Seikantunnelen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Indkørslen til tunnelen fra Aomori siden.
Location TsugaruPeninsulaJp.jpg
Seikantunnel - Tsugaru street detail.PNG

Seikantunnelen er verdens længste jernbanetunnel med en længde på 53,85 kilometer. Tunnelen går 240 meter under havets overflade og 100 meter under bunden af Tsugaru-strædet mellem Tsugaru-halvøen i Aomori-præfekturet af Japans hovedø, Honshu, og Matsumae-halvøen på Hokkaido.

Tunnelen blev påbegyndt i juni 1972 og stod færdigbygget i 1983. Konstruktionsarbejdet kostede i alt 66 menneskeliv. Den første prøvekørsel fandt først sted den 13. marts 1988.

Selvom det er den længste trafik (bane eller vej) tunnel i verden, har billigere flyrejser gjort at Seikan Tunnelen bruges mindre. Dens krav på rekorden forsvinder, når Gotthard Basistunnelen, en anden jernbanetunnel, er færdig omkring 2018.

Historie[redigér | redigér wikikode]

At forbinde Honshu og Hokkaido var noget man havde overvejet siden Taishō perioden (1912-1925), men seriøse undersøgelser begyndte først i 1946, på grund af tabet af territorier efter 2. verdenskrig og behovet for at genhuse folk som returnerede fra disse territorier. I 1954 sank 5 færger inklusive Toya Maru under en tyfon, hvorved 1.430 mennesker mistede livet. Det følgende år satte de japanske statsbaner, JNR, fart på tunnel-undersøgelserne.[1]

Tidslinie
24. april 1946 Geologiske undersøgelser indledes
26. september 1954 Toya Maru synker
i Tsugaru-strædet
23. marts 1964 Japan Railway Construction
Public Corporation
etableret
28. september 1971 Hovedtunnel konstruktionen indledes
27. januar 1983 Pilot tunnel - hul igennem
10. marts 1985 Hovedtunnel - hul igennem
13. marts 1988 Tunnelen åbnes
Kilde: [1]

En anden overvejelse var den voksende trafik mellem de to øer. En blomstrende økonomi så trafik-niveauer på den JNR-drevne Seikan-færge fordoblet til 4.040.000 personer/år fra 1955 til 1965, og godsmængder voksede 1,7 gange til 6.240.000 tons/år. I 1971 forudså trafikfremskrivninger, at trafikken ville vokse så meget, at den ville overskride kapaciteten ved færgelejet, som var begrænset af geografiske forhold. I september 1971 blev beslutningen taget om at begynde arbejdet med tunnelen. Et Shinkansen-kapabelt krydssnit blev lagt, med planer om at udvide Shinkansen netværket

Konstruktion[redigér | redigér wikikode]

Tværsnit af linieføringen.
(2): Service tunnel, 4 - 5 meter bred, beliggende 30 meter fra hovedtunnelen.(4): Forbindende rør for hver ca. 600 m.(3): Pilot tunnel, 3,6 - 5 meter bred. (1): Hovedtunnel. 11 - 11,4 meter bred. (Hestesko-form er vist, men et cirkulært snit blev brugt i områder med vanskelig geologi).

De første geologiske undersøgelser fandt sted mellem 1946 og 1963, og omfattede: boring i havbunden, soniske undersøgelser, undervandsboringer, observationer ved hjælp af mini-ubåd, og seismiske og magnetiske undersøgelser. Men for at få en større forståelse af hvad man havde med at gøre, blev der foretaget horisontale pilot boringer, i både service og pilot tunnelerne.

Tunnelkonstruktionen begyndte samtidig fra både den nordlige og den sydlige ende. Afsnittende på tørt land blev tacklet med traditionelle bjergtunnel-teknikker, med en enkelt hovedtunnel. Men for de 23,3 km. som var under vandet, blev der lavet tre boringer med forskellig diametre: en første pilot tunnel, en service tunnel, og endelig hovedtunnelen. Servicetunnelen blev periodevis forbundet med hovedtunnelen med en serie af forbindende rør, i 600 til 1.000 m. intervaller. Pilottunnelen tjente som servicetunnel for det 5 km. lange center stykke.

Brugen af en tunnelboremaskine (TBM) under Tsugaru-strædet blev aflyst efter mindre end 2 km. på grund af klippens varierende beskaffenhed og besvær med at komme ind til fronten for at tage avancerede injektionsmetoder i anvendelse. Sprængning med dynamit og mekanisk hakning blev herefter brugt.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Matsuo, S. (1986). "An overview of the Seikan Tunnel Project Under the Ocean". Tunnelling and Underground Space Technology 1 (3/4): 323–331. doi:10.1016/0886-7798(86)90015-5. 

Koordinater: 41°18′57″N 140°20′06″Ø / 41.3157°N 140.3351°Ø / 41.3157; 140.3351