Slaget ved Covadonga

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget ved Covadonga
Del af Den Islamiske ekspansion og La reconquista
Statue fra 1965, som forestiller Pelayo; sejrherre ved Covadonga og Asturiens første konge
Statue fra 1965, som forestiller Pelayo; sejrherre ved Covadonga og Asturiens første konge
Dato Sommeren 722
Sted I bjergkæden Picos de Europa nær Covadonga, Asturien
Resultat Asturisk sejr
Parter
Kongeriget Asturien Ummayyadekalifatet
Ledere
Don Pelayo af Asturien Munuza
Alqama
Styrke
Omkring 300 800–1,400
Tab
Ukendt (ifølge en senere legende overlevede kun af 10 asturerne) Ukendt

Slaget ved Covadonga blev udkæmpet nær ved klippehulen i Covadonga, Asturien (sydøst for Cangas de Onís i bjergruppen Picos de Europa).[1] Det var dér, at den asturiske konge, Pelayo, besejrede en maurisk hærafdeling i 722 (eller 718). Denne sejr, den første militære succes for de kristne efter den muslimske erobring af den Iberiske halvø, anses traditionelt for at være indledningen af den kristne tilbageerobring (Reconquista) af landet. I den moderne forskning betvivler man ikke, at denne kamp faktisk har fundet sted, for den nævnes også i muslimske kilder, men den var muligvis mere en kamp end et egentligt slag. Den kristne historieskrivnings stærkt overdrevne fremstilling af dens betydning ("Covadonga-myten") bliver dog afvist som utroværdig.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Kristne kilder[redigér | redigér wikikode]

Hovedkilderne til disse begivenheder er dels en krønike, som kong Alfonso III (866–910) lod nedskrive, og dels Crónica Albeldense, der ligeledes blev til ved denne konges hof, og som blev afsluttet i året 883. Det er uvist, om det – som berettet i Alfons IIIs krønike – kom til forhandlinger før slaget. Her skal muslimerne have tilbudt asturerne fordelagtige fredsbetingelser gennem en biskop Oppa, som de havde medbragt. Pelayo skulle i så fald ikke bare have beholdt sit rige under muslimsk overhøjhed, men også have fået en traktatligt sikret, politisk selvstændighed af et vist omfang.[2] Ifølge krøniken afviste Pelayo dette tilbud, og derpå begyndte slaget, hvor angiveligt 124.000 muslimske soldater mistede livet, og deriblandt også den kommanderende feldherre, Alqama. Senere under flugten skal yderligere 63.000 være omkommet. Resultatet var efter denne fremstilling, at guvernør Munuza, som ikke havde deltaget i slaget, måtte forlade sin residens i Gijón, og at han blev dræbt under flugten. Senere skal ikke én eneste muslim have overlevet nord for passene i de Kantabriske bjerge.[3]

Muslimske kilder[redigér | redigér wikikode]

De muslimske kilder er heller ikke samtidige, men de fremstiller krigshandlingerne som ubetydelige kampe. Ifølge dem blev en enhed på 300 kristne oprørere omringet og næsten fuldstændigt udslettet. Til sidst skal kun Pelayo og 30 udsultede soldater have været tilbage, og dem lod man undslippe, da det havde krævet en uforholdsmæssigt stor anstrengelse at tilintetgøre dem i det vanskelige terræn.[4]

Vurdering af kilderne[redigér | redigér wikikode]

Indholdet i begge parters kilder er øjensynligt langt fra den historiske virkelighed.[5] I den kristne historieskrivning blev Covadonga overvurderet og gjort til en myte ud fra de følgende århundreders synsvinkel, mens kampen blev bagatelliseret hos de muslimske historikere. Den asturiske skildring er præget af en ”nygotiskhed”, som skulle begrunde opfattelsen hos det asturiske kongehus, at deres herredømme kunne betragtes som en genskabelse eller genoprettelse af visigoternes rige. De grænseløst overdrevne tabstal hos fjenden skulle bevise, at den kristne sejr var et under og resultatet af guddommelig hjælp. Den muslimske fremstilling er ligeledes utroværdig, for hvis man følger dens opgivelser, er det ubegribeligt, at Pelayo kunne konsolidere sit asturiske rige omkring hovedstaden Cangas de Onís, uden at muslimerne kunne forhindre ham i det. Slaget har desuden en vigtig plads i den spanske (og portugisiske) nationalmyte, som nationens fødselstidspunkt.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Efter muslimernes sejr i det afgørende slag ved Rio Guadalete (i juli 711), hvor visigoternes konge, Roderik faldt, blev hans rige udslettet. I løbet af tre år fra 711 til 714 blev hele det visigotiske kongerige i Hispania erobret af invaderende muslimer fra Nordafrika (Berbere og Arabere), som i stedet etablerede al-Andalus. Sejren ved Covadonga var den første kristne sejr over muslimske styrker siden 711, og den er derfor af eftertiden blevet regnet som et vendepunkt, hvor en lang generobringskrig begyndte. Ifølge den asturiske overlevering var Pelayo (latin: Pelagius) en adelig visigoter, der havde tilhørt Roderiks hird som spat(h)arius ("sværdmand"). Han trak sig tilbage til Asturien, hvor hans familie tilsyneladende havde sine rødder og var vel anset.[6] Der gik han i tjeneste hos den muslimske guvernør, Munuza, og indordnede sig altså med de nye magthavere.[7] Munuza ville giftes med Pelayos søster, formodentlig for at sikre sin magt i regionen gennem en forbindelse til denne fremtrædende slægt.[8] Pelayo afviste dog at give sin tilladelse, og da Munuza satte sig ud over den forhindring, kom det til fjendtlighed, og Pelayo flygtede til en afsides bjergegn for at indlede sin opstand.[9] I 718 lod han sig vælge til konge eller "fyrste" (princeps) af sine tilhængere. I begyndelsen foretog muslimerne, der var beskæftiget med deres ekspansion nord for Pyrenæerne, sig tilsyneladende ikke noget overfor dette, og først fire år senere, i 722, udsendte de en hærstyrke, der skulle slå opstanden ned.

Slagets forløb[redigér | redigér wikikode]

De muslimske og kristne kilder er meget uenige om kampens forløb, og også i den moderne forskning er næsten alt andet end stedet under diskussion. Selv dateringen er ikke afklaret med sikkerhed. Efter en grundig undersøgelse kom den fremtrædende, spanske historiker, Claudio Sánchez-Albornoz, til det resultat, at slaget fandt sted i 722.[10] I første omgang fik denne opfattelse tilslutning, men i den senere tid går nogle forskere ind for en tidligere dato (718).[11] Det står egentlig kun fast, at det var ved Covadonga, at muslimske troppers forsøg på at ødelægge Pelayos hærstyrke mislykkedes.

Kendsgerningerne[redigér | redigér wikikode]

Dette er dalen, hvor slaget fandt sted. Udsigt fra Covadonga mod syd.

Man må fastslå, at der er blevet kæmpet, og at det åbenbart drejede sig om en militær succes for oprørerne. Omfanget og betydningen kan dog ikke afgøres nærmere af mangel på troværdige kilder. Tilsyneladende undervurderede muslimerne bæredygtigheden i Pelayos opstand, og derfor lod de være med at undertrykke ham energisk efter nederlaget ved Covadonga. Begge siders beretninger går ud fra, at den muslimske styrke var talmæssigt overlegen ved Covadonga. Asturerne havde på den anden side fordelen af et bedre kendskab til et landskab, der var vanskeligt for angriberen.

I realiteten undgik muslimerne at trænge ind i det bjergrige Asturien, som det heller ikke var lykkedes deres forgængere, visigoterne, at underlægge sig.[12] I stedet koncentrede de deres styrker om en invasion af det langt rigere Frankerrige nord for Pyrenæerne. Her led de dog en række nederlag til en alliance af kristne riger, ledet af frankeren Karl Martell, og de måtte derfor opgive yderligere ekspansion mod nord. Kamppausen gav asturerne mulighed for at konsolidere sig som et kongerige, der senere kunne ekspandere på muslimsk territorium, og derved skabe plads til en kristen forpost på den ellers muslimsk dominerede halvø.

Mindesmærke[redigér | redigér wikikode]

Grotten i Covadonga, Pelayos tilflugtsted.

Allerede før slaget var der en Mariahelligdom i hulen ved Covadonga. Efter de kristnes opfattelse stod dette sted under himmelsk beskyttelse og kunne derfor ikke indtages af muslimerne. Derfor blev helligdommen til et Maria-valfartssted. På stedet ærer man stadig "Jomfruen af Covadonga", der betragtes som Asturiens beskytter. Hovedmålet for valfarten til Covadonga er den hule, hvor Pelayo skjulte sig før udfaldet mod de angribende fjender. I følge en legende er Pelayo begravet i det kapel, der befinder sig på stedet.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Claudio Sánchez-Albornoz: El reino de Asturias. Orígenes de la nación española. Estudios críticos sobre la historia del reino de Asturias. bd 2. Instituto de Estudios Asturianos, Oviedo 1974, ISBN 84-00-04032-5

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Stedets topografi kan ses på kort og illustrationer hos Claudio Sánchez-Albornoz: Orígenes de la nación española, bd. 2, Oviedo 1974, ISBN 9788400040321, overfor side 56 og 160.
  2. Jan Prelog (udg.): Die Chronik Alfons’ III., Frankfurt a.M. 1980, ISBN 9783820466881, side 154f.; Roger Collins: The Arab Conquest of Spain, 710-797, Oxford 1995, ISBN 978-0631194057, side 22-27 og 155; Die Chronik Alfons’ III. (version B) 6.1, udg. af Yves Bonnaz, Chroniques asturiennes, Paris 1987, ISBN 9782222035169 , side 150.
  3. Yves Bonnaz, side 40-44 og 148.
  4. En spansk oversættelse af teksten findes hos Sánchez-Albornoz side 140f. note 10.
  5. Sánchez-Albornoz side 144-146; Bonnaz side 154.
  6. Jan Prelog, side 147f.
  7. Collins side 149; Yves Bonnaz: Chroniques asturiennes, Paris 1987, side 142f.
  8. Ludwig Vones: Geschichte der Iberischen Halbinsel im Mittelalter (711-1480), Sigmaringen 1993, ISBN 978-3-7995-7113-5, side 35f.
  9. Yves Bonnaz, side 38 f.; angående kildens troværdighed, se Claudio Sánchez-Albornoz: Orígenes de la nación española, bd. 2, Oviedo 1974, side 86-89 og 105-111.
  10. Claudio Sánchez-Albornoz: Orígenes de la nación española, bd. 2, Oviedo 1974, side 97-135.
  11. Collins side 82 f. og 150, Bonnaz side 152 f.; se også Alexander Pierre Bronisch: Reconquista und Heiliger Krieg, Münster 1998, ISBN 978-3402058398, side 95. Luis A. García Moreno går ind for en ekstra sen datering (ca. 737). Det sker i artiklen Covadonga, realidad y leyenda i Boletín de la Real Academia de la Historia 194 (1997) side 353-380.
  12. Moreno, Eduardo Manzano, Christian-Muslim Frontier in al-Andalus: Idea and Reality, side 83 – 99, i Dionisius A. Aguis og Richard Hitchcock (udg.): The Arab Influence in Medieval Europe, Ithaka Press, 1996, ISBN 9780863722134.

Koordinater: 43°16′24″N 4°58′50″V / 43.273372222222°N 4.9806694444444°V / 43.273372222222; -4.9806694444444