Senetråd
Senetråd og -snor af dyresener blev brugt af mange indianere til at sy og binde mangt og meget sammen med i gammel tid. Skindene til en tipi syede kvinderne sammen med senetråd, og sømmene i mokkasiner, skindskjorter og andet tøj var også gjort af dette naturmateriale. Derudover fandt indianerne en række mindre selvfølgelige måder at anvende tråd og snor af sener på.
Fremstilling og opbevaring af senetråd og -snor[redigér | rediger kildetekst]
Til senetråd tog indianerne gerne de lange sener på hver side af rygraden på en bison,[1] der er stærk og holdbar.[1] Sener fra større vildt som wapitihjort, rådyr og gaffelantilope kunne også bruges.[1] Udelukkende sener af et hvidhalet rådyr måtte anvendes til at sy en soldansdukke i crow-stammen.[2]
Senen blev skåret op i passende længder og tørret for opbevaring indtil brug. Enten fugtet i munden[3] eller holdt over damp genvandt tynde, strimlede trævler af senen deres bøjelighed. Disse blev snoet fastere ved at rulle dem mod låret med håndfladen[4] eller mellem hænderne.[5] Ujævnheder i tråden blev glattet ud, og den var klar til at sy med.[6]
Pawnee-kvinder brugte en del af vinteren på at lave reb af tykkelse som en lillefinger ud af de mange sener fra bisonerne nedlagt under stammens efterårs- og vinterjagt.[3]
På ture kunne både mænd og kvinder have en lille skindpose eller taske med til senetråd og syl.[1]
Eksempler på anvendelse[redigér | rediger kildetekst]
Håndgerning og bearbejdning af skind[redigér | rediger kildetekst]
Anvendt til perlebroderi rullede kvinden en fugtet ende af senetråden til en tynd spids mellem fingrene. Spidsen tørrede nåleagtigt op og overflødiggjorde brugen af en rigtig nål. Huller i skindunderlaget lavede hun med en syl. Brodøsen fæstnede de farvede perler eller piggene af træpindsvin til underlaget med tråden. Blev tråden for stiv at arbejde med, fugtede hun den med lidt spyt mellem fingerspidserne.[7]
Om foråret bandt pawnee-kvinderne de solide reb af sener, som de havde fremstillet i vinterens løb, mellem stolperne i hegnet om deres majsmarker for at holde hestene væk fra planterne.[3] Efter majshøsten tog de rebene ned og strammede dem op mellem f.eks. to træstammer. Så blødgjorde de skind ved at folde dem rundt om de hårde reb og trække dem frem og tilbage igen og igen.[3] Også gros ventre-kvinder og flere andre rullede et nyt skind over et hårdt opstrammet senereb for at gøre det blødt.[8]
Våben, redskaber og dekoration af fløjter[redigér | rediger kildetekst]
Pilespidsen på en hellig jagtpil brugt under forberedelserne til pawnee-indianernes ”tredive dages ceremoni” blev bundet fast til skaftet med senetråd fra en pumahale.[3] Almindelig senetråd var det normale bindemateriale på prærien til at fæste pilespidser og i øvrigt også styrefjerene på et pileskaft med.[9] Senesnor blev brugt som buestrenge.[10]
Hovedet på ben-hakkerne anvendt i majsmarkerne af f.eks. kvinderne i mandan- og hidatsa-stammen blev bundet fast med snor af enten sene eller læder.[6]
Unge mænd i kiowa-stammen kunne bruge cedertræs-fløjter omviklet med en dekorativ, farvet senetråd til at kurtisere deres udkårne med.[10]
Lukning af sår[redigér | rediger kildetekst]
Til at binde såret på en lige kastreret hingst brugte hidatsaerne enten senetråd fra en kanin, en antilope eller en wapitihjort. Ved brug af kaninsenen ville hesten vinde kaninens hurtighed, men også dens vane med at stoppe op og orientere sig. Antilopesenen gav hesten høj fart over korte strækninger, mens god fart samt udholdenhed blev opnået ved brug af senen fra wapitien.[1]
En nyfødt arapaho fik stumpen af den overskårne navlestreg bundet med en senetråd.[11]
Handlekraftige krigerkammerater kom en crow til hjælp ved at sy hans gabende skudsår i maven sammen med senetråd. Han overlevede, kunne siden anføre krigsgrupper og var kendt i stammen som Sews His Guts.[12]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b c d e Wilson, Gilbert L.: The Horse and the Dog in Hidatsa Culture. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. XV, part II. New York, 1924.
- ^ Wildshut, William (Ed. John C. Ewers): Crow Indian Medicine Bundles. Contributions from the Museum of the American Indian. Heye Foundation, Vol. XVII. New York, 1960.
- ^ a b c d e Murie, James R.: Ceremonies of the Pawnee. Part I: The Skiri. Smithsonian Institution. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 27. Washington, 1981.
- ^ Murie, James R.: Pawnee Indian Societies. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. XI, Part VII. New York, 1914.
- ^ Wissler, Clark: North American Indians of the Plains. American Museum of Natural History. Handbook Series No. 1. New York, 1920.
- ^ a b Gilman, Carolyn and Mary Jane Schneider: The Way to Independence. Memories of a Hidatsa Indian Family, 1840-1920. St. Paul, 1987.
- ^ Orchard, William C.: The Technique of Porcupine-quill Decoration among the North American Indians. Contributions from the Museum of the American Indian. Heye Foundation. Vol. IV, No. I. New York, 1916.
- ^ Kroeber, A. L.: Ethnology of the Gros Ventre. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. 1, Part IV. New York, 1908.
- ^ Densmore, Frances: Teton Sioux Music. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 61. Washington, 1918.
- ^ a b Merrill, William L., Marian Kaulaity Hansson, Candace S. Greene and Frederick J. Reuss: A Guide to the Kiowa Collections at the Smithsonian Institution. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 40. Washington, 1997.
- ^ Hilger, Sister M. Inez: Arapaho Child Life and Its Cultural Background. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 148. Washington, 1952.
- ^ Nabokov, Peter: Two Leggings. The Making of a Crow Warrior. Based on a field manuscript prepared by William Wildshut for the Museum of the American Indian, Heye Foundation. Lincoln and London, 1982.