Europa

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Europa (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Europa)
Europa strækker sig fra Nordsøen og Atlanterhavet i vest til Uralbjergene i øst; og fra Middelhavet i syd til Nordpolen.
Satellitfoto af Europa

Europa er en verdensdel, som strækker sig fra Nordsøen og Atlanterhavet i vest til Uralbjergene i øst; og fra Middelhavet i syd til Nordpolen. Det udgør den vestlige tredjedel af kontinentet Eurasien. Siden 1700-tallet er grænsen mellem Europa og Asien almindeligvis blevet anset for at gå langs Ural; først bjergkæden og derefter floden; Det Kaspiske Hav, Manytj-lavningen nord for Kaukasus, eventuelt Kaukasus-bjergkæden, Sortehavet, Bosporusstrædet, Marmarahavet og Dardanellerne.

Europas samlede fladeareal er 10.506.000 km², det vil sige 6,7 % af landmasserne på Jorden. Det samlede folketal er på omkring 900 millioner, hvilket er 14 % af alle mennesker i verden. Afhængigt af hvordan man opgør det har Europa et varierende antal selvstændige lande, imidlertid har Europarådet 47 medlemslande, hvoraf Rusland er det største målt på såvel areal som befolkning, mens Vatikanstaten i Rom er den mindste.

Etymologi og begrebshistorie[redigér | redigér wikikode]

Europa og oksen, af Gustave Moreau, c. 1869

Dette afsnit handler om, hvad ordet Europa har betydet, og hvilket geografisk område det refererer til, og hvorledes dette har ændret sig de sidste 2500 år.

Det græske begreb Europa er sandsynligvis afledt fra græsk eurys (= "bred") og ops (= "ansigt"), hvor ‘bred’ er blevet et beskrivende ord for jorden i sig selv i den (rekonstruerede) urindoeuropæiske religion. Enkelte sprogforskere har derimod antydet, at Europa er baseret på et semitisk ord, nemlig det akkadiske erēbu i betydningen "solnedgang".[1] Set fra Mellemøsten går solen ned over Europa, landene i vest. På samme måde antages det, at ordet Asien kan tænkes at komme fra et semitisk ord som det akkadiske asu, "solopgang".

For den græske geograf Hekataios bestod den kendte verden af to verdensdele: Europa og Asien. Grænsen gik ved det Ægæiske Hav, Azovske Hav og Marmarahavet og floden Don. For historieskriveren Herodot var Asien identificeret med det store Perserrige, mens Europa var den græske civilisation.

En brug af ordet som den almindeligste betegnelse for det, som vi i dag opfatter som Europa, hører til moderne tid. I antikken omtalte man det romerske rige som "Rom" eller "Imperium Romanum". Der fandtes da ikke noget geografisk udtryk som inkluderede riget nord for Middelhavet og som desuden inkluderede områderne beboet af germanske og slaviske stammer i Nord- og Østeuropa.

Ordet spredte sig fra græsk til Europas romanske sprog gennem en berømt myte. som blev genfortalt i senantikken. I græsk mytologi var Europa en fønikisk prinsesse, som blev forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta, hvor hun fødte Minos, Rhadamantys, og Sarpedon. For Homer var Europé (græsk Ευρωπη) den mytologiske dronning af Kreta, ikke stedet, som hun blev ført til. I lighed med andre græske myter er denne myte næppe ophavet til ordet Europa i sig selv, men skabt i eftertid for at give ordet en spændende forhistorie. Senere blev Europa ensbetydende med fastlandet Grækenland, og omkring 500 f.Kr. havde omfattede betydningen efterhånden også landene nord for Grækenland.

Myten om prinsesse Europa er blevet overbragt af tre af senantikkens historiefortællere: St. Augustin, Isidor af Sevilla og Orosius. Det er usikkert. hvor de regnede grænsen mellem verdensdelene (orbis terrarum). For Orosius gik grænsen mellem Asien og Europa gennem floden Don og det Azovske Hav. Orosius blev kilde for 900-tallets frankiske lærde Richter af St. Rémy, der fremstillede verden som tre orbis plaga hvor Mare Nostrum (Middelhavet) var skellet mellem verdensdelene. Richter regnede flere af folkeslagene, som slog sig ned i Europa i Folkevandringstiden for at komme fra Asien. Lombardernes historieskriver Paulus Diaconus (død 797?) regnede lombarderne for at have flyttet fra øen Scandinavia på grund af overbefolkning. Det lader til, at Skandinavien dengang ikke blev regnet for en del af Europa. Dette skyldes vel, at graden af civiliserethed var blevet introduceret som et kriterium for at være en del af "Europa".[2]

I senantikken og middelalderen var det mere normalt at skelne mellem "Kristenheden" og hedenske områder, end at bruge betegnelsen Europa. Men indenfor "Kristenheden" begyndte begrebet Europa gradvis at få den betydningen, som det har i dag. Ved at referere til "Europa" i hyldestdigt til frankiske konger viste de både, at de var lærde og belæste i den antikke arv, samtidigt med at referencer til Kongen som "Europas konge" indgød aspirationer om fremtidige erobringer. Omend magten ikke strakte sig langt udover Frankerriget, kunne skjaldene i det mindste smigre kongen med at være berømt i "hele Europa". Ved Karl den Stores hof blev referencer til Europa-begrebet hyppigere. For eksempel priste Catwulf Kong Karl i 775 for at være blevet udpeget til at blive Europas konge (Regni Europae). Karl den Stores hof brugte imidlertid helst begrebet Imperium Christianum, ikke det geografiske begreb Europa som betegnelse for frankernes rige. Karolingerne opfattede hovedstaden Aachen som det andet Rom, og deres rige som Romerrigets genkomst i Europa. Der er blevet overleveret flere kilder hvor Karl omtales som rex, pater Europe (konge, Europas far).[2]

En anden terminologi, som blev brugt i middelalderen for at skelne mellem det, som vi i dag regner for (Vest)Europa, og verden for øvrigt, er parret Oksidenten / Orienten. Oksidenten, af latin Oc + cadere ~ (dit solen) falder ned = Vesten. Oksidenten var dermed den vestlige kristenhed, som udgjorde størstedelen af Europa.

Lærde kristne i 600-tallet som Isidor af Sevilla førte ud fra sit bibelske historiesyn verdens befolkning tilbage til Noas edterkommere: Jafet, Sem, og Ham. Europæerne stammede fra Jafet, derfor havde folkeslag som frankerne, alemannerne, latinerne og briterne alle samme ophav.

Skellet mellem Øst- og Vesteuropa[redigér | redigér wikikode]

Det begrebsmæssige skel mellem Vesteuropa og Østeuropa blev introduceret af oplysningsfilosoffen Voltaire i en biografi over den svenske kong Karl 12. fra 1731.[3] Dette skel blev cementeret under den kolde krig, da de østeuropæiske lande blev sovjetiske vasalstater. Efter Berlinmurens fald, ville enkelte genoplive udtrykket Østmiddel-Europa for at skabe kontinuitet til historien før verdenskrigene. Imidlertid ser det ud til, at ordet Centraleuropa er blevet det hyppigst brugte begreb for at beskrive de eks-kommunistiske stater, som ikke var en del af Sovjetunionen.

Europa på andre sprog[redigér | redigér wikikode]

Et stort antal af verdens sprog benytter ord som er afledt af "Europa" for at referere til kontinentet, for eksempel benytter kinesisk det fonetisk lignende ord Ōuzhōu (欧洲).

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Europas historie

Forhistorisk Europa[redigér | redigér wikikode]

Palæolitisk[redigér | redigér wikikode]

Homo erectus og Neandertalerne slog sig ned i Europa længe før det moderne menneske, Homo sapiens sapiens viste sig. De ældste menneskeben er fundet i Dmanisi, Georgien, dateret 2.000.000 år tilbage. De tidligste spor af det moderne menneske kan stamme 35.000 år tilbage i tiden. Spor efter permanente bosætninger kan dateres til det 7. millenium f. Kr., i Bulgarien, Rumænien og Grækenland.

Neolitisk[redigér | redigér wikikode]

Neolitisk Europa

Den neolitiske tidsperiode nåde Centraleuropa i det 6. millenium f. Kr. og Nordeuropa i det 5. og 4. millenium. Der er ingen præhistorisk kultur som dækker hele Europa.

Bronzealderen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Bronzealderen

Bronzealderen er en betegnelse på en periode i menneskets historie som fandt sted mellem stenalderen (nogen steder kobberalderen) og jernalderen. Perioden har fået sit navn fordi bronze var det mest avancerede materiale man havde for tilvirkning af redskaber, våben og smykker på den tid. Bronze er en legering som består af ca. 90 % kobber og 10 % tin. Den var meget kostbar, og man brugte derfor fortsat en mængde stenredskaber helt frem til romersk jernalder.
(Opdelingen af oldtiden i tre perioder; sten-, bronze- og jernalder, blev oprindelig formuleret af den danske arkæolog Christian Jürgensen Thomsen.)

Bronzealderen indtræffer til forskellige tider, afhængig af hvilke steder man snakker om. De ældste kendte bronzegenstande er fra Mellemøsten (Egypten og Mesopotamien) ca. 3500 f.Kr. Herfra breder det sig til Grækenland 3200 f.Kr., Østeuropa 2500 f.Kr., Vesteuropa 2200 f.Kr., Kina 2000 f.Kr., og Skandinavien 1800 f.Kr.

Lingvistisk Europa
Europa i regioner
Europa, ca år 1000

Jernalderen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Jernalderen

Jernalderen er i arkæologien regnet som den tidsperiode hvor brugen af jern er fremtrædende i produktionen af våben og redskaber. I Danmark begyndte jernalderen fra omkring år 500 f.Kr., men de tidligste spor af jernudvinding er meget ældre, måske så tidligt som år 3000 f.Kr. Det tog bortimod 1000 år fra menneskeheden opdaget jernudvinding til kundskaben nåde Norden. Jernalderen begyndte på forskellige tider på forskellige steder i Europa.

I Europa og Asien efterfølger jernalderen bronzealderen, mens den i resten af verden efterfølger stenalderen direkte. Det er vanskeligt at tidfeste jernalderen nøjagtigt for en enkelt region, men det refererer til den tidsperiode hvor brugen af jern er det mest avancerede metalarbejde til en civilisation.

Oldtidens Grækenland og Romerriget[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Oldtidens Grækenland og Romerriget
Europa, ca. 220 fvt.

Oldtidens Grækenland var enerådende og nyskabende indenfor forskellige styreformer (det athenske demokrati), filosofi, videnskab, politik, sport, teater og musik. De græske bystater grundlagde flere kolonier ved Sortehavet, Middelhavet, Lilleasien, Sicilien og i Syditalien. Den græske verden kom til et halt ved den Peloponnesiske Krig, og den senere Makedoniens ekspansion i det 4. århundrede f.Kr.

Meget af den græske kundskab blev assimileret af romerne og spredt udover det europæiske kontinent. Romerriget havde sit center ved Middelhavet, og kontrollerede alle de nærliggende lande omkring havet. Den nordlige grænse var i form af naturlige hindringer, som floderne Rhinen og Donau. Under kejser Trajan, i det andet århundrede, nåede riget sit territorielle højdepunkt, hvor Storbritannien, Dakien (dagens Rumænien) og dele af Mesopotamien var inkluderet. Kejserrigets første periode, Pax Romana, bragte fred med sig, civilisation og effektive centraliserede regeringer til de underlagte områder, men i det 3. århundrede begyndte riget at skrante gennem en serie af borgerkrige og økonomiske, samt sociale kriser.

Vikingetiden[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Vikingetiden

Vikingetiden er en periode i nordeuropæisk historie som strækker sig fra sidste del af 700-tallet til midten af 1000-tallet.

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Middelalderen

Middelalderen regnes i Europa som tiden mellem 500 og 1500 e.Kr. eller mellem Romerrigets fald og Reformationen i begyndelsen af 1500-tallet. Det er også almindeligt at anse middelalderen som slut i 1492, da Christoffer Columbus ankom til Amerika.

Den sorte død[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den sorte død
Kort som viser den sorte døds udbredelse, årene 1347 - 1351

Den sorte død, en byldepest, er den største katastrofe verden har oplevet i fredstid. Italien blev ramt i 1347, og pesten spredte sig videre via handelsveje til andre dele af Europa og det nordlige Afrika og Mellemøsten gennem 1348. Endvidere spredte den sig til Mesopotamien, Sydspanien, Nordeuropa (bl.a. Danmark) og til sidst Rusland i 1351. Polen lukkede sine grænser, og blev sparet for pesten. Island blev delvis sparet, siden mandskaberne på skibene stort set døde før de kom frem. Ca. 1/3 af befolkningen her døde.

Reformationen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Reformationen

Reformationen var en religiøs omvæltning fra katolicisme til protestantisme i dele af Europa i 1500-tallet, udløst af Martin Luther. Reformationen spredte sig senere fra Nordtyskland til Skandinavien, Schweiz og Frankrig. I England opstod der parallelt en reformation baseret på politiske hensyn, som senere tog meget af den samme retning som reformationen på kontinentet.

Napoleonskrigene[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Napoleonskrigene

Napoleonskrigene udspandt sig fra 1800 til 1815 i kølvandet af den franske revolution. Tidsperioden blev frem for alt præget af kampen mellem Napoléon Bonapartes Frankrig på den ene side og Storbritannien, de tyske stater og Rusland på den anden. Frankrig led det endelige nederlag ved slaget ved Waterloo i 1815.

Restaurationstiden[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Wienerkongressen

Wienerkongressen blev afholdt fra 1814 til 1815 og havde som mål at genskabe magforholdene i Europa før de 25 år lange revolutions- og Napoleonskrigene. Kongressen fastslog politiske grænser som kom til at vedvare til 1914, og slog fast at princippet om fyrstesuveræniteten skulle være diktere magtforholdene, ikke folkesuveræniteten.

1. og 2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: 1. verdenskrig og 2. verdenskrig
Politisk kort over Europa, årene 1941-42

1. verdenskrig er en af de blodigste krige nogensinde udkæmpet i Europa. Den varede fra august 1914 til 11. november 1918, og medførte væsentlige ændringer af Europa-kortet. Nye stater opstod efter nationalstatprincippet; Østrig-Ungarn forsvandt og blev erstattet af en mængde mindre centraleuropæiske stater (mens Tyskland blev omformet fra monarki til republik).

2. verdenskrig var den mest omfattende militære konflikt i verdenshistorien, og involverede en stor del af verdens lande og blev udkæmpet samtidig i flere verdensdele. Selv om der havde været krig Asien siden 1931; er mest udbredte opfatning blandt faghistorikere og folk flest at 2. verdenskrig udbrød i Europa i 1939, da Tyskland invaderede Polen 1. september med påfølgende krigserklæringer fra Storbritannien og Frankrig.

2. verdenskrig raste frem til 1945, og endte med aksemagtenes totale nederlag. I løbet af krigen havde hele 60 millioner mennesker mistet livet, noget som gør 2. verdenskrig til historiens blodigste konflikt.

Mod slutningen af 1944 var Tyskland hårdt presset på alle fronter. Krigen til søs var tabt, Østeuropa var faldet i sovjeternes hænder, og på vestfronten var de allierede overlegne så vel i luften som på bakken. Den 8. maj 1945 undertegnede Tyskland en betingelsesløs kapitulation overfor de allierede, og dagen efter blev dette gentaget overfor de sovjetiske styrker.

Den russiske revolution[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den russiske revolution

Den russiske revolution i 1917 var en politisk bevægelse i Rusland som endte med at den provisoriske regering som havde erstattet zar, blev smidt. Den førte til oprettelsen af Sovjetunionen som varede til 1991. Revolutionen havde to forskellige faser. Den første var Februarrevolutionen, som fjernede zar Nikolaj 2. af Rusland, den sidste zar, og som forsøgte at oprette en liberal republik. Den anden fase var Oktoberrevolutionen, hvor sovjeterne tog magten fra den provisoriske regering. Denne revolution var inspireret og senere kontrolleret af Vladimir Lenins Bolsjevik-parti. Mens mange historiske begivenheder fandt sted i Moskva og St. Petersborg var det også en bred bevægelse i landsbyer hvor bønder beslaglagde og omfordelte landområder.

Den kolde krig[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den kolde krig

Den kolde krig (19481989) var rivaliseringen som udviklet sig efter 2. verdenskrig mellem grupperne af nationer som praktiserede forskellige ideologier og politiske systemer. På den ene side var Sovjetunionen (U.S.S.R.) og dens allierede, ofte refereret til som Østblokken. På den anden side var USA og dens allierede, ofte refereret til som Vestblokken. Man siger gerne at den kolde krig endte i 1989, da Berlinmuren faldt, eller i 1991, da Sovjetunionen blev opløst.

Den Europæiske Union[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den Europæiske Union

Den Europæiske Union har trinvis udviklet sig siden 1953 fra at være et regeringssamarbejde på afgrænsede politiske områder, til at blive en vidtgående statssammenslutning hvor beslutningskompetance på flere lovområder er overført til fællesorganerne.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Europas geografi
Topografisk kort over Europa

Geografisk er Europa en del af den større landmasse kendt som Eurasien. Kontinentet begynder ved Uralbjergene i Rusland, hvilket definerer Europas østlige grænse mod Asien. Den sydøstlige grænse med Asien er ikke universelt defineret. Det er almindeligt at definere Uralfloden eller Embafloden som mulige grænser. Grænsen fortsætter med Det Kaspiske Hav og derefter Kaukasus-bjergene, alternativt Kurafloden i Kaukasus. Derefter videre til Sortehavet, Bosporus, Marmarahavet og Dardanellerne. Dette kompletterer grænsen mod Asien. Nogle geografer anser i stedet Aserbajdsjan og Armeniens sydlige grænser med Iran og Tyrkiets sydlige og østlige grænser med Syrien, Irak og Iran som grænsen mellem Asien og Europa af kulturelle årsager. Middelhavet deler Europa og Afrika i syd. Den vestlige grænse er Atlanterhavet, men Island, meget længere ude end det nærmeste punkt i Afrika, er også anset for at være en del af Europa. Europas geografiske center er ikke fastslået, men bliver debatteret af geografer.

Ideen om at Europa er et kontinent er ikke universelt godtaget. Nogle ikke-europæiske tekster refererer til et Eurasien-kontinent, eller til et europæisk underkontinent, fordi Europa ikke er omgivet af hav, og i meget større grad er et kulturelt heller end et geografisk definerbart område.

Landformer[redigér | redigér wikikode]

De to største landformer er "hoved-Europa" og Skandinavien i nord, skilt fra hinanden af Østersøen. Tre mindre halvøer, Den iberiske halvø, Italien og Balkan, springer ud i Middelhavet fra syd. Østover udvider Europa sig indtil grænsen mod Asien ved Uralbjergene.

Landskabet i Europa varierer meget over relativt små områder. De sydlige områder består af bjerge. Bevæger en sig opover synker terrænet fra de høje Alper, Pyrenæerne og Karpaterne gennem høje bjergområder ind til de lave områder i nord. Høje bjerge eksisterer også langs den nordvestlige havgrænse, begyndende vest på De britiske øer, og fortsætter langs hele Norge.

Billede af Volga som løber igennem Staritsa, Tver oblast i Rusland. Billedet blev taget af Sergej Mikhajlovitj Prokudin-Gorskij i 1912.

Europas landformer består i tillæg til den generelle beskrivelse også af en række afvig. Underregioner så som Den iberiske halvø og Italien har sine egne komplekse geologiske strukturer, på samme måde som "hoved-Europa" også indeholder afvig så som bjergplateauer, floddale og kratere. Island og De britiske øer har egne geologiske strukturer. Mens Island er et eget land i Nordsøen som kun tilhører Europa af politiske grunde, mens De britiske øer er høje områder som var knyttet til fastlandet, indtil det stigende havniveau adskilte området til en ø.

Kontinentets mange forskellige geologiske landformer var med på at gøre sit til at forskellige nationer gennem historien etablerede sig i Europa, og blev holdt adskilt længe.

Floder[redigér | redigér wikikode]

Europas længste flod er Volga med 3531 kilometer. Derefter kommer Donau med 2850 kilometer og tredje længste er Ural (2428 km) som ligger ved grænsen til Asien. Andre mindre floder er Dnepr (2290 km), Don (1950 km), Petjora (1809 km), Kama (1805 km), Oka (1500 km), Belaja (1430 km), Dnestr (1352 km) og Rhinen (1234 km).

Bjerge[redigér | redigér wikikode]

Mont Blanc, Europas højeste bjerg hvis Kaukasus ikke medregnes Europa

Hvilket bjerg, der er Europas højeste, afhænger af, om Kaukasus regnes med som en del af Europa.

Europas højeste bjerg, Kaukasus medregnet:

  1. Elbrus (5642 m), Rusland, Kaukasus
  2. Dykh-Tau (5203 m), Rusland, Kaukasus
  3. Rustaveli (5201 m), Georgien, Kaukasus

Europas højeste bjerg, uden Kaukasus:

  1. Mont Blanc / Monte Bianco (4808 m; med iskappe), grænsen Frankrig–Italien, Alperne
  2. Dufourspitze (4634 m; Monte Rosa-massivet), grænsen Schweiz–Italien, Alperne
  3. Dom (4545 m), Schweiz, Alperne
Regnbue over Ladoga

Indsøer[redigér | redigér wikikode]

Den største indsø er Ladoga i Rusland, den næststørste er Onega i Rusland og den tredjestørste Vänern i Sverige.

Øer[redigér | redigér wikikode]

Den største ø er Storbritannien. Andre store øer er Island, Irland, Sicilien, Sardinien, Korsika, Kreta, Cypern, Sjælland, Svalbard, Novaja Zemlja og Mallorca.

Lande i Europa[redigér | redigér wikikode]

Dertil kommer Armenien, Aserbajdsjan og Georgien, der alle er medlemmer af Europarådet, men som ligger syd for Kaukasus-bjergene, der af mange anses for at være grænsen mellem Europa og Asien (sammen med Ural-bjergene). Derfor hører disse lande ikke fysisk til Europa.

BlankMap-Europe2.png


Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Ernest Klein: A comprehensive Etymological dictionary of the English Language, 1966
  2. 2,0 2,1 Karl J. Leyser: Concepts of Europe in the Early and High Middle Ages Past and Present, No. 137, The Cultural and Political Construction of Europe. (Nov., 1992), pp. 25-47
  3. Larry Wolff: Inventing Eastern Europe Stanford UP 1994

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: