Urim og Tummim

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Urim og Tummim er ifølge Det Gamle Testamente to genstande, som blev lagt i brystskjoldet på ypperstepræstens dragt[1]. Ved lodkastning kunne præsten få svar på spørgsmål eller afgøre tvistemål[2]. Det antages almindeligvis, at Urim og Tummim var to lodder eller sten. Ordet Urim er blevet udlagt som »lys« og »åbenbaring« og Tummim som »fuldkommenhed« og »sandhed«.

Mormonisme[redigér | redigér wikikode]

I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (Mormonkirken) har betegnelsen »Urim og Tummim« fra omkring 1833[3] traditionelt været brugt om flere forskelige seersten, som kirkens grundlægger, amerikaneren Joseph Smith, skal have benyttet i forbindelse med oversættelsen af Mormons Bog, Abrahams Bog og en række åbenbaringer, hvoraf nogle nu er samlet i Lære og Pagter. Det drejer sig om følgende sten:

  •  »To sten, indfattet i sølvbuer (...) fastgjort til et brystskjold«,[4] som ifølge Smith lå nedgravet sammen med nogle guldplader med indskrifter på, som Smith i september 1827 skal have fundet i en høj i staten New York, og hvorfra Mormons Bog skal være oversat. Stenene omtales af Smiths samtidige som en slags briller. I selve Mormons Bog kaldes de dog ikke »Urim og Tummim«, men »oversættere.«[5] Det skal være ved hjælp af disse to oversættersten, at Smith dikterede et foreløbigt manuskript på 116 sider.[6][7][8] Dette bortkom imidlertid, og i sommeren 1828 fik Smith frataget oversætterstenene.[9]
  • En brunlig sten, som Smith skal have fundet under udgravningen af en brønd i 1822,[10] og som Smith i sin ungdom anvendte, når han lod sig hyre til at udpege skjulte skatte i jorden. Det skal være ved hjælp af denne sten, at hele Mormons Bog, som den i dag foreligger, er oversat.[11][12][13][14]

Smiths hustru Emma Hale Smith, som i en periode virkede som skriver for Smith, forklarede, hvordan Smith brugte stenen:

»Han sad med ansigtet begravet i sin hat med stenen i og dikterede time efter time [Mormons Bog].«[15]

David Whitmer, som aflagde vidnesbyrd om Mormons Bogs guddommelige oversættelse[16], berettede samstemmende:

»Joseph Smith lagde seerstenen i en hat, tog ansigtet ned i hatten og trak den op om ansigtet for at lukke alt lys ude (...) Noget, der mindede om et stykke pergament, kom til syne med teksten på. Et skrifttegn ad gangen viste sig, og nedenunder stod oversættelsen på engelsk.«[17]

Whitmer præciserede, at Smith »ikke benyttede pladerne under oversættelsen.«[18]

Mormonkirken ejer stadig en af Smiths seersten, men ingen af hans efterfølgere har udtalt, at de har brugt den.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 2 Mos 28,30
  2. 4 Mos 27,21. 1 Sam 28,6.
  3. Det var angiveligt trykkeren W.W. Phelps, der i 1833 som den første gisnede om, at oversætterstenene »i fordums tid måske var kendt som Terafim eller Urim og Tummim« (The Evening and Morning Star, nr. 8, s. 2), og ordene forekommer da heller ikke i Befalingernes Bog fra 1833. Først i Lære og Pagter fra 1835 (Lære og Pagter 10,1) blev ordene »Urim og Thummim« med tilbagevirkende kraft indsat i en åbenbaring, som Smith skal have modtaget i 1828 (Book of Commandments 9).
  4. Uddrag af profeten Joseph Smiths historie 1,35.
  5. Mosijas Bog 8,13.
  6. »Ved at lægge brillerne i en hat og se ned i den oversætter Smith skrifttegnene til engelsk« (Martin Harris til avisen Gem, s. 5. september 1829).
  7. »Han lagde Urim og Tummim i sin hat og mørklagde øjnene« (Joseph Knight i »Joseph Knigth's Recollection«, s. 35).
  8. »Da Joseph fik pladerne, fik han også Urim og Tummim, som han lagde i en hat for at lukke alt lys ude, og med pladerne ved sin side oversatte han skrifttegnene« (William Smith i »Old Soldier's Testimony«, s. 644).
  9. »›Oversætterne‹ blev som straf taget fra Joseph, efter at han lod Martin Harris få de 116 sider manuskript til Mormons Bog« (interview med David Whitmer 14. januar 1885).
  10. »I 1822 var jeg i færd med at grave en brønd. Jeg hyrede Alvin [Smiths bror] og Joseph Smith til at hjælpe mig (...) [Otte meter] under jorden fandt vi en ejendommelig sten, som fangede min nysgerrighed. Jeg hentede den op, og da vi undersøgte den, lagde Joseph den i sin hat og tog ansigtet ned i hatten (...) Næste morgen henvendte han sig til mig og bad mig om stenen, idet han hævdede at kunne se i den« (William Chase i Richard Van Wagoner og Steven Walker, »Joseph Smith: ›The Gift of Seeing‹«, Dialogue: A Journal of Mormon Thought 15,2, s. 48-68.
  11. »Med [Smiths seersten] blev hele den nuværende bog oversat« (Andrew Jenson, Historical Record, s. 632).
  12. »Med en fremmedartet, oval, chokoladefarvet sten på størrelse med et æg, men mere flad (...) blev hele den nuværende Mormons Bog oversat« (interview med David Whitmer 14. januar 1885).
  13. »Den første del, som min mand oversatte, oversatte han ved hjælp af Urim og Tummim, og det var den del, som bortkom for Martin Harris. Derefter benyttede han en lille sten. Den var ikke helt sort, men ret mørk« (Emma Smith Bidamon til Emma S. Pilgrim, 27. marts 1876).
  14. »[Smith] oversatte hele Mormons Bog ved hjælp af en lille sten. Jeg har erklæringer herom fra E.A. Cowdery (Olivers enke), Martin Harris og Emma Bidamon«, William E. McLellan i Richard van Wagoner og Steven Waliler, »Joseph Smith: ›The Gift of Seeing‹«, Dialogue 15,2, s. 57.
  15. History of the RLDS Church, »Last Testimony of Sister Emma«, 3,356.
  16. De tre vidners vidnesbyrd.
  17. David Whitmer, »An Address to All Believers in Christ«, 1887, s. 12, citeret i Nelson, Russell M., »A Treasured Testament«, Ensign, juli 1993.
  18. Kansas City Journal, 5. juni 1881.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]