Tokildehypotesen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Grafisk illustration af tokildehypotesen

Tokildehypotesen blev første gang fremsat af teologen H.C. Weisse i 1838. Nogenlunde samme tid udviklede teologerne Lachmann og Wilke den samme hypotese uafhængigt af hinanden og uafhængigt af Weisse. Hypotesen går ud på, at der ligger to kilder til grund for Mattæusevangeliet og Lukasevangeliet. Den ene er Markusevangeliet, mens den anden kilde er en (tabt) talekilde/logiakilde, der fik den internationalt accepterede betegnelse Q (efter tysk Quelle).

Begrundelsen for tokildehypotesen er, at stort set hele Markusevangeliet findes i Mattæus- og Lukas-evangelierne, og at Markusevangeliet traditionelt dateres til at være det ældste. Endvidere findes der en mængde identiske Jesus-udsagn i Mattæus- og Lukas-evangelierne, og disse udsagn menes at stamme fra Q. Forskerne har ikke fundet Q, men har forsøgt at lave en rekonstruktion, baseret på udsagnene fra Mattæus- og Lukas-evangelierne.

Tokildehypotesen er senere blevet udvidet til en firekildehypotese, hvor forskere argumenterer for, at særstoffet, dvs. det som er unikt for Matthæus og Lukasevangeliet, stammer fra to andre kilder, som de har døbt henholdsvis M (Matthæus) og L (Lukas). Firekildehypotesen forudsætter, at evangelisterne ikke selv har tilføjet noget til evangelierne, men udelukkende har benyttet sig af sekundære kilder, der allerede eksisterede, ved evangeliernes nedskrivning. Andre forskere har argumenteret for, at særstoffet i de to synoptiske evangelier nok nærmere skal tilskrives forfatternes egen kreavtivitet, end nu tabte kilder.

Se også[redigér | redigér wikikode]