Wikipedia:Ugens artikel/Uge 45, 2023

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sydsiden af Tiberøen.

Tiberøen er en af de to øer i Tiberen, som løber igennem Rom i Italien; den anden og meget større ø hedder Isola Sacra og findes nær flodmundingen ved Ostia. Tiberøen ligger i den sydlige bugtning af Tiberen, centralt i Rom.

Øen er bådformet, omkring 270 m lang og 67 bred, og har været forbundet med fastlandet med broer på begge sider af floden siden antikken. I oldtiden har der ligget et tempel viet til Æskulap, og senere har der været et hospital på øen, som derfor forbindes med medicin og helbredelse.

Der findes på øen fortsat et sygehus, der stammer fra 1584, og et andet markant bygningsværk på øen er basilikaen San Bartolomeo all'Isola, som stammer fra 998. (Læs mere..)