hovedsprog; også på dansk findes der fra 18. århundrede oversættelser af dem.

Eksterne henvisninger


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.