Talehandling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En talehandling (engelsk: speech act) er et sprogligt udsagn der udfører en handling med ikke-sproglige konsekvenser. Talehandlingsteorien udvikledes af sprogfilosoffen J. L. Austin midt i det tyvende århundrede. Han definerede talehandlinger som former for udsagn der ikke blot refererer til virkeligheden men som skaber virkelighed, eller som handlinger der udføres blot ved at sige noget. Eksempler på sådanne handlinger er at love noget, at navngive noget, at erklære nogen for ægtefolk og så videre. Fælles for talehandlinger er at de ikke kan beskrives som sande eller falsk, men kun vurderes i forhold til om de formår at udføre den tilsigtede handling.

I store dele af lingvistikkens og sprogfilosofiens historie har sprog primært været set på som en måde at referere til kendsgerninger, "fakta", og der har været en tendens til at ignorere andre måder at bruge sproget på. Men J.L. Austins (1911–1960) arbejde førte til at filosoffer begyndte at blive mere opmærksomme på hvordan sproget bruges i dagligdags aktiviteter. Hans student John Searle (født 1932) videreudviklede denne tilnærmelse. Det første systematiske arbejde med talehandlinger blev dog gjort længe før, af den tyske fænomenolog Adolf Reinach i 1913.

Austin skelner mellem illokutionære [1] og perlokutionære [2] talehandlinger.
En interessant type talehandling er performativer, altså udtryk som for eksempel Jeg udnævner Per til statsminister, Jeg dømmer dig til ti års fængsel eller Jeg lover at betale det tilbage. I disse udtryk bliver den handling som sætningen beskriver (udnævnelse, dom og løfte) udført ved sætningen selv; talehandlingen er den handling sætningen udfører. Som en kontrast til dette har vi perlokutionære handlinger som forårsager handlinger der ikke er de samme som det udtalte.

Studiet af talehandlinger udgør en del af pragmatikken, som igen er en del af lingvistikken.

I filosofi, særlig i etik og juridisk filosofi, retsfilosofi, bliver talehandlingsteori sat i forhold til studiet af normer.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Illukutionær akt: af latin: in (i og med) + locutio (tale), altså: i og med talen
  2. Perlokutionær akt: af latin: per (igennem) + locutio (tale). Gennem det man siger har man til hensigt at fremkalde en virkning i den person der måtte høre den (Kemp, s. 51)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Austin, J. L. (1997) Ord der virker. oversættelse og indledning af John E. Andersen og Thomas Bredsdorff. Moderne tænkere. Gyldendal, 1997. Originaltitel: How to do things with words, 1955. DK5=12. ISBN 87-00-27028-8
Den engelskfødte sprogfilosof J.L. Austins noter med tanker om sproget som handling og som socialt fænomen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Om den tyske fænomenolog Adolf Reinach (1883–1917) på tysk Wiki
  • En opgave , hvis formål er "... at få et overblik over J. L. Austins teori om 'Speech acts', som han beskrev i bogen "How to do things with words" i 1995. Desuden vil jeg kaste lys over lidt af den debat, som dette værk satte i gang blandt sprogfilosoffer og sprogvidenskabsmænd. ..."   Med litteraturliste