Tekst-tv

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Tekst-tv i Spanien

Tekst-TV (oprindeligt Teletext) er et system til at formidle tekst og simpel grafik sideløbende med det "normale" tv-signal. Hvis tv-seeren har et apparat der er indrettet til at modtage tekst-tv, kan vedkommende på et vilkårligt tidspunkt (uafhængigt af det almindelige tv-program) få vist eksempelvis nyheder eller vejrudsigten. Forskellige emner og informationer har hver deres sidenummer, normalt i intervallet fra 100 til 899, og ved at slå det rigtige sidenummer op vises, efter nogle sekunders ventetid, den ønskede information.

Tekst-TV blev udviklet af BBC i 1970'erne.

Sådan virker tekst-tv

Der findes en række forskellige tekniske standarder for formidling og modtagelse af tekst-tv. I Europa og et antal tekst-tv-systemer i USA sendes indholdet som små "salver" af bits indenfor det lodrette synkroniseringssignal. På ældre tv-modtagere kan man undertiden se dette synkroniseringssignal som en vandret, sort stribe hen over billedet, typisk i en brøkdel af et sekund efter kanal-skift, eller hvis det lodrette billedhold ikke var indstillet korrekt: Hvis den modtagne tv-station sender tekst-tv, kan tekst-tv-signalet ses som en masse små flimrende hvide pletter i den sorte stribe.

Tilsammen "opremser" denne stadige strøm af bits dels sidernes numre, dels deres indhold: Hver side består af 24 tekstlinjer a 40 tegnpladser, som sammen med information om for- og baggrundsfarve og andre egenskaber fylder knap 2 kilobyte i alt. Når tv-modtagerens tekst-tv har fået at vide (typisk via fjernbetjeningen) hvilket sidenummer der ønskes vist, venter den på at der i tekst-tv-signalet viser sig en side med det pågældende sidenummer: Når det sker, indlæses sidens indhold i en ram-hukommelse, og et delkredsløb i dekoderen sørger for at generere et videosignal der viser indholdet i en for mennesker læselig form.

I nyere tv-apparater er der ofte en hukommelse, der kan huske adskillige tekst-tv-sider, så man ikke behøver at vente efter man har trykket nummeret på den side, man ønsker. Man får dermed straks den version af siden, der senest blev sendt fra tv-stationen.

Links