Tel Aviv

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 17. mar. 2015, 21:33 af Cgt (diskussion | bidrag) Cgt (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved TherasTaneel, fjerner ændringer fra 87.73.40.47 (diskussion | bidrag))

Skabelon:Infoboks by i Israel

Tel-Aviv om natten
Tel Aviv Beach
Tel Aviv Port.

Tel Aviv-Yafo (Hebraisk: תֵּל־אָבִיב) er Israels største byområde og ligger med kystlinje til Middelhavet. I dag udgør byen Israels handels-, finans- og kulturcentrum.

Etymologi

Navnet Tel Aviv betyder på hebraisk højdedrag/bakke (Tel) forår (Aviv) Forårsbakke, og navnet på byen kommer sig af titlen, som Nahum Sokolov gav hans oversættelse af Theodor Herzls zionistiske manifest Altneuland (Gammel-nyt-land). Nahum Sokolov fik Tel Aviv fra Ezekiels Bog 3.15 (Tel-Aviv fra den hebraiske bibel staves normalt Tel-Abib i den kristne) hvor det er et sted i Babylon – eller alternativt blot foråret, eller en reference til en gud eller gudinde i den mesopotamiske pantheon.

v15: Jeg kom til de landflygtige i Tel-Abib, dem som boede ved floden Kebar, til det sted, hvor de boede. Blandt dem sad jeg syv dage stiv af rædsel.

Attraktioner

Det moderne Tel Aviv har store indkøbscentre, elegante og dyre forretninger, mange store luksushoteller, cafeer og restauranter, en flot strandpromenade, marina med lystbåde, det kendte Carmelmarked, museer som Tel Aviv Museum of Art og Diaspora Museum of Jewish History, kunstgallerier, teaterkompagnier, Israels Philharmonic Orchestra, New Israel Opera Company og to universiteter.

Børsen, Diamantbørsen, de fleste banker, forsikringsselskaber, store virksomheder, politiske partier og fagforeninger har deres hovedkontor i Tel Aviv samt halvdelen af den israelske industri ligger her. De fleste lande har deres ambassader her i stedet for Jerusalem af politiske grunde.

Fra toppen af Shalom Tower, der engang var Mellemøstens højeste bygning, og Azrieli Tower, der er Israels højeste bygning i dag, er der en flot udsigt ud over byen med de moderne kontorbygninger og verdens største koncentration af Bauhaus bygninger (ca. 4.000). Mange gader er beplantet med træer og der er mange smukke parker, som sammen med udendørscafeerne præger bymiljøet.

Historie

Masterplan for Tel Aviv, 1925

Den 14. maj 1948 blev staten Israel officielt udråbt i Tel Aviv og byen var i en periode på otte måneder fra maj til december 1948 under en arabisk blokade af Jerusalem midlertidig hovedstad med parlament og regering ind til disse, ved stridighedernes ophør, blev overflyttet til Jerusalem i 1949. Denne overførelse anerkendes dog ikke af mange lande, hvorfor de stadig har deres ambassader i Tel Aviv.

Jaffa (Yafo) er en ca. 4.000 år gammel havneby og en af verdens antikke byer. Den har haft en historisk vigtig rolle i sin egenskab af havneby for Det Hellige Land og var indtil omkring 1934 den vigtigste havneby. I starten af den 20. århundrede boede der tusindvis af jøder i Jaffa, men en lang række arabiske pogromer i 1920 og 1921 tvang en del til at flygte til Tel Aviv og bosætte sig der i stedet. I forbindelse med fejringen af første maj i Jaffa i 1921 udløstes nogle af de værste arabiske optøjer og forfølgelse af jøder, denne pogrom benævnes Meoraot Tarpahebraisk. Arabere gik til angreb på tilfældige jødiske beboere og bygninger, hvilket bl.a. kostede den jødiske forfatter Yosef Haim Brenner livet. Jaffas flygtende jødiske befolkning medførte at Tel Aviv mere end fordoblede sit befolkningstal fra 15.000 i 1922 til 38.000 i 1927 og Jaffa blev mere arabisk, således at der i 1945 ud af en befolkning på 101.580 var 53.930 muslimer, 30.820 jøder og 16.800 kristne. Under den Den Arabisk-Israelske krig i 1948, flygtede end del af den arabiske befolkning så, heriblandt Abu Laban, til især Gaza-striben. I dag er den kun lystbådehavn og hjemsted for de lokale fiskere. Byen blev renoveret i 1965 og er nu mondæn med snoede gamle stræder, kirker, restauranter, parker, museer, loppemarked, kunstgallerier og en flot udsigt ud over Middelhavet. Jaffa har siden 1950 været en del af Tel Aviv kommune.

Demografi

Stor-Tel Aviv omfatter ca. 1,2-2,5 mill. indbyggere afhængigt af, hvor mange forstæder og omegnsbyer man tæller med. De største forstæder er Petach Tikvah (Håbets port) fra 1878, der er landets ældste landbrugskoloni (ca. 174.000 indbyggere), Ramat Gan (Havehøjen) fra 1920, der er industri- og diamantcenter (ca. 127.000 indbyggere), Benei Brak (Bene Beraq) fra 1924, der er et ortodoks-jødisk kvarter (ca. 140.000 indbyggere), Holon (Sand) fra 1935 med en samaritansk koloni (ca. 180.000 indbyggere) og Bat Yam (Havets datter) fra 1920, der har en fin strand (ca. 132.000 indbyggere). Af andre forstæder og omegnsbyer kan nævnes Giv'Atayim, Ramat Ha-Sharon og Qiryat Ono.

I Tel Avivs kommune, der blev grundlagt i 1909 ved en udflytning fra Jaffa, bor der ca. 350-365.000 indbyggere, hvilket gør den til Israels næststørste kommune. I praksis bruges navnet Tel Aviv om Stor-Tel Aviv-området.

Arkitektur

I Tel Aviv finder man flere forskellige typer af arkitektoniske stilarter. Den tidlige arkitektur i Tel Aviv bestod hovedsageligt af huse inspireret fra europæiske et-plans huse med røde tegltag. Neve Tzedek, som er det første kvarter uden for Jaffa, består hovedsageligt af huse i to etager bygget i sandsten. I 1920'erne blev en blanding af europæisk og oriental arkitektur moderne. Herefter begyndte man at bygge efter en kommunal helhedsplan, som var tegnet af Patrick Gedde, hvor der blev bygget 2-3 etagers huse, boulevarder og parker.

Bauhaus

I 1920'er og 1930'erne blev Bauhaus-arkitekturen introduceret i Tel Aviv, da tysk-jødiske arkitekter slog sig ned i Palæstina. De var flygtet fra Tyskland på grund af nazisternes fremkomst. I centrum af Tel Aviv finder man den "Hvide by", hvor der er opført mere 5.000 modernistiske bygninger, som er inspireret af Bauhaus og Le Corbusier. Langt de fleste bygninger finder man i området ved Rothschild Boulevard. Området kom med på UNESCOs verdensarvsliste i 2003.

I 1960'erne blev mange huse fra Bauhaus-perioden revet ned, da der skulle gøres plads til kontorbygninger og hoteller. En del af bygninger har også stået ubenyttet hen i mange år og er derfor gået i forfald.

Transport

Bus

I Tel Aviv ligger Mellemøstens største busterminal på syv etager med restauranter, biografer, forretninger mm.

Tog

Byen har to banegårde med forbindelse til Nahariya (nord), Ashdod (sydvest), BeerSheva (syd), Beit Shemesh (øst) og Jerusalem (øst).

Fly

Ben Gurion International Airport er byens største lufthavn (IATA TLV) med over 12 millioner rejsende om året (2011). Lufthavnen ligger ca. 15 km øst for byen i Lod.

Nord for byen ligger lufthavnen Sde Dov Airport (IATA: SDV), som primært fungerer som indenrigslufthavn. I fremtiden vil alle trafik blive flyttet fra Sde Dov til Ben Gurion-lufthavnen.

Vej

Tel Aviv er ligesom de andre store byer i Israel et stort trafikkaos med omfattende kødannelse på vejene og parkeringsproblemer. Eksempelvis kører der ca. en halv million biler ind og ud af byen hver dag.

Eksterne henvisninger