Slaget ved Bentonville

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget ved Bentonville
Del af Amerikanske borgerkrig
Slaget ved Bentonville, North Carolina
Slaget ved Bentonville, North Carolina
Dato 19.-21. marts 1865
Sted Bentonville, North Carolina
Resultat Sejr til Unionen
Casus belli Delstaternes ret til at tillade slaveri
Parter
Amerikas Forenede Stater Amerikas Konfødererede Stater
Ledere
William T. Sherman
Henry W. Slocum
Joseph E. Johnston
P.G.T. Beauregard
Braxton Bragg
William J. Hardee
D.H. Hill
Styrke
60.000 21.000
Tab
1.517 3.606

Slaget ved Bentonville blev udkæmpet mellem 19. marts og 21. marts 1865, i Bentonville, North Carolina, nær den nutidige by Four Oaks, som led i Carolina kampagnen i den amerikanske borgerkrig. Det var det sidste større slag som blev udkæmpet mellem hærene under generalmajor William T. Sherman og general Joseph E. Johnston. I betragtning af fjendens overvældende styrke og de forholdsvis store tab hans hær havde haft i slaget overgav Johnston sig til Sherman lidt over en måned senere ved Bennett Place,i nærheden af Durham Station. Sammen med Robert E. Lee's overgivelse tidligere i april udgjorde Johnstons overgivelse den reelle afslutning på krigen.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Gennem slutningen af vinteren og det tidlige forår i 1865 havde William T. Sherman's Unionshær fejet som en vind af ødelæggelse gennem South Carolina, en logisk fortsættelse på det foregående efterårs Shermans march til havet. Den 8. marts krydsede Unionssoldater grænsen til North Carolina da en samling konfødererede enheder forsøgte at samle sig for at glokere deres vej. Sherman delte sin hær i to dele, en venstre fløj under kommando af generalmajor Henry W. Slocum og en højre fløj under generalmajor Oliver O. Howard. De to fløje rykkede frem ad hver sin vej mod Goldsboro fra den 13. marts. Konfødereret recognoscering afslørede denne fremgangsmåde og Johnston forsøgte at samle hele sin hær imod Slocums fløj inden en sluttede sig til resten af Unionshæren. Det konfødererede angreb begyndte den 19. marts da Slocums mænd marcherede på Goldsboro Road, 1½ km syd for Bentonville.

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Slocum var overbevist om at han kun stod overfor fjendtlig kavaleri, ikke en hel hær. Derfor meddelte han i første omfang Sherman, at han blot stod overfor flygtig modstand ved Bentonville og ikke behøvede hjælp. Men om eftermiddagen strømmede konfødereret infanteri ud af skovene langs Goldsboro Road og drev Unionens venstre flanke tilbage i uorden. Konfødererede tropper under generalmajor D.H. Hill fyldte pladsen som var efterladt af de retirerende Unionstropper og begyndte at beskyde de resterende Unionstropper fra siden. Efter en hidsig kamp begyndte Unionsforstærkninger at ankomme og bremsede Hills angreb. Kampene fortsatte efter nattens frembrud da de konfødererede uden succes forsøgte at drive den resterende Unionslinje tilbage.

Slocum havde bedt om hjælp fra Sherman under eftermiddagens angreb, og Johnston, som vidste at han snart ville være stærkt i undertal brugte sin venstre flanke til at dække sin eneste mulige flugtvej over Mill Creek. Howards fløj ankom på slagmarken sendt på eftermiddagen den 20. marts og forlængede Slocums højre flanke. Kun mindre træfninger fandt sted denne dag.

Den 21. marts angreb generalmajor Joseph A. Mower fra Unionshæren et uautoriseret angreb på konføderationens venstre flanke som forsvarede Mill Creek Bridge. Mowers mænd nåede at komme indenfor 1½ km fra overgangen inden Sherman kategorisk beordrede dem tilbage. I sine erindringer erkendte Sherman at det var en fejl og at han gik glip af en mulighed for at afslutte kampagnen ved at fange hele Johnstons hær netop der. Blandt de faldne blandt de konfødererede var generalløjtnant William J. Hardee's 16 år gamle søn, Willie. Hardee havde modstræbende tilladt sin søn at tilslutte sig 8. Texas Cavalry blot timer inden Mower's angreb.

I løbet af natten trak Johnston sin hær over Mill Creek og brænde broen efter sig. Sherman tog ikke meget notits af det og forfulgte ikke de konfødererede men fortsatte sin match mod Goldboro. Den konfødererede hær havde mistet sin sidste chance for at opnå en afgørende sejr over Unionshæren i North Carolina.

Slagmarken er bevaret som Bentonville Battleield, som blev erklæret for et National Historic Landmark i 1996.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • National Park Service battle description
  • Hughes, Nathaniel Cheairs, Jr., Bentonville: The Final Battle of Sherman and Johnston, University of North Carolina Press, 1996.
  • Broadwater, Robert P., Battle of despair : Bentonville and the North Carolina campaign, Macon, Ga : Mercer University Press, c2004.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]