Rådyr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Rådyr ?
Rådyr.Foto: Marek Szczepanek
Rådyr.
Foto: Marek Szczepanek
Et halvvoksent lam. FanøFoto: Malene Thyssen, 2002
Et halvvoksent lam. Fanø
Foto: Malene Thyssen, 2002
Bevaringsstatus
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Orden: Artiodactyla
(Parrettåede hovdyr)
Familie: Cervidae (Hjorte)
Slægt: Capreolus
Art: capreolus
Videnskabeligt artsnavn
Capreolus capreolus
Linnaeus 1758
Det europæiske rådyrs udbredelse.
Det europæiske rådyrs udbredelse.

Rådyret (latin: Capreolus capreolus) er Europas mindste hjorteart, den er meget almindelig i det meste af Europa og Lilleasien, også i Danmark. Man har fundet rådyrknogler i Danmark helt tilbage fra for 8.000 år siden.

Braklægning og skovrejsning har givet råvildtet bedre leveforhold, og det anslås, at der er op imod en halv million rådyr i Danmark i dag. På grund af den større bestand er jagtudbyttet også steget, og der skydes nu over 100.000 stykker råvildt årligt, uden at bestanden falder.

Rådyret trives alle steder hvor der er gode græsningsmuligheder og samtidig mulighed for skjul i form af småskove og krat og er dermed meget tilpasningsdygtigt, selv til vores kulturlandskab i Danmark. At rævebestanden de senere år har været plaget af skab har sikkert medvirket til rådyrets fremgang, da rævene normalt tager omkring 60% af rålammene i en sæson. Kun på enkelte øer findes rådyret ikke. Andre steder – f.eks. på Bornholm – er en bestand blevet genopbygget ved udsætning, efter det blev udryddet på grund af rovdrift. Parringssæsonen er i juli-august. Hannen kaldes en buk, mens hunnen kaldes en rå, de bliver kønsmodne omkring etårsalderen. I det fri kan et rådyr blive omkring 10-12 år, mens det i fangenskab kan blive op til 17 år gammelt.

Udseende[redigér | redigér wikikode]

Rådyret har en kropslængde på 0,9 – 1,3 meter og en vægt på omkring 20-30 kg. Skulderhøjden er 60–90 cm. Halen er meget kort ca. 2,5 – 3,5 cm. Pelsen er rødbrun i sommertiden, men gråner frem mod vinteren. Halepartiet er hvidt og kaldes ”spejlet”. Hannen (bukken) har et lille forgrenet gevir kaldet en opsats med op til 6 ender. Opsatsen falder af hvert år i november, men et nyt gror ud i løbet af vinteren.

Den nye opsats er omgivet af et blodfyldt lag lodden hud, der forsyner opsatsen med næring under væksten. Hudlaget kaldes ”basten”. I foråret, når opsatsen er udvokset og forbenet, svinder blodkarrene ind og et væskelag under huden dannes, så basten kommer til at sidde løs. Når dette sker medfører det kløe, og bukken gnubber derfor opsatsen mod træer og buske, hvormed laget skrælles af. Det går hårdt ud over træerne, da bark og smågrene rives af i denne proces og er et tydeligt spor efter bukken i skoven. Adfærden kaldes at bukken ”fejer” geviret. Bukken æder den afgnubbede hud. Opsatsen er helt hvid lige efter fejningen men bliver hurtigt mørkere.

Vinterædeplads. Her er de vintergrønne blade på vedbend ædt af rådyr.

Føde[redigér | redigér wikikode]

Rådyret er en drøvtygger, det veksler mellem at gå og søge føde og at ligge skjult i vegetationen og tygge drøv. Rådyret æder en meget varieret kost af mere end 1000 forskellige plantearter i dens udbredelsesområde. Omkring 54% består af urtelignende planter, mens omkring 25% udgør planteføde fra buske og træer. Den er meget selektiv og æder sjældent det meget fiberholdige græs, men foretrækker, hvis den har mulighed for at vælge, at nippe de mest energiholdige og vandrige dele af urter og løvtræer på deres vej. Rådyrets mave er forholdsvis lille og energiniveauet og fordøjelsen er generelt høj, så dyret må æde ofte, gerne 5 – 11 måltider i døgnet. Rådyr æder gerne urter, løv, skud, knopper og korn, men kan også finde på at skrælle barken af træer eller æde bær og svampe. Andre vækster som f.eks. det meste af ranunkelfamilien, en del grovere græsser og en del krydderurter som f.eks. malurt undgås. Rådyret lever udmærket side om side med udprægede græsædere som f.eks. dådyr og kronhjort, da de ikke konkurrerer om føden. Som mennesket kan rådyret ikke selv danne c-vitamin, men vitaminet må tilføres gennem kosten.

Vintertiden er barsk for rådyret. Da det er en forholdsvis lille hjorteart, har den brug for energirig føde for at opretholde sit aktivitetsniveau. Vinterens fødeudbud giver ikke den energi dyret normalt har behov for. Rådyret er derfor på en række områder specielt tilpasset vinterens knappe fødeudvalg. Rent adfærdsmæssigt nedsætter rådyret sin aktivitet om vinteren, fra op mod 13 timers aktivitet om sommeren til omkring 8-10 timers aktivitet om vinteren. I de koldeste perioder tilbringer dyret meget tid med at ligge stille i skjul for at spare energi. Den føde dyret kan finde giver ikke engang den energi tilbage som rådyret ville skulle bruge på at finde føden, så det er energimæssigt fornuftigt at bevæge sig så lidt som muligt og i stedet tære på sommerens fedtressourcer. Da rådyrets føde skal være så energirig, er det ikke ualmindeligt at finde rådyr om vinteren, der er døde af sult, selvom de har maven fyldt med mad.

Perioderne med drøvtygning er også forlænget om vinteren, da den mere fiberholdige føde, der er tilgængelig om vinteren kræver længere forarbejdning. En drøvtyggerperiode om vinteren kan strække sig op til halvanden time, mens en drøvtyggerperiode om sommeren typisk varer omkring trekvart time. Ud over adfærdsmæssige tilpasninger sker der også fysiologiske tilpasninger til vinterens fødeknaphed. Rådyrets stofskifte falder, vommens volumen bliver mindre og den opsugende overflade mindskes. Råens forlængede drægtighed sparer på hendes ressourcer om vinteren, hvor føden er knap. De vintergrønne marker har i de senere år gjort vintrene en smule lettere at overleve for rådyrene.

Rådyret mangler fortænderne i overkæben. Tænderne er erstattet af en forhornet plade, som undermundens tænder passer op i. Når rådyret bider skud og knopper af bliver biddet derfor flosset i kanten. Om vinteren, når der ligger sne kan man tydeligt se specielle ædepladser, hvor rådyrene har skrabet sneen væk, for at komme til vegetationen nedenunder. Rådyrets specialiserede fødevalg gør dem til et skadedyr i de tidlige successionsstadier i en skovs udvikling, hvor de ofte skambider unge træer.

Adfærd[redigér | redigér wikikode]

Rådyret er mest aktivt omkring solopgang og solnedgang, men hvis det ikke forstyrres er det også gerne aktivt om dagen. Små flokke – kaldet spring – af rådyr ses ofte græssende om dagen i kort afstand fra veje og bebyggelse.

Rådyrleje i skoven.

Når rådyret vil hvile, skraber det sig et leje, hvor kviste, blade og anden vegetation fjernes, så dyret ligger på den bare jord. Et sådant leje vidner længe om rådyrets besøg.

Når rådyrene bevæger sig omkring i territoriet følger de et helt bestemt netværk af stier. De ses som små nedtrampede stier i landskabet og kaldes for ”veksler”. Vekslerne følger altid den nemmeste vej igennem et landskab, det snor sig omkring bakker, sten og faldne træstammer. Flere andre dyrearter anvender rådyrenes veksler, der er markeret med duftspor.

Jages rådyret, afsætter det er skræk-duftstof fra en kirtel, der udmunder foroven mellem klovene. Dette duftstof advarer andre rådyr der møder dette duftspor i op til flere dage efter. En flok rådyr på flugt ses tydeligt, da de alle løfter den lille hale og viser det tydelige hvide spejl frem. Det gør det nemmere for det enkelte individ at følge flokken, så de forbliver samlet, selv under en panikagtig flugt.

Råbukken ”fejer” hele sommeren, selvom basten på opsatsen fjernes i løbet af få timers fejning. Dette skyldes at fejningen efterlader tydelige mærker på træer og buske som bukken bruger i sin territorieafmærkning. Den forlængede fejning benævnes derfor territoriefejning. Ved roden af opsatsen sidder en duftkirtel, som afsætter duftmarkeringer, når bukken udviser denne territoriehævdende adfærd. I brunsttiden kan bukken i ophidselse over en påtrængende rival stange og slå opsatsen mod buske og træer. Denne fejning og stangning kan være temmelig voldsom, og man mener det er en overspringshandling bukken foretager for at komme af med et overskud af aggressioner.

I parringstiden kan man være heldig at finde såkaldte hekseringe, der er lavet af rådyr. Det er nedtrampet bevoksning og spor efter rådyrenes parringsleg, hvor råen bevæger sig i ring, fulgt af bukken, gerne rundt om en busk eller en sten.

Dyrene følges om vinteren i store flokke, kaldet "spring" med op til 20 dyr. I foråret hvor bukkene begynder at opretholde deres territorier splittes de store grupper op i mindre.

Spor[redigér | redigér wikikode]

Rådyrspor i sne.
Foto: Tomasz Kuran

Rådyrets spor er lille og smalt. Det er ca. 4,5 cm langt og ca. 3 cm bredt. Sporet er jævnt i bunden, da trædepuden fortsætter helt ud i spidsen af kloven. Sporene er lidt udadvendte, og normalt ser man ikke mærker efter biklovene. Skridtlængden er 60–90 cm, og bagfoden sættes normalt i forfodens spor. Forklovene er ofte lidt spredte, mens bagklovene er samlede. Ved flugt, hvor rådyret bevæger sig i galop, ses gerne spor efter biklovene, springlængden er da omkring 2 meter, men kan komme op på det dobbelte. Under flugt kan rådyret springe over forhindringer på op til 2 meters højde.

Rådyrets ekskrementer er 10–14 mm lange og 7–10 mm brede sorte eller mørkebrune og citronformede. Om sommeren afgives de ofte i klynger på dyrenes ædepladser, eller enkeltvis mens dyret går.

Rålam[redigér | redigér wikikode]

Rålam gemmer sig i skovbunden.

Rådyrene parrer sig i august. Det befrugtede æg har et hvilestadium, der varer helt til januar, hvorefter det begynder at udvikle sig. Ved fødslen af et eller to rålam i maj/juni viser rådyret sin tilpasningsevne til forandringer i dets levesteder. I dag fødes rålammene oftest i en kornmark, hvor de tidligere ville være blevet født i et tæt krat eller i en skov. Råen efterlader lammet i op til 19-20 timer i døgnet de første fire uger, så længe det er for lille til at følge hende. Råen kan være op til en kilometer væk og vender kun tilbage til lammet når det skal die. Råens mælk består af omkring 7% fedtstof og 9% protein, hvilket er ca. det dobbelte af god komælk. Lammet selv har ingen lugt, så rovdyr ikke får færten af det, samtidig er lammet godt kamufleret med typiske lyse pletter i den rødbrune pels,. Pletterne ligner solens lyspletter på en skovbund og de får dermed lammet til at smelte sammen med omgivelserne.

Lammet kender ikke sin mor særligt godt i de første uger, det følger ethvert større væsen, der kommer forbi, når tiden nærmer sig hvor råen skulle dukke op. Selv et menneske, f.eks. en landmand, der tilser sin mark kan uden at ville det lokke et lam frem. Rører man et ”efterladt” lam vil råen sandsynligvis intet have med det at gøre, da det så har en fremmed lugt, og lammet vil dø. Lammet dier ved råen til langt ud på efteråret, og først efter et år skilles de. Råen og lammene bevæger sig indenfor et område på 25 – 50 hektar. Bukkens yngleterritorium er i brunsttiden ca. 1 1/2 gange så stort. Løber et rådyr over vejen kan man ofte regne med at der kommer mindst et lam løbende i hælene på råen. I sensommeren og efteråret bliver rigtigt mange rådyr trafikdræbt. Mange påkørte dyr når dog at slippe ind i bevoksningen selv om de er hårdt såret.

Rådyrene kommer om vinteren nærmere mennesket. Her er en flok Rådyr på vej ud af haven efter at have spist sig mætte i Vedbendblade.

Jagt[redigér | redigér wikikode]

Jagttiden for rådyr er spredt over to perioder: For sommerbukke, hvor jægere får mulighed for at skyde bukke med de store udvoksede opsatser, er jagttiden 16. maj til 15. juli. Bukkejagten foregår altid enten med riffel eller bue.

For alle rådyr er der en yderligere jagttid, der strækker sig fra 1. oktober til 31.januar.[1] 1. oktober er rålammene dog kun ca. 3 måneder gamle og har svært ved, at klare sig uden råen endnu. Derfor hersker der en uskreven regel i Danmark, om ikke at skyde gammelråen i den første del af sæsonen. Denne jagttid kan både foregå med riffel og med haglgevær. Ved brug af haglgevær foregår jagten som regel som driv- eller trykjagt, hvor dyrene skræmmes hen imod jægerne, der står klar til skud.

Tidligere lod man råvildtet hænge længe, men i dag hænger et ungt dyr kun omkring 1 – 2 dage, mens et ældre dyr skal hænge 8-10 dage. Efter partering og fjernelse af indvolde bliver rådyret skåret ud i ryg, kølle og Bove.

Skovflåten[redigér | redigér wikikode]

Skovflåten er Danmarks farligste dyr. Dens livscyklus er kompliceret og forskellige livsstadier for dyret kræver blod fra forskellige værter. Flåten er en mide (spindler), da det voksne dyr har 8 ben ikke 6 som insekterne.. Larven klækkes fra et æg og søger derefter en vært den kan suge blod fra. Larven suger blod fra mus og er ikke farlig for mennesker. Men efter et år skifter larven ham og udvikles til et nymfestadie. Nymfen suger blod fra rådyr, hunde og mennesker. En skovflåt, der er inficeret med bakterier kan overføre sygdomme til mennesker. Overførte sygdomme kan være TBE (flåtbåren hjernehindebetændelse), Borreliose og Erhlichia. Skovflåten har haft fremgang i Danmark, dette skyldes at rådyrene er den vigtigste blodkilde for skovflåten i Danmark. Rådyrene er blevet 5 gange så talrige siden 1985, og det er skovflåten sandsynligvis også.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder, links og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: