Svensk (sprog)

Kort over det svenske sprogs udbredelse

Svensk ( svenska ₊  ^?) er et østnordisk sprog som tales af omkring 9.500.000 mennesker først og fremmest i Sverige, på Åland og i dele af Finland. Det er i nær slægt med dansk og norsk, og brugere af de tre sprog har som regel små vanskeligheder med at forstå hinanden. Svensk skiller sig ud med sin prosodi, som kan variere markant mellem forskellige dialektområder. I det indgår både aspekter som tryk og i visse tilfælde tone. Sproget har et relativt stort antal vokaler, som har både korte og lange varianter, og danner tilsammen 18 vokalfonemer. Et unikt aspekt af svensk er sje-lyden (den første lyd i ordet "skjuta"), som findes i mange forskellige dialektale varianter. Selv om lignende lyde, med tydelig labialiserende udtale, findes i mange sprog, er svensk det eneste sprog som benytter lyden som et fonem. Også den svenske udtale af den skrevne vokal u (både som lang [IPA: ʉ] og kort [IPA: ɵ]) er globalt set ualmindelig, selv om udtalen varierer i forskellige svenske dialekter.

Rigssvensk er den almindelige benævnelse på standardsproget, som bruges i medier, presse og kommunikation mellem personer fra forskellige dialektområder, og er baseret på dialekterne omkring Stockholm og Mälardalen. Selv om distinkte regionale varianter baseret på lokale dialekter bruges, er både det talte og skrevne rigssprog standardiseret og enhedlig i hele landet. Nogle af de mere traditionelle bydialekter skiller sig markant fra rigssvensk i grammatik, ordforråd og fonologi, og nogle kan være vanskelige at forstå for udenforstående. De kaldes af sprogforskere bymål, sockenmål eller bondska og tales i små byer af få mennesker, ofte med lav social mobilitet. Selv om mange af disse dialekter ikke risikerer at uddø i nær fremtid, er dialekternes udbredelse mindsket i løbet af 1900-tallet, til trods for at de er vel kortlagt og ofte opmuntres af lokale myndigheder i Sverige.

I Finland og Estland tales hhv. finlandssvensk og estlandssvensk.

Klassifikation og slægtskab

Svensk er et indoeuropæisk sprog, som tilhører den nordgermanske gren af de germanske sprog. Sammen med dansk tilhører det den østnordiske undergruppe, som skiller disse to sprog fra de vestnordiske sprog norsk, færøsk og islandsk. En moderne opdeling af sprogene baserer sig på gensidig forståelighed og deler de nordiske sprog i en fastlandsskandinavisk gruppe som dansk, norsk og svensk, og en øskandinavisk gruppe som færøsk og islandsk. Dette skyldes, at dansk i lighed med svensk og norsk har indtaget mange lavtyske låneord, og i større grad end de andre vestnordiske sprog har fået forenklet morfologi.

I følge de fleste vedtagne kriterier for gensidig forståelighed kan de fastlandsskandinaviske sprog betragtes som dialekter af samme sprog. Men på grund af århundreder med konflikter mellem især Danmark-Norge og Sverige, som udkæmpede en lang række krige fra 1500-tallet til 1814, og de nationalistiske idéstrømninger, som var mest aktuelle i løbet af 1800- og 1900-tallet, har de tre sprog forskellig ortografi, ordforråd, grammatik og hver deres sprogmyndigheder. Dansk, norsk og svensk beskrives fra et lingvistisk perspektiv derfor bedst som en gruppe nært beslægtede dialekter af "skandinavisk", og mange dialekter af nationalsprogene kan beskrives som en mellemting mellem to sprog, som for eksempel de svenske dialekter, som tales i Dalsland og Värmland nær grænsen til Norge.

Geografisk udbredelse

Svensk er nationalsprog i Sverige og modersmål for næsten samtlige af de otte millioner indbyggere, og andetsprog for omkring én million indvandrere. I Finland bliver svensk talt af en minoritet, som omfatter ca. 5,5 % (290.000 personer) af den totale befolkning. Svensk forstås eller tales i nogen grad også af en del finsktalende finner. Den finlandssvenske minoritet er koncentreret i kystområderne i Österbotten, Åboland, hovedstadsregionen og skærgårdsområdet i det sydvestlige Finland. I disse områder dominerer svensk ofte, og i enkelte kommuner er svensk det eneste administrative sprog. En betydelig migration mellem de nordiske lande er foregået længe og har, men på grund af lighederne i kultur og sprog assimileres disse indvandrere ofte, og de fremstår ikke som etniske minoriteter. Også i Estland finnes fortsat nogle tusinde personer med svensk som modersmål visse steder i landets historiske svenskebygder langs den nordvestlige kyst og på øerne (Aiboland). Blandt de øvrige estere regner 2% sig som svensksprogede (2003). Tidligere er den svensksprogede del af befolkningen i Finland og Estland blevet opgjort til at være 15-25%, men svenskernes bosættelse i det krigs- og epidemiudsatte kystområde, samt emigration, har gjort, at andelen er blevet mindre.

I følge en folketælling i 2000 taler ca. 67.000 mennesker bosat i USA svensk. Derudover er der ca. 200.000 svenskere som i følge Statistiska centralbyrån bor udenfor Sverige.

Historiske sprogminoriteter

Tidligere fandtes der vidtstrakte svensksprogede områder i Estland, især langs den nordvestlige kyst og på øerne Dagø (Hiumaa), Øsel (Saarema) og Ormsø (Vormsi). Den svensktalende minoritet var repræsenteret i parlamentet og havde ret til at anvende sproget i offentlige taler og debatter. Man regner med, at svenskerne i middelalderen udgjorde 10% af Estlands befolkning. Efter den svenske overgivelse af Baltikum til Rusland i 1700-tallet blev omkring 1.000 estiske svenskere tvangsflyttet fra Dagø til Ukraine, hvor de grundlagde byen Gammalsvenskby på Krim. Af deres efterkommere findes der fortsat et mindre antal ældre personer, som har svensk som modersmål, følger den svenske kalender og følger svenske skikke, og den gammeldags svenske dialekt kommer med sikkerhed til at uddø inden for en generation. I Estland blev den svensktalende minoritet godt behandlet i mellemkrigstiden, men i 1930'erne blev estisk nationalisme fremtrædende, og man gennemtvang navnebyttekampagner, hvor nyopfundne estisk-lignende navne skulle erstatte de oprindelige svenske steds-, gårds- og familienavne. Kommuner, hvor svensktalende var i flertal, havde svensk som administrativt sprog, og estlandssvensk kultur havde et mindre opsving. Efter 2. verdenskrig, da Estland blev annekteret af Sovjetunionen, flyttede de fleste estlandssvenskere (ca. 80 % af dem) til Sverige, og de ca. 1.500, som blev tilbage i det sovjetbesatte Estland havde små muligheder for at bevare deres identitet og sprog på grund af det sovjetiske syn på svenskerne som potentielle spioner og forrædere. Mange valgte at ophøre med den svenske identitet og skifte sprog til estisk for at undgå forfølgelse og arbejdsforbud. På grund af dette er det i dag kun en håndfuld ældre, som taler en ægte dialekt.

I Nordamerika har der til tider været svensktalende grupper, i 1600-tallet i det nuværende Delaware (på den tid kolonien Nya Sverige), i 1800-tallet for eksempel i Bishop Hill og i Chicago, men disse er som regel blevet assimileret og har taget det omgivende majoritetssprog, engelsk, i anvendelse i løbet af en eller to generationer.

Officiel status

Sverige har haft en forholdsvis homogen kultur med svensk som det altdominerende sprog i lang tid. Minoritetssprogene samisk og tornedalsfinsk (i Tornedalen) er ofte blevet marginaliseret, i løbet af 1800- og 1900-tallet også effektivt undertrykt, og talerne af disse sprog har aldrig udgjort nogen betydelig andel af den svenske befolkning. Selv om svensk har vært officielt administrativt og liturgisk sprog siden tidligt i 1500-tallet, så har man ikke set det nødvendigt at fastsætte sprogets status som officielt sprog i Sverige. Senest bestemte Sveriges Rigsdag den 7. december 2005 bestemte med 147 mod 145 stemmer, at svensk ikke skulle være officielt flertalssprog, men kun at benævne svensk som hovedsprog. Beslutningen er blevet kritiseret, blandt andet af Sture Allén, leder af Svenska Akademien.

Regeringen besluttede 8. februar 2007 at påbegynde en udredning, som skal udarbejde et forslag til en sproglov, hvor det svenske sprogs status reguleres.

Svensk er det eneste officielle sprog på Åland, en autonom del af Finland, hvor 95 % af de 26.000 indbyggere har svensk som modersmål. I Finland er svensk officielt sprog, og i alle sammenhænge sidestillet med finsk. Svensk er også et af mange officielle sprog i EU.

Sprogmyndigheder

Det findes ingen officiel instans for regulering af svensk i Sverige. Språkrådet har imidlertid halvofficiel status som sprogorgan og finansieres af den svenske regering, men har ingen ambitioner om at udøve direkte kontrol over sproget sådan som for eksempel Académie française har. Sprogrådet består af repræsentanter fra en række forskellige organisationer, inklusive Svenska Akademien. Dets fremmeste middel til at regulere sproget med er ordbøger som Svenska Akademiens ordlista över svenska språket (SAOL) samt en række forskellige håndbøger i grammatik, stavning og retskrivning. Selv om SAOL ofte betragtes som normsættende, er ordlistens funktion først og fremmest at beskrive sprogbrugen i samtiden.

I Finland reguleres sproget af Svenska språkbyrån, som har officiel status som sprogmyndighed. Blandt dets højest prioriterede opgaver er at sikre, at finlandssvensk ikke fjerner sig alt for meget fra svensk, der tales i Sverige. Sprogrådet har for eksempel udgivet Finlandssvensk ordbok, som belyser de forskelle, der findes mellem svensk i Finland og Sverige.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relaterede til Svensk (sprog)

• Svensk-danske ordlister online
• Skandinavisk onlineleksikon
• Learn Swedish online
• Oversættelsesproblemer mellem dansk og svensk - Sprogforbistring og fejloversættelser mellem dansk og svensk.

---

Wikipedia på svensk Der findes også en Wikipedia på svensk.

Stub Denne artikel om sprog eller litteratur er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.