Sverige

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Konungariket Sverige

Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Intet Kongens valgsprog: För Sverige, i tiden.
Nationalmelodi: Du gamla, Du fria (nationalsang) Kungssången (kongesang)
Hovedstad	Stockholm 59°21′ N 18°4′ E
Største by	Stockholm
Officielle sprog	Svensk
Regeringsform Konge Statsminister	Konstitutionelt monarki Carl 16. Gustav af Sverige Fredrik Reinfeldt
Statsdannelse	I forhistorisk tid
Areal  • Total  • Vand (%)	449.964 km² (nr. 54) 8,67
Indbyggertal  • 2006 anslået  • 2002 folketælling  • Tæthed	9.060.430 (nr. 85) 8.940.788 20,0/km² (nr. 155)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2005 anslået 383,82 mia. USD (nr. 19) 28.400 USD (nr. 19)
Valuta	Svensk krona (SEK)
Tidszone  • Sommer (DST)	CET (UTC+1) CEST (UTC+2)
Nationalt topdomæne	.se
Telefonkode	+46
Kendingsbogstaver (bil)	S
Luftfartøjsregistreringskode	SE

Sverige (Sveernes Rige, på dansk tidligere også skrevet Sverrig) eller Kongeriget Sverige er et land beliggende på den østlige del af den skandinaviske halvø, grænsende op til Norge mod vest, Finland helt mod nordøst og forbundet til Danmark i sydvest via Øresundsbroen. Centralt placeret i Nordeuropa har det kyststrækninger til Skagerrak, Kattegat, Østersøen og den Botniske Bugt. Med et areal på 449.964 km2 er det Vesteuropas tredjestørste land.

Sverige er i dag Skandinaviens største land med hensyn til areal og indbyggertal, en position landet har haft siden det 17. århundrede, hvor Sverige under Karl X Gustav formåede at fravriste Danmark provinserne Skåne, Halland og Blekinge. Store områder ved Østersøen, fra Nordtyskland over Baltikum til Finland har i perioder også været under svensk kontrol, men måtte opgives efter nederlag til det ekspanderende russiske rige i det 18. og 19. århundrede. I dag er Sverige neutralt, hvilket det har været i de sidste ca. 200 år (1814), hvor landet med succes har holdt sig ude af deltagelse i konflikter og krige, bl.a. under 2. verdenskrig. I nyere tid og især under den kolde krig har man forsøgt at gøre sig til en neutral mægler mellem stridende parter på kloden. Sverige er medlem af EU og FN, men på grund af ønsket om neutralitet under den kolde krig ikke medlem af NATO.

Indholdsfortegnelse 1 Historie 1.1 Forhistorie 1.2 Middelalder 1.3 Sveriges vej til stormagtsstatus 1.4 Moderne tid 2 Politik 2.1 Sveriges militær 3 Geografi 4 Provinser 5 Byer 6 Økonomi 7 Infrastruktur 7.1 Veje 7.2 Jernbaner 7.3 Fly 7.4 Telefoni 8 Demografi/Religion 9 Kultur 10 Helligdage 10.1 Midsommar 11 Øvrige emner 12 Noter og referencer 13 Eksterne henvisninger

[redigér] Historie

[redigér] Forhistorie

Der findes arkæologiske vidnesbyrd om, at det område som udgør det nuværende Sverige, fik sine første indbyggere i stenalderen, efterhånden som indlandsisen fra den sidste istid trak sig tilbage. De første indbyggere var jægere og samlere, som især levede af rigdommene i Østersøen. I modsætning til i Danmark er der kun fundet meget sparsomme fund i det meste af Sverige fra stenalderen. Der er fundet tilvirkede flintesten i Skåne dateret til omkring 9.000 f. Kr., og jægere og samlere har langsomt spredte sig nordpå derfra. Omkring 4000 f. Kr. er der i Danmark og det sydligste Sverige indført landbrug og husdyrhold, der sandsynligvis har spredt sig langsomt nordpå.

Omkring starten af bronzealderen øgede et særdeles mildt og gunstigt klima befolkningen i hele det sydskandinaviske område. En række arkæologiske fund fra store handelssamfund understøtter teorien om, at især det sydlige Sverige var tæt befolket i bronzealderen; helt til Stockholm er der fundet spor fra denne tid.

Fra Jernalderen er det sandsynligt, at forskellige større magtområder har udviklet sig i Sverige. Tacitus beskrev i 98 e. Kr. en stamme i det svenske område med navnet "Suionerne", som skulle være stærke i både våben og skibe. Det er muligt, at stammer i det svenske område har udøvet indflydelse på nærliggende områder, og der har sandsynligvis foregået en slags invasion i det danske område. Der har sandsynligvis ikke været noget sammenhængende svensk herskabsområde sent i jernalderen og i vikingetiden, men snarere forskellige rivaliserende konge/høvdinge-dømmer. Kilder nævner Götaland og Svealand som to autonome stærke regioner. Det sydlige Sverige var i jernalderen sandsynligvis kulturelt knyttet tættere til områder i Danmark. Omkring Ystad er der fundet spor af en større handelsplads fra cirka 600-700 e. Kr..

Igennem det 9. århundrede og 10. århundrede var vikingekulturen dominerende i Sverige med handel, plyndringer og koloniseringer mod øst. Specielt de baltiske lande, Rusland og Sortehavet fik besøg af svenske vikinger.

[redigér] Middelalder

I perioden mellem 1100 og 1400 var Sverige stadig i gang med at dannes og konsolideres. Under kong Sverker I (1134-1155) siges det at rivaliseringen mellem Svealand og Götaland ophørte med Götalands indlemmelse i Svealand. De næste hundrede år var præget af interne stridigheder mellem forskellige adelsslægter der gjorde krav på tronen. Den største årsag til en endelig svensk samling under nogenlunde stabile forhold skal findes i Birger Jarl, der i perioden 1248-1266 formåede at skabe nogenlunde faste rammer for en svensk statsdannelse, og som bl. a. i dag hyldes som grundlægger af Stockholm. I disse år forsøgte man at indføre et feudalt system, som det havde fungeret i Europa i mange hundrede år.

I 1319 blev den kun tre-årige Magnus II konge af både Sverige og Norge. Drengens lange mindreårige status bidrog til monarkiets faldende indflydelse i området, og stærke adelsslægter begyndte at spille en stadig større rolle, og fik tiltvunget sig stadig større rettigheder. I 1365 indsatte de magtfulde adelige i landet pga. utilfredshed med Magnus regering i stedet hans nevø Albrecht af Mecklenburg som konge. Den stigende magt blandt adelige og bybefolkningerne betød dog også Albrechts fald, og man vendte sig nu mod det danske kongehus for at finde en efterfølger.

I 1397, blev de tre lande Norge, Danmark og Sverige forenet under én konge, nemlig den danske. Det viste sig dog hurtigt at man i Sverige heller ikke var tilfreds med at blive styret fra Danmark. Kalmarunionen var ikke en politisk union, og igennem det 15. århundrede forsøgte Sverige at modstå et dansk centraliseret styre under den danske konge. Sverige brød ud af Kalmarunionen i 1523, da Gustav Eriksson Vasa, senere kendt som Gustav I af Sverige genetablerede den svenske krone.

[redigér] Sveriges vej til stormagtsstatus

I det 17. århundrede blev Sverige én af de store magter i Europa, efter at landet med succes havde deltaget i Trediveårskrigen. I flere krige mod Danmark-Norge erobredes vigtige provinser fra disse riger. Mest markant, da Danmark ved Roskildefreden i 1658 måtte opgive de kernedanske Skånelande (Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm ) til Sverige. Under den store nordiske krig måtte Sverige i 1710 efter 200 år trække sig ud af det nordlige Baltikum. Dermed sluttede Sveriges hegemonialstilling i Østersøen.

I frihedstiden forsøgte den svenske riksdag, der var den regerende magt, flere gange at genvinde den tabte stormagtsstatus, men efter "hattenes krig" 1741-1743 mod Rusland måtte Sverige afstå store dele af Finland og endeligt opgive stormagtsdrømmene.

I 1809 måtte Sverige efter en kort tabt krig med Rusland afgive hele kontrollen over Finland til Rusland. Finland havde siden middelalderen mere eller mindre været under svensk kontrol.

Krigen mod Norge i 1814 førte til en væbnet annektering af landet og en personalunion mellem Norge og Sverige. Siden har Sverige ikke deltaget i kamphandlinger og har værnet om sin neutralitetsstatus.

En krig truede dog i 1905, da det norske Storting erklærede unionen med Sverige opløst, og det norske folk bekræftede afgørelsen ved en folkeafstemning. Krigen blev undgået ved forhandlingerne i Karlstad 1905.

[redigér] Moderne tid

Sverige forblev neutral under 1. verdenskrig og 2. verdenskrig. Sverige var i 1952 medstifter af Nordisk Råd og blev i 1995 medlem af Den Europæiske Union

Den første Nobelprisceremoni blev afholdt i Stockholm i 1901. Fra 1902 er priserne for videnskab og litteratur formelt blevet uddelt af den svenske konge, mens fredsprisen uddeles af det norske Storting. Et levn fra unionen mellem Sverige og Norge, der stadig var i kraft på det tidspunkt.

[redigér] Politik

Sverige har været et monarki i næsten tusind år. En del af årene under skiftende kontrol af et parlamentarisk system. Den lovgivningsmæssige magt har været delt mellem kongen og parlamentet (Riksdagen). Den udøvende magt var delt mellem kongen og et adelsråd indtil 1680 og derefter et enevældigt kongedømme.

Som en reaktion på nederlaget i den store nordiske krig blev parlamentarismen introduceret i 1719, den såkaldte frihedstid, efterfulgt af tre organisatorisk forskellige konstitutionelle monarkier i 1772, 1789 og 1809. Det sidste indeholdt flere borgerlige rettigheder. Parlamentarismen blev genindført i 1917, da kong Gustaf 5. af Sverige efter en lang kamp accepterede at udnævne kabinettet ved flertalsafgørelser i parlamentet. I 1918-1921 blev den generelle og lige stemmeret indført. Parlamentarismen blev bevaret af kongens efterfølger Gustaf 6. Adolf af Sverige, indtil en Grundlov i 1975 i praksis fjernede kongens politiske magt. Monarkiet blev bevaret som en formel og symbolsk statsoverhovedinstitution med hovedsagelig ceremonielle pligter.

Ifølge Grundloven er det 349 medlem store étkammerparlament Riksdagen den øverste myndighed i Sverige. Rigsdagen kan ændre Grundloven efter en dobbeltvedtagelse, og der skal afholdes rigsdagsvalg mellem de to vedtagelser. Lovgivning kan fremlægges af regeringen eller af en gruppe eller et enkelt medlem fra parlamentet. Medlemmerne af Rigsdagen vælges efter et proportionalt valgsystem for en firårig periode.

Det juridiske system er opdelt i retsinstanser, der håndhæver henholdsvis civile retssager og straffesager samt specialretsinstanser, som har ansvaret for det juridiske forhold mellem offentligheden og regeringen eller andre offentlige myndigheder. Sveriges retssystem er opdelt i lokale retsinstanser (tingsrätter, modsvarende byretter), regionale appelretsinstanser (hovrätter, modsvarende landsretter) og en højesteret (Högsta Domstolen).

[redigér] Sveriges militær

Væbnede styrker: 64.000 (inkl. 36.600 rekrutter) (1995).

Paramilitære styrker: Kystvagt, 600 (1993)

[redigér] Geografi

Sverige har trods sin nordlige beliggenhed et primært tempereret klima. Dette skyldes hovedsagelig Golfstrømmen. I det sydlige Sverige er løvbærende træer i flertal, i de nordlige områder er gran og birk dominerende i landskabet. I Sveriges bjergrige nordlige del har landet et subarktisk klima. I den nordlige del af landet nord for polarcirklen går solen ikke ned i løbet af sommeren, og natten varer hele døgnet om vinteren.

Øst for Sverige ligger Østersøen og Den Botniske Bugt, hvilket giver landet en lang kystlinje. Mod vest er den skandinaviske bjergkæde beliggende, et område som adskiller Sverige fra Norge.

Den sydlige del af landet er opdyrket, med mere og mere skov jo højere man tager nordpå i landet. Befolkningstallet følger samme mønster, med en høj befolkningstæthed i syd specielt omkring dalen ved søen Mälaren og i Øresundsregionen. Længere mod nord er befolkningstætheden mindre. Skove dækker 55% af arealet og er således det dominerende landskabselement i hele Sverige bortset fra Skånes morænesletter. Dog findes der store slettelandskaber ved de store søer. Skovene består hovedsagelig af nåletræer, især gran, men også fyr. Egen trives helt op til nord for de store søer, mens bøgen hovedsagelig er at finde i Skåne, Blekinge og på den sydlige vestkyst. Træproduktion, f.eks. papirfremstilling, er derfor naturligvis et meget vigtigt erhverv.

Grundfjeldet ligger tæt under jordoverfladen i det meste af Sverige, og især i Bergslagen i det mellemste Sverige har der fundet udvinding af jern sted siden middelalderen, og her finder vi også i dag centret for den industrielle produktion.

Sveriges lange udstrækning fra nord til syd bevirker, at vilkårene for landbrugsproduktion bliver meget forskellige. I Skåne er vækstperioden dobbelt så lang som i landets nordlige del, hvilket har medført, at have- og agerbrug dominerer i Skåne, mens kvæghold er vigtigere længere nordpå.

Gotland og Öland er Sveriges største øer.

[redigér] Provinser

Sverige er opdelt i 21 provinser eller län. I hver provins er der en provinsadministration eller länsstyrelse, udnævnt af regeringen. I hver provins er der også et landsting, som vælges af de valgte repræsentanter for den lokale befolkning. Hvert län er yderligere opdelt i en række kommuner, i alt 290 pr. 2005. Der har også tidligere været andre historiske opdelinger af Sverige i provinser og regioner (landskap). De fleste svenskere føler endnu i dag en samhørighed med hjemmelandskapet (historisk provins) snarere end med länet (amtet).

• Blekinge län
• Dalarnas län
• Gotlands län
• Gävleborgs län
• Hallands län
• Jämtlands län
• Jönköpings län
• Kalmar län
• Kronobergs län
• Norrbottens län
• Skåne län
• Stockholms län
• Södermanlands län
• Uppsala län
• Värmlands län
• Västerbottens län
• Västernorrlands län
• Västmanlands län
• Västra Götalands län
• Örebro län
• Östergötlands län

Se også listen over kommuner i Sverige.

[redigér] Byer

Svenske byer med over 30.000 indbyggere pr. 2004:

Placering	By	Indbyggertal	Län	Landskap
1.	Stockholm	1.212.196	Stockholms län	Södermanland, Uppland
2.	Göteborg	487.488	Västra Götalands län	Västergötland, Bohuslän
3.	Malmö	280.312	Skåne län	Skåne
4.	Uppsala	127.734	Uppsala län	Uppland
5.	Västerås	107.194	Västmanlands län	Västmanland
6.	Örebro	98.573	Örebro län	Närke
7.	Linköping	96.732	Östergötlands län	Östergötland
8.	Helsingborg	91.025	Skåne län	Skåne
9.	Jönköping	83.202	Jönköpings län	Småland
10.	Norrköping	82.903	Östergötlands län	Östergötland
11.	Lund	76.263	Skåne län	Skåne
12.	Umeå	74.005	Västerbottens län	Västerbotten
13.	Gävle	68.635	Gävleborgs län	Gästrikland
14.	Borås	63.223	Västra Götalands län	Västergötland
15.	Södertälje	59.977	Stockholms län	Södermanland
16.	Eskilstuna	59.016	Södermanlands län	Södermanland
17.	Täby	58.123	Stockholms län	Uppland
18.	Karlstad	57.779	Värmlands län	Värmland
19.	Halmstad	55.658	Hallands län	Halland
20.	Växjö	53.607	Kronobergs län	Småland
21.	Sundsvall	48.463	Västernorrlands län	Medelpad
22.	Luleå	45.551	Norrbottens län	Norrbotten
23.	Trollhättan	44.522	Västra Götalands län	Västergötland
24.	Östersund	42.940	Jämtlands län	Jämtland
25.	Nyköping	39.952	Södermanlands län	Södermanland
26.	Borlänge	38.757	Dalarnas län	Dalarna
27.	Upplands Väsby	36.535	Stockholms län	Uppland
28.	Tumba	35.780	Stockholms län	Södermanland
29.	Falun	35.385	Dalarnas län	Dalarna
30.	Kalmar	34.745	Kalmar län	Småland
31.	Skövde	32.639	Västra Götalands län	Västergötland
32.	Karlskrona	32.309	Blekinge län	Blekinge
33.	Kristianstad	32.188	Skåne län	Skåne
34.	Lidingö	30.930	Stockholms län	Uppland
35.	Skellefteå	30.839	Västerbottens län	Västerbotten
36.	Uddevalla	30.283	Västra Götalands län	Bohuslän

Svenske storbyområder:
Storstockholm:	1.981.263 (2 000 000?)
Storgøteborg:	906.691
Stormalmø:	635.224

[redigér] Økonomi

Understøttet af fred og neutralitet igennem hele det 20. århundrede har Sverige opnået en meget høj levestandard. Dette er bygget op ved en blandingsøkonomi af kapitalisme og uddeling af betydelige velfærdsgoder gennem en skattefinansieret omfordeling af landets rigdomme. Landet har et moderne distributionssystem, gode interne og eksterne kommunikationsmidler og en veluddannet arbejdsstyrke. Tømmer, vandkraft og jernmalm er vigtige naturressourcer i en økonomi som er stærkt orienteret mod handel med udlandet.

Private selskaber står for cirka 90% af landets industrielle produktion. Maskinindustrien står for 50% af produktionen og eksporten. Landbruget udgør alene 2% af bruttonationalproduktet og beskæftiger også kun 2% af arbejdsstyrken. Den svenske regerings beslutsomhed om styr på de offentlige finanser førte til et væsentligt overskud i 2001, som dog blev halveret i 2002. Den svenske nationalbank fører en inflationsstabiliserende politik med en målsætning om en årlig inflation på 2%.

Kommunikations- og transportsystemet i Sverige er væsentlige elementer i landets veludbyggede infrastruktur.

[redigér] Infrastruktur

[redigér] Veje

Sverige har et vejnet på anslået 212 000 kilometer (år 2001). De sydlige dele af landet har det mest udbyggede vejnet. Dette gælder frem for alt tætbefolkede områder som Skåne, Göteborg, den svenske vestkyst samt Östergötland og Stockholmsregionen, som har et omfattende vejnet. Mindre veje i tyndt befolkede egne kan indbefatte grusveje, dette gælder frem for alt for Norrland, som er betegnelsen for den øverste halvdel af Sverige. Fra Skåne går der motorveje til Danmark over Øresundsbron og til Göteborg, Stockholm og Uppsala. Totalt set har Sverige sammenlignet med andre europæiske lande en forholdsvis lav vejstandard, hvis man ser bort fra de vigtigste motorveje. Dette skyldes landets enorme størrelse i forhold til det forholdsvis lave indbyggertal.

[redigér] Jernbaner

Sveriges jernbanenet er blevet udbygget siden 1800-tallet, og omfattede år 2001 omkring 11.106 kilometer jernbane, heraf er 9.400 kilometer forsynet med el.

Jernbanenettet er meget ulige fordelt i Sverige. Flest jernbaner finder man i de mest befolkede egne, Skåne, vestkysten samt Stockholmsregionen, mens man især i de nordlige egne kan finde store områder uden jernbaner.

[redigér] Fly

I Sverige findes der et antal internationale lufthavne, hvoraf Arlanda ved Stockholm er den største med omkring 20 millioner passagerer årligt. Derefter kommer Landvetter ved Göteborg, Sturup ved Malmø og Kallax ved Luleå i Nordsverige.

[redigér] Telefoni

• Fastnet telefoni (2004): 64,5 abonnementer per 100 indbyggere
• Mobil telefoni (2005): 84,4 abonnementer per 100 indbyggere ^[1]

[redigér] Demografi/Religion

Foruden svenskerne lever et lille antal samer i den nordlige del af landet. Den største minoritetsgruppe er finner og andre skandinaver. De seneste årtier er en lang række indbyggere fra Italien, det tidligere Jugoslavien, Iran, Vietnam og Chile samt kurdere og palæstinensere indvandret til landet.

Selv om Sverige (ligesom USA) ikke har et officielt sprog, er de facto sproget svensk, med en lille finsktalende minoritet. Samerne har også deres egne to sprog - ingen af disse er i familie med svensk. Siden 1999 har Sverige haft fem anerkendte minoritetssprog: finsk, samisk, meänkieli, romani chib og jiddish.

Sverige har en lang række religioner. Hovedparten af befolkningen er medlemmer af den lutherske kirke (som i 2000 blev skilt fra staten). Der er også et antal muslimer i Sverige, med baggrund i indvandringen fra muslimske lande. Nogle samer praktiserer en naturreligion.

Fordeling 2007: lutheranisme 74%, islam ca. 5,5%, Frikirkesamfund 2,5%, ortodokse 2%, katolicisme 1,5%, joder 0,5%, samisk naturreligon 0,5%, andre eller ingen oplyst 13,5%.

[redigér] Kultur

Svensk kultur i det 20. århundrede er kendetegnet ved pionerarbejde i filmens tidlige dage af Mauritz Stiller og Victor Sjöström. Senere gjorde Ingmar Bergman og skuespillere som Greta Garbo, Ingrid Bergman og Anita Ekberg karriere også uden for landets grænser.

Sange af Bellman, Evert Taube og Birger Sjöberg er internationalt kendt. ABBA sættes ofte lig ny svensk populærmusik, men nye grupper som Soundtrack of our lives og The Hives har også på det seneste opnået international anerkendelse.

Svensk litteratur er også kendt vidt og bredt. Svenske forfattere har opnået en lang række nobelpriser i litteratur. Opdelt på lande rangerer Sverige som den tredjestørste modtager af Nobelprisen i litteratur. Indenfor børnelitteratur står Sverige også stærkt med bl.a. Astrid Lindgren, som har skrevet Emil fra Lønneberg, Vi børn i Bullerby. Af andre bøger kan nævnes Alfons Åberg.

[redigér] Helligdage

Den svenske helligdagskalender består hovedsagelig af kristne helligdage. Hovedparten af disse består dog som en fortsættelse af før-kristne højtideligheder, såsom midsommer aften.

Nationaldagen er den 6. juni (Flagdagen).

[redigér] Midsommar

Midsommerfesten (midsommarfirandet) er den største folkefest i Sverige. Den finder altid sted den fredag og lørdag, som ligger nærmest den 21. juni.

Svarer til Danmarks Sankthans, men fejres på en anden måde.

Om fredagen fejrer man midsommarafton med dans omkring majstangen (Midsommarstången), der oftest sker hen på eftermiddagen. Den traditionelle midsommerspise er sild, nye kartofler ('färskpotatis') med øl og brændevin, og herefter jordbær med fløde ('jordgubbar med grädde').

Lørdagen er midsommardagen som er helligdag.

[redigér] Øvrige emner

• Sveriges arkitektur
• Sveriges kendte personer
• Sveriges kommunikation
• Sveriges militær
• Sveriges nation
• Sveriges transport
• Sveriges turisme
• Sveriges udenrigsforhold
• Svenske adelsslægter
• Sveriges regenter

[redigér] Noter og referencer

[redigér] Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Sverige

• VisitSweden.com - Den officielle svenske hjemmeside for rejse- og turistinformation
• Sydsverige.dk - dansk portal med rejse- og turistinformation
• Meresverige - Turistinformation & oplevelser i Sverige
• Kulturelle forskelle mellem Danmark og Sverige - Dansk-svensk referencemateriale med citater og links til primær/sekundærkilder på nettet.

s·d·r Den Europæiske Union Belgien • Bulgarien • Cypern • Danmark • Estland • Finland • Frankrig • Grækenland • Holland • Irland • Italien • Letland • Litauen • Luxembourg • Malta • Polen • Portugal • Rumænien • Slovakiet • Slovenien • Spanien • Storbritannien og Nordirland • Sverige • Tjekkiet • Tyskland • Ungarn • Østrig

s·d·r Lande i Europa Albanien • Andorra • Armenien² • Aserbajdsjan1 • Belgien • Bosnien-Hercegovina • Bulgarien • Cypern² • Danmark • Estland • Finland • Frankrig • Georgien1 • Grækenland • Holland • Hviderusland • Irland • Island • Italien • Kasakhstan1 • Kosovo • Kroatien • Letland • Liechtenstein • Litauen • Luxembourg • Makedonien • Malta • Moldova • Monaco • Montenegro • Norge • Polen • Portugal • Rumænien • Rusland1 • San Marino • Schweiz • Serbien • Slovakiet • Slovenien • Spanien  • Storbritannien og Nordirland • Sverige • Tjekkiet • Tyrkiet1 • Tyskland • Ukraine • Ungarn • Vatikanstaten • Østrig Territorier m.v. Akrotiri og Dhekelia3 • Færøerne • Gibraltar • Guernsey • Jan Mayen • Jersey • Isle of Man • Svalbard • Ålandsøerne 1. Ligger delvist i Asien. 2. Regnes normalt som del af Europa af kulturelle og historiske årsager. 3. Britisk baseområde på Cypern

s·d·r Medlemslande af Organisation for Economic Co-operation and Development (OECD) Australien • Belgien • Canada • Danmark • Finland • Frankrig • Grækenland • Holland • Irland • Island • Italien • Japan • Luxembourg • Mexico • New Zealand • Norge • Polen • Portugal • Sverige • Schweiz • Sydkorea • Slovakiet • Spanien • Tjekkiet • Tyrkiet • Tyskland • Ungarn • USA • Storbritannien • Østrig

s·d·r Medlemslande af Nordisk Råd Lande Danmark • Norge • Sverige • Finland • Island Territorier Færøerne • Grønland • Ålandsøerne

Sverige
Byer:	Stockholm | Göteborg | Malmö
Landskap
Götaland:	Skåne | Blekinge | Halland | Småland | Västergötland | Bohuslän | Dalsland | Östergötland | Gotland | Öland
Svealand:	Värmland | Dalarna | Närke | Västmanland | Södermanland | Uppland
Norrland:	Gästrikland | Hälsingland | Medelpad | Ångermanland | Härjedalen | Jämtland | Norrbotten | Västerbotten | Lappland
Län
Blekinge län | Dalarnas län | Gotlands län | Gävleborgs län | Hallands län | Jämtlands län | Jönköpings län | Kalmar län | Kronobergs län | Norrbottens län | Skåne län | Stockholms län | Södermanlands län | Uppsala län | Värmlands län | Västerbottens län | Västernorrlands län | Västmanlands län | Västra Götalands län | Örebro län | Östergötlands län
Andet
Svensk sprog