Filosofi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Filosof)
Gå til: navigation, søg
Rembrandts maleri "Filosoffen" fra 1633
Denne artikel omhandler akademisk eller videnskabelig filosofi, ud fra en vestlig indgangsvinkel.

Ordet filosofi kommer af det græske 'philosophia' (φιλοσοφία), hvor præfikset "philo" betegner én af de antikke græske ord for kærlighed – den mere venskabelige slags, og hvor suffikset "-sophia" betyder visdom.[1] Termen 'filosof' skal delvist forstås på baggrund af begrebet om den græske vismand, som er naturligt vis, mens filosoffen mere ydmygt søger efter, eller kan lide, visdommen men uden formelt at påstå at besidde denne. Derfor er filosoffen en mere demokratisk figur, der i den senere klassiske periode passer godt ind i den græske polis, som netop er et samfund imellem venner; dvs. imellem frie ligemænd, der dog stadigt konkurrerer – venskabeligt – med hinanden på områder som kærligheden, sporten, politikken og tanken.

Derudover skelner en af de mest kendte antikke filosoffer, Platon, desuden i Staten (480) mellem philosophia og philodoxoi (dvs. ven af formodningen eller meningen). Dermed forsøges indført et ideal for filosofien, nemlig at bryde igennem muren af almindeligt udbredte meninger og formodninger for at undersøge verden og tingene på ny og i dybden.

Indholdsfortegnelse

Emneområde [redigér]

Afgrænsningen af filosofiens emneområde er i sig selv et stående filosofisk spørgsmål. Ren rent historisk har området skrumpet ind over tid. Således blev al tidlig naturvidenskab kaldt naturfilosofi, og f.eks. logik hørte strengt ind under filosofien. I dag deles logikken i mellem filosofi og matematik.

I dag kan filosofien opfattes som både førvidenskab og et generaliststudie, hvorunder der stadig er en tendens til at man putter spirende fagområder, hvis man er i tvivl om, hvor de ellers skulle placeres. Dette har fået nogle filosoffer og videnskabsfolk til at antage, at filosofien udelukkende er et moderfag, der føder alle andre akademiske fag, hvorefter det selv, teoretisk set, skulle ophøre med at eksistere. Imidlertid er der visse kernediscipliner, som enten er blevet ved filosofien igennem hele dennes udvikling eller som i alle tilfælde obligatorisk indgår i den moderne filosofiuddannelse.

Disse kernediscipliner inkluderer:

Filosofien beskæftiger sig desuden specifikt med alle de andre videnskabelige fagområder. Der findes således en filosofiske underdiscipliner som kan opfattes som redskabsfag for andre fag. Disse undersøger både f.eks. de erkendelsesteoretiske og metafysiske problemstilliger for emnet.

Eksempelvis:

Selvforståelse [redigér]

Akademisk filosofi er videnskabelig og har meget strenge krav til argumentation; især klar definiton af begreber, udredning af forudsætninger og korrekt logik. Den filosofiske disciplin videnskabsteori er den disciplin hvor videnskabelige metoder skabes, evalueres og kritiseres. Filosofien kan dermed i et vist omfang anses for førvidenskabelig og derfor spekulativ. Selvom det er de færreste filosoffer, der er involveret i systematisk indsamling og registrering af observationer, så henviser de fleste filosoffer altid til videnskabelige undersøgelser, som en del af deres argumentation, når dette er relevant.

Østlig filosofi (som taoistisk filosofi, buddhistisk filosofi og konfutsianisme minder til en vis grad om den vestlige filosofi, og kan derfor også kaldes filosofi. Den vestlige filosofi har dog langt højere krav til begrebslig præcision, er mere udviklet og spænder over langt flere emner.

Opdelinger af underdiscipliner [redigér]

Skelet imellem praktisk filosofi og teoretisk filosofi går tilbage til Aristoteles. De praktiske videnskabers mål er handling, mens de teoretiske videnskabers mål er viden.

Den teoretiske filosofi tæller underdiscipliner som erkendelsesteori, metafysik og videnskabsfilosofi. Den praktiske filosofi tæller normativ etik, metaetik, anvendt etik, politisk filosofi og æstetik, men også mindre områder af den anvendte filosofi, f.eks. pædagogisk filosofi kan regnes hertil. Nogle discipliner går på tværs af dette skel, det gælder f.eks. filosofisk antropologi og religionsfilosofi.

Filosofiske problemer [redigér]

Der er en lang række klassiske filosofiske problemer:

Teoretisk filosofi:

Praktisk filosofi:

Filosofiens historie [redigér]

Se også: Filosofiens historie

Vestlig filosofi regnes almindeligvis for startet i Grækenland med naturfilosofferne Thales fra Milet, efter ham følger Anaximander, Heraklit, Parmenides og Demokrit sammen med andre førsokratiske tænkere.

Herefter fulgte Sokrates, der vendte filosofien bort fra naturen og imod mennesket selv (etik). Sokrates elev, Platon oprettede Akademiet. Platon vendte filosofien imod ideerne, og kan derfor kaldes for idealist. Aristoteles, Platons elev, forsvarede omvendt til dels empirien imod idealisme og oprettede sit eget akademi, Lykeion. De tre regnes som oftest for vestens første store filosoffer.

Senere udviklinger i den græske filosofi var epikuærismen og Stoicismen. Stoicismen dominerede romernes tænkning i århundreder, og har haft meget stor indflydelse på vestlig tænkning. Menneskerettigheder kan f.eks. spores til dem.

I middelalderen beskæftigede filosofferne sig mest med teologiske spørgsmål, og om at forene arven fra den græske filosofi med kristendommen. Augustin og Thomas Aquinas regnes for de største middelalderlige filosoffer.

Ved renæssancen bryder en række filosoffer med den middelalderlige kristendom og skolastikken. Francis Bacon, Thomas Hobbes, John Locke og René Descartes er de tidligste moderne filosoffer. Andre vigtige filosoffer fra denne periode er Baruch de Spinoza, Gottfried Wilhelm Leibniz, Blaise Pascal, Nicolas Malebranche, Chritian Wolff, Charles-Louis de Secondat Montesquieu, Pierre Bayle, Thomas Reid, Adam Smith, David Hume, Jean-Jacques Rousseau og Immanuel Kant, der også regnes som en af historiens allerstørste filosoffer. Selve disciplinen filosofihistorie stammer tilbage fra renæssancen.

Kant repeæsenterer samtidigt et sammenbrud for metafysikken og den klassiske rationalisme. Efter ham bliver filosofien præget af tysk idealisme. Johann Gottlob Fichte, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, og Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling tager udgangtpunkt i Kant, mens Arthur Schopenhauer var stærkt kritisk imod Kant.

En anden uvikling i denne periode var naturalismen, repræsenteret af John Stuart Mill, Karl Marx og Auguste Comte.

Den største danske filosof Søren Kierkegaard tog udganspunkt i en kritik af Hegel. Sammen med Friedrich Nietzsche, blev han en væsentlig inspiration for de senere franske eksistentialister Jean-Paul Sartre samt for Martin Heidegger. m.fl. Et andet udgangspunkt for den moderne eksistentialisme var fænomenologi, grundlagt sidst i det 19. århundrede af Edmund Husserl.

Analytisk og kontinental filosofi [redigér]

I dag skelnes mellem analytisk og kontinental filosofi. Skellet er måske kunstigt, men analytisk filosofi antages i højere grad at være logisk og kontekstuafhængig, mens kontinental filosofi er mere historisk orienteret. Analytisk filosofi interesserer sig ikke så meget for de tyske filosoffer efter Immanuel Kant, f.eks. Hegel, mens kontinental filosofi gør. Måske kan man tale om en helt tredje gruppe af logikere og filosoffer, der bedriver formel filosofi, altså arbejder inden for eksempelvis modallogikkens område.

Nutidige danske filosoffer [redigér]

Af nutidige kan nævnes Peter Zingernagel, David Favrholdt, Kai Sørlander, Søren Harnow Klausen, Erich Klawonn, Peter Kemp.

Se også [redigér]

Eksterne kilder og henvisninger [redigér]

  1. ↑ Filosofiens oprindelse

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Filosofi&oldid=6874486"